Da han vågnede var gardinerne stadig trukket for vinduerne. Igennem en sprække kunne han se lidt blå himmel og den skarpe forårssol havde fundet vej ind i soveværelset og sendte en smal solstribe hen over væggen.
Det var en dejlig morgen og han følte sig veludhvilet og frisk. Klokken var næsten 9. Han foldede hænderne bag hovedet og lå et øjeblik og tænkte. På natbordet ved siden af ham lå en skak papirer med et forslag til et nyt layout som han havde tænkt sig at præsentere på afdelingsmødet i reklamebureauet mandag morgen. Han viste, at han måtte slås for at få det igennem, da mange ofte fandt hans ideer alt for utraditionelle og flyvske. Men ikke desto mindre var han overbevist om, at han efter mødet på mandag, alligevel ville få flertallet med sig.
Han stod op og gik ud i køkkenet. Det lune klinkegulv føltes dejligt mod de bare fødder. På køkkenbordet fik han øje på en seddel fra Ingerlise. Hun var taget af sted til træning i det lokale fitnesscenter og regnede med at være tilbage ved middagstid. Underligt! Han havde overhovedet ikke hørt hun var taget af sted. Han havde vist sovet ret tungt i nat!
Efter et langt bad klædte han sig på, et par cowboybukser og en afslappet skjorte, og satte sig derefter ved computeren for at checke sine mails. Han skimmede indbakken med de ulæste beskeder og besvarede et par af dem med det samme. Den evige strøm af til tider helt unødvendige mails, irriterede ham. Denne trang til overinformering som folk havde, fattede han ikke. Det var som om man troede at noget blev mere sandt og rigtig hvis så mange som muligt fik informationen.
Han bryggede en kop kaffe og hældte lidt yoghurt op i en skål. I baggrunden kørte radioavisen med nyhederne og han lyttede efter med et halv øre mens han læste dagens avis. Pludselig fik han øje på et navn han kendte. En gammel skolekammerat, som han ikke havde tænkt på eller talt med i flere år, var død. "Savnet og elsket af dine børn, din hustru og dine søskende", stod der med snirklede bogstaver nederst i dødsannoncen.
Gad vide hvad der var sket? Peter var noget rystet. De var jo jævnaldrende. Han havde ikke haft kontakt med ret mange af sine gamle skolekammerater siden gymnasiet. Der havde været et par fester for skolens gamle elever i tidens løb, men han havde aldrig deltaget. Han havde ikke haft behov for det.
Peter rejste sig og gik ind i stuen til det store mahogni skrivebord, hvor han åbnede en skuffe. Han løftede en kasse med gamle fotografier op og bladrede stakken igennem. Fandt så endelig det han søgte efter. Et gulnet billede med en flok teenagere der smilede glade til kameraet. De sad omkring et lejrbål med benene i kors. En af drengene havde en guitar på knæet og Peter havde sin arm om drengens skulder. De to smilede til hinanden. Adam og Peter, klassens ballademagere. Og nu var Adam altså død. Peter kiggede længe på billedet og lagde det derefter tilbage i kassen og lukkede skuffen.
Døden var ikke noget han tænkte på i det daglige, og da slet ikke sin egen. Han overvejede et øjeblik hvem der kunne skrive hans nekrolog når den tid kom, og hvad ville den i givet fald indeholde. Kunne man leve livet med den perfekte nekrolog for øje? Hvad var egentlig en perfekt nekrolog? Den måtte vel først og fremmest være ægte og ærlig.
Hvis det var Ulrik Sørensen ovre fra Grafisk Afdeling der førte pennen, så ville der i alt fald ikke blive lagt fingre imellem. Sørensen var stadig sur, fordi Peter ikke havde peget på ham i forbindelse med en ledelsesmæssig omrokering i firmaet for nogen måneder siden.
Udenfor stod solen nu efterhånden højt på himlen. Det var alt for godt vejr til bare at sidde indenfor og Peter besluttede sig for at løbe en tur. Han skiftede hurtigt til løbe tøj og satte af sted ad den smalle sti der førte ned til en nærliggende sø.
