Rovianna traskede duknakket af sted gennem regnen, og gaderne var et stort pløre af mudder og vandpytter. Nordenporten stod endnu åben. Selvom det var dunkelt hele dagen, varede det endnu længe før porten ville blive lukket for natten. Bag bymuren bugtede bakkerne bugtede sig og ikke langt fra nordenporten blev vejen skjult bag en høj. Calunn var oprindeligt en fæstning, bygget på en høj, som et strategisk værn mod de fredløse, der hærgede området mange år tidligere.
   År 287 i den anden tidsalder ledte en Ebisk lensgreve, Cirthus, en gruppe riddere for at bekæmpe de fredløse, som fra tid til anden sejlede fra de mindre øer over vandene til fastlandet og hærgede de forsvarsløse gårde. Men de fredløse var hurtige. Inden lensgreven Cirthus og hans mænd ankom, var de fredløse flygtet. Han opførte derfor fæstningen for at beskytte de tæt ved beliggende gårde. Siden da er den vokset fra at være en borg med få mennesker til at være en storby med flere tusinde. Byen fungerede nu som den Ebiske kongefamilies citadel. Bymuren blev bygget for godt 200 år siden, men byen havde hurtigt udvidet sig ud over den.
   En enlig rytter galoperede forbi og mudder sprøjtede op i ansigtet på Rovianna. Han ikke så meget som så sig tilbage. Hun bandede og samlede en sten op, kastede den efter rytteren og ramte ham i ryggen.
   Rytteren hev så hårdt i tøjlerne, at hesten stejlede og hovene kurrede i mudret. Rytteren drejede dyret brat rundt og satte i hurtigt trav tilbage mod Rovianna. Hun skyndte sig at løbe. Rytterens silkevams var mørke blå, ved ærmerne og halskraven var en kraftig sølvkant, mens han havde et billede af en tyr på sit skjold. En af kongefamiliens kurrer. Kongefamilien i Ebis og deres stab blev nærmest behandlet som guder. Der var strenge straffe for at krænke deres ære eller tale ilde om dem.
   Rovianna løb alt, hvad hun havde lært. Hvis han fangede hende ville hun uden tvivl blive smidt i fangekælderen og senere hængt. Krattet dækkede bakkerne og gjorde det besværligt at løbe. Hurtigt kastede hun sig ned og skjulte sig under det. Kureren tordnede mod hende. Hun krøb sig helt sammen og holdt vejret. Han var på vej op af bakken. Nu få meter fra hende. Hun udstødte et lille gisp, da hestens lange muskuløse ben hamrede ned foran hende, men den stoppede ikke op. Rytteren standsede på toppen af bakken, skærmede med sin behandskede hånd for regnen og spejdede rundt.
   Han trak sit sværd og gav sig til at stikke ned i krattet. Meter for meter kom han igen tættere på Rovianna. Flygtede hun, ville han opdage hende, men det samme ville han, hvis hun blev.
   I det samme gjaldrede portvagtens stemme. Byporten ville blive lukket for natten. Ridderen bandede, stak sværdet i skeden og red tilbage til byen. Rovianna åndede lettet op. Først da porten blev lukket og hun hørte den blive forsvarligt låst, rejste hun sig forsigtigt op.
   På brystværnet, som var godt to mand høj, bevægede der sig utydelige skygger. Det varede dog ikke længe før vagtstuen blev oplyst, og alle skyggerne forsvandt fra deres post. Bryske stemmer brød ud i sang og latteren spredte sig i natten.
   Hun satte kurs mod området et stykke væk fra Calunn, hvor Soli satte snarerne. Selvom det var tidligt på aften var det svært at se en hånd for sig. Flere gange var Rovianna ved at snuble i krattet eller glide i mudderet. Hvad hun imidlertid ikke så, var en skikkelse snige sig ned af brystværnet og luske langs muren.

Hun standsede brat op. Lyttede endnu en gang. Længere fremme var der folk som talte med hinanden. Rovianna bøjede sig forover og sneg sig længere frem. Hun var endelig kommet til området. Vinden førte stemmerne med sig, og hun listede sig forsigtigt nærmere. Så der er nogen der ødelægger vores snarere? Tænkte hun.
   Stemmerne kom omme bag en bakke. Forsigtigt begyndte hun at klatre og nærmede sig hurtigt toppen. Bag bakken så hun fire-fem personer, stå i lyset af en sydende fakkel og tale sammen. Den ene var bøjet over noget i jorden.
   Rovianna sneg sig lidt tættere på. Vores snare!
   Den ene af dem, en lettere fed person snappede snaren ud af hænderne på den anden og smed den på jorden.
   Pludselig forsvandt jorden under Rovianna og hun kurrede ned af bakken og landede lige ved siden af gruppen. Da så hun i lyset af faklen, hvem de var. ”Drüegen?!” Gispede hun.
   Den fedladne mandsperson stirrede forbavset på hende. ”Dig!” Hvislede han. ”Grib hende!” Hans sparsomme hår lå fedtet ind mod hans runde ansigt og de små rotteøjne lynede. Hans majestætiskagtige røde kåbe var gennemblødt, og den ellers så fine hermelin pelskant var mudret til.
   Alle stirrede overrasket på hende og hun på dem. Lynhurtigt fattede hun sig, sprang op og vendte rundt. En langbenet senet mand satte efter hende, men da Rovianna nåede toppen havde hun et godt forspring til den allerede forpustede mand. Hun spænede ned af bakken, med kurs mod byen. Bag hende ebbede de hidsige stamp ud.
   Hjertet hamrede i hendes brystkasse. Selveste Drüegen var på sporet af dem! Hun stoppede forpustet op ved muren og lænede sig op ad den.
   Pludselig kom en skikkelse springende og væltede hende omkuld. Hun landede hårdt på jorden med skikkelsen oven på sig. Dens ansigt var skjult i hætten, som var trukket helt ned. Hun skreg, men alle lyde blev overdøvet af regnens buldren mod muren. Skikkelsen var ikke særlig stor, men uhyggelig stærk.
   Alligevel lykkedes det Rovianna at få vristet hendes ene arm fri. Hun sendte en syngende lussing af sted. Skikkelsen tumlede om, og hun skyndte sig hurtigt at rejse sig op og løbe.
   Langsomt rejste skikkelsen sig og ud af kappen fremdrog den en lang, blodrød kniv. Et smil krusede hans læber, alt i medens han satte efter hende.
   Rovianna løb alt, hvad hun kunne. Over hende lød der en susen, som skulle det til at blæse op, men der kom ingen vind.
   For sent opdagede hun skikkelsen foran sig. Hvordan? Nåede hun at tænke, før han greb fat i hende, drejede hende rundt og stak hende flere gange i ryggen med kniven. Rovianna sank sammen uden en lyd. Han gav sig til at undersøge sit offer, mere og mere panisk før han til sidst udstødte et højt gennemtrængende vredt skrig.