Solen skinnede meget klart denne dag, men der var tåge omkring landet og på alle steder hvor denne unge kvinde sad for at kigge på nogle bygninger et øjeblik.

Hun følte sig som i en spændingsroman, lige der hvor livet bliver til farlige drømme. Den unge kvinde begyndte at græde, hendes øjne var lukkede og hun lukkede dem op, men der var intet forandret. Hun græd stadig, og mere end før. Hvorfor var det hele sket...?

'Hvorfor' var ikke det bedste spørgsmål... men, måske... 'Hvordan'?

Vinden blæste på hendes ansigt, og det var varmt... mere varme end der burde være i December Hun tog sin bærbare frem fra tasken og begyndte at skrive alle de ting som hun kunne huske, før hun ville glemme det hele igen.

"Alle mine venner er væk. Alle. Der er ikke et sted hvorhen jeg kan gå. Jeg er alene."

Hun lyttede til hastige skridt, de kom imod hende og var rigtig tæt på. Hun kiggede ikke på denne person og begyndte snart at gå, hun var bange for at kigge tilbage og se hvem denne person var. Hun var bange for alt.

Tågen var tilbage, tættere end før, og kunne hun ikke se hele vejen, det var som stod hum på en ø af tåge med ingenting foran eller bag hende.

Hvorhen?... Hvordan?... Hun gik frem, hurtigt, hun begyndte at få hjertebanken da hun tænkte tilbage på alle sine venner... Kunne det hele også ske for hende? Det kunne det helt sikkert! Hun var en del af det hele, hun gik sammen med dem, hun havde været sammen med dem! Samvær... Det kunne give hende kvalme. Der var ingenting hun kunne gøre... hun var det næste offer.

Nogle dage før... hun smilede til sin kæreste, han var så lykkelig... lykken havde altid smilet til ham, og hun følte sig så heldig, og på denne dag havde han fortalt hende sin hensigt: De skulle giftes! De havde haft den mest vidunderlige og magiske nat i deres liv, og denne fornemmelse kunne hun aldrig glemme...

Men, hvad med alt det nu? Det var kun smertefulde tanker, da hun gik der alene, uden retning.

"Oh... Sikket drama!..."

"Stop med at læse mit sind!"

"Det gør jeg ikke, Vicky. Det er ikke nødvendigt at læse dine tanker nu for at vide hvad du tænker på. Du er så let at gennemskue! Du gør drama hele tiden. Det skulle ikke være første gang i dag."

"Lad mig være!"

Denne pige gik hurtigere, men hvor som helst hun gik hen fulgte tågen efter hende som om den udelukkende ville kredse om hende.

Manden som havde snakket med hende var væk. Hun kunne kun høre sine egne skridt mens hun stadig gik, uden retning. Men hun var sikker på én ting: denne mand ville aldrig finde hende igen, aldrig mere.

Hun tog en færgebåd, det store skib begyndte at sejle på vandet. Vicky satte sig ned og kiggede på alle menneskerne der var ombord sammen med hende. De så mærkelige og forskellige ud... de kunne kigge på hende, og nogle af menneskerne havde et rigtig hårdt ansigt. I det samme bemærkede hun at hun var den eneste person som gik i rundt med denne tåge, det var meget frygteligt.

"Nej!"

Vicky kiggede på alle menneskerne, men ingen kunne hjælpe hende. De havde for travlt, de kom og gik, de kunne ikke hjælpe en så anderledes kvinde, som de aldrig havde set før eller kendt til.

Flere erindringer dukkede op i hendes hukommelse. Vicky vidste at alle tanker kunne læses, men hun kunne ikke stoppe med at tænke. Hendes kæreste var en mand som gjorde hende til dette menneske nu... Konspirationsteorien var et emne som alle mennesker kunne smile af... ligesom hun havde smilet af det, nogle dage før.

