"Elderin! Hjælp mig, Elderin!" Soli stormede ind ad døren med Roviannas livløse legeme i sine arme. Hendes hoved daskede fra side til side, og armene hang slappe ned. Hendes tøj var indsmurt i blod, men hun trak stadig vejret i korte overfladiske gisp. Hendes ansigt var blegt og kold som månens lys. "Elderin! Så hjælp mig dog!"
   Elderin ildede til, og lagde hendes gamle rynkede hænder på Roviannas bryst. Forsigtigt åbnede hun Roviannas øjne og undersøgte dem. "Hun reagerer ikke, hun er på vej væk."
   Hurtigt skred Elderin over til ildstedet og satte den sorte gryde over. Hun tog en brændeknude og lagde den på de ulmende gløder. Med det samme fængede ilden og slikkede op af gryden.
   "Solinester, læg hende på bordet," beordrede den gamle kone og tog adskillige krukker ned fra hylden over essen.
   Soli lagde forsigtigt Rovianna på bordet. Han forsøgte at fjerne de blodige bylter af tøj, men han rystede for meget. "Elderin, vil du ikke nok redde hende?" tryglede Soli, og tårerne trillede ned af hans kinder. Han så på Rovianna og strøg det klistrede hår væk fra ansigtet. "Bliv her..." Det var ikke mere end en hvisken. Klumpen i halsen var alt for stort til, at han kunne forsætte. Han sank med stort besvær. "Undskyld, Rovianna. Hvis jeg ikke havde tvunget dig ud, var det her aldrig sket! Vågn nu op! Jeg kan ikke bære at miste dig, du er min bedste ven. Vil du ikke nok vågne?"
   Elderin fyldte en skål med dampende vand. "Hent noget af det kartede uld," sagde hun og fjernede de blodige laser. Soli kom tilbage med ulden, og gav den til Elderin, der gav sig til at rense sårene. Hun fandt en krukke fyldt med en tyk og klæbrig væske frem. En ram lugt spredte sig hurtigt i rummet, da Elderin smurte salven på sårene. Pludselig spændte Rovianna kroppen som en bue og skreg højt.
   "Hvad laver du?" råbte Soli. "Det er meningen du skal redde hende, ikke gøre smerterne stærkere!"
   "Solinester," sagde Elderin kærligt, men bestemt. "gå udenfor."
   Soli stirrede på hende i lang tid, og drejede til sidst rundt på stedet og forsvandt. Elderin fortsatte med at smøre sårene med salven. Rovianna trak vejret overfladisk og mere besværligt. Enkelte gange vågnede hun i kort tid, men forsvandt hurtigt ind i vildelse igen.
   Soli kom atter farende ind, skubbende Elderin til side og bøjede sig hulkende ned over Rovianna. "Bliv her," hviskede han. "Bliv her, kæmp imod. De må ikke tage dig endnu."
   Rovianna åbnede træt øjnene. "Soli, jeg kan ikke..." Hun lagde hovedet på hans arm. Et pludselig hosteanfald overmandede hende. Da hun lagde sig ned igen var Solis ærme indsmurt i blod. "Jeg kan ikke mere," sagde hun og lukkede øjnene.
   "Ti stille. Du skal ikke trætte dig med at tale."
   "Du bliver nødt til at høre det." Stemmen var knap hørlig. "Efter du havde sendt mig af sted... Kom til porten..." Hun gispede og hev efter vejret. Pludselig rejste hun sig lodret op, og kastede sig ned igen, medens hun vred sig og gispede efter luft, som en fisk på land.
   Soli greb ud efter hendes flagrende arme. Han ville hjælpe hende, men vidste ikke, hvad han skulle sige. Elderin kom til og hjalp med at berolige hende. Der gik en rum tid, hvor Rovianna var døset hen. Soli så at hun bevægede læberne uden der kom en lyd frem. Han lænede sig ind over hende og lagde øret til hendes mund.
   "Nej, gå væk, lad mig være." Rovianna forsøgte at skubbe ham væk, men hun kunne knap løfte armen en tomme.
