Llyre vågnede. Hele hendes krop smertede. Med en kraftanstrengelse slog hun øjnene op og opdagede hun var et fremmed sted. Det tunge uldtæppe over hende kradsede og lugtede af ælde. Pludselig mærkede hun et par varme, ru hænder på sin pande. Hænderne havde en kraftig aromatisk duft af urter. Hun glippede et par gange og stirrede ind i et par intense nøddebrune øjne.
   "Hvordan har du det?" stemmen var rusten og anstrengt. Kvinden var ældre end nogen anden Llyre havde mødt. Bag rynkerne og det vejrbidte, næsten læderagtige ansigt strålede en blidhed, som overvældede Llyre. "Hvor er jeg?" hviskede hun.
   Den gamle kvinde rettede sig op. "Du er i mit hus. Jeg er Elderin." Konen fortalte, hvordan Llyre var endt her. Et af hendes børn, som hun kaldte dem, havde set hende hoppe i den frådende flod. Heldigvis fik han hende halet op på land og til Elderins hus, der lå tæt ved. "Du har reddet dig en slem hoste, dit ben er brækket flere stede, men hjælpen er på vej."
   Den simrende suppe førte en himmelsk duft med sig og kildede Llyres næsebor. Maven rumlede højt og skreg på mad.
   Elderin bøjede sig over den store sorte jerngryde og rørte i suppen med en stor slev. Hun tog en træskål fra den nærmeste hylde og øste en portion op. Over ildstedet hang flere bundter urter til tørre og udsendte den krydrede aroma, som hang i luften. Til højre var en reol, som dækkede hele væggen og nåede fra gulv til loft. På de fleste af hylderne stod krukker, træskåle, bægere og tallerkner. Men enkelte steder også bøger. Det eneste lys kom fra ildstedet.
   "Her." sagde Elderin og rakte Llyre skålen. "Suppen vil styrke dig."
   Bare duften fra suppen styrkede hende og fik munden til at løbe i vand. De små kødstykker og mange grønsager udgjorde det mest mættende måltid, hun havde fået i lang tid. Det var som om, at søvnen blev trængt tilbage og hun følte sig allerede mere frisk. Elderin tog en skammel og satte sig ved siden af sengelejet. "Har du det bedre?"
   Llyre nikkede. "Det smagte dejligt."
   Elderin tog skålen og satte den på bordet. "Hvad hedder du?"
   "Llyre."
   Den gamle kone smagte på navnet. "Det var da et usædvanligt navn. Er du herfra?"
   "Nej, jeg kommer fra det nordlige Ebis, nær Bry."
   "Hvordan er du så endt så langt mod syd?"
   Llyre så bort.
   Elderin rejste sig op igen og vandrede hen til gryden. "Vi har alle vores grunde for at være, hvor vi er. Dit ærinde kommer ikke mig ved, men du vil opdage, at du har intet at frygte fra mig og mine børn." Den gamle kvinde smilede og afslørede sine sunde hvide tænder. "Du er velkommen til at blive, så længe du har brug for det."
   "Mener du det?" overraskelsen var ikke til at skjule i Llyres stemme.
   Den gamle kone nikkede bestemt.
   Der var så meget Llyre gerne ville sige, men hun vidste ikke hvordan. Det var for godt til at være sandt. Her var mad at spise og et trygt sted at være. Det var længe siden, hun havde haft det på denne måde. Men kunne hun stole på Elderin? Hun ville i hvert fald se tiden an først.
   "Med respekt og alt det der, hvem har du stjålent denne dolk fra?" spurgte Elderin direkte og fremdrog Llyres dolk. Hun kneb øjnene sammen og lod fingrene undersøge skaftet.
   "Jeg har ikke stjålent den. Den er min!"
   "Vil du virkelig have, jeg skal tro det? Det er bedre du fortæller sandheden med det samme. Se på dig selv. Hvordan kan en fattig udsultet pige eje en sådan kostbar dolk? Står Drüegen bag det her?"
   "Drüegen, Tyvekongen? Nej! Jeg har fået den af..." begyndte hun.
   "Af hvem?"
   "Dalyr."
