Det var langt over midnat og regnen piskede ned over byen Calunn. Røgen steg op fra de adskillige skorstene og lagde sig som et tykt tæppe omkring byen. Foråret havde vist sig at være usædvanlig kold. Det var som om vinteren ikke ville slippe sit tag og tunge, sorte skyer havde dækket for solen i mange måneder.
   De ellers menneskefyldte gader lå øde hen. Dog var der en lille spinkel skikkelse, som trodsede regnen og sneg sig fra døråbning til døråbning.
   En vægter kom trampende op ad gaden et stykke derfra. I hånden holdt han en stav, der var længere end han og på toppen var en kæde boltret fast. Der svingede en stor lanterne, som dog ikke gavnede meget i regnvejret. I bæltet dinglede en knippel faretruende frem og tilbage.
   Den spinkle skikkelse gled lydløs ind i en gyde og gemte sig i det altomsluttende mørke.
   "Elendigt møgvejr!" mumlede vægteren vredt og gav et ekstra hårdt slag med kniplen på klokken under lanternen. Han råbte med sin dybe gennemtrængende stemme. "Alt er vel!" og mumlede videre: "Vi er bare ved at drukne i alt det vand. Er guderne vrede på os?" Vægteren slentrede forbi uden at bemærke det mindste.
   Men der var andre, som holdt øje med den lille spinkle skikkelse. Gaderne var langt fra så tomme, som de gav udtryk for. Det var et farligt tidspunkt at være ude på, de svage og uforsigtige blev ofre for de stærke. Men skikkelsen var langt fra svag og øjnene i natten vidste det. De iagttog hende ikke for at udse hende som et bytte, men for at holde øje med hende. De begik ikke samme fejl to gange.
   Hun blev stående stille og lod vægteren passere. Hun ventede til hans fodtrin var svundet hen, før hun listede ud af gyden og fortsatte ned ad gaden. Llyre gik forsigtigt, fødderne der var viklet ind i flere lag af tøjstumper, var næsten lydløse mod de våde brosten.
   Hun gik over på den anden side af gaden for at undgå lysskæret fra et vindue, hvorfra der hørtes adskillige muntrer stemmer. Hun trak kappens hætte endnu længere ned over ansigtet, da hun passerede lysskæret og hastede videre. Ved et hjørne spejdede hun ned af en sidegade. Om natten blev vindebroen til væbnerskolen hævet og det blev umuligt at trænge ind. Voldgraven omkring væbnerskolen var både bred og dyb. Samtidig stod de høje tykke murer hele vejen rundt om, som en uigennemtrængelig skygge.
   Llyre sukkede og vendte sig rundt – det var umuligt at komme ind på væbnerskolen. Lige siden hun og Dalyr blev overrasket af mørkets ridder ved en skovkro for en håndfuld år siden, har hun klaret sig selv. Dalyr havde fortalt Llyre, at hun skulle tage til Calunn, hvis han døde. Det var ikke meget han fortalte hende om grunden hertil, for jo mindre Llyre vidste, jo mindre uinteressant ville de mørke riddere finde hende. Men hun skulle altid sørge for at have dolken ved sig – den kunne hjælpe hende i mange situationer.
   Ved et gadehjørne under en sydende og osende fakkel, sad en laset tigger. Trods kulden og regnen sad manden kun i nogle få klæder, der knapt dækkede kroppen. Hans højre arm og ben var vanskabte og havde nogle ægte udseende sår. Omkring øjnene havde han en forbinding.
   Pigen nærmede sig med lette trin tiggeren.
   "Almisse!" klynkede tiggeren med grødet stemme og holdt en lille træskål med få mønter frem. Tiggeren skulle til at sige noget mere, da Llyre trådte ind i lyscirklen. Han stoppede brat, satte skålen brutalt ned på de kolde sten, så et par mønter faldt ud af skålen.
   "Godaften tigger, du er da sent ude," sagde Llyre og gik over til ham.
   "Ja," sagde han og skyndte sig at samle mønterne op. "Der er ikke mange ude i aften. Du er den første, jeg har set i aften og nok også den eneste." Han så med en bekymret mine op på himlen.
   Pigen smilede for sig selv i hættens mørke. "Husk nu, du kan ikke se mig," hviskede hun og pegede på forbindingen omkring hans øjne og fortsatte. "og du kan derfor ikke se, hvem jeg er."
   Tiggerne krympede sig over sin fadæse.
   "Hvad er dit egentlige ærinde?" spurgte hun og lænede sig frem.
   Han pressede sig op mod muren og stammede. "Det... Det er... Men Drüegen vil... Llyre, du må forstå," svarede han og så sig om.
