"Til sidst blev det..." Jeg afbrød mig selv, med et langt suk. Thomas forholdte sig tavs, hvad jeg godt kunne lide ved ham. Han var nemlig en af de få mænd, der gav sig tid til, at lytte. "I starten havde jeg ikke noget i mod det, men nu..." Igen holdte jeg inde, med en halvfærdig sætning og Thomas var stadig tavs. Jeg sukkede igen og fortsatte min usammenhængende tale.
"Hver gang han kom med en ny..." Jeg bed mig i læben, men fortsatte så på den sætning, "Begyndte det, at føle som et nederlag for mig. En ydmygelse uden lige og da han så en dag bogstaveligtalt trængte mig op i en krog og kyssede mig, så kunne jeg bare ikke mere."
Thomas var stadig tavs. Han så ikke på mig, men alligevel viste jeg, at han lyttede. Thomas var blind, men havde ikke altid været det, for som 20 årige var han ude for et biluheld hvor en lille pige på 8 år døde og sendte hendes bedstefar på hospitalet. Bedstefaren lå længe og kæmpede for sit liv og kom sig så, men ønskede højlydt, at han var død, da han hørte, at han lille sønnedatter havde mistede livet bilulykken. Ordnerne rungede stadig i mit hoved og jeg vidste, at de også hjemsøgte Thomas. At de plagede ham om natten i hans drømme. Nej mareridt er mere ordet.
Jeg havde været frivillig besøgsven på det hospital som både Thomas og bedstefaren var blevet bragt ind på, efter ulykken. Jeg sad både hos bedstefaren og hos Thomas og selvom bedstefaren til, at starte med, lå bevidstløs, så sad jeg intet og læste højt for ham, eller fortalte ham hvad der skete ude i den store hvide verden.
Med Thomas havde det været anderledens. Han var ung og ret livlig og vil slet ikke acceptere, at bilulykken havde gjort ham blind, men til sidst blev han nød til det, hvad der fik ham helt ned på jorden. (Så langt fra det liv han havde ført inden ulykken.) Han havde levet et liv i overhalingsbanen, men blev nu nød til, at sætte farten ned og trække ud i nødsporet, hvor nødig han end vil det. Han var en berømthed. Ja selv nu, her 10 år sener, efter ulykken, der havde forandret han tilværelse så dramatisk. Han var skuespiller og indspillede stadig til trods for hans blindhed. Selv visse teater havde bud efter ham, men selv alt det... Et fortsat liv i rampelysets skær kunne bare ikke få hans nye tungsind og tilbageholdenhed til, at forsvinde.
Der blev aldrig talt om hvis skyld bilulykken var, selvom hver tænkte sit/deres, så blev det aldrig sagt højt med mundlige ord.
Og nu sidder vi her i hans lejlighed i London. Nå ja der til skal jeg nok lige fortælle, at jeg var taget et år til London for, at studer og det var der ulykken skete og det var på et britisk hospital, jeg mødte Thomas og bedstefaren, første gang.
"Thomas, hvad tænker du på?" Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte slå. "Var det forkert det jeg gjorde?" Han reagerer ikke. Jeg gik hen og stillede mig foran ham. Det syn jeg så var ikke nyt, men alligevel skar det dybt i mit hjerte hver gang jeg så det. Han sad og græd. Stille og lydløs for sig selv, som hvis han havde været med i en stumfilm.
"Jamen søde skat da," sagde jeg og satte mig ved siden af ham i sofaen. "Her kommer jeg med bagateller, uden at spøger ind til dig hvordan du har det. Kan du tilgive mig?" Jeg sukkede indvendig over mig selv. 'Hvordan kunne jeg være så dum?' tænkte jeg. "Det må du virkelig undskylde, min skat," sagde jeg og lagde begge mine arme omkring ham. Det gav et lille sæt i ham, men ellers reageret han ikke lige på det. "Du ved, at du kan fortælle mig alt, ikke?" sagde jeg og tryggede ham ind til mig. "Du kan græde ud hos mig. Ja du kan gøre lige hvad du vil." Det sidste af mine ord, fik ham til, at rette sit hoved i mod mit. Hans arme gjorde sig fri af min omfavnelse, så hans hænder kunne finde sig til rette på mit ansigt. Kort tid efter mødtes vores læber. Jeg ved ikke hvad jeg havde forvendte, men det var ikke det her. Jeg sad bare der og tog i mod hans kys. Jeg havde jo sagt, at han kunne gøre lige hvad han ville og at det så var blevet til et kys, var fair nok.
