Ena sank sammen. Hun tørrede de piblende svedperler væk fra ansigtet med ærmet. Langsomt kom hun op at stå, men benene ville ikke rigtig lystre. "Den healende kraft fra Dhjures bliver svagere dag for dag," stønnede hun.
   Elderin strøg igennem rummet, og greb Ena inden hun faldt. Solinester! Nåede hun knap at tænke før han stod ved hende. Hun hørte ikke engang døren blive åbnet. Med fælles hjælp fik de baksede Ena over til det lille bord og satte hende på skammelen. Elderin gik tilbage til Llyre, som nu lå i dyb søvn. Hun lagde tæppet over hende og puttede det tæt ind til hende.
   Soli rakte et æble til Ena, samtidig med han spurgte. "Hvad mener du med, kraften fra Dhjures bliver svagere?"
   Hun tog smilende imod æblet. "Der er ikke meget, der går dine ører forbi! Vi magiker henter vores kræfter og evner fra Guderne." Fra hendes kjortel fremdrog hun en lille femkantet sølvmedaljon. "Da Guderne stadig gik iblandt os, gav deres nærhed magikerne næsten uendelig kraft. Storslåede værker blev skrevet, bygget og skabt. Det Højeste Magiske Tårn i Paliné i vores naboland Saesinien blev bygget af den mægtigste magiker nogensinde, Erthys. Han ville lære andre at kontrollere og udvikle deres evner, så han skabte Tårnet. Det tog 7 døgn at bygge det og var fantastisk at skue, da det stod færdig. Tårnet var den største bygning på den tid, med plads til flere hundrede. Solen blev reflekteret i den gyldne kuppel øverst på Tårnet, og lyset kunne ses i miles omkreds.
   Men Nursia, datter af Gudinden Narcissa, var misundelig på Erthys og hans værk. Erthys havde bandlyst hendes tilbedere, de mørke magikere, fra Tårnet. Han fandt deres nekromanti og krigsmagi modbydeligt. Kun de lyse og neutrale magiker havde lov til at betræde grunden.
   Nursia var rasende. Det blev begyndelsen til Første Gudekrig for godt 2.500 år siden. Med hjælp fra hendes tilbedere krydsede hun og hendes broder, Neckla, grænserne mellem vore verdner og angreb Det Højeste Magiske Tårn. Necklas horder af mørke riddere kom strømmende fra Thioth i nord mod Saesinien i syd. Deres grådighed efter rigdom og magt tørlagde den ene landsby efter den anden, og ikke ét liv blev sparet.
   Krigen varede i flere år, men Nursia havde undervurderes Erthys evner. Han opbrød alt hans kraft og med hjælp fra Froair, de lyse magikers Gud, fik de sendt Nursia og hendes bror tilbage til deres egen verden. Men krigen havde store omkostninger. Størstedelen af de lyse og neutrale magiker døde, mens de mørke magiker var forsvundet fra jordens overflade. Men de var ikke de eneste, som var forsvundet. Erthys var intet steds at finde og han blev aldrig fundet. Folk opførte et monument i den nærliggende skov til ære for ham. Selve Tårnet havde næsten ikke fået en skramme, men gløden, der før lyste fra kuplen forsvandt og er nu mat. Tårnet var muligt at opføre, da Guderne gik på dette kontinent. Men nu." Hun sukkede træt. "Det føltes som om, de næsten har forladt os fuldstændig. Jeg er tappet for kræfter over en så simpel ting som et brækket ben."
   "Hvad med Llyres hoste?"
   Ena rejste sig igen, denne gang mere sikker på benene. Hun tog kurven under armen og stillede sig i døråbningen. "Den bliver nødt til at forsvinde af sig selv. Llyre er stadig et barn og hun vil hurtig komme sig. Elderin ved, hvad hun har med at gøre, så pigen er i gode hænder. Jeg er nødt til kun at bruge mine kræfter på de mest livsnødvendige situationer."
   Elderin takkede Ena for hendes hjælp og bad Soli om at følge hendes datter tilbage til Caladhires tempel.
   "Det behøves ikke," sagde Ena. "Jeg klarer mig. Der burde ikke blive nogen problemer med Llyres ben, men skulle der opstå komplikationer, skal I straks sende bud efter mig!" Hun drejede rundt på stedet, så den hvide kjortel slog et lille smæld, før hun forsvandt ud i mørket.

