Jeg har nok (læs: helt sikkert) taget på her i julen, og orker slet ikke prøve den (meget) stramme lille sorte som jeg købte i starten af december. Det er ellers dyrt designer-dress. Fra Illums. Normalt sætter jeg aldrig mine ben i den butik, for det virker ærlig talt som om deres tøj kun er lavet til anorektikere og folk med bændelorm. Alle os almindelige mennesker, med et sundt og fuldstændigt normalt forhold til mad, kan i hvert faldt ikke passe ret meget af det. Men lige den dag forvildede jeg mig ind i prøverummet, og bønnestagen i butikken bankede min selvtillid helt op under loftet, og fik mig til at købe både kjole og stiletter. Med rød bund. "Så har du et killer-sæt, som alle fyre falder for". Jo tak, det gjorde jeg jo selv, så det skal nok passe!
Jeg fik desværre hverken brug for kjole eller stiletter nytårsaften. Wille min 6-årige, blev syg, så jeg måtte aflyse aftenen, som ellers havde potentiale som fast-track-billet lige lukt ind i min lykkelige fremtid. Et stk. killer-sæt i original emballage står nu i garderobeskabet og rækker tunge hver gang, jeg kigger derind. Mon det stadig kan byttes?
Jeg er nu, helt midlertidigt, flyttet ind i min ex-kærestes XXX-L sweater. For nogle uger siden kom han ellers forbi for at hente den. Den havde mærkeligt nok forputtet sig helt inde bagerst i kosteskabet. Under en pose med pant-flasker. Ups! Den fik han så ikke. Æ R G E R L I G T!
Måske har han fået en ny. Af hende. I julegave.
Jeg startede ellers ud, helt fint med at løbetræne 2 gange om ugen både oktober og november. Var helt oppe i max-præstationsområdet i slutningen af november og følte en slags immunitet overfor december måneds totale kalorie-orgie, som alle er så bange for. Så så man lige mig i fuld fart rundt i Fælledparken. Kan I ikke bare bevæge jer lidt folks? Så kan I spise, så meget I har lyst til. Det gør jeg, og vejer ikke et gram mere end for 1 måned siden.
Snarere 5000 gram mere. 5 - fem??? liter mælk! Altså helt ærligt. Må man græde over spildt mælk?
Selvtilliden er i bund og bliver ikke bedre af, at jeg konstant bombarderes af instagram-jule-ferie-billeder. Har folk ingen pli mere? Skal de absolut flashe hele deres solbrune, nybarberede og cellulitis-frie krop, hver gang de poster noget? Jeg lukker den konto. Gider ikke se på det mere.
Men nu skal det også være løgn. Jeg har været nede og forny mit medlemskab i fitnesscentret. Den unge kvinde i receptionen var ellers lige fræk nok, da hun scannede mig oppe fra og ned og derefter næsten konstaterende spurgte om det var første gang jeg var der. Nej, det er det ikke - bønnestage!!!. Jeg har været medlem, længe før du blev født, men har bare haft en lille pause - og et kalorie-overforbrug, der helt og holdent er psykisk betinget.
***
Jeg skifter tøj og går ind i træningslokalet, iført nyt træningssæt, top og bund i camouflage-mønster. Ja, jeg ved godt at det er SÅ MEGET sidste år, men det klarer altså jobbet og skjuler det, der skal skjules.
Lægger ud på løbebåndet og vælger program 3. Sådan! Nu er jeg i gang. Jeg smiler overskudsagtigt til fyren ved siden af. Han ser sød ud, måske lidt ung, men interessant.
Program 3 en slags kombineret udholdenheds- og konditionstræning. Efter 5 minutter viser det sig, at jeg ikke har nogen af delene. Jeg sveder som en gris, og mine lunger bruger ilten hurtigere, end jeg kan trække den ned.
Jeg trykker på stop-knappen. Eller det, jeg tror, er stop-knappen. Løbebåndet accelerer fra 10 til 100 og forsvinder nærmest under mine fødder. Min ben pisker afsted som trommestikker. Jeg havde engang en skolekammerat, der ifølge vores idrætslærer "løb elegant som en gazelle". Lige nu er jeg så langt fra gazellen som det overhovedet er muligt, og da jeg samtidig er bange for at blive klasket bagud og ind i en kæmpe spejlvæg bliver det hele bare endnu mere akavet.
Fyren ved siden af kan åbenbart fornemme, at jeg er lidt ude og svømme. Han rækker ind over og får stoppet maskinen. "De knapper kan godt være lidt drilske".
For at bevare en smule værdighed, smiler jeg bare og forsøger samtidig at få åndedrættet under kontrol. Jeg stiger (vakler?) ned fra løbebåndet. "Jeg havde nu styr på det, men tak alligevel".
Han er åbenbart også færdig med at løbe og kommer ned og står ved siden af mig. Han sveder på den helt rigtige og chekede måde og smiler til mig, mens han tørrer svenden af panden.
Så er det vist nu jeg skal slå til? Jeg retter på camouflagen, så den tager sig bedst muligt ud. "Kommer du her tit"? spørger jeg henkastet. Nej, nej, det sagde jeg bare ikke... Brugte jeg lige jordens mest kliche-agtige score-replik? "Altså, jeg synes bare, jeg har set dig før, så jeg tænkte, at det måske kunne være her? ". Piiiinligt!
"Ja, det kan da godt være, vi er stødt på hinanden her" siger han. "Men jeg tror nu nærmere det er nede i børnehaven. Du er da Williams mor, ikke? Jeg er pædagogmedhjælper dernede. På grøn stue".
Fitness-kort sælges. Er så godt som nyt. Overtagelse hurtigst muligt.
Over-and-out.