   "Rovianna, det er mig, Soli," hviskede han ind i hendes øre. "Jeg vil bare hjælpe dig." Han tørrede øjnene med ærmet, men kunne stadig ikke se tydeligt. Han snøftede sagte. "Hvem snakker du med?"
   "En stor sort skygge." Hendes stemme skælvede og lød som om den kom fra den anden side. "... Drüegen..." stønnede hun og trak vejret en sidste gang.

Soli sad i lang tid og stirrede på Rovianna. Hans øjne var rødrandede og opsvulmede, og imellem sine hænder holdte han stadig Roviannas og aede dem med tommelfingrene. Hendes ansigt forandrede sig for øjnene af dem. Alle tegn på smerte forsvandt og en fredfyldthed lagde sig som en usynlig kappe over hende.
   Elderin lagde armen om Solis skuldre. Vredt slog han den væk, og rejste sig med et sæt, så skamlen væltede og vendte sig mod Llyre. Han pegede på hende med en dirrende finger. "Kan du se, hvad Drüegen er i stand til!" Hans stemme tordnede. "Alle der er imod ham. Alle der ikke gør som han vil have, bliver ryddet af vejen! Voksne, såvel som børn. Lad mig sige dig en ting." Han stred igennem rummet og hvæssede. "Du vil være en ridder? Du vil være som Dalyr? Er det her retfærdighed?" Han slog ud med armene og så sig omkring. "Vi må skille os af med Drüegen. Beskyt de svage, opretholde orden og sørg for retfærdighed – det er riddernes Kodeks. Er det bare tomme ord for dig? Du vil være ridder, men ikke gøre det der skal til! Hvad er det for en ridder?" Soli trak vejret heftigt og stirrede besat på Llyre, som sad lamslået i sengen. En del af det han havde sagt var sandt. En ridders vigtigste pligt var at beskytte landet og folket, hvilket oftest ville sige at slå ihjel. Men var hun klar til at gøre det for en hver pris?
   "Det Drüegen har gjort er utilgiveligt. Han må og skal straffes."
   "Soli, hør dig selv! Du er fuldstændig opslugt af hævntørst. Du ser ikke tingene klart."
   "Det er dig, som ikke ser tingene klart!" Brølede han tilbage.
   "Det vil ikke nytte noget at fjerne Drüegen, en anden vil bare tage over. Lige nu ved vi, hvem vi har med at gøre, men ikke hvis han bliver ryddet af vejen."
   De stirrede længe i tavshed på hinanden. Det var Elderin, der brød tavsheden. "Der foregår åbenbart noget bag min ryg," sagde hun en smule forvirret. "Det kan være I har lyst til at fortælle, hvad alt det med Drüegen og riddere handler om, så snart vi har vist Rovianna den sidste ære, og stedt hende til hvile."
   Både Llyre og Soli krympede sig. De havde begge været så ophidset, at de ikke havde taget sig af andre end dem selv.
   Elderin vaskede alt skidtet og blodet af Rovianna, så hun så nydelig ud. Forsigtigt lagde hun et tyndt linnedklæde over pigens ansigt og sendte en bøn til Pital, fortrøstning og lindringens Gud. Det var ikke første gang Elderin oplevede, at et af hende børn døde i hendes hænder. Men det gjorde lige ondt hver gang, forfærdelig ondt. "Jeres uoverensstemmelse kan vente til i morgen. Rovianna har fortjent bedre," sagde Elderin, hvorefter hun lagde en tørret blomst på brystet af Rovianna.

I de tidlige morgentimer ledte Elderin, fulgt af Soli og Bavre, begravelsesprocessionen ned mod floden. Regnen piskede og stak som issyle i deres hud. Floden var ved at gå over sine bredder. Aldrig har vejret opført sig så underligt som nu. I flere måneder har det regnet uafbrudt, og det var endda slud fra tid til anden. Selvom det snart var høsttid, var der ikke noget tilbage at høste.
