Elderin havde sendt Bavre og nogle andre ud for at lede efter Soli. Efter deres skænderi var han forsvundet, og ingen havde siden set noget til ham. Den gamle kone var bekymret for, hvad Soli kunne finde på.
   Hytten summede af aktivitet og småsludrer i krogene. Elderin udstedte ordrer og dirigerede kaoset med overblik. Mange af børnene og de unge havde søgt tilflugt hos Elderin. Efter morderne på familien Herves, Ania og nu Rovianna var der ingen, som følte sig sikker for Tyvekongen og hans slæng. Solis ord havde spredt sig som en løbeild, og alle ventede på at Drüegen hvert et øjeblik ville dukke op. Hun forsøgte at berolige de skræmte og forsikre dem om, at det ikke kunne passe at Tyvekongen stod bag dette. Men hendes ord kunne ikke trænge ind til deres skræmte sjæle. Det virkede dog til, at Drüegen havde en særegen respekt for den gamle kvinde og hendes enemærker. Han havde aldrig bevæget sig ind på hendes område, med mindre det var med fredelige intentioner.
   Elderin satte sig tungt på skamlen ved siden af Llyres seng. I hænderne holdte hun en skål med dampende grød. "Her, mit barn. Du må også hellere få lidt at spise."
   Bag den gamle kone, forstummede snakken efterhånden som de ældre børn fik øst grøden op og delt rundt. Børnene slog sig ned, hvor der var plads. Nogle af de mere heldige - og ældre - sad foran ildstedet, mens enkelte af de mindre var trængt ud i krogene. Overalt hvor man så hen var der ansigter, som kiggede tilbage.
   "Jeg er ked af, hvad der er sket med familien Herves, Ania og Rovianna," sagde Llyre.
   "Tak." Elderin tog hendes hånd. "De var gode mennesker, alle sammen. Familien Herves havde tvillingepiger på din alder, og en søn på syv. Og Ania, lille Ania. Hun havde en engels stemme. På Trino-markedet tidligere i år, sang hun foran hundrede af mennesker. De var tryllebundne. Man kunne se det i deres ansigter, alle deres sorger forsvandt og de oplevede et glimt af fred. Aldrig har jeg hørt så stort et bifald." Elderin snøftede. "Rovianna … Det gør ondt at tænke på dem, men de er et bedre sted hos Pital."
   Llyre nikkede, men vidste ikke hvad hun skulle sige.
   Elderin rejste sig igen og gik tilbage til arbejdet. Børnene var så småt færdige med at spise morgenmad, og flere var allerede gået ud i byen. Drüegen ville aldrig gøre dem noget i fuld dagslys. Der ville være for mange vidner, og byens soldater patruljelerede gaderne og stod vagt ved hvert et hjørne. Til sidst var der kun Elderin og Llyre tilbage.
   "Hvordan går det med dit ben?" spurgte Elderin, mens hun vaskede skålene af.
   "Det går meget bedre," sagde Llyre og bevægede ivrigt foden.
   "Lad os prøve at se om du kan støtte på den." Elderin tog fat i Llyre spinkle arm og hjalp hende med at sidde op i sengen. Llyre slængede først det ene ben ud over kanten og stillede sig på det. Forsigtigt flyttede hun vægten over på det helede ben, og ventede hvert et øjeblik på, at smerten skulle skyde sig op igennem benet. Men det kom aldrig. Llyre smilede og gik rundt. Benet var lidt stift i det, men smerter var der ingen af.
   "Det har Ena klaret godt," sagde Elderin stolt.
   "Ja," svarede Llyre. "Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde skal takke jer! I har gjort så meget for mig, og jeg kan ikke komme til at betale det tilbage."
   "Du kan blive hos os. Det er tak nok."
   Llyre ilede gennem rummet og slog armene om den gamle kvindes krop. Hun forsvandt næsten i Elderins favntag. Det var længe siden Llyre havde følt sig så lykkelig.

