Min mor og Gunnar har skrevet sammen i cyberspace i et stykke tid nu. Når jeg er sammen med hende, tikker beskederne ustandseligt ind på hendes mobil og sammenlignet med hendes, minder min mobil sgu om en syg fisk på bunden af det døde hav. Hallo - er der nogen hjemme?

Hun opfører sig som en forelsket teenager, min mor. Hun er helt mentalt fraværende, fnisende og fjantende. Og så synger hun. Det er længe siden hun har gjort det. For mange år siden optrådte hun og far rundt omkring på diverse byfester og markeder, min far spillede harmonika og hun sang. Indimellem mere særpræget end kønt, men det var altid meget underholdende. Da min far døde, mistede hun lysten. Men den har hun så åbenbart fået tilbage - i mere end én forstand! Det er selvfølgelig dejligt.

Men det gør mig alligevel lidt nervøs, at have hende rendende rundt i gadebilledet med alle østrogen-lamperne tændte og Open-for-business skiltet helt ude på fortovet. Verden er ikke længere så uskyldig, som da hun var ung.

Tag nu f.eks. ham Gunnar, som hun skriver med. Hvilken garanti har vi egentlig for, at Gunnar virkelig ER Gunnar? Han kan meget vel være en professionel lejemorder, der kører lidt fritidsjob ved siden af og bare slår folk ihjel, fordi han keder sig. Eller også er han en udspekuleret psykopatisk charmør med speciale i middelalderende kvinder i Københavnsområdet. Noget lusk er der i hvert fald. Jeg har nemlig læst lidt af det, han har skrevet til hende - og helt ærligt: Den slags mænd, findes ikke i virkeligheden. Muligvis på film, i skikkelse af f.eks. Harrison Ford eller vores egen lille Peter Mygind, undfanget i en skør manusforfatters hoved. Men ellers? Glem det.

Og nu har denne Gunnar så taget det næste skridt og inviteret min mor ud på middag. På en mexicansk restaurant i Nyhavn. Efter min mening ville f.eks. cafeteriet i Ikea-Lyngby, have været mere passende. Masser af børnefamilier, lyst og venligt og centralt placeret - både hvis man kører i egen bil eller er med de offentlige.

Jeg har besluttet mig for, at holde øje med dem.

***
   Jeg kommer ind i restauranten lidt før deres aftalte stævnemøde. Udser mig et bord lidt afsides og bestiller dagens ret - for alibiets skyld. Et øjeblik efter kan jeg høre min mors stemme.

"Det er da fint herovre ved vinduet, synes du ikke, Gunnar? "

"Jo, men i dit selskab kan jeg da sidde på en losseplads og alligevel have det skønt", sir han.

Jeg nikker og sætter et lille kryds på servietten. De har kurs i min retning, og jeg lader som om, jeg leder efter noget i min taske, der står nede på gulvet. Ud af øjenkrogen kan jeg se, at han trækker stolen ud for hende. Min mor fniser. "Ihh så galant".

Der fik Gunnar et kryds mere. Han er - hvad siger man??? - nydelig!! Ca. 185 cm høj og ca. 95 kg vil jeg skyde på. Umiddelbart ser han ikke ud som en massemorder, men jeg bruger for en sikkerheds skyld selfie-tricket, så jeg kan nærstudere ham, når jeg kommer hjem. Samtidig skovler jeg åndsfraværende en mundfuld gryderet ind i munden. Av den var stærk!

"Der er så meget spændende at vælge imellem", sir min mor over kanten af menukortet. "Laks lyder jo godt. Og rejer. "

Han har åbenbart en engels tålmodighed. "Giv dig bare god tid, Monica. Vi kan bestille et glas hvidvin til at begynde med".

Han har en stemme som ham der Thomas Winding fra børneradio. Så blød og varm og meget, meget behagelig. Han får et halvt kryds mere.

"eller du vil måske hellere have øl? "

Min mor drikker ikke, så det kan du godt glemme, tænker jeg og ryster på hovedet af hans uvidenhed og streger det halve kryds. Ha!

"Bestil bare noget. Jeg kan lide det hele", sir min mor.

Pludselig følges min mund som en steppebrand. Jeg skyller panisk et halvt glas vand ned, men får samtidig et hosteanfald, så jeg er ved at kvæles. Hele min mund gør ondt. Jeg suger luft ind. Det køler, men hjælper kun et øjeblik. Endnu en slurk vand. Fuck, fuck, hvor min hals brænder.

"Er du okay unge dame? " Gunnar står ved mit bord. Jeg får igen et hosteanfald, og vandet jeg lige har fyldt munden med, spredes eksplosionsagtigt omkring mig. "Du spiser Chilli Gryde kan jeg se".

Jeg forsøger at sige noget, men min tung er chili-lammet. Og er det savl jeg kan mærke på min hage?

"Hanna! " Min mor er også kommet på benene, og står nu ved siden af mig.

"Kender I to hinanden? spørger Gunnar. "Sikke da et sammentræf, va? "

" Det er min datter. ", sir min mor og skubber ham lidt til side. "Hvad i himlens navn laver du her Hanna? Jeg håber, du har en rigtig god forklaring. For hvis det er, som jeg tror, så er du virkelig langt ude ".

Det er godt nok længe siden, jeg har fået skæld ud af min mor.

Gunnar kommer frem mellem os. "Det gør da ingenting, Monica. Og jeg er glad for at få lov til at hilse på din datter. "

Kryds.

Han rækker en kæmpe næve frem mod mig. "Goddag, Hanna. En fornøjelse at hilse på dig. Du ligner jo din mor på en prik. Samme skønne blå øjne. Det er virkelig min heldige dag i dag. "

"Goddag - og tak i lige måde", får jeg fremstammet. Jeg ligner højst sandsynligt en pandaunge med lange sorte mascarastriber ned af kinderne. Men han er åbenbart ligeglad. Kryds.

"Undskyld mor, men jeg ville bare...". Jeg slår ud med armene. Nej, jeg må se at komme hjemad".

"Ja, det er vist en god idé, " sir hun. "Jeg tror, jeg klarer resten selv". Hun kysser mig på kinden og hvisker "dumme unge" til mig. Jeg er tilgivet.

"Kom godt hjem", råber Gunnar, da jeg er næsten henne ved døren. "Jeg håber, vi ses en anden gang? "

Med 4 krydser??? Det er der vist ingen tvivl om!