Fra sin plads ved vinduet så hun ud på havet. Stormen var på sit højeste nu. Frådende bølger slog mod kysten og hvide skumsprøjt blev kastet højt op i himlen hver gang en bølge ramte den lille bådebro. Himlen var stålgrå og vinden fræsede som en vinkelsliber gennem luften. Snerrende og uophørligt kastede den sandet mod ruderne med en raspende lyd.
     
   "Endnu for tidligt". Hendes mund formede lydløst ordene, mens hun stirrede ud i det endeløse grå. Om et par timer måske, men ikke nu. Det ville være alt for farligt. Hun ville heller ikke finde noget. Det vidste hun. Om et par timer derimod. Når stormen havde lagt sig, og mågerne atter svævede over stranden, så ville hun gå ud. Men ikke nu!

Pludselig fik hun øje på noget derude. Hun lænede sig frem mod vinduet og kneb øjnene sammen for bedre at kunne se. Var der en skikkelse derude, eller spillede hendes fantasi hende et puds? Nej, det så bestemt ud som om der gik nogen derude. Hvorfor? Et uskyldigt spørgsmål, som hun også havde stillet sig selv for mange år siden. Følelser som hun for længst havde lagt bag sig væltede pludselig ind over hende. Tankerne fløj gennem hovedet på hende, og hun mærkede sorgens mørke tæppe over sig.


* * *
   Elvira gik ad den lille sti ned til stranden. Vinden ruskede i hendes hår der svirrede som en pisk hårdt i ansigtet på hende. Hun trak frakken godt rundt om sig, men frøs alligevel. Vinden var bidende kold. Hun forsøgte at skærme sit ansigt med hænderne. Sandet føg hende om ørerne og sved i hendes øjne. Hun gik med tunge skridt. Hendes fødder ville ligesom ikke lystre hende. Hun var splittet. En del af hende ville fortsætte. Den anden del ville vende om og løbe hjem, så hurtigt benene kunne bære hende.

Hun gik med hovedet bøjet lidt fremover. Hun havde en uro i kroppen. En spænding der snart ville blive udløst. Det vidste hun. Hun gik forbi den store sandbanke med sivene på toppen. Nu var hun der næsten. Der, lige foran hende lå den lille bunker. Godt skjult for nysgerrige blikke. Tøvende nærmede hun sig. "Var han der?" Hun stod et øjeblik og så ud over vandet. Det brusede som et vandfald, og hun fik lyst til at springe ud i de høje bølger og lade sig føre væk fra det hele.

Så fik hun øje på ham. Han stod ved bunkeren og ventede på hende. Hun kastede sig i hans favn og følte hans varme strømme ind sig. De stod tavse tæt omslynget. Som var de bange for at forstyrre den illusion af uendelighed, som de følte i det øjeblik. Hun trak sig lidt væk og kiggede op på ham. Hendes hjerte hamrede i brystet, og hun kunne næsten ikke holde ud at tænke på, hvor meget hun elskede ham.

"Jeg kom så hurtigt jeg kunne", sagde hun. "Har du ventet længe?"
   "Nej, ikke så længe".
   Han gik ned af trappen.
   "Kom" Han rakte hånden ud efter hende. Elvira tog hans hånd og fulgte med ham uden at sige noget.

De trådte ned i et rum kun oplyst af de få stearinlys som han havde tændt. Skyggerne flakkede på de bare beton-vægge og gav det lille rum en speciel stemning. Næsten som en kirke syntes Elvira. På en af køjerne, som engang havde huset en træt tysk soldat, havde han lagt et stort blødt tæppe.

"Du har gjort det fint hernede.", sagde hun stille. Hun gik hen til køjen og satte sig. På gulvet ved siden af køjen stod en flaske vin, lidt brød og ost.

"Jeg syntes vi skulle spise lidt først", sagde han. Hun sank og kiggede kærligt på ham. Hun havde lyst til at omfavne ham, gemme ham i sin favn og aldrig mere slippe ham. Hun så undersøgende på ham. Som om hun ville indprente sig hver eneste detalje hos ham. Hun studerede hans velformede hænder, de fine linjer i hans ansigt og de brune sørgmodige øjne, der altid så direkte igennem hende. Han var så smuk.