Om aften strømmede børnene atter til og fyldte hurtigt hytten op. Men Bavre og hans gruppe var stadig intetsteds at se.
   Efterhånden faldt børnene til ro, og der gik ikke lang tid før de fleste sov. Nogle af de yngste sad foran pejsen og talte dæmpet sammen, mens andre som efterhånden var gammel nok til selv at klare sig, var lusket op på loftet.
   "Vil du fortælle, hvad det med Drüegen og riddere handlede om?" spurgte Elderin Llyre, da alle sov fredeligt.
   Llyre satte sig op. En smule ilde til mode, og mindes hendes skænderi med Soli, straks efter Rovianna var død.
   "Soli er overbevist om det er Drüegen, som står bag morderne. Han vil have det tilbage som blev taget fra ham og hævn over Rovianna. Han vil rydde Drüegen af vejen, og Soli vil have jeg skal hjælpe ham," hviskede Llyre.
   "Jeg kan godt forstå Soli. Han har ikke haft det let." Elderin rejste sig og lagde en knude af det sparsomme træ på ilden. Det var efterhånden svært at finde tørt træ og endnu sværere at holde det tørt. "Men …" Hun stoppede op og vendte sig mod Llyre. "Hvorfor vil han have dig til at hjælpe sig?"
   "For så vil han hjælpe mig." Llyres stemme var knap hørlig. Hun stirrede ned i tæppet, og knugede hænderne.
   "Hjælpe dig med hvad?" udfrittede Elderin.
   "Med at blive ridder."
   Der blev fuldkommen stille, bortset fra regnens evige trommen mod taget. Den gamle kone blev nødt til at sætte sig. "Med at blive hvad?"
   "Jeg vil være ridder. Det er det jeg er skabt til."
   "Det kan du ikke mene," svarede Elderin. "Der har aldrig været kvindelige ridder i Ebis. Det er en mands arbejde. Du vil aldrig blive optaget på væbnerskolen, de vil opdage at du er en pige med det samme."
   "Det sagde Soli også," sukkede Llyre.
   "Og han havde ret."
   "Hvorfor er det dét? Dalyr fortalte om kvindelige riddere i Eldron. Er der så stor forskel, når man krydser grænserne mellem Ebis og Eldron?"
   "Jeg har hørt om disse "riddere" i Eldron, men det er ikke naturligt. Kvinder er ikke skabt til at blive riddere," slog Elderin fast og gjorde mine til at rejse sig.
   "Det er muligt de ikke er skabt til det, men jeg ved jeg kan blive det, hvis jeg får lidt hjælp." Llyres øjne lynede og hendes stemme dirrede af harme.
   "Du mener det virkelig," sagde Elderin overrasket og satte sig igen tungt på skamlen. Hun lød ikke længere så modvillig. "Hvorfor tager du så ikke til Gländenstad i stedet? Dér kan du nemt blive optaget i deres Orden."
   "Det kan jeg bare ikke. Det er ikke til at forklare for jeg er ikke selv klar over det. Men Dalyr fortalte jeg skulle tage til Calunn, og jeg kan mærke at det er det rigtige at gøre. Der er noget eller nogen her i byen, som jeg skal finde."
   Elderin nikkede tøvende og lod ordene bundfælde sig.
   "Er du klar over, hvor meget det kræver af dig? Du kan ikke bare valse ind i borggården og skrive dig op. Det kræver at du har arbejdet som page hos en fyrstelig familie i nogle år. Du skal desuden komme fra en rig familie for at købe dig en plads - og det er dyrt. Jeg ved du ikke kommer fra en adelig familie så, hvordan vil du skaffe alle de penge? Du skal også skaffe penge til nye vamse, våben, harnisk og bøger. Sig mig, kan du overhoved læse og skrive?"
   Llyre trak lidt på skuldrene. "Lidt," begyndte hun. "Dalyr nåede at lære mig at læse, men det ser værre ud med at skrive," indrømmede Llyre brødebetynget.
   Elderin himlede med øjnene. "Selvom du blev optaget, hvordan vil du så skjule at du er en pige? Det kan du ikke."
   "Det skal Soli hjælpe mig med."
   "Hvordan, Llyre? Det kan han ikke. Det ender galt." Elderin rejste sig, vandrede over og satte slåen for døren.
   Llyres øjne brændte. Hun lagde sig ned med ryggen til den gamle kone, og lukkede øjnene for de tårer, som pressede sig på. Pludselig mærkede hun en varm hånd på sin skulder.
   "Du har vel ikke tænkt dig at lægge dig til at sove endnu?"
   Llyre vendte sig og så Elderin sidde med en bog i hånden.
   "Du må hellere komme i gang med det samme. Vi har nogle måneder at løbe på endnu. Det er først til foråret de optager nye væbneraspiranter," sagde Elderin og smilede.
   Denne gang kunne Llyre ikke holde tårerne tilbage, men det gjorde ikke noget.