Llyre satte sig op, hun kunne alligevel ikke sove. Benet var en smule ømt og rødt, men ellers kunne man ikke se, det dagen før var brækket flere steder. Anderledes stod det til med hosten. Det rev og sled i hendes hals og lunger, hver gang hun hostede. Flere gange fulgte der store mængder slim med op, som hun var ved at blive kvalt i. Hun tog sig til den ellers så spinkle hals, der nu var hævet op til dobbelt størrelse. Koldsvenden piblede frem på panden og det kastanjefarvede tjavset hår klæbede sig til huden. I hvad der føltes som en evighed for Llyre, stoppede hosteanfaldet endeligt.
   Elderin kom trissende over til hende med en kop pilebark te. "Her mit barn. Dette vil drive sygdommen ud af dig." Den gamle kone strøg Llyres lange hår væk fra hendes ansigt. Hun greb fat med de krogede fingre i Llyres spidse hage og så ind i de blanke blå øjne.
   Llyre tog en lille slurk af teen. Hun græmmede sig over den lettere bitre smag, men tømte koppen uden at kny. I medens var den gamle kone gået tilbage til ildstedet, og tog flere bundter urter ned. "Hørfrøene skal i hvert fald bruges..." Var det eneste Llyre hørte.
   "Vi må se, om det her ikke kan hjælpe lidt på vej," snadrede konen kort efter og lagde det klæge grødomslag på Llyres spinkle, drengede brystkasse og hævede hals. "Det vil lindre smerterne i hals og lunger."
   Elderin gik straks tilbage til den store sorte gryde. For Llyre var ikke den eneste, der havde brug for hendes hjælp. Elderin var slumbørnenes redning. Hun tog sig af dem alle. De forældreløse, de der var blevet smidt ud hjemmefra, de efterladte eller andre der havde anden grund til at være i slummen. De kom til hende, når de var syge eller havde brug for et trygt sted at være. Der blev hvisket i gyderne, at hendes godhed kun blev overgået af Caladhire selv.
   Hver morgen kogte hun grød i den store gryde, og mange børn kom for at få dette ene sikre måltid. Resten af dagen måtte de klare sig selv. De eneste, som hjalp Elderin var Soli og nogle få andre.
   Døren blev åbnet. En kølig vind dansede ind i huset og fik ilden til at flamme op. Soli stod i åbningen og lignede mere en druknet mus end noget andet. "Det er ikke til at følge et spor i det her vejr. Det var rent held, jeg fik den her fyr." I hans ene hånd dinglede en hare.
   Soli traskede hen til ildstedet. Han lagde haren på bordet og krængede tunikaen af. Vandet dryppede fra både tunikaen og Soli, og dannede en lille pyt på det jordstampede gulv. "Det er et mystisk vejr vi har," skældte han og pegede anklagende mod loftet. "Solen burde skinne fra en skyfri blå himmel, markerne stå gule og køerne være på græs. Men det eneste der sker, er at det regner og har gjort det i flere måneder! Det kan være Ena har ret. Måske er Guderne ved at forlade os."
   "Hold op med det vås, Solinester og pas dit arbejde," bed Elderin af og fortsatte. "Ena tager fejl, Guderne er ikke ved at forlade os. Men der er ved at ske noget, og vi må bare vente og se.
   "Elderin, der er noget andet." Fra en af de mange lommer i hans tunika, fremdrog han et stykke flosset snor. "Der er nogen som bevidst ødelægger vores snarer." Han holdte den ødelagte snare op, og de to ender dinglede slapt ned. Det var tydeligt at se, den var blevet skåret over. "Det er den femte ødelagte snare siden sidste fuldmåne."
   Elderin tog snaren ud af hånden på ham og studerede den. Hun støttede sig op ad bordet og lukkede øjnene. "Solinester, sæt Bavre og Rovianna til at holde udkig efter noget mistænksomt i aften og se om de kan finde ud af, hvem der ødelægger dem," sukkede hun træt. Hun var ved at blive for gammel til alt det her og problemerne blev ved med at hobe sig op.
   Soli nikkede og vendte sig mod haren. Llyre så, at han kastede stjålne bekymrede blikke i Elderins retning, hver gang han troede hun så væk. Sammen med bekymringen, så Llyre frygten. Frygten for at miste en person som betød alt for ham, alt for slummen. Men Elderin blev ikke yngre. Hun havde overlevet de skiftende monarkers regeringstid mere end 4 generationer tilbage, og det havde sat sine spor. Behændigt fik Soli haren tømt for indvolde og fjernet pelsen. Han hægtede den på en krog og bar den op på det tilstødende loftrum, hvor kødet kunne tørre i fred.
   Da han havde vasket hænderne rene for blod, pelsrester og andet snavs gik han over til Llyre og satte sig på skamlen. "Hvordan har du det?"
