Jeg var i teateret i går. Det var torsdag den 13. oktober 2016. På det tidspunkt, var det ca. 13 år siden at jeg sidst havde været i teateret. Det var på Svalegangen i Aarhus. Men nok om det. Da min veninde spurgte mig var jeg lige ved at sige nej, men gjorde det så heldigvis ikke. Hun spurgte mig på selve dagen også fik jeg travlt, kan I tro. Klokken var 15:40 på det tidspunkt og jeg sagde, at hvis jeg skulle med, skulle jeg lige hjem og runde mit bad først. Lige en note til jer, så mødte vi hinanden på Kolding Bibliotek. Aldrig har jeg skyndt mig så meget og det er det hurtigste bad jeg har været igennem. For jeg skulle bare skynde mig, men til hvad nytte? Da jeg kom til Kolding togstation, var toget forsinket i op til en halv time, på grund af noget der var sket på Sjælland. Men vi kom med toget og nåede teateret før den første, anden og tredje ringen ind.

Og det var med ømme fødder, at jeg satte mig på min plads. Række 6, sæde 22 og havde ikke spor imod at min veninde insisterede på, at hun ville sidde på plads nummer 20. Slet ikke. For jeg blev ikke spor skuffet, da musicalen begyndte. Åh nej, slet ikke. Men det kommer jeg til.

Kulissen:
Det var noget af et indtryk man fik, da man kom ind i selve teatersalen. For sikke en kulisse og den skulle blive beder endnu. Det har jeg desværre ikke billede af, for vi måtte hverken filme eller tage billeder under forestillingen, hvad der er forstålig nok. Men der var så mange fede detaljer, med levende billeder på væggene, der var med til at give musicalen kulør og så var der også levende musikanter, men dem så man ikke før til sidst, da de også kom frem og bukkede.

Publikum på scenen:
En del publikum fik sig en glædelig overraskelse, da de opdagede at de skulle sidde på kirkebænkene oppe på scenen, som en slags statister til stykket. Under visse scener, blev disse bænke kørt frem så publikum kunne sidde og kigge på hinanden, tværs over scenen. Det må havde været noget af en oplevelse. For sikke et sug det må have givet, da det skete.

Min plads i puslespillet?:
Men som sagt, så klager jeg heller ikke over min siddeplads. Åh nej. Grunden er at jeg har brudt en af mine egne tåbelige regler. Jeg har tit sagt, at det er tåbeligt at forelske sig i en skuespiller, med mindre man kender personen, personligt. Alt andet vil da være dumt. Suk, men da jeg så ham der oppe på scenen, skete der noget. Jeg sad lige pludselig og tænkte, mens jeg så mig rundt, 'Er det her virkeligt, en drøm eller hvad?" Jeg følte mig som i et andet univers, hvad der kun er et plus for stykkets og dens personer der er med i. Men da jeg lige pludselig så ham, gå ud bag det sorte forhæng og gå tæt hen og forbi og rundt om mig og min stol, stod mit hjerte næsten stille. Sådan noget har jeg ALDRIG oplevet før. Jeg havde svært ved at trække vejret. Og da han endelig var gået forbi mig, for han skulle gøre det i RYK, var det som om jeg havde mistet noget, jeg lige havde fundet. Ikke genfundet, men fundet for første gang i mit liv. Hvad, er jeg ikke helt sikker på, men jeg kunne da begynde at trække vejret næsten normalt igen. For det var så intenst.

Og for at skrive lidt om stykket, så mangler jeg næsten ord. Men det er på en anden måde, end det med kulissen. For ord som fantastisk, super, brillant, smukt, flot og så videre, slår slet ikke til. Så måske det her kan komme tættere på? Jeg tror nok at jeg har været det meste af mit følelsesregister igennem, samt en del af mine fem sanser. Musicalen var enestående i sig selv, med lidt erotiske scener, dens musik og sange. Det var enestående. Sangere/skuespiller var fantastiske og så selvfølgelig den smukke kulisse og ikke at forglemme de mange effekter der også var. Enestående. Jeg blev fortryllet fra jeg trådte ind i teatersalen, og så kulissen, til skuespillerne og musikanterne trådte frem på scenen og bukkede og nejede dybt for os. Jeg er glad for, at jeg ikke takkede nej, til min veninde da hun spurgte mig om jeg ville med ind og se, "Klokkeren fra Notre Dame." Det er en forestilling jeg vil se tilbage på med lidt blandede følelser, desværre. Ikke at jeg beklager mig. Nej slet ikke. Jeg morede mig og fik virkelig en oplevelse og meget mere for livet, end hvad jeg havde regnet med. Dumme, fjollede og skrupskøre mig. Hvordan kunne jeg dog tillade mig selv, at...?

Ventetid & billeder:
Så var stykket slut og jeg sad og ventede på min veninde, der snakkede med gud og hver mand, der måske vil hjælpe hende til at mødes med en bestemt skuespiller der var med i stykket. Og så fordrev jeg tiden, med at tage billeder. Det er sådan en slags hobby jeg har. Hmm, men billederne er taget med min mobil og den er ikke af det bedste, så billederne blev der af. Og til sidst gav det "Pote," til min veninde.

Bagstage gav "pote."
Og her er "POTEN" så, efter en del snakken og venten. Min veninde vil bagstage og det kom hun så sandelig også. Hun snakker meget om kendte personer og sanger og vil gerne møde dem personligt. Hun er meget stædig og det belønner sig jo også. Jeg tror nok at hun sagde at han hedder Martin Skriver, eller sådan noget. Ham hun vil se og snakke med. Hun vil også have et billede af ham, hvor hun står ved siden af og det skulle jeg så tage. Der efter tog jeg selv et billede af ham, med min egen mobil. Bare sådan for sjovt. Og her rødmer jeg lidt, for der var heller en anden jeg ville have haft et billede af, men det siger vi ikke til nogle vel?

Selv nu hvor jeg sidder og skriver det her, fortryder jeg ikke mit, "JA."