Denne mand kom igen, og satte sig ned ved hende:

"Jeg vil ikke gøre dig ondt. Du ved jeg elsker dig, Vicky."

"Tal ikke til mig!"

"Det er ikke hvad dit sind siger mig lige nu."

"Jeg har sagt at du skal stoppe med at læse mine tanker! Du ved at jeg ikke ønsker at være en del af det. Jeg vil sige det til alle mennesker, hvis du ikke lader mig være alene!"

"Så, gør som du vil. Selvom du begynder at sige det, er der intet menneske som vil tro på dig. Kan du ikke se det? Alle mennesker har så travlt med deres egne gøremål, med deres eget liv... hvordan kan de lytte til dig og tro på dig, hvis de ikke kan se dig her, og de ikke kan få øje på dig her? Konspirationsteori er kun et ord som mennesker har i sindet, som en sjov leg, og de kan ikke stoppe midt i deres liv for at høre på dig, eller på noget som dette emne så... absurd som du vil snakke med dem om."

Vicky kiggede på alle menneskerne ombord igen. Hvor i deres øjne var livet blevet af? Tågen var ikke kun omkring hende, men også inde i deres kroppe og sind.

"Jeg har skabt den tåge – sagde Vicky – sammen med dig og mine venner, men det var ikke min mening at den skulle være en dårlig ting. Og nu kan jeg se at jeg tog helt fejl...! Jeg ved at jeg ikke kan stoppe det, men jeg vil prøve!"

Hun gik frem, kastede et blik på alle menneskerne ombord, men hvem som helst hun kiggede på kunne vise denne samme tåge, tilbage gennem deres øjne.
   Vicky stoppede én som gik bag hende:

"Hvad vil du?" – spurgte denne unge dreng. Så ung, men livet havde forladt hans ansigt, og hans øjne var uklare og grå. Han havde en mobiltelefon for øret og gik forbi, men Vicky sagde intet.

"Indse det nu, Vicky. De vil ikke stoppe for at høre på dig... "

Vicky prøvede at gå, men manden tog hende under armen og med en håndbevægelse blev han dem til små flyvende partikler der fløj omkring i luften.

De rejste gennem luften til den anden ende af verden, hvor hele denne historie var begyndt noget tid før. Vicky følte sig som denne luft, men hun var helt vågen og det var mærkeligt.

"Velkommen hjem! Gør dig tilpas." – sagde manden, da de kom til landet og deres kroppe blev normale igen.

"Hvad har du gjort? Hvordan kan vi rejse gennem luften?..."

"Det er min bedste og nyeste opdagelse. Da du lod mig her, alene, jeg var nødt til at finde måden hvorpå jeg kunne få dig, uanset hvor du måtte være. Så jeg brugte vores forskningsresultater, og snart skabte jeg måden som jeg kunne rejse gennem lyset på. Du må tro mig, ingen mennesker har mere lys end mig, jeg som nu har fået så meget lys fra andre mennesker."

"Stop med det! Du kan ikke bruge mine undersøgelser omkring tågen som du gør nu!"

Vicky pludselig vågnede op i sit værelse. Hun kastede et blik på væggene og satte sig ned på sengen. Hvad med det? Hvad var det? Havde hun drømt det hele?

Hun forsøgte at se denne mand igen, men hun var alene. Hvor lang tid... Det var så mange år siden hun havde set dette værelse... Hun havde forladt hjemmet og hendes mor, det var for mere end seks år siden og... hun kunne intet forstå nu...

"Vicky!..." - En kvinde kaldte hende ud af sit værelse.

"Mor..." - Vicky hørte på sin mors stemme, og langsomt begyndte hun at gå ned af trappen.

Hele køkkenet var klart fordi solen skinnede ligesom en diamant derinde.

"Vicky, kom og sæt dig hos din far." - sagde Vickys mor til hende.

Vicky så sin far ved bordet, siddende på den samme plads som han plejede.