   Bavre gik med et forbistret og sorgfyldt ansigt. Han var kommet tilbage i løbet af natten. Elderin fortalte, hvad der var sket og hvad Rovianna havde sagt inden hun udåndede. Uden et ord forlod han dem, og vandrede ud i mørket og regnen igen.
   Soli var fulgt efter ham ned til bredden, hvor Bavre kastede store sten langt ud i den frådende flod, medens han bandede af guderne. Soli satte sig, selv om det var mudret og regnen fossede ned. Imedens tårerne blandede sig med regnen, ønskede han kunne skubbe smerten fra sig på samme måde.
   Følget stoppede på en bakketop. Floden bugtede sig under dem. Elderin gik hen til de to unge voksne, der bar det indhyllede lig imellem dem. Endnu en gang takkede hun Guderne for tiden de havde haft sammen med Rovianna. Hun sendte også en bøn til Pital om lindring og fortrøstning til dem, som følte sorgen tynge. Derefter gav hun ordre til at kaste liget ud i bølgerne. Floden opslugte grådigt liget og førte det med sig.
   Ingen sagde noget på turen tilbage til Elderins hus. Flere af Drüegens folk stod på afstand og betragtede følget. Soli syntes at kunne høre latter fra deres hætters mørke skjul. Hadet mod dem voksede endnu mere, og han spekulerede som en gal over, hvordan han skulle få det gjort af med Drüegen.
   En stor gruppe spærrede vejen for følget. Anføreren trådte ud af skyggerne og stillede sig på en stor sten til højre. "Hvorfor det triste fjæs?" spurgte han skadefro. Ud af hættens mørke dansede flammerøde krøller, som slanger i vinden. "I ser ud som om nogen er døde." Han slog en gnækkende latter op og straks efter brølede hele gruppen af grin.
   Flere i følget trak deres våben og gjorde sig klar til kamp. Det ville være en ulige kamp. Drüegens folk var store, stærke og veltrænede mænd. Mange af dem var udstødte riddere, der havde brudt Kodeksen og deres loyalitet lå nu ved højeste bydende. Følget bestod derimod af unge, flere af dem børn og uden træning, og med sølle våben. Men de besad en hævntørst, som udlignede noget af forskellen.
   Straks stillede Elderin sig imellem dem, så den lille mand på stenene direkte i øjnene og sagde dæmpet. "Jeg har set de fleste af jer blive født, lad mig nu ikke se jer alle blive begravet i dag. Jeg husker især din fødsel, Rogh, den var meget vanskelig." Hun pegede på anføreren. "Hvordan går det med din moder?"
   "Hun er syg hele tiden, gamle!" Rogh hvæssede ordene som de talte om en krøbling. "Hun er svag. Alle kvinder er svage!" lo han og spyttede ned på jorden. "De dur kun til at arbejde for Madamme Techen," brølede han. Alle vidste Rogh besøgte Madamme Techens bordel ofte og var den egentlige grund til den store udskiftning af hendes piger.
   Elderin rystede på hovedet. "Du er ikke klar over, hvor stærk din moder er. Hun har trods alt udholdt dig i mange år." Denne gang var det Soli og de andre der grinede højt.
   "Ti, gamle kvinde!" råbte han. "Kom, lad os gå, det her er begyndt at kede mig," sagde han og forsvandt ind i gadernes labyrint.

"Jeg vidste det!" Soli hamrede hånden ind i stolpen ved døren i Elderins hus. "Selvfølgelig skulle Drüegen sende Rogh og hans folk for at håne os. Det var garanteret Rogh selv som gjorde det mod Rovianna og kom for at se frugten af hans arbejde."
   Bavre sad på skamlen ved siden af ildstedet og tyggede på noget nybagt brød. "Jeg ved ikke helt, Soli," begyndte han tøvende. "Men der var noget forkert ved, at de var der."
   "Ja, selvfølgelig!" prustede Soli. "De skulle have holdt sig langt væk og ikke overvære det. De havde ingen ret til at være dér."