Hun sukkede. Hun var lykkelig. Lykkelig over at elske et andet menneske så betingelsesløst som hun elskede ham. Det oversteg næsten følelsen af at blive elsket tilbage.

"Lad os spise lidt". Han rakte hende lidt brød.
   "Vin og brød", sagde hun tankefuldt.

Han satte sig ved siden af hende og skænkede dem begge et glas med vin. "Jeg har gemt denne vin til en speciel dag, og jeg kunne ikke komme på et bedre øjeblik end dette". Hun nippede forsigtigt til glasset, og kom til at hoste da hun fik lidt vin galt i halsen. 

"Er du ok?"
   Hun følte hvordan hendes mave snørede sig sammen. Hun var bange og dirrede over hele kroppen. Hun bestemte sig for ikke at gøre ham urolig. "Ja, nu er jeg".

De sad længe uden at sige noget.

"Jeg tror, det er tid, sagde han stille". Elvira nikkede. Hendes hjerte dunkede vild i brystet på hende. Det eneste hun så var ham. Som i en trance, fulgte hun den mindste af hans bevægelser.

"Vil du stadig gøre det?" Hun nikkede stumpt. Hun så, at han rystede på hånden. Var han alligevel nervøs, som hun? En tåre løb hende ned af kinden. Nu skulle det ske!

"Vent". Hendes stemme dirrede og hendes øjne søgte hans. Hun prøvede at finde det mindste tegn på tvivl hos ham. Et tegn på usikkerhed. Men hun fandt ingen af delene. Hun trak vejret tungt. De skulle altså gøre det.
   "Jeg elsker dig". Hun hviskede ordene ind i hans øre. "Jeg elsker dig så usigeligt meget. Vi vil altid være sammen ikke?"
   "Altid". Han kyssede hende. Blidt og langsomt. Som en sommerfugl der lander på blomsten i engen, satte han sine læber mod hendes.

Han stak hånden ned i en lille taske på gulvet.
   "Her", sagde han.
   Elvira gøs ved synet af det blanke stål i sin hånd. Hun mærkede, hvordan rummet omkring dem forsvandt. Der var bare de to. Intet andet. Hun ventede på ham.

"Nu". Han førte langsomt pistolen op mod sin tinding. Hun gjorde det samme.  Hun ville ikke græde. Elvira lukkede øjnene.


* * *
   Hun virrede med sit gamle hoved. Hvorfor tænkte hun på alt det nu? På den sidste tid i bunkeren på stranden? På den mand hun havde elsket så vanvittigt med hver eneste lille fiber i sin krop? Det var jo så længe siden. Hun huskede, hvordan hun rædselsslagen havde set ham synke sammen på gulvet med blodet løbende ud fra hullet i tindingen. Han havde gjort en ende på sit skrøbelige liv, før sygdommen for alvor fik fat. Og hun havde svigtet ham, som modet havde svigtet hende. Hun havde ikke trykket på aftrækkeren.

I årene der gik, havde hun gjort alt for at glemme det hele. Det gjorde så ondt i hende, at hun flere gange havde ønsket, at hun havde valgt døden sammen med ham. Hun skammede sig over sin fejhed. Hadede det liv hun klamrede sig til.  

Men livet var gået videre. Nu var hendes hår gråt og fingrene krogede af den gigt som plagede hende. Hun kiggede atter ud af vinduet. Stormen var løjet af. Hun måtte ud. Hun tog sin frakke og gik ud på stranden. Hun gik med blikket rettet et stykke frem foran sig. Hvis hun var heldig fandt hun nogle i dag. Små gyldne stykker, gemt i vraggodset som havet havde skyllet op i stormen.

Folk på egnen kaldte hende Ravkvinden. Eneboeren i det lille træhus på stranden. Der gik mange rygter om hende. Ingen kunne dog fortælle, hvem hun var, eller hvorfor hun levede sit liv ensomt helt derude, hvor kysten hørte op og havet begyndte.