Fra da af stod Llyre op samtidig med Elderin, og hjalp hende med at lave morgenmad til de mange børn. I løbet af de næste par dage, kom der flere og søgte tilflugt. Selv loftrummet og alle mulige tænkelige steder blev taget i brug. Det var noget nær umuligt at gå rundt uden at træde på en legemsdel. Men hverken Bavre eller Soli var endnu vendt tilbage.
   "Llyre, vil du hente det sidste kød?" spurgte Elderin. Maden var ved at slippe op, og ingen af de andre turde tage ud og tilse snarerne.
   Llyre nikkede og sprang op af stigen til loftrummet. Det var befriende at kunne bevæge sig frit igen, og hun havde stadig ingen smerter i benet. Hun hægtede det sidste kød af krogen og tog det med ned. Elderin stod som sædvanlig og rørte i gryden, så Llyre gav sig til at skære kødet ud.
   Den gamle kone tog sig til skulderen og masserede den en anelse, mens hun vendte sig om mod Llyre. "Hvad laver du?"
   "Skærer kødet ud," svarede Llyre overrasket og stoppede straks. "Var det ikke meningen?"
   "Jo, men du skal ikke bruge den kniv," sagde Elderin og pegede på Llyres kniv. "Du kender åbenbart ikke dens sande værdi. Det er et antikt artefakt, du står med i hænderne. Ved du, hvor Dalyr har fået det fra?"
   Llyre rystede på hovedet.
   "Den er ikke beregnet til at skære kød. Jeg har set det symbol før, men hvor?" mumlede Elderin mest for sig selv. "Nå, lige meget. Brug den her i stedet for," sagde Elderin og rakte Llyre hendes egen skærekniv. "Når du er færdig, kan du tage den sorte bog i reolen derover og give dig til at læse i den. Det er vigtigt du kender til Lyderias historie."

Lyderias historie - Anden Gudekrig

Vi skriver år 213 - Den anden tidsalder. Dette er redegørelsen om Anden Gudekrig mellem Caladhire, lysets Gud og Narcissa, Mørkets Gudinde. Jeg, Palinés historiker Ademeus Philleros, har nedfældet de overlevne ridders beretning om slaget ved Gländenstad.

De kom snigende som skygger om natten. Narcissa havde krydset grænserne mellem vore verdner, som hendes børn havde gjort et tusinde år tidligere. Men denne gang havde vi ikke en mægtig magiker som Erthys i blandt os.

Fra Thioth i nord strømmede de mørke ridder mod Gländenstad. Fra Tolcan i øst krydsede barbarerne havet. Fra Rïthatdell, øen langt mod syd kom lejesoldaterne sejlende og gik i land i Varri og angreb Gländenstad fra syd.
   Vores eneste håb lå hos ridderne. En alliance mellem Eldron, Ebis og Saesinien mødte mørkets horder på sletten ved Gländenstad. Over et hundredetusinde riddere samlede sig på sletten, klar til forsvare Gländenstads porte. De Eldronske riddere i deres sølvskinnende rustninger og med jordfarvede faner, sad på deres stolte gangere. De Ebiske riddere derimod, iklædt ringbrynjer over deres lædertunika og med drabeligt udseende våben kæmpede til fods. Nogle var bevæbnet med økser, sværd eller morgenstjerne, mens andre stod med den imponerende og særegen Ebiske hellebard. Saesinien sendte deres berømte og berygtede bueskyttere og magikere. Deres bueskyttere var næsten lige så gode som elverne, mens magikerne var nogle af de bedst bevandrede i magiens univers.