"Far..." - Vicky blev overrasket, og begyndte at græde da hun satte sig ved ham - "Far... du er hjemme... Det er... Hvordan kan det være?..."

"Det burde ikke undre dig, min datter," - sagde Vickys mor - Som alle weekender er din far hjemme fra sit arbejde i Sverige."

"Det ved jeg, mor..." - Hun smilede til dem, det var ikke en drøm. Hun vidste hvad det hele måtte betyde. Det var tågen som hun havde skabt. Hendes forskningsresultater, hendes arbejde med sin kæreste og sine venner. Det var virkeligt! Det blev til noget, det hele havde fungeret! Så lang tid, så meget arbejde, det var virkeligt... Hun havde rejst gennem tiden, tilbage i tiden.

Vicky spiste hos sin familie, og gik en tur sammen med sin far. Solen skinnede stadig, og himlen var klar og blå. De gik gennem gaderne, og der var få mennesker at se, folk kiggede på dem, men Vicky kunne ingen se. Hun var så lykkelig, at den eneste person hun kunne se var sin far.

Han havde forladt hende og hendes mor for så lang tid siden... Da kom han hjem, en dag, fra Sverige, han var død. Vicky forlod hjemmet det næste år, med sin kæreste for at finde måden at gøre familien god igen på. Hun arbejdede på en idé som kunne bringe tiden tilbage, gennem tågen af tiltrækningskraften.

Hele den dag blev hun hos sine forældre, men det var ikke som hun troede det ville være... Tiden var gået, men ikke til ham, ikke til dem. Han vidste ikke at han var død. Var han død i virkeligheden? Hvad med fortiden? Hvad med fremtiden??...

Vickis tanker fløj lidt rundt, i retningen af en sammenblanding. Selv om det hele var en virkelig oplevelse, virkede alting på det tidspunkt som science fiction for hende.

Det var nat og alle sov, men ikke Vicki. Hun var foran spejlet og kunne se sin egen refleksion, men et andet ansigt kom frem ved siden af, og dette forskrækkede hende meget. Denne samme mand var der foran hende i spejlet, og han kom ud af spejlet:

"Jeg kan se, at du har haft nogle gode stunder sammen med dine forældre i dag, Vicki. Vil du ikke takke mig for det?"

"Nej, du har gjort noget som du ikke måtte, andre menneskers skæbne er i din hånd, og du bruger andre mennesker for at få alle de ting du vil, og denne magt er noget som jeg ikke ønsker, du ved det godt!"

"Du siger det fordi du ikke før har prøvet at have magten, Vicki. Jeg har skabt mere end du kan drømme om, og nu kan vi endelig være lykkelige, min kære. Jeg kan give dig din familie og dit liv, og du og jeg kan..."

"Hvad med vores venner?" sagde hun, glædesløst "Har du glemt dem? De er forsvundet, du gjorde dem til dine første ofre!"

"Jeg havde behov for at få deres lys, fordi alene kan jeg aldrig lave noget, du ved det. Du har aldrig fået noget fordi du var bange for at bruge andre menneskers lys til dine undersøgelser..."

"Det er sandt, og du ved at det er mere end jeg ville kunne bære, hvorfor kan du ikke se det?! Da jeg fandt ud af, at vi skulle bruge andre menneskers lys for at få tågen af tiltrækningskraften, opgav jeg idéen, fordi min lykke aldrig kan afhænge af andre menneskers lidelser."

"Det er en illusion, Vicki. Hele verden er kun hvad mennesker tror på, og jeg siger dem: Tro på mig! Mange mennesker i vores samfund ville have den samme magt som vi har nu. Vi har arbejdet med det i lang tid, du kan ikke give det hele op."

"Jeg har allerede gjort det!"

Vicki gik ud af værelset, men da hun kom derud var det mørkt, og intet kunne hun se.

"Klaus!..." - kaldte hun efter ham, men der var ingen eller intet omkring hende. Hun prøvede at komme tilbage til sit værelse, men kunne ikke se hvor døren var.