'Men hvad nu hvis han vil gå længer end det. Vil du så selv gå med til det?' tænkte jeg ikke engang panisk og fortsatte min tankegang, 'Han er en 4-5 år yngre end mig, hvad der gener mig lidt, men på den anden side... Hvis det er sådan, så vil jeg gerne ofre mig, hvis det kunne jage noget af den sorte skygge væk fra ham i et par timer! Da hans læber slap mine, sukkede jeg. Han sagde ikke noget og det gjorde jeg heller ikke, for jeg sad og ventede på hans næste træk. Og det var så der man kunne høre den berømte nål falde til gulvet og vores første pinlige pause opstod. Jeg brød den ved, at sige, "Thomas?" Det næste han gjorde sårede mig dybt. Han trak nemlig sine arme til sig og rykkede væk fra mig. "Thomas," gentog jeg igen og denne gang sneg gråd ind over min stemme og jeg bandede den stille langt væk.
"Du må hellere gå," sagde han bare og vendte ryggen til mig. Forræderisk tåre var begyndt, at løbe ned over mine kinder. "Men Thomas?" sagde jeg, men han afbrød mig, "Tag tilbage til den seende verden og dine venner der ude." Hans stemme lød lige med et, kold og hård. Sådan havde jeg aldrig rigtig hørt ham før og det skæmte mig. Det var ikke hans ord, hans stemme og den måde han sagde det på.
Så jeg næsten sprang op af sofaen og farede ud i hans gang, hvor jeg åbnede hans hoveddør, stormede ud og smækkede den i bag mig. Der ude foran huset, stod jeg så uden sko, uden jakke eller taske, hvor min nøgle til Thomas hus lå i, så jeg selv kunne låse mig ind, når jeg kom på besøg i London. Derfor blev jeg nød til, at ringe på og håbede på, at der vil blive åbnet for mig.
Det var Thomas selv der åbnede døren. Det første jeg slyngede i hoved på ham var, "Du kan godt droppe det der skuespiller pis over for mig," hvor på jeg gav ham en syngende lussing og efter fulgte det med disse ord, "Høre du?" Jeg var lige glad med hvad naboerne tænkte eller de fremmede på gaden der var standset op for, at se på os og den lille scene jeg havde sat op her. Thomas var overrasket og havde taget sin ene hånd op til den kind, der nu bar min hånd aftryk. Men ellers gjorde han ikke noget. Jeg sukkede og sagde, "Jeg fik hverken taget sko, jakke eller taske med, så med forlov?" sagde jeg og ventet på hans næste træk. Han trådte tilbage, så jeg kunne træde ind i huset igen.
Da døren var blevet lukket i bag os, vendte Thomas sig om i mod mig og sagde, "Det gør du aldrig mere."
Det var jo lige meget om jeg kiggede uforstående på ham, for han kunne jo ikke se det, men jeg vidste, at han kunne mærke det på mig. "Du stormer ikke sådan ud mere for så, at vende tilbage, for at råbe og slå på mig, " sagde han og fortsatte hurtig, "Men hvis det tænder dig, så kan vi jo altid snakke om det, ikke?"
'Mine tanker. Åh de forbandede tanker,' tænkte jeg og de krøb, vider, 'Bare jeg dog kunne tolke ham, men nej. Han var så svær og havde altid været det.' "Hvad tænker du på?" spurgte Thomas, men jeg svarede ikke. Den fornøjelse vil jeg ikke give ham. Ikke endnu. Jeg havde lyst til, at pande ham en til.
"Wivi, svar mig." Hans stemme var tryllende. Han rakte ud efter mig, jeg undveg ham og hans fingerspidser strejfede min ene arm. "Lad vær med det," sagde jeg og fortsatte surt, "Du bad mig selv forsvinde, så det gjorde jeg. At jeg så glemte, at tage mine ting med, var jo så dum gjort, ikke? Det ved jeg godt."