Vandet sprøjtede op, da pigen løb igennem vandpytten. Hun hev efter vejret, og hjertet hamrede af udmattelse og frygt. Hun var fuldstændig indsmurt i mudder. Flere gange var hun faldet, men havde kæmpet sig på benene igen.
   En skærende lyd af metal mod sten lød bag hende. Hun så sig tilbage med skinnende øjne. Tårer løb ned af kinderne på hende og blandede sig med regnen. I mørket kunne hun se gnister og en sær grøn ulmende farve. For sent opdagede hun et hul i vejen, vred om på foden og faldt så lang hun var. Luften var slået ud af hende, og det blødte fra et sted i panden. Hendes blik blev sløret og regnen blændede hende næsten fuldstændig.
   Ud af mørket trådte en skikkelse. Men det eneste pigen så var den lange kniv med det blodrøde blad med mystiske tegn indgraveret. Skikkelsen trak kniven hen af stenmuren og gnisterne føg til alle sider.
   Hun åbnede munden for at skrige, men det var et lydløst skrig. Panisk forsøgte hun at rejse sig, og faldt om igen. Foden kunne ikke støttes på. I stedet prøvede hun at kravle væk, men den megen regn gjorde stenene og jorden glat.
   Skikkelsen hamrede den ene fod i ryggen på hende. Pigen knækkede sammen og hulkede. Et lille hul i skydækket fik måneskinnet til at reflektere sig i bladet på kniven, da den skar sig igennem luften. Et ondskabsfuldt smil krusede skikkelsens læber.
   Brostenene blev farvet røde af det rindende blod, som regnen forsøgte at skylle væk. Skikkelsen bøjede sig forover og undersøgte liget. Fingrene fumlede mere og mere panisk efter noget. Til sidst opgav morderen sit foretagen, rettede sig op i sin fulde højde og udstødte et langtrukkent skrig. Skriget var gennemtrængende og skingert, som en ørns skrig. Til sidst ebbede skriget ud, skikkelsen sank en anelse sammen og gik derfra igen. Det varede ikke længe før mørket omsluttede skikkelsen og pigen lå alene tilbage.