De er den sidste vogter," stemmen gav genklang.
   "Den sidste vogter."
   "Husk altid det, kære prinsesse."
   "De er den sidste vogter."

Stemmen døde hen, i det den første solstråle viste sig på himlen.

Jeg vågnede med et sæt og så mig omkring. Hvordan var jeg havnet i denne underjordiske grotte? Jeg kunne høre vand, der løb et sted langt væk. Var det et vandfald? Nu kunne jeg høre fodtrin, der kom hen imod mig. Jeg lukkede mine øjne halvt i, så det så ud som om jeg sov. Det var en høj person, men jeg kunne ikke se, om det var en mand eller kvinde.
   Personen, kom helt hen til mig og knælede ned ved min side. Jeg mærkede at en finger, skilte mine læber ad. Jeg turde ikke røre mig. Lige pludselig, kunne jeg mærke, noget koldt, det var vand. Personen gav mig noget at drikke. Jeg åbnede mine øjne helt nu, og så op i en mands ansigt. Han havde klare blå øjne, som himlen på en dejlig varm sommer dag.
   "Hvor er jeg?" spurgte jeg. Manden svarede ikke, men pegede på min venstre arm. Jeg prøvede at bevæge den, men kunne ikke. Først nu kunne jeg mærke smerten. "Hvad er der sket?" spurgte jeg. Manden svarede stadig ikke med ord, men pegede op. Jeg fulgte hans finger med mine øjne, og så et hul i det man kan kalde loftet. Når man lå ned, så det ud til at der var langt der op.
   Jeg prøvede at rejse mig op, men manden holdt mig blidt tilbage. Jeg orkede ikke at gøre modstand, så jeg blev liggende. "Er jeg faldet ned, der oppe fra?" spurgte jeg, men regnede ikke med at få et svar fra manden. Derfor pegede jeg på mig selv og derefter op mod hullet. Manden gjorde en lille nik med sit hoved.
   Han lagde en finger mod sine læber og gjorde tegn til mig om at være stille. Han kiggede rundt, som en lille skræmt hare, der lyttede efter ræven eller en jæger. Nu kunne jeg også høre det. Nogen var på vej hen i mod os. Manden rejste sig og gik nogle skridt. Pludselig trådte en person ud af fra de dunkle skygger. De begyndte at snakke sammen. Jeg kunne ikke helt finde ud af hvad for et sprog de snakkede. Var det engelsk, eller hvad...? Det hele blev tåget og jeg tror nok at jeg besvimede.

Da jeg vågnede igen, lå jeg i en gammeldags himmelseng. Sådan en seng har jeg ikke. Hvor er jeg og hvad laver jeg her? Der var så mange spørgsmål, der for rundt i mit hoved, men hvem ville besvare dem? Nu kunne jeg høre stemmer ude på gangen og døren indtil det værelset blev åbnet. Jeg lukkede mine øjne og lod som om jeg stadig sov. Jeg hørte fodtrin og dæmpede stemmer. Igen kunne jeg mærke nogen skille mine læber ad, og igen kunne jeg smage det dejlige kølige vand. Var det den samme mand, der gav mig vand i grotten som også gav mig det nu? Jeg åbnede mine øjne for at se om det var ham, men nej.
   Det var en lidt yngre udgave af ham. Men denne unge mand, havde ikke blå øjne, men brune. De lo til mig da jeg så ind i dem. Jeg kunne næsten ikke tage mine egne brune øjne væk fra hans, men det blev jeg nød til.
   For nu var der en der bankede på døren ind til værelset. Først nu opdagede jeg en pige der var nogle år yngre end mig, hun gik hen imod døren for at åbne den. Jeg opdagede også at hun havde kjole på med et forklæde, hendes hår var rødligt og hang i to små fletninger ned over hendes skuldre og ryg. Hun åbnede døren og ind i værelset trådte 3 elegant klædte mænd i gammeldags tøj, men nydelige.
   Jeg kiggede på de 3 mænd og tilbage på pigen, derefter på den unge mand med vandet.
   Jeg havde ikke rigtig set på den unge mand, kun at han havde brune øjne, men nu lagde jeg mærke til hans tøj og frisure. Hans tøj var også gammeldags og nydeligt. Hans frisure var kort, mørkt krøllet hår, der virkelig klædte ham. En af de 3 herre, rømmede sig. Jeg kiggede på ham og opdagede at det var manden fra grotten, ham der havde givet mig vandet.
   Så var det i grotten ikke en drøm. Hmmm...? Jeg tænkte på den drøm jeg havde i grotten. Den stemme, der kaldte mig "Den sidste vogter og prinsesse". Det måtte da have været en drøm, selvom stemmen var så virkelig. Jeg blev hurtigt bragt tilbage til virkeligheden eller hvor jeg nu var.