   "Dalyr?"
   "Han var en Eldronsk væbner og tog sig af mig, da jeg var helt lille. Han fortalte, at deres kolonne overraskede en bande omstrejfende røvere, som var i gang med at plyndre en gruppe rejsende. De fik jaget røverne på flugt, men nåede ikke at redde de rejsende, bortset fra mig.
   Han gav mig dolken og lærte mig siden hen at forsvare mig med den. Men en aften, det er vel efterhånden 4 år siden..." Llyre brød ud i en stille gråd og gemte ansigtet i hænderne.
   "Hvad skete der?"
   Llyre rømmede sig. "Det var aften. Vi ankom til en skovkro, som lå øst for Sidrunur-skoven. Der var ikke mange den aften, så det var ikke noget problem at få et værelse og indlogere os. Vi var jo kun os to. Så længe jeg kan huske tilbage, rejste vi altid alene. Hvorfor ved jeg ikke. Det eneste han fortalte var, at det var vigtigt vi kom til Calunn.
   Men pludselig den aften blev vi vækket af en rungende torden. Dalyr fløj op og jeg kunne se på ham, noget var galt. Jeg skulle skynde mig at stå op og hurtigt fik vi pakket vores ting sammen. Der lød pludselig en masse larm og postyr fra underetagen, og Dalyr åbnede forsigtigt døren på klem. Han skyndte sig at lukke den igen og slog låsen for. Jeg ved ikke, hvad han så. Fra hans ransel fremdrog han et reb og løb over til vinduet, som han åbnede og filede rebet ned. Jeg skulle kravle ned af det, vi skulle væk derfra, men han ville ikke sige hvorfor. Han sagde til mig, at jeg skulle løbe alt, hvad jeg kunne og viste i hvilken retning. Mod syd, mod Calunn. Jeg skulle ikke tænke på ham, han ville indhente mig. Men han kom aldrig."
   "Og du har været alene lige siden?"
   Llyre kunne ikke andet end at nikke.
   Elderin knugede hende ind til sig og hviskede sagte. "Jeg håber for din skyld, du fortæller sandheden."

"Overlever hun...?"
   "Lad mig komme til, jeg kan ikke se noget!"
   "Giv hende noget luft."
   Llyre åbnede langsomt øjnene. Overalt omkring hende stod børn og unge og stirrede på hende. Nogle lidt ældre end hende selv, andre ikke andet end en håndfuld år. Da hun hostede en enkelt gang, løb flere af de mindste skrigende væk og hun hørte døren blive flået op og smækket i igen.
   En dreng, nok omkring de 14 kom hen fra ildstedet. "Jeg sagde, giv hende noget luft!" Og begyndte at slæbe børnene væk derfra. "Ud alle sammen. Hun er ikke et dyr eller en ork."
   Nogle af de ældre, som var tæt på at være voksne, vendte sig mod ham med en stædig mine. Drengen gjorde det samme og sendte dem et sigende blik. "I har alle sammen været i samme situation og ved, hvordan det er at ligge der uden at kende nogen," hvæssede han og pegede mod døren.
   Til sidst havde alle forladt rummet, så kun Llyre og drengen var tilbage. Drengen tog en skål ned fra hylden, fyldte den med suppe fra den sorte gryde over ilden og gik over til Llyre. "Her. Du må være sulten og gamle Elderins kødsuppe er styrkende og smager skønt." smilede han, og satte sig på skamlen. "Jeg hedder for resten Solinester," sagde drengen muntret og bukkede hovedet let. "men de fleste kalder mig bare Soli." Hans sorgløse ansigt var solbrændt og kindbenene meget fremtrædende. Det sorte bølgende hår hang løst ned til skulderne og indrammede ansigtet.
   Llyre nikkede og fortalte, hvad hun hed.
   "Jeg går ud fra, at du har mødt gamle Elderin," sagde Soli spørgende.
   Llyre kneb øjnene sammen og lagde hovedet let på skrå, men nikkede så igen.
