Der stod vi så. Dem og mig i lufthavnen. Jeg var sønderknust, men der var ikke andet jeg kunne gøre nu ende at sige farvel til dem.

William stod ved min siden og aede mig fra tid til anden på min højre arm. "Er du sikker på, at du ikke skulle...?"

Jeg vil ikke lade ham gøre sætningen færdig, så jeg afbrød ham. "Jeg vil ikke indrømme noget," sagde jeg med grødkvalt stemme og tåre der strømmede ned over mine kinder, da jeg fortsatte, "Aldrig." Mine øjne havde flygtig strejfede Thomas øjne og jeg kunne se samme smerte i dem, som jeg følte i hele min krop. Han var bare beder til, at skjule det end mig. Det skyldtes hans træning som skuespiller og han var en af de bedste jeg personligt havde mødt, selvom det generet mig at sætte dem i bås. Hvem er bedste og hvem ligger nr. 2? Ihh det er noget pjat. Men han er nu god.

William tog mig om mine skuldre og ruskede mig lidt frem og tilbage og med sin dejlige skotske accent nærmeste råbte han af mig. "Så ta' dig dog sammen pigebarn." Jeg så på ham, mens han stadig rystede mig som en slatten karaklud og så rystede jeg bare på hoved. For hvorfor skulle jeg tage mig sammen? Jeg kunne da græde hvis jeg ville og havde ondt i maven og sorg over, den kærlighed jeg meget snart vil smide ned og væk i flere kilometers højde. Og det vil jeg gøre, når jeg om lidt gik om bord på det fly, der vil bringe mig hjem til mit fædreland og mit dejlige modersmål, jeg kunne snakke og forstå uden problemer.

Ja, hvor jeg dog længtes hjem til Danmark og alligevel vil jeg bliver i her England. I London som jeg havde tabt mit hjerte til i 1998, da jeg første gang havde besøgt landet, men det kunne jeg ikke på grund af ham. Der var så meget der blevet ødelagt inden i mig. Troen på det sande og troen på kærligheden der måske en dag ville dukke op i mit liv og så skulle det lige blive ham - Thomas.

Og som tænkt, så gjort. Og så sad jeg der i flyet og tænkte vider, samt stirre ud af det lille vindue og så hvordan England forsvandt væk under, flyet og os der befandt os i det.