   En af mændene begyndte at sige noget og jeg begyndte straks at ryste på mit hovedet, for jeg vidste at han snakkede til mig. Han holdte inde og så undrende på mig, jeg kunne ikke lade være med at smile. De andre så bare på mig, med et forskrækket udtryk i deres ansigter. Nu begyndte jeg at le, pigen der havde åbnet døren stod bare og stirrede på mig nu, og vores øjne mødtes for første gang. Hun kiggede hurtig ned i stengulvet, som om hun skammede sig over at kigge på mig. Jeg ved godt at det ikke er særlig pænt at pege, men nu gjorde jeg det alligevel. Jeg pegede på pigen og gjorde tegn til at hun skulle komme hen til mig. Pigen så det ikke, men en af mændene skubbede til hende, og sagde et eller andet til hende, det lød som om hun fik skæld ud.
   Jeg ved ikke hvad der gik af mig, men jeg sagde højt og på mit sprog (DANSK):
   "Lad vær med at skubbe og skælde hende ud, hun så jo ikke at jeg vinkede hende hen til mig, vel?"
   Nu stirrede alle forundret på mig, jeg kom igen til at le. Jeg tænkte:
   "Hvordan skal jeg snakke med disse mennesker, når jeg ikke forstår dem?"
   Mændene begyndte at tale sammen og til sidst vendte den mand jeg mødte i grotten sig om, og talte til mig på dansk, med stærk accent.
   "Tøsen her er Deres nye kammerpige, prinsesse," sagde han.
   "De kan dansk, hvorfor svarede de mig så ikke i grotten, og hvem kalder De en tøs?" svarede jeg igen, lidt næsvis. Han så på mig med sine klare blå øjne, men svarede mig ikke. Han smilede et tilfreds smil, som om han havde vundet noget, men hvad?

Jeg kiggede længe på ham og ingen sagde noget. Til sidst sagde jeg:
   "Min kammerpige."
   Han så bare på mig, med sine flotte blå øjne. Jeg rakte en hånd ud mod pigen, for at få hende til at komme nærmere.
   "Kom kun nærmere, jeg gør dig ikke noget," sagde jeg og smilede
   Pigen der stadig så halvt ned i gulvet sagde:
   "I don't understand you, Miss."
   Jeg sukkede, højlydt, så alle kunne høre det.
   "Læg mig tilbage i grotten, der kan jeg være mig selv." Jeg lagde mig tilbage i de bløde puder og trak dynen halvt op over mit hoved. "Lad mig være," sagde jeg og sukkede igen.
   Da jeg kiggede frem over dynen igen, var de fleste gået, undtagen manden fra grotten.
   "Hvad er det I vil mig?" spurgte jeg.
   "Ved I det ikke selv, prinsesse?" spurgte han i stedet for, at svare mig.
   "Lad vær' med at kalde mig prinsesse. Jeg er ikke prinsesse. Jeg er bare en pige fra Danmark. Hvad laver jeg her og hvorfor ser I sådan ud?" spurgte jeg og pegede på hans tøj.
   "Mit tøj?" spurgte han lidt forundret.
   "Ja, dit tøj, er gammeldags. Det ligner sådan noget fra Romeo og Julies tid. Nej, nok mere, som Prins Hamlet af Danmark," svarede jeg.
   Da jeg nævnede Hamlet, blev manden underlig i hovedet
   "Hvad er der?" spurgte jeg. "Kender I prinsesse, til Hamlet?" spurgte han.
   "Ja, det gør jeg da, han er en forfatters opfindelse og hold så op med at kalde mig prinsesse," svarede jeg.
   "En opfindelse?" sagde han og så vurderende på mig.
   "Hvad har jeg nu sagt forkert?" spurgte jeg opgivende.
   "Ikke noget prinsesse," svarede han og bukkede for mig mens han forsatte med at tale. "Sørg nu for at få sovet, så De kan blive udhvilet, til i morgen."
   Jeg tænkte, åh nej, hvad skal der ske i morgen og hvorfor bliver han ved med at kalde mig prinsesse? Jeg lukkede mine øjne og snart sov jeg trygt, mellem alle de bløde puder og dyner, der omgav mig til alle sider.

Hvor længe jeg sov, ved jeg ikke. Men jeg vågnede ved at "min" kammerpige stod og ruskede blidt i mig. Hun sagde ikke noget, men trak forsigtigt dynen af mig. Det måtte være et tegn til at jeg skulle stå op, så det gjorde jeg.
   Inden jeg fik lov til at sætte mine bare føder på det kolde stengulv, satte pigen nogle fine lyseblå tøfler på mine fødder. Derefter førte hun mig hen til at bord hvor der stod en kande med vand og et vandfad. Hun tog kanden og hældte det varme vand ned i vandfadet, tog en klud og dyppede den ned i vandet. Derefter vred hun kluden og begyndte at vaske mig.