   Llyre nikkede og fortalte, at det gik bedre.
   "Ja, du var heldig, jeg var ude den aften og så dig hoppe i floden. Hvad tænkte du dog på?"
   "Det er altså dig, jeg skylder mit liv. Jeg kan ikke huske meget fra den aften, det meste er uklart og usammenhænget. Det eneste jeg tydeligt kan huske var mødet med en dreng. Han hed Galbraith og der var noget meget ubehageligt ved ham."
   "Du virkede også ret fjern dengang," sagde Soli med et glimt i øjet.
   Llyre fortalte om Dalyr, og hvordan hun var endt i Calunn. "... og nu er jeg så her," sluttede hun.
   Soli sad og trommede med en finger på sit knæ. "Hvordan sagde du drengen, Galbraith, så ud?"
   "Han lignede en på din alder, men virkede meget ældre. Han var slank, så velnæret ud og var høj af sin alder. Men han havde nogle dybe, grønne øjne, som nærmest gnistrede af livskraft. Det så ud som om, der var en usynlig hinde omkring ham."
   "Ham har jeg hørt om." Der var kommet et vagtsomt blik i Solis øjne, mens Llyre snakkede. "Hele foråret og sommeren med, har han vandret rundt i byen og spurgt alle piger på din alder om netop det samme, som du lige har fortalt."
   "Ved du, hvor han kommer fra?"
   "Nej, jeg kan ikke opstøve nogen oplysninger om ham overhovedet! Og han er umulig at finde, når man leder efter ham."
   "Det kan også være han har forladt byen igen og er draget videre," sagde Llyre.
   "Ja, det kan jo være," svarede Soli, men virkede ikke overbevist.
   "Hvor lang tid har du været i byen?" spurgte Soli interesseret.
   "Siden slutningen af vinteren."
   "Fortale Dalyr dig ikke, hvad du skulle gøre, når du kom til Calunn?"
   Llyre rystede på hovedet. Dalyr havde fortalt hende at hun skulle tage til Calunn. På hele turen ned til byen havde hun spekuleret over, hvad hun skulle gøre, når hun kom til byen. Var der nogen, som ville tage imod hende? Nogen der ville fortælle hende, hvad det var der var så vigtigt i Calunn? Indtil videre havde der været ingen.
   "Det kan vel ikke være for at blive væbner, ligesom Dalyr?" Soli slog det hen i en spøg og forsøgte at lette stemningen lidt.
   Hun spærrede øjnene op. Væbnerskolen! Den Ebiske væbnerskole befandt sig i udkanten af Calunn, og Dalyr havde tit snakket om den væbnerskole han gik på i Gländenstad i Eldron. Det må næsten være derfor vi skulle hertil! For at jeg kunne blive væbner.
   Soli bemærkede hendes fjerne udtryk i øjnene. "Hvad tænker du på?"
   "Vi skulle her til Calunn, for at jeg kunne blive optaget på væbnerskolen."
   "Hvad?!" Udbrød han. "Llyre, det var for sjov jeg sagde det."
   "Kan du ikke se det? Hvad er der i Calunn, som ikke er andre steder i Ebis?"
   Soli var nær ved at falde ned fra skamlen. "Den kongelige familie og deres palads. Caladhires tempel med den sidste statue af Apherael, hans skytsdrage. Trino-markedet, som lokker handlende fra hele Lyderia hertil. For bare at nævne et par stykker af dem. Desuden. Dig...? En ridder?"
   "Hvad er der i vejen med det? Dalyr fortalte tit om de Eldronske skikke. Hvorfor skulle det så ikke kunne ske for mig?"
   Soli rejste sig og vandrede rundt i rummet. "Hvordan kan jeg sige det bedst?" mumlede han for sig selv. "Hvor meget kender du til ridderskabet i Ebis?"
   "Ikke meget."
   "Men du er vel klar over, at der aldrig har været kvindelige væbnere i Ebis? Væbnerskolen tager kun drenge ind, ikke piger. Desuden skal man være af en vis stand for overhovedet at komme i betragtning til at blive væbner."
   Llyre så måbende på ham. "Hvad er det for noget vrøvl?" hvæssede hun. "Hvorfor skal piger ikke have lov til at blive væbnere?"
   "Du må da indrømme," begyndte Soli. "Piger er ikke lige så stærke som drenge og senere hen får de også en familie de skal passe. Så kan de jo ikke bare tage af sted og efterlade børnene alene."
   "Jeg skal vise dig, at piger er lige så gode som drenge!"
