Hvad er sorg? Sorg er meget svær at beskrive. Det er en følelse af fortabthed, smerte og savn. Sorg er det man føler når nogen dør eller på anden måde forsvinder fra ens liv. Jo tættere man var knyttet til vedkommende jo mere dyb og smertende føles sorgen. Den vil altid være der. Ingen kan få den væk. Ikke engang hvis man får erstattet tabet, for man glemmer det aldrig. Selv hvis det er mange år siden, selv hvis man ikke kan huske personen, så vil man altid have en erindring om sorgen og smerten. Sorg er ikke noget der går væk med tiden, måske kan man pakke den væk for en tid, men på et tidspunkt vil den komme igen.
Jeg ved det, jeg har prøvet det. Min storesøster, Hanna, døde da jeg var 7 år gammel. Nu da jeg er 14, har jeg ikke glemt hende, det vil jeg aldrig gøre. Mange siger at jeg husker usædvanligt meget fra da jeg var lille, og jeg tror at det har noget at gøre med de store omvæltninger, der skete i mit liv. Vores familie flyttede til Grønland og 3 måneder efter døde så Hanna. Det hele startede med at min mor var på Qeqertarsuaq, mens jeg, Hanna og min far var hjemme. Så vidt jeg husker, var det fredag d. 10. august. Hanna var henne ved en veninde efter skole. Far havde sagt at hun skulle komme hjem kl. 5. Men Hanna glemte tiden og da hun var ret så meget for sent på den, ringede jeg til hende. Dette kan jeg ganske vist ikke huske, men Hannas veninde har fortalt det senere. Jeg sagde at hun hellere måtte skynde sig hjem, eftersom far var ved at blive godt sur. Hanna ville ikke kunne hurtigt nok hjem på gåben, så hun lånte sin venindes cykel. Hun skyndte sig hjemad. Men på vej ned af en bakke røg cykelkæden af. Hun råbte til alle på gaden at de skulle passe på, for hun kunne ikke bremse. Nogle fodgængere prøvede at stille sig i vejen og vælte cyklen for at stoppe den, men det mislykkedes. Hanna fortsatte ned ad bakken og til sidst ramte hun kommunens vinduer. Nogle ringede efter en ambulance og hun blev bragt til sygehuset. En kvinde der havde genkendt Hanna gik op til far og spurgte om han havde en lyshåret datter. Da hun fortalte at hun var kørt galt på en cykel troede far ikke at det var Hanna, for hun havde jo ikke nogen cykel. Han gik dog med ned til sygehuset alligevel. Jeg blev hjemme. Da far så at det var Hanna, ringede han til mor. Mor kunne med det samme høre at der var noget galt, for det var første gang at hun hørte far græde i telefonen. Mor blev straks sejlet tilbage til Ilulissat, men turen tog jo alligevel 3 timer. I mellemtiden var jeg blevet bragt over til nogle gode venner, der havde 2 børn. Jeg havde ikke forstået noget endnu. Da mor ankom, blev hun, far og Hanna fløjet til Kangerlussuaq og derefter til Danmark. Hanna døde på vejen... Da jeg fik det at vide græd jeg ikke. Det var ligesom at det bare var en drøm, eller også så havde jeg ikke fattet hvad døden indebærer. Det næste stykke tid fik jeg masser af gaver fra folk. Så jeg syntes at det var meget fint. Jeg fløj til Danmark sammen med nogle gæster der alligevel skulle hjem. Mens vi var i Danmark besøgte jeg og mor en masse venner. Mor kom tit til at græde så jeg hentede papir og trøstede hende lidt, når det skete. Men jeg græd ikke selv. Det var først ved mindehøjtideligheden for Hanna at det gik op for at hun virkelig var død. Da græd jeg for første gang over hende. Siden da har jeg følt en dyb sorg når jeg har tænkt på hende. Det er selvfølgelig blevet langt lettere at tale om hende, jeg græder ikke særlig tit over hende mere. Men det der er værst nu, det er at jeg føler at jeg aldrig lærte min storesøster at kende rigtigt. Hvad var hendes fremtidsplaner? Hvordan var hun som person? Hvad var hun god til? Hvad var hun dårlig til? Hvem var min søster? Alle disse spørgsmål har jeg stillet mig selv og ingen svar har jeg fået, simpelthen fordi jeg ikke kender dem.
Jeg savner min søster så enormt meget og det er blandt andet en følelse der hører til sorgen. Men jeg har et håb. Jeg har læst i bibelen at de døde vil opstå på et tidspunkt, her på jorden! Og det tror jeg på. Det er det håb jeg klamrer mig til når sorgen overvælder mig. Jeg glæder mig til at kunne lære min søster ordentligt at kende. Ja, bare være sammen med hende.