Han løber og løber. Videre og videre. Lungerne skriger efter luft, men han stanser ikke. Han må væk. Langt væk. Alt andet er ligegyldigt. Mor er ligegyldig og Mille er ligegyldig. Alt andet end at bevæge benene.
   Græsset er vådt og mørket tæt. Det eneste lys han har, er fra den store runde måne. Et tegn på at han har løbet i lang tid nu. Han standsede endelig og tillod sig selv at få vejret. Det tog sin tid, men han havde også løbet langt. Så langt, at han knap kunne huske, hvor han kom fra.
   Vejene var stoppet for længst, og han var fortsat ud over markerne. Hvor han løb hen havde været lige meget. Bare han kunne komme på afstand af sin stedfar.
   Han knyttede sine hænder, Ja stedfaren. Han følte et sug i maven og en varme brede sig i hans svedige krop. En vrede uden lige. Og alligevel frygten for hvad der var sket.
   Skyggerne drev hen over månen og lod ham tilbage i det evige mørke. Først nu gik det op for ham hvor dumdristig han havde været. Han så sig omkring. Intet genkendeligt. Intet overhoved.
   Han var træt og hans ben skælvede under ham. Kold var han også blevet af at stå så længe. Bare der var et hus et sted. Eller en lade. Bare noget.
   Rystende af kulde gik han videre hen over de våde marker. Månens lys kom igen og bjergenes tindinger kunne anes rundt omkring, som sorte silhuetter. Men det havde han ikke tid til at tænke over. Han skulle finde læ og det lige nu. Men intet sted var der noget at se. Han så sig om endnu engang men stadig intet. Og så alligevel. Var der ikke noget der for enden af bjergsiden? Han knep Øjnene mere sammen og så bedre efter. Jo, der var et eller andet. Det kunne godt ligne et hus.
   Han begyndte langsom at gå derover. Hans ben var tunge som bly, og han slæbte sine fødder efter sig. Det var blevet forbandet koldt, som det nu engang bliver oppe i bjergene. Hans tænder klaprede, og han slap ikke huset med øjnene. Af frygt for at det så ville forsvinde.
   Det var ikke noget særlig vedligeholdt hus. Døre og vinduer hang i deres hængsler, og tagsten var faldet ned. Ikke det bedste sted i verden, men det var sikkert varmere end at sove ude. Hurtigt smuttede han ind, men listede dog rundt i det store hus. Han var bange for at de skulle styrte sammen, eller at der boede nogen i huset. Det lignede alt i alt de spøgelseshuse, han havde set på film, og tankerne fløj rundt i hovedet på ham. Selvom han var tretten følte han sig slet ikke spor voksen lige nu. Ikke efter det han havde gjort. Nok var det noget voksne mennesker sommetider gjorde, men det fik han det slet ikke bedre af.
   Trappen knagede da han gik op ad den, og han for sammen af bare forskrækkelse. Skræmt kiggede han sig rundt, men der var intet at se. Forsigtigt fortsatte han.
   Der var en lang gang og fire værelser for enden af trappen. Hvilken en af dørene skulle han prøve? Han forestillede sig alt muligt overnaturligt bag dørene, og han turde næsten ikke åbne dem. Men den kolde luft kom hele tiden ind nedefra. Det ville sikkert være varmere i et af værelserne.
   Han tog mod til sig, og åbnede den første dør. Den knirkede højt, og han var bange for at et eller andet ville høre det. Men der skete intet.
   En kæmpe sky af støv slog ham i møde, og irriterede både næsen og øjnene. Nej det ville ikke være ansvarligt at gå længere ind. Hurtigt lukkede han døren igen, og satte sig op ad væggen. Så hellere kulde. Månelyset forsvandt atter og efterlod ham alene og skræmt. Han var træt, kold og sulten, og det var hans egen fejl. Han kunne bare have ladet være med at gøre dét. Dét som ville få så mange konsekvenser. Specielt for mor. MOR, hende havde han glemt, og Mille. Hvad ville de ikke tænke om ham nu. Tårerne pressede sig på, og han begyndte at tude. Han forbandede sig selv, og den situation han var havnet i. Aldrig mere ville han gøre noget så tåbeligt igen. Men inderst inde vidste han jo godt hvorfor han havde gjort det.
   Tårerne blev ved med at løbe, men til sidst havde han ikke flere. Kroppen begyndte at slappe af og stille og roligt faldt han til ro. Søvnen lagde sig som et tykt tæppe om ham, og han drømte.
   Han kunne se Mille. Hun sad midt på stuegulvet, med alle sine barbiedukker liggende rundt om sig på sit lille ponytæppe. Han kunne høre sin mor nynne ude i køkkenet, og duften af spagetti sad i næsen. Solen skinnede udenfor. En dejlig dag. "Kom ned og leg med mig," hørte han Mille sige. Han kiggede ned på hende, og så det sødeste smil. Han kunne ikke lade være med at smile igen. "ja," Sagde han bare, og krøb ned på gulvet til hende. Ikke af lyst, men hvem kunne stå for en 3 årig piges uskyldige smil. De sad og legede lidt. Hun bad ham skrive hendes navn på en af kjolerne. Mille skrev han, og hun begyndte at grine. Alt var så godt. Nogen ringede på. Mor lukkede op. Det var Viggo. Milles far. Hans tidligere stedfar. Hans mor havde smidt ham for næsten en måned siden. Det var ikke så betrykkende, så han spidsede øre, og lyttede til samtalen, mens han gav én af barbierne en ny kjole på.
   Et slag efterfulgt af et skrig fik ham til at se op og Mille til at græde. Deres mor kom farende ind, skarpt forfulgt af Viggo. Hun løftede Mille op på armen, og fortsatte mod nærmeste udgang. Men Viggo var hende for hurtig, og havde spærret vejen. Han havde trukket en kniv. Mor skreg og Mille hyldede endnu højere. "Giv mig hende," hørte han Viggo sige. "NEEEJJ, HUN ER IKKE DIN," nærmest skreg hans mor. Han rejste sig forsigtigt op fra gulvtæppet. Viggo ænsede ham ikke. Hurtigt smuttede han ud af stuen og ind på sit værelse. Hans mor skreg igen. Han famlede rundt på det rodede gulv efter noget at slå med. Hans hånd ramte noget hårdt, og han tog det. Det var battet fra far. Hurtigt løb han ind i stuen, hvor han forfærdet så Viggo i færd med at kvæle hans mor. Han tog godt fat battet og slog til. Mille skreg.
   Han vågnede med et sæt. Det var ikke nogen drøm. Det var sket i virkeligheden. Han begyndte at græde. Skyldfølelsen, skrækken, smerten, frygten. Alt det han følte lige nu. Han var morder. Han var alene. Og han vidste ikke hvor han var.
   Han ville aldrig kunne gøre skaden god igen. De ville fjerne ham. Tage ham med. Han begyndte at skrige. Nej, det måtte ikke ske. Han ville hjem til sin mor.
   Huset knagede over ham, og begyndte at ryste. Hans skrig havde været for højt. Det styrtede sammen.
   "MOOOOOAAAAAARR" nåede han at skrige, inden huset faldt ned over ham.