   "Hvordan det, Llyre? De vil med det samme opdage, at du er en pige og udelukke dig fra skolen. Desuden hvordan vil du skaffe penge til at betale for skolen, dit træningstøj, våben og alt mulig andet?" spurgte Soli hovedrystende. "Hvis du er heldig vil du bare blive smidt ud. Hvis ikke ..." Han trak på skulderen.
   Llyre lukkede øjnene og tænkte sig om. Hun kunne høre regnen tromme mod taget, som det havde gjort i umindelige tider.
   Dalyr havde altid fortalt hun kunne blive lige det hun ville, bare hun arbejdede hårdt for at nå det. Da hun fortalte, hun vil være ligesom ham, sagde han bare det var farligt at være ridder. Men han sagde ikke noget om, piger ikke kunne blive optaget! Hvordan kan det dog være? Var det ikke meningen, hun skulle være væbner alligevel?
   Hun rystede på hovedet. Jo det var. "Jeg kan mærke det. Det er det jeg er bestemt til. Soli, vil du ikke nok hjælpe mig?" bønfaldt hun.
   Solis øjne gnistrede og et smil krusede hans læber. "Hvad får jeg ud af det?"
   "Du er en tyv!" Bandede hun og slog ud efter ham.
   "Det er nemlig lige præcis det jeg er!" Grinede han og lo højt.

Senere samme aften lå Llyre i sengen og spekulerede over, om hun havde begået en fejl ved at betro sig til Soli. Han var en af underverdenens folk, men ud over det kendte hun ikke noget til ham. Samtidig nagede det hende, hvad Soli havde forlangt for sin hjælp. Han havde ikke fortalt præcis, hvad det var han skulle have, men at hun tidsnok ville få det at vide. Og Llyre var gået med til det.
   Hun vidste, det var farligt at gå med til at give ham, hvad han vil have, når tiden var inden. Men hun havde desperat brug for hjælpen. Tankerne fløj igennem hendes hoved. Den ene værre end den anden. Hun opdagede først natten var gået, da hanen galede, og Elderin med noget møge og besvær fik stablet sig på benene. Den gamle kone lagde nogle små kviste på de ulmende gløder i ildstedet og pustede sagte. Ilden fængede og hun lagde større stykker træ på. Den store sorte gryde skubbede hun ind over ilden og hentede en spand vand. Inden for kort tid bredte der sig en duft af grød og Llyre mærkede sin mave knurre. Men søvnen havde endelig indhentet hende. Hun glippede med øjnene og gabte, hvorefter hun straks sov.

Det var næsten aften, da hun vågnede igen. Der var flere stemmer, der talte dæmpet sammen. Hun kunne høre, at den ene var Soli, men de to andre kendte hun ikke.
   Ved siden af det lille bord stod Soli og talte med en dreng og en pige. Pigen så ud til at være på Llyres egen alder. Hun stod med siden til og så ind i flammerne i ildstedet. Hendes lettere glatte lyse hår, lagde sig forsigtigt om halsen. Næsen var lille og læberne var allerede nu fyldige. Lyset fra flammerne fik det til at se ud, som om hun havde en speciel glød over sig. Det var ingen tvivl om, når hun blev ældre ville hun være særdeles smuk. Llyre var overrasket over, at hun følte sig en anelse misundelig på pigen.
   Drengen så ud til at være lidt ældre. Han var lettere kraftig og ansigtet var indrammet med nogle vældige sorte krøller. Øjnene var ikke videre intelligente og det gjorde det ikke bedre, at munden var let åben.
   "Rovianna, du tager krattet norden om," befalede Soli strengt. "Og Bavre, du skal holde øje med krattet østen om. Forstået?"
   Bavre nikkede bare tungt.
   "Hvorfor skal vi gøre det?" spurgte Rovianna spidst. "Og lige i det her vejr. Vi bliver jo syge af at være ude, selv i kort tid."
   "I gør det fordi jeg siger I skal. Den skyldige lusker rundt derude og er måske allerede nu i gang med at ødelægge flere snarere. Vi må stoppe vedkommen før det går for vidt!"
   "Så send nogle andre af sted. Eller bedre, tag selv af sted!" Snerrede hun. "Vi behøver ikke at adlyde dig længere."
   Soli så vredt på hende. "Så længe mine snare skaffer mad til os, gør du hvad jeg siger."
   Rovianna drejede rundt på stedet og stormede mod døren. "Kom Bavre, vi behøver ikke at finde os i det." Bavre blev stående og vidste ikke, hvad han skulle gøre. Det var tydeligt at han var splittet mellem de to.
   "Bavre," begyndte Soli. "jeg kan vel stadig regne med dig?"