   "Drüegen kontrollere hele underbyen. Hans folk har ret til at være, hvor de har lyst," svarede Bavre og fortsatte: "Men det var ikke det jeg mente. Det var som om de ikke vidste, hvad der skete. Hvem der var død ..."
   "Sludder, din idiot! De vidste udmærket, hvem der var død. Det er Rogh, Drüegens højre hånd, som står bag det, det er jeg sikker på," svarede han kort for hovedet.
   "Men de virkede overraskede over at se os der."
   "Hold nu op, det er jo indlysende, det var dem."
   "Nej, det er dig, der må holde op," brød Elderin ind. "Har du kun en tanke i hovedet? At Drüegen står bag det, selv om det lige såvel kunne være en anden."
   I det samme kom en ung pige stormende ind. Hun havde røde øjne og tårerne trillede stadig ned af kinderne.
   "Hvad er der i vejen, barn?" spurgte Elderin og tog pigen i favnen.
   "Du må hellere komme med," snøftede hun. "Det er familien Herves. De er blevet myrdet! Vi fandt dem i deres hus. Det ser ud til, at de er blevet stukket ned..."
   Elderin overlod pigen til Bavre, som fandt en skål frem og øste suppe op i den. Elderin vendte sig mod Soli og sagde dæmpet. "Bliv her." Men hendes øjne skød lyn.
   Lige da hun åbnede døren, kom en ung dreng løbende og standsede forpustet foran hende. "Elderin, det er Ania. Jeg fandt hende liggende i mudderet. Hun er død, stukket ned..." Bag sig kunne hun høre Soli mumle noget, men kun et ord var helt tydeligt. "Drüegen."

Familien Herves og Ania blev stedt til hvile næste dag. Det var få, som havde modet til at møde op. Mange gemte sig og var bange for, at Drüegen vil finde dem, og gøre dem til det næste offer.
   "Tre mord inden for kort tid. Han vil ikke helme, før al modstand mod ham er knust," sagde Soli til en af de fremmødte, som lyttede opmærksomt. "Drüegen har spioner over hele byen, så vi må være varsomme med, hvad vi foretager os."
   "Men hvad kan vi gøre?" spurgte den anden. Han var på alder med Soli, havde små strittende øjne og store tænder. Håret var langt, snavset og filtret. Han lignede mere et egern end en dreng. "Måske ved han allerede, hvor vi skjuler os," gispede drengen, og langsomt forsvandt farven fra hans ansigt.
   Soli lagde hånden på drengens skulder. "Han er ikke den eneste, der har spioner ude i gaderne. Jeg er i gang med at finde ud af, hvordan vi kommer af med Drüegen en gang for alle! Han skal straffes for det han har gjort."
   Drengen så på ham med store tårevædet øjne, medens han bed sig i underlæben. Hans hænder var knyttet foran brystkassen og dirrede en anelse. Lidt af farven vendte langsomt tilbage til hans ansigt. "Kan du virkelig finde en måde at klare ham på?" spurgte knøsen med beundring i stemmen.
   Soli rankede sig op med et lille smil på læberne og så sig om.
   "Nu skal han ikke lade noget stige ham til hovedet!" I det samme kom Elderin travende forbi og så olmt på dem begge. "Desuden er der ikke noget, der direkte tyder på, at Drüegen står bag alt det her."
   Solis skuldre faldt en smule. Hurtigt genvandt han fatningen og sagde. "Ikke noget der tyder på, at det er Drüegen, der står bag?" Han slog ud med armene og sukkede. "Alt tyder på, det er ham som er skyld i det hele. Hvem skulle det ellers være?"
   "Det kan ikke være ham." Elderin lød mindre sikker. "Nok er han hovmodig og dumdristig, men han er ikke dum. Det kan ikke være ham."
   "Hvorfor prøver du at beskytte ham?"
   "Jeg prøver ikke at beskytte Drüegen, men det er ikke ham som står bag det," sluttede hun og gik.