   Jeg trådte et skridt tilbage og rystede på mit hoved. Jeg ville ikke have at hun skulle vaske mig, det kunne jeg da selv gøre. Jeg ville tage kluden ud af hånden på hende, men det måtte jeg ikke. Hun så skræmt ud, men hvorfor det?
   "Jeg vil dig ikke noget ondt, min ven. Jeg kan bare godt selv vaske mig," sagde jeg og smilede til hende.
   Hun sagde stadig ikke noget, men pegede hen på en kåbe der matchede til mine dejlige bløde og varme tøfler. Jeg gik hen og tog den på, idet jeg havde taget den på, og bundet det tilhørende bæltet, bankede det på døren.
   Pigen så om jeg havde fået kåben rigtig på, så man ikke kunne se mit undertøj, før hun åbnede døren. Manden fra grotten trådte, værdigt ind af døren sammen med de 3 andre mænd fra i går aftes. Han stoppede brat op, da han så jeg kun havde min kåbe på. De andre der gik bag ved brasede lige ind i ham. Jeg grinte, men tog mig i det. De var lige ved at falde, så i få skridt var jeg over ved dem og holdte dem oppe. Da manden fra grotten, mærkede mine hænder, var det som om han stivnede lidt. Han rettede sig hurtig op, og lod mine hjælpende hænder falde ned, langs mine sider. Han så ikke på mig. Jeg tænkte, hvad er der i vejen med de folk her? En af de mænd, der havde, gået bagerst, trådte nu frem. Jeg kunne se at det var ham med de brune øjne og det mørke krøllede hår fra i går. Jeg prøvede at neje for dem alle, for de så, så fornemme ud alle sammen. Men min nej, gik ikke så godt, kunne jeg selv mærke. Det virkede så forkert, at jeg kom til at grine, så jeg selv var lige ved at falde. Den eneste der kom mig til undsætning var pigen, der indtil nu, havde stået i baggrunden. Hun holdte mig på rette køl og skyndte sig at dække mine ben til, der var kommet til syne under kåben.
   Alle de fire mænds øjne, var nu rettet mod mig, havde de mon set mine ben, tænkte jeg? Jeg morede mig ved den tanke. Hvorfor var pigen så bange for at de skulle se, mig? Det er jo ikke lige frem en synd, at en mand ser en kvinde let på klædt, eller hvad?
   Nå men nok om det, tænkte jeg. Hvad skal der nu ske? Som svar på mine tanker, sagde manden fra grotten:
   "I prinsesse, er svaret på vores bønner. Klæd Dem på og kom ned i riddersalen." Han vendte sig om, og skulle til at gå. Den unge mand med de brune øjne, stod bare og så på mig. Jeg smilede til ham. De andre mænd havde også vendt sig for at gå, men ikke den unge mand, jeg tror at han hellere ville blive her. Manden fra grotten vendte sig igen og tog fat i den unge mand så han blev nød til at følge med de andre, ud af værelset.
   "Vent," sagde jeg. Men det var for sent, døren lukkede sig bag dem. Den unge pige, havde fremtryllet, en smuk blå kjole til mig. Hun hjalp mig i den. Hun satte mit hår, og gav mig et par handsker, men ikke nok med det, jeg skulle også have højhælede sko på.
   I alt den tid, hun gjorde mig i stand, sagde vi ikke noget til hinanden. Jeg kom til at holde, mere og mere af hende, for hver minut der gik. Da jeg var færdig, fulgte hun mig ned til riddersalen, hvor de andre ventede på mig. Da jeg trådte ud fra skyggerne, fra de søjler, som holdte noget af taget, eller bare var til pynt, stoppede al snakken. "Lad, jer enlig ikke forstyrre af mig," sagde jeg og stoppede op nogle få skridt fra dem.
   Deres blikke var som Supermans blik, når han skal undersøge noget inde bag en mur. Jeg kom til at rødme ved tanken, om at de kunne se gennem min kjole.
   Jeg tog mig hurtig sammen igen. Manden fra grotten sagde:
   "Kom og sæt Dem ned, prinsesse."
   Idet han sagde det, pegede han på en tronen? Aldrig i mit liv, om jeg vil sætte mig på den trone, tænkte jeg. De gør grin med mig, tænkte jeg videre og sukkede. Jeg blev stående, hvor jeg stod.
   "Kom nu, prinsesse, sæt Dem ned," sagde manden igen.
   "I får mig altså ikke, til at sætte mig på den stol der," sagde jeg og grinede inde i mig selv, ved synet af hans måbende ansigts udtryk.
