Den er smuk, den er virkelig og den er større hver dag, skønt den er alene og forladt; den er ikke forsvundet, ligesom alt som helst er omkring os, fordi den er ikke skabt under denne sol hvilken vil ødelægge alting, før eller senere.

Kærligheden overlever under stenene af uvidenhed og den har et mærkelig kærtegn med os, ligesom nogen som ikke kan forlade en anden som har sårede, har glemt og har blevet den væk af sit liv.

Kærligheden kender tilgivelsen for vores vrøvl og, ind i dens egen visdom, kærligheden er uforanderlig og smuk, for evigheden. Og vi kan være i stand til for at nå ud til den kærlighed da vi får øjne at se, og da vi får ører for at høre, og da vi får følelser for at føle det trofaste ansigt der kan leve ind i vores sjæle, hvilket er den kærlighed af hvad vi er skabt og gjort af.

Kærligheden er din refleks, når du kigger på dig gennem det spejl og du må se bare din væsen.
Der er altid en mulighed for at forlade de omskifteligheder og at være simpel, og at have det lys på de øjne når du kigger på sig selv og kan se den kærlighed som har tilgivet dig længe siden, som er stadig smuk når lever indeni dig selv.