"Mor!... Far!..." - kaldte hun igen, men hun var alene i mørket - "Klaus!... Hvad har du gjort, Klaus? Hvor er jeg?!" - men hun gik videre uden at få et svar.

Da lyset gjorde rummet klart igen, kunne Vicki se flere computere i det store rum. Hun kiggede på en dør hvorfra en mand kom. Han var ikke Klaus.

"Far? Far!..." - Vicki løb hen mod hendes far, hun smilede lettet, men manden kiggede på hende med store åbne øjne, og hun tog et skridt baglæns.

"Du har gjort et godt arbejde, datter, men hvorfor ville du ikke hjælpe Klaus og sige ja til hans kærlighed til dig, det er noget som jeg ikke kan forstå."

Det overraskede Vicki. Hun hørte på ham og kunne ikke tro det. Hendes far kendte til alt som hun og Klaus havde forsket i?

"Er det ikke frygteligt?" - Klaus kom også og svarede hende på alt hvad hun tænkte på i dette øjeblik. - "Jeg tog dig herhen, for dig behøver jeg nu. Tågen var den store idé som du skabte da din far døde, men tågen adlyder kun dig, og jeg har brug for at få mere tåge. Så vi skal være sammen, kære Vicki."

"Far, hvad er det han fabler om? Kender du til det hele? Hvordan har du fået alt at vide, hvis du var..."

"Død?" - Vickis far blev ved med at være frygtelig, og hun kunne end ikke tro på hans ord - "Hjælp mig med at friske din hukommelse op, datter. Min krop blev aldrig fundet."

"Men... hvad så? Du var ikke død? Aldrig?"

"Nej, min søde Vicki" - sagde Klaus, da et smil løb om hans læber - "Din far vidste at du måtte gøre hvad som helst for at kalde ham til live igen. Så, da du opgav din idé med at skabe tågen af tiltrækningskraften bare fordi man skal bruge andre menneskers lys, simulerede din far sin egen død, så du kunne 'arbejde' på denne idé med hele dit hjerte og din styrke. Og du var perfekt." - han gik imod hende og kyssede hende på munden.

Hun havde aldrig oplevet noget så frygteligt før. Hun stirrede på dem, og det hele virkede som et mareridt som hun ikke kunne vågne op fra.

"Hvorfor gjorde du det, far? Hvordan kunne du gøre det mod mig?"

"Det er en lang historie, Vicki. Du kunne ikke forstå, fordi du ikke har prøvet at have magten, min datter, som vi kan have nu. Der er masser af mennesker i verden som venter på hvad du har skabt, og det er større end du kan tænke dig.

"Det var for kærligheden, far... Af kærlighed til dig har jeg skabt tågen, for at bringe dig tilbage til min mor og mig. Det var ikke for at have magten, og for at kontrollere andre menneskers liv. Det jeg ikke kan forstå er at du er helt sikker, far. Hvem ville ønske at have magt for at gøre ondt på så mange mennesker?

"Der er flere mennesker, i de fine kredse, kære Vicki" - sagde Klaus - "Du kender dem ikke, end ikke mig selv eller din far kender dem faktisk, men de understøttede vores forskning mange år siden."

"Far... jeg er dybt ulykkelig..."

"Jeg ved det, min datter. Jeg kan læse dit sind og alle dine tanker lige nu. Men du tænker på dine venner og hvad du tænker på er ikke sandt. Du kan se dem igen. Kom med mig."

Vicki blev bange for at gå med ham, men Klaus tog hende under armen igen, og de kom ind i et mørkt rum, og Vicki tvivlede på at det kunne medføre noget mere frygteligt end alle disse traumatiske oplevelser. Men hun tænkte forkert.

Da hun kiggede ind i rummet så hun 14 kroppe, og de var inde i et glasbur, og da hun kom tættere på så hun at de var hendes venner!