   Jeg vendte mig om og var på vej tilbage til søjlernes skygger igen, da han hurtig greb mig om mit håndled. Jeg trak min hånd til mig og vendte mig om igen, så vi stod ansigt til ansigt, selv om han var lidt højere ind mig. "Hvad er det I vil mig?" spurgte jeg og tvang mig, selv til at kigge ind i hans klare blå øjne, og fandt nu ud af, at hans øjne ikke kun var blå, men også grå og grønne. Det
   forvirrede mig lidt, men da jeg opdagede at han smilede, tog jeg mig sammen. "Så svar mig dog, eller lad mig gå," sagde jeg.
   "Hvis De bare vil sætte dem ned prinsesse," sagde han og gjorde endnu et tegn mod tronen.
   Jeg løftede mit ene ben lidt og satte den så hårdt ned i stengulvet at det gav genlyd, over det hele.
   "Jeg gør det ikke, I kan ikke få mig til det." Det lød barnligt, men hvad, tænkte jeg.
   "Så bliv stående, det er Deres valg," sagde manden fra grotten og vendte ryggen til mig og gik hen mod de andre. Jeg gik også men ikke tilbage mod skyggerne, nej det var hen mod dem.
   "Hvad er det I har gang i?" spurgte jeg, måske lidt for nysgerrigt.
   "Det er ikke noget en kvinde, skal rodes ud i," svaret manden fra grotten.
   "Okay, så stopper vi det her skuespil," sagde jeg og lød vred, kunne jeg selv høre.
   "Skuespil prinsesse?" sagde manden og lød rigtig overrasket.
   "Hvem er I og hvem er jeg, siden I kalder mig prinsesse og behandler mig som en?" spurgte jeg.
   Han stod lidt og så på mig, vendte sig derpå om mod de andre og begyndte at snakke med dem. Højlydt, for de troede åbenbart ikke at jeg kunne forstå dem, da jeg ikke kunne snakke deres sprog. Manden fra grotten fortalte at jeg nægtede at sætte mig på tronen og at jeg spurgte om hvem de var og hvem jeg selv var. Han forsatte:
   "Hvad skal jeg sige til hende?" Der var en lille pause, så sagde den mand med det lidt blonde hår:
   "Fortæl sandheden, hvem vi er og hvad der sker, men ikke hvem hun selv er. Ikke endnu."
   Den næste mands ord, kom som en slags lussing i hovedet på mig.
   "Thi, De er kun en vagt." Stemmen kom ikke fra nogle af de mænd der stod rundt om bordet, men fra en mand der nu også trådte ud af søjlernes skygger. Jeg tænkte højt:
   "Selv en vagt har lov til at tænke og tale og sige sin mening."
   Manden fra grotten så fra manden der havde talt og så på mig og smilede. Øv tænkte jeg, nu ved han at jeg forstår noget engelsk.
   Mon han vil fortælle de andre det? Som endnu et svar på mine tanker, rystede han lidt på hovedet og blinkede til mig. Jeg slog mit blik ned, så ingen skulle opdage, vores lille hemmelighed.
   "Hvad sagde De, prinsesse?" spurgte den ny ankommende mand.
   Jeg kiggede på ham og så på de andre og rystede på hovedet.
   "Vil I forklare mig, hvad denne mand spurgte mig om?" sagde jeg og nejede lidt klodset.
   Alle slog deres blikke ned, undtagen manden fra grotten han smilede bare endnu mere.
   "Han spurgte om hvad, De sagde, prinsesse," svarede han.
   "Tja, hvad skal jeg svare til det?" spurgte jeg og prøvede at holde masken.
   Manden fra grotten, rystede lidt på hovedet, som han ikke havde noget svar på det.
   "Tja, De kan jo sige til ham, at jeg sagde at det er uhøfligt, at bryde ind midt i en samtale når man ikke er inviteret," sagde jeg.
   "Skal jeg sige det?" spurgte han, og hans smil blegnede lidt.
   "Sig hvad De har lyst til, men husk, jeg hører med," svarede jeg.
   Han sagde hvad jeg havde sagt, at han skulle sige. Jeg var centrum, for alles blikke endnu engang.
   "Hvorfor stirrer I alle sådan på mig. Ved I ikke at det er uhøfligt at stirre på folk på den måde?" spurgte jeg og var forberedt på lidt af hvert.
   "Vi, øm...," sagde manden fra grotten.
   "Ja, det fik jeg sandelig meget ud af," sagde jeg og grinte. "Hvem er I, sig det nu, bare jeres navne. Rang er jeg lige glad med," sagde jeg ud i et.
   "Rang?" sagde manden fra grotten.
   "Ja, titler, rang, om I er konger, prinser, vagter eller troldmænd, så er jeg ligeglad. Jeres navne er det vigtigste for mig lige nu tak," sagde jeg og sukkede og hev efter vejret.