   Llyre rettede sig op, så på tiggeren og vidste, at der stadig blev holdt øje med dem. Med et drejede hun rundt og forsvandt atter ind i mørket. Hun smilede for sig selv og drejede om et hjørne. Regnen tog til i styrke og Llyre ilede igennem gaderne for at komme i tørvejr. Gaderne var nu fuldstændige øde. Selv vægterne havde endelig opgivet deres foretagne og søgt ly.
   Gennem regnens buldren mod tagene, hørte Llyre pludselig hastige skridt. Igennem regnsløret kunne hun skimte en skikkelse. Hun kendte stort set alle underverdens folk. De var ikke svære at skelne mellem dem og de almindelige, hvis man vel at mærke vidste, hvad man skulle se efter.
   Skikkelsen så ud til at kom nærmere.
   Llyre vendte sig hurtigt om og løb ned af en sidegade. Hun så sig tilbage og så, at skikkelsen stadig var lige bag hende. Det var bestemt ikke en af underverdenens folk. Rundt om den pulserede et mørkegrønt lys.
   Det var fuldstændigt mørkt i gyderne, men Llyre kendte dem ud og ind. Lidt længere fremme hang en fakkel og brændte. Den syede, spruttede og osede, men oplyste alligevel en del. Hun var kommet til torvet, der lå badet i lys fra de mange omkringhængende fakler, selvom skyggerne dansede lystigt. I midten var der placeret et imponerende springvand. To store ørne udhugget i granit stod med spredte vinger og vandet sprang ud af deres næb. Statuerne var godt otte mænd bred og mere end ti fod høj. Handelsfolkene boede i bygningerne omkring torvet og de fleste af Calunns bedre kroer befandt sig ligeledes her.
   Llyre løb tværs over torvet. Hendes skjulested lå i udkanten af de handlendes kvarter.
   Temperaturen faldt pludselig. Regnen forvandlede sig til sne og vandet, som fossede ud af statuerne frøs til is. Hendes tænder klaprede. Regnen havde gennemblødt hendes tøj og den pludselige kulde gjorde det helt stift. Hun stoppede op. Brostenene var spejlglatte og faklernes flammer spejlede sig i overfladen af is. Snefnuggene var store og faldt tæt. På et øjeblik var hele torvet dækket af et tyndt hvidt lag. En efter en gik faklerne ud, indtil kun den nærmest Llyre stadig brændte.
   "Hvad er det der sker?" tænkte hun. "Det burde være sommer nu og... Sne?"
   Dæmpede fodtrin lød bag hende. Sneen knirkede under vægten. Hun fløj rundt og så skikkelsen komme nærmere. Den trådte ind i lyscirklen og stoppede få skridt fra Llyre. Det var en usædvanlig køn ung dreng. Han lignede en dreng på 14 år, men samtidig var der en aura omkring ham, som fik ham til at virke meget ældre. Han var slank, så velnæret ud og var ganske høj af sin alder. Ansigtet var enestående harmonisk. Det var indrammet af høje kindben, med en lille næse i mellem og en underfundig spids mund. Men det mest bemærkelsesværdige ved ham, var de dybe, grønne øjne, som nærmest gnistrede af livskraft! Det så ud som om, der var en usynlig hinde omkring ham. Llyre var næsten helt dækket af sne, men drengen var aldeles uberørt.
   "Hvem er du?" spurgte han og bemærkede ikke det pludselige vejrskifte. Llyre stirrede på ham. Hendes tænder klaprede, læberne havde antaget en let lilla farve, det samme med hænderne. Drengen trådte et skridt nærmere. "Jeg hedder Galbraith." Sagde han og smilede. Vinden hylede og fik sneen til at fyge. Luften var bidende kold og Llyre kunne ikke længere mærke sine fødder. "Hvem er du?" spurgte han igen.
   "Hvorfor vil du vide det?" hvislede Llyre.
   Drengen trak på skulderne og gik rundt om hende. "Jeg leder efter en på din alder. Det kunne jo være det var dig." Han stoppede op og så på hende. Hans blik var gennemtrængende og Llyre følte det som om, han så lige igennem hendes ydre og ind i sjælen. Hun trådte tilbage og stirrede på ham med et vagtsomt blik. Hendes ene hånd for ind under de mange lag, efterhånden stivfrossent, tøj og greb om en dolk. En ganske almindelig dolk, bortset fra et billede af en gylden drage indgraveret på siden af bladet.
   "Hvorfor leder du efter en på min alder?" Llyre strammede grebet om dolken og ønskede bare at komme væk derfra og i tørvejr.
   Drengen smilede uskyldigt. "Min fyrstindes søster omkom i en tragisk ulykke på søen år tilbage. Hendes mand og hende selv blev fundet druknet, men der var intet spor af deres datter. Hun vil i dag være på din alder og min fyrstinde har aldrig opgivet håbet om at finde hende i live."