"Er de..."

"Døde? Nej, Vicki, de er ikke døde. De forsvandt fra Jorden, men de er her, hvor vi er nu, det sted hedder 'Bortgang'. Lang tid falder de i søvn, og de skal sove så længe vi vil have det."

"Og de giver os lyset som vi er nødt til at have, for at få mere tåge, du må lave den lige nu." - sagde Klaus - Her har vi alting som du behøver.."

"Men hvorfor måtte jeg adlyde dig?" - spurgte hun - "Mine venner og alle disse mennesker på Jorden er det vigtigste for mig, og du ved det. Jeg vil have at I befrir mine venner fra disse bure; vågn dem op!"

"Hvad enten du vil det eller ej, kære Vicki, disse menneskers skæbne tilhører os nu, og vi må bruge lyset fra andre menneskers tiltrækningkraft for at beholde vores magt, for evigt. Din far, jeg og masse af andre mennesker kan læse hvem som helst sind, og vi må kende alle tankerne og vi kan flyve i luften og komme til et hvilket som helst sted vi vil være. Hvorfor skulle vi få et andet liv? Vi får penge for at lave det, og det er ikke få penge, det er mange penge, mere end du kan drømme om. Det er kun få mennesker hvis lys vi behøver for at skabe tågen hver gang, og vi vil snart få kontrol over alle mennesker på Jorden.

Vicki kastede et blik på Klaus... så pæn han var... så smukt ansigt... Hun tænkte over det hele og alle var helt stille. I næste øjeblik, smilede Vicki til sin far.

"Du har ret," – sagde hun – "Hvorfor ikke? Det vil jeg gerne! Det var så godt at I forklarede mig det, nu kan jeg se det! Det er fantastisk! Jeg er allerede begyndt at glæde mig til alt som vi kan blive til!"

"Det er meningen, Vicki. Du forstod det hele, min kære." - sagde Klaus - "Og du burde skabe mere tåge lige nu, så vi kan blive ved med at være så lykkelige som vi vil være!"

Vicki kiggede på dem og snart kom de ind i rummet hvor hun arbejdede med flasker og andre kemiske produkter. Det var en hvide stue og lyset kom direkte fra alle steder; og Vicki dækkede øjenene, men snart var hun vant til det skinnende rum. Mens hun begyndte at skabe tågen, blev rummet mørkt lidt efter lidt, og det var som om nat var opstået derinde.

Nu var det tåge, og de kunne ikke se hinanden særlig godt, men Klaus kunne se på Vickis ansigt at det var alvorligt.

"Vicki" - sagde hendes far - "Læg tågen ind i flasken lige nu!"

"Nej, jeg vil ikke gøre det."

"Hvad?" - spurgte Klaus varsomt - "Vicki, du ved at tågen ikke må være fri i luften her, sammen med os, ellers vi vil blive ofre for den. Hvad gør du?! Du skal lægge tågen ind i flasken lige nu!"

"Nej, jeg skal lade være med det lige nu! Alting er forbi nu, kære Klaus. Unskyld mig, far, men jeg kan ikke blive én af jer. Jeg har skabt tågen i kærlighedens navn, og jeg kan aldrig se hvad det hele er blevet til... Så det er forbi nu."

Vickis far og Klaus prøvede at stoppe hende, men tågen var omkring dem i rummet, og den var kold og mørk, og den blev koldere og koldere, og snart var det som om de var faldet i søvn. Og de forsvandt, og rummet forsvandt sammen med dem, ligesom alting derinde.


* * *
   Solen skinnede stadig lidt ned på Jorden, og færgebåden sejlede til den anden ø, og alle mennesker gik fra skibet, men Vicki kunne ikke gå fra borde. Hun var der ikke mere.

Tågen var omkring hele pladsen igen, men den var lettet. Landet var fuldt af denne hvide røg, men solen gjorde snart alting klart igen.