"Stop. Du er jo spændt som en fjeder," sagde han og sukkede. Jeg stod med ryggen mod hans brystkasse. Der var noget ved hans stemme som jeg ikke kunne eller ture tolke. "Det går ikke," forsatte han, og lagde en arm omkring livet på mig. Jeg stivnede ved berøringen og blev om muligt endnu mere spændt i kroppen. Han slap mig omgående og sukkede igen, denne gang dramatisk.

"Hvorfor vil du have, at jeg skal giftes mig med din søn, når du selve vil have mig?" spurgte jeg trodsig. Hans små åndedrag og suk legede kispus med mine hjerteslag.
   "Du skal have en mand der kan hundse rundt med dig. En der kan sætte dig på plads, fra tid til anden," svarede han ret mekanisk, synes jeg. "Sådan en som dig?" for det ud af mig, for det var jo ham, jeg havde i mine tanker, dag og nat. Jeg kunne mærke, at det gav et sæt i ham, da vi jo stod så tæt op af hinanden. Hvis han havde kunne så var han sprunget afsted, eller havde bare rykket sig lidt væk, men desværre.

For vi var fanget i det trange og mørke kosteskab, som en eller anden morsom og venlig sjæl havde lokkede os ind i. Ikke at jeg havde noget imod det, da jeg hørte låsen klikke i bag os. Det frydet mig lige frem, men til gengæld viste jeg, at Anders ikke var særlig begejstret for det.
   Og så stod jeg her sammen med ham jeg var så dybt forelsket i. Lykkeligere, kunne jeg ikke blive på trods af hans modvillighed og denne lidt sære situation vi var havnet i. Jeg begyndte, at stampede utålmodig i gulvet, med min højre fod. Han stod bare der igen og var tavs. "Aldrig i live," råbte jeg og forsatte, "Jeg vil ikke giftes med din søn, når det er dig jeg elsker."

Det næste der skete, havde jeg slet ikke kunne forudse. Og selvom der var småt med plads, så tog han igen fat i mig og med en enkelt bevægelse vendte han mig rundt og pressede mig op mod muren. Han lænede sig frem og pressede sit ene ben i mellem mine og holdte mig fast på den måde. Han kiggede mig dybt ind i mine øjne, som for at granske mig fra inders til yderst af min sjæl. Og for hvert af hans åndedrag kom hans hoved tætter på mit. I det hans læber strejfede mine, kunne jeg ikke holde et suk tilbage. Sådan gjorde han et par gange. Lod sine læber glide drilagtigt og flygtig over mine, uden at kysse mig rigtig. Jeg prøvede at kysse ham rigtig, men han tillod mig det ikke og det gjorde han uden ord og jeg sagde heller ikke noget. Så jeg lod ham bare styre showet, for at se hvor langt han vil gå nu. Han lod sine hænder gå på langfart, for at kærtegne min krop.
   Og da han så endeligt kyssede mig, var det grådigt og brutalt, men hvor jeg dog nød det. Mine læber summede og det forplantede sig til resten af min krop. Det var jo det her øjeblik, vi begge havde ventet så længe på.

Og i det, det blev rigtig hedt, stoppede han op. I det jeg skulle til at sige noget, kunne jeg høre nogle ude på den anden side af døren og jeg tænkte, 'Åh nej ikke nu. Er det derfor at han stoppede op?' Lige inden døren blev åbnede, sagde han, "Jeg vil stadig have at du skal gifte dig med min søn." Jeg blev så paf at jeg bare stod og så på ham og det var som om jeg lige pludselig levede i en slowmotion verden. Og i det døren dik op, blev verden normal igen og min højre hånd fik sit eget liv, og langede ham sådan en på siden af hoved, at klasket med min håndflade mod hans kind gav ham et rødt mærke, samt det næsten gave genlyd op og ned af den næsten tomme gang. Efter det stormede jeg forbi ham og ud af den nu åbne dør, uden at sige noget eller vende mig om. Jeg stormede bare af sted, med tåre strømmende ned af mine kinder. 'Hvor kunne han," tænkte jeg og forlod bygningen.