Han løb i højt tempo og faldt snart ind i en god rytme, hvor benene gjorde arbejdet selv og tankerne bare fløj af sted. I et hurtigt glimt huskede han pludseligt en passage fra en drøm han havde haft den foregående nat. I drømmen gik han omkring på bare fødder sammen med en lille dreng. Han huskede også at han løb. Og at han følte sig jaget. Han havde en sæk, som han skulle passe på. Hvad var det nu, det var? Åh jo, nu huskede han. I sækken havde han haft sit eget leende hoved. En makaber drøm. Gad vide hvad en drømmetyder kunne få ud af det. Eller en psykolog!
Han fortsatte videre ind i skoven og nød den friske duft af skov og muld. Fugle kvidrede i trækronerne, og de spirende lysegrønne bøgetræer stod side om side med høje stolte stammer. Gruset på skovstien knasede under hans fødder.
Han satte tempoet op på det sidste stykke ned til søen. Da han endelig var fremme, hamrede hjertet i brystet og sveden løb igennem hans mørke hår og ned af tindingerne. Med hænderne i siden gik han lidt rundt og ventede på at pulsen skulle komme ned igen.
Han kiggede ud over vandet. En lille robåd lå fortøjet ved en bro og en flok ænder sejlede rundt og lignede små batteridrevne legetøjsfugle.
Et ungt par kom gående forbi ham. Kvinden skubbede en klapvogn foran sig og vendte sig nu og da for at sige noget til manden ved hendes side. De stoppede.
- Min ansøgning er sendt af sted, sagde han.
Hendes stemme dirrede. - Jeg troede, at vi var blevet enige om, at du ikke tog derned.
- Ja, men du ved jo at, danske soldater er nødvendige i området hvis freden skal bevares.
Hun blev vred nu. - Jeg kan slet ikke se, at den krig vedrører os. Den er jo fuldstændig kørt af sporet. Herhjemme har du mig, lillepigen og din familie. Du kan blive slået ihjel dernede.
Manden så opgivende ud - Det er faktisk mit arbejde, du har jo giftet dig med en soldat. Han slog ud med hånden for at understrege sine ord.
Kvinden kiggede ned på barnet i klapvognen.
Han tog hendes hånd. - Skat, jeg bliver altså nødt til at tage derned. Jeg tror på, at jeg kan gøre en forskel ved at være der. Hun sukkede og nikkede.
Hans stemme lød mildere nu. "Jeg har brug for at du støtter mig. Jeg elsker dig".
Peter stod ikke langt fra parret. De tog ingen notits af ham, men gik videre ad stien, og lyden fra deres stemmer forsvandt langsomt ind i skoven.
Pokkers dilemma, tænkte Peter og begyndte at løbe tilbage til huset. Han beundrede den unge mand for at følge sin inderste overbevisning og forlade kone og barn for at gøre det rigtige. Uden selvisk bagtanke. En moderne helt, der kunne se sig selv i øjnene og være stolt af det, tænkte Peter.
Han var næsten hjemme nu og løb det sidste stykke ind i indkørslen, forbi sin parkerede Audi.
Han tænkte atter på sin drøm og på hovedet der smilende kiggede op på ham fra sækken.
Kunne han se sig selv i øjnene? Han ville i hvert fald gerne indbilde sig, at han kunne.
Hvornår havde han sidst gjort noget for andre, uden at tænkte på sig selv først? Det var længere siden, end han brød sig om at indrømme. Den unge soldat derimod havde gjort det. Sammen med alle hans brave soldaterkammerater, og de burde hædres for det, tænkte han. I fuld offentlighed og ikke kun ved en militær parade, når de blev sendt hjem i en kiste.
En idé begyndte at tage form i hans hoved og Peter besluttede sig for at bruge søndagen på at arbejde videre med den. Inspireret og fuld af energi gik han ud for at tage et bad efter sin løbetur.