Som en hammer mod en ambolt ramlede Narcissas styrker og vores sammen. Men Gländenstads porte stod stand. Pludselig blev himlen skjult af et tæt mørke. Tusinde af sorte, grønne og røde drager kom flyvende og paralyserede vores ridderne med deres magiske dragefrygt. De røde drager hærgede byen med deres flammeånde, mens de grønne udspyede deres frostånde og dræbte tusinde. Men værst var de sorte drager. Deres enorme størrelse, vildskab og vrede gjorde det umuligt for noget menneske at overvinde dem. De dræbte flere af Gländenstads riddere end noget andet. Men Caladhire var forberedt på dette. Han sendte bud efter dragen Apherael og hendes hær af gyldne og sølvfarvede drager. De bedste Eldronske riddere blev forfremmet til drageriddere og sammen med Apheraels hær kæmpede de mod mørkes drager.
   Caladhire havde mødt Apherael, mens han endnu gik iblandt menneskerne. Alle drager havde evnen til at forvandle sig til mennesker, og Apherael var den smukkeste der nogensinde havde været. Han forelskede sig straks i hende, men det viste sig at ende tragisk. Da mørkets horder endnu en gang angreb Gländenstad, svarede Caladhire igen. Han sendte elitestyrken af drageryttere af sted mod fjenden, med Apherael i spidsen. Hans sidste ord til hende var; Mit hjerte tilhører dig. Det rygtes, at hun stod stand mod fem sorte drager, mens indbyggerne i Gländenstad flygtede.

Caladhire vandt en dyrekøbt sejr. Apherael vendte aldrig tilbage og alle på nær nogle tusinde riddere var døde. Narcissa måtte fortrække sig til Gudernes verden igen. De overlevende drager forsvandt og drageordenen uddøde. Caladhire var i dyb sorg over tabet af hans elskede, intet kunne fylde den plads Apherael havde i hans hjerte.
   Llyre lukkede bogen, resten måtte vente til senere. Hun gabte, kløede de allerede trætte øjne og hvilede hovedet i hænderne. Det var hårdt at koncentrere sig om at læse, og historie havde aldrig været noget for hende.

Døren åbnede, og Elderin trådte ind med lyset fra solopgangen i ryggen. I favnen havde hun en stor kurv med kun få brændestykker i. "Det er det sidste træ vi har," sukkede hun og stillede kurven ved siden af ildstedet. "Jeg må hellere ud og se om det er muligt at opstøve noget tørt træ." Hun gik tilbage mod døren. Men alle vidste, at det ikke var brænde hun var på udkig efter. Soli og Bavre havde efterhånden været væk i lang tid, lang tid nok til at gøre Elderin meget bekymret.
   "Hør Elderin," begyndte Llyre. "Hvad med om jeg gik ud og ledte efter noget træ? Jeg kunne også tilse snarerne, hvis du ved, hvor de er placeret. Der er ikke mere kød på loftet, og vi har stort set ikke noget mad."
   Elderin rystede på hovedet. "Kun Soli, Bavre og hans gruppe ved hvor snarerne er. Men du har ret. Vi har brug for at få vores forsyninger fyldt op. Vil du tage den pung, som er i krukken øverst på hylden derover?" spurgte Elderin.
   Llyre strakte sig og blev nødt til at stå på tåspidserne for at nå krukken. Inde i den var pungen, og da hun tog den op lød der en klingen af mønter mod hinanden. Hun kastede den over til Elderin, som behændigt greb den. Llyre havde i løbet af de sidste dage opdaget, at nok så Elderin skrøbelig ud, men hun var langt fra svag. Den gamle kone hældte mønterne ud i håndfladen og talte dem. "... 6, 7 og 8. Det kan der da blive lidt for. Men pengene var nu beregnet til vinter," sukkede hun og hældte dem tilbage igen. "Jeg går ned på markedet og handler ind. I medens kan du se om du kan finde noget tørt træ, men jeg er bange for at du bliver nødt til at begive dig udenfor byen for at finde det."
   Llyre nikkede. Hun var ikke så bekymret som mange af de andre børn. Elderin virkede sikker i sin sag, Drüegen kunne ikke stod bag det. Desuden tvivlede hun også på, hvorvidt Tyvekongen egentlig kendte hende, så hun kunne vel ikke være i fare.