   Llyre var ikke i tvivl om, at drengen løj. Hun spejdede rundt, men der var ingen andre i nærheden. "Jeg er ikke den, du leder efter," svarede hun og gjorde mine til at gå. Hun nåede at vende sig halvt, før Galbraith greb hårdt fat i hende. Han drejede hende rundt og stirrede dybt ind i hendes øjne. "Du skal bare sige, hvad du hedder. Det er det hele. Er det for meget at forlange for at gøre min fyrstinde glad igen?" spurgte han bedrøveligt.
   Llyre så på ham et øjeblik. "Slip mig," hvislede hun iskoldt, selvom hun var bange.
   Galbraith øjne gnistrede og der var en snert af galskab i dem. "Svar mig, pige!" råbte han. Hun forsøgte at skubbe hans arm væk og vriste sig ud af hans greb. Men han strammede i stedet grebet, så neglene næsten skar sig igennem tøjet og ind i kødet.
   Llyre sank ned i knæ og skreg. "Slip mig! Det gør ondt."
   "Fortæl mig dit navn!"
   "Hvorfor?" spurgte hun fortvivlet.
   "Fortæl!" råbte han, så det gav genlyd i gaderne.
   Den tynde hinde, som pulserede omkring ham, skiftede farve og blev næsten hel sort. Llyre følte hendes hals snøre sig sammen og det blev umuligt for hende at trække vejret. Skriget blev kvalt i halsen. Aldrig før havde hun følt sådan en angst. Med et tog hun sin dolk og stak ud efter Galbraiths ansigt.
   Det kom fuldstændigt bag på ham. Han slap taget i Llyre, som greb chancen, vendte sig om og stak af. Straks lettede den tåge, som havde lagt sig over hendes sind og paralyseret hende. Galbraith råbte og gestikulerede, men gjorde ikke mine til at følge efter hende.
   Hun løb igennem gaderne, flere gange i cirkler for at være sikker på, at han var tabt bag hende. Endelig efter mange omveje og alternative genveje, kom hun til sit skjulested.
   Sneen var atter slået over i regn, men det var stadig koldt. Llyre frøs helt ind til marven og havde ikke noget til at varme sig med. Hendes tøj var gennemblødt og hun kunne mærke, at hun allerede var godt på vej til at blive syg.

Da hun vågnede sent næste dag, havde hun fået en slem hoste og en stikkende smerte i siden. Hun rystede af kulde. Tøjet var stadig vådt og det regnede endnu udenfor. Et hosteanfald overmandede hende. Llyre knækkede sammen, det smertede i hele hendes krop. Hun hev efter vejret, da det endelig var overstået. Langsomt halede hun sig op, da alt omkring hende pludselig begyndte at snurre rundt hurtigere og hurtigere. Til sidst blev det hele sløret og det sortnede for hende.
   Det var mørkt udenfor, da hun vågnede igen. Forsigtigt rørte hun på sig. Hendes hoved, hele hendes krop værkede og hun havde svært ved at trække vejret. Det ene øjeblik svedte hun, som befandt hun sig midt i en vulkan, det næste frøs hun, så hele kroppen rystede.
   Drømme og virkelighed blev blandet sammen. Hun svævede mellem dem og kunne ikke skelne dem fra hinanden.

"Llyre! Llyre, se her!"
   Llyre gabte og strakte sig. Det var et af hendes første minder. Hun lå i det bløde græs, der duftede så dejligt. Hun missede lidt med øjnene mod den skarpe formiddags sol. Hun havde leget i det høje græs, fulgt en hares spor, spist de tidlige skovjordbær og prøvet at fange fiskene i bækken, indtil hun til sidst var trillet rundt og døset hen.
   "Dalyr, hvor er du?" hun rejste sig og så rundt.
   "Her Llyre! Nede ved bækken," svarede han. Lige over det høje græs sås hans hoved og vinkende hænder.
   Llyre smilede og ilede derover.
   Dalyr stod midt ude i bækken og holdt noget i hænderne, som han kæmpede med.
   "Har du fanget en fisk?" hvinede Llyre glad.
   Dalyr satte en stolt mine op. "Vi trængte til at få noget andet end harer og så kom den her fyr svømmende forbi ..." Han holdte den op mod Llyre, der stod ved skrænten, som et sejrstrofæ. Hun klappede med de små hænder og dansede rundt om sig selv.
   Pludselig gav fisken et ordentligt spjæt med halen og slap ud af Dalyrs hænder.
   Begge skreg. Dalyr hoppede med strakte arme efter fisken og fik vandet til at plaske helt op på Llyre.
   "Dalyr, skynd dig, den er der ovre!"
   "Den kommer hen til dig, skynd dig at springe i og fang den!" grinede Dalyr og kæmpede sig igennem det knæhøje vand.
   Llyre tog tilløb og sprang ned i vandet.

Lige inden hun ramte vandoverfladen, hørte hun en bag sig råbe "NEJ!" og alt blev sort.