   "Bavre, kommer du?" insisterede Rovianna.
   "Rovianna, hvis du går ud af den dør, kan du ikke længere bruge dette sted." Han pegede rundt. "Og der vil ikke gå lang tid før Drüegen finder dig og tvinger dig ind i hans "hof". Ved du så, hvad der vil ske? Jeg er ikke i tvivl om, hvad han vil bruge dig til. Det er bare en skam, at han ikke kan se alle de kvaliteter du rummer. Du er en fremragende spion og menneskekender, men Drüegen er forblændet af dit udseende. Han er besat af penge, og du vil sandsynligvis ende med at komme under Madame Techen og hendes piger."
   Madame Techen var væmmelig gammel kvinde, som bestyrede bordellet i byen. Pigerne lå med mænd hele natten, men det var Madame Techen og Drüegen som fik fortjenesten. De delte pengene ligeligt imellem sig. Samtidig leverede han jævnligt nye piger til Madame Techen, mod at få oplysninger om diverse adelige mænd og nogle gange kvinder, der besøgte bordellet. Madame Techen smovsede sig i mad og ildelugtende duftevand, mens pigerne knap nok kunne holde sulten fra døren. Hun var en lille fed kvinde, der gik rundt i det samme snavsede lusebefængte tøj hele året rundt. Hun vaskede sig aldrig og det var svært at trække vejret, hvis man kom for tæt på hende.
   Rovianna stoppede med hånden på dørhåndtaget. Hun vendte sig om og så Soli i øjnene. Der gik lidt tid før hun slog blikket ned og bøjede hovedet. Stille forlod hun dem på vej norden om til krattet.
   Da Bavre også var sendt af sted, trak Soli sin kniv og gik over til det lille bord. På det lå tre fisk. Hurtigt og behændigt blev de renset og fyldt med urter, hvorefter han satte dem over de ulmende gløder.
   Llyre rømmede sig og Soli så hastigt op.
   "God morgen!" sagde han glad. "Du har rigtigt nok sovet længe. Der er snart aftensmad, så jeg håber du er sulten."
   Hun smilede. "Er alt i orden?" spurgte hun forsigtigt.
   Han så undrende på, men lyste pludselig op. "Aha, du hørte altså Rovianna og mig? Hun er bare så selvstændig, det er det hele. Men hun mangler disciplin. Smuk og rasende intelligent. Bavre derimod." Han smilede og rystede på hovedet. "Han er dum som et bræt, men hjertet fejler ikke noget. Vi har kendt hinanden siden vi var helt lille. Han ligner sin far på en prik. Vores fædre var bedste venner," sluttede han bedrøveligt.
   Llyre rejste sig op i sengen. "Var?"
   Soli tørrede kniven af i et stykke stof. "Ja, de er døde, så vi må holde sammen, så godt vi kan."
   "Det gør mig ondt."
   "Ser du... Har du nogensinde hørt om Lucien?" spurgte han.
   "Ja, den tidligere Tyvekonge før Drüegen slog ham ihjel for nogle år siden," svarede hun.
   "Lige præcis. Drüegen var Luciens højre hånd og bror."
   Llyre gispede. "Slog han sin egen bror ihjel?"
   "Ja. Drüegen slog sin egen bror ihjel med koldt blod og forsøgte at udslette resten af hans familie!"
   "Hvorfor ...?"
   "Lucien var den først fødte og retmæssige arving til titlen. Drüegen støttede sin bror i alt, hvad han fortog sig, men han snød os alle. I kulisserne arbejde han på at få væltet hans broder af tronen og selv overtage den. Han fik de fleste over på sin side. Meget få forblev loyale overfor Lucien, deriblandt Bavre og Roviannas forældre. De blev dræbt, da de forsvarede Lucien. Inden da havde de gemt Bavre, Rovianna og få andre her hos Elderin." Soli stoppede og tav.
   Llyre rynkede panden. "Hvad skete der med dine forældre?"
   "Ser du, Lucien var min far." Der var et morderisk glimt i Solis øjne.
   "Drüegen myrdede din far?" spurgte Llyre.
   Soli nikkede og knugede hænderne. Hans øjne fyldtes med tårer. "Han tog alt fra mig, men jeg vil tage det hele tilbage igen!" Beslutsomheden emmede i hele hans krop.
   Langsomt gik det op for Llyre, hvad han ville gøre. Hun stirrede længe på ham og rystede paralyseret hovedet. "Nej, Soli! Det mener du ikke...? Ordene kom ikke over hendes læber.
   "Jo. På en eller anden måde, vil jeg tage det der retmæssigt er mit tilbage."