   Soli smilende. "Elderin kan være lidt... sin egen. Men man vender sig til det. Hun kalder os alle sammen for hendes børn og hun tager sig af os alle, indtil vi kan klare os selv. Uden hende ville mange have været gået bort," sluttede han melankolsk. "Elderin har kun et ægte barn, hendes datter Ena. Men hvis du spørger Elderin, er vi alle hendes børn, sådan er hun." Han trak på skulderen.
   I det samme trådte Elderin ind med en midaldrende kvinde efter sig. Soli rejste sig, gik over og hilste dæmpet på de to.
   "Solinester, hvordan har hun det?" spurgte Elderin.
   "Moder," sagde Soli smilende. "Hun har et navn, Llyre."
   "Ja ja, Solinester, hvem andre end dig kunne så hurtigt vide, hvad hun hedder." Gav den gamle kone igen og skridtede over mod sengelejet med kvinden bag sig. Kvinden var høj og meget lys i huden. Hendes røde hår var glat, kortklippet og velplejet. Kjolen var skinnende hvid og fremhævede hendes flammende hår. Øjnene var nøddebrune, strålede af intelligens og der var et meget bestemt og fast udtryk i dem. Hun bar på en kurv over den ene arm, men indholdet var dækket af et hvidt tørklæde. Kvinden satte sig på den skammel Soli havde siddet på før. "Mit navn er Ena. Hvordan har du det?" spurgte hun bekymret.
   Llyre synes kvinden virkede bekendt. Pludselig, uden omtanke udbrød hun. "Du er Højpræstinden!"
   Ena smilede og nikkede hastigt. "Skal vi se på det ben? Soli, lad os være alene." Højpræstinden lagde hænderne over Llyres venstre ben og lukkede øjnene. Efter kort tid så hun bekymret op på Elderin. "Du har ret, den er brækket flere steder og vil ikke kunne gro rigtig sammen af sig selv. Vi må bare håbe, min kraft er stærk nok til at klare det."
   Mens Ena sad og mediterede og bevægede hænderne i indviklede mønstre over de brækkede steder, begyndte knoglen at gro sammen. Smerterne skød igennem Llyre som hvide lyn og fik det til at sortne for hende. Til sidst blev smerterne så kraftige, at hun besvimede.

Forskrækket slog hun øjnene op, hendes hjerte bankede så hårdt, at blodet brusede i ørerne og koldsveden piblede ned af hendes ansigt.
   Der lød skrig og kamp uden for døren. Med en vældig kraft blev døren slået ind og i åbningen stod Galbraith. Det pulserende mørke der omgav ham, var næsten så kraftigt, at det kom kravlende mod hende, som klamme fangarme.
   I den ene hånd holdte han hendes dolk. Den var indsmurt i blod og dryppede som sandkorn i et timeglas. Tiden var ved at rende ud. Han nærmede sig hende, nærmest svævende, uden at betræde gulvet.
   Pludselig trådte to skikkelser ind foran ham og standsede hans fremmarch, Soli og Elderin. En dyb modbydelig latter steg op fra hans svælg og med et var alt sort. Langsomt vendte lyset tilbage og afslørede Elderin og Soli, der stirrede livløst på hende fra gulvet af. Hun prøvede at flygte, men kunne ikke, kroppen ville ikke lystre. Galbraith lænede sig ind over hende, smilede ondskabsfuldt med sine sylespidse tænder. Han løftede dolken, klar til at hugge.

I det samme vågnede Llyre, badet i sved og knap på vejret. Før hun nåede at blinke, var Elderin hos hende med den ene arm om hendes rystende krop. "Så så, barn. Mareridtet er forsvundet. Gamle Elderin er her til at tage sig af dig." sagde hun trøstende og gav sig til at vugge Llyre roligt frem og tilbage.
   Kort tid efter slappede Llyre af og hendes vejtrækning var ikke længere anstrengt og smertende. Ena havde reddet hendes ben, hun vil kunne gå igen. Hun var taknemlig for både Ena og den gamle kone. De havde reddet hendes liv.
   Det var og blev en drøm, men der var noget ved den ubehagelige dreng, Galbraith, som blev ved med at nage hende.
   Der gik dog ikke længe, før hun sov i Elderins arme.