Da jeg vågner, er jeg kort forvirret. Påfuglen ligger i fodenden af min seng, og dens aura udstråler et blødt, blåligt skær, der næsten går over i rødt eller lilla. Jeg er betaget af dens overnaturlige skønhed, og jeg har altid været fascineret af farven blå. Jeg sidder bare og stirrer på den, helt opslugt. For en stund glemmer jeg alt om drømmen og den hvide ulv. Hvor længe jeg bliver siddende, må guderne vide.

Alexander bryder pludselig stilheden med sin stemme. "Godaften. Sovet godt?"

Jeg vender mit hoved væk fra Alexander og ser påfuglens aura ud af øjenkrogen. "Ja, jo tak," svarer jeg forskrækket og tilføjer tøvende, "og øh, godaften til dig også."

"Ja, du har sovet i næsten to dage," siger Alexander, og jeg fanger en tone i hans stemme, der vækker min nysgerrighed.

Jeg ser tilbage mod påfuglen. Uden rigtigt at tænke over det løfter jeg en hånd og rækker den ud mod Alexander. Da mine fingerspidser rører ham, trækker jeg straks hånden tilbage. 'Hvad laver jeg?' tænker jeg og vender mit hoved væk igen, selvom jeg ikke kan se ham. Der er stille et øjeblik, indtil jeg ser, at påfuglen begynder at rejse sig. Jeg trækker mine ben op og omfavner dem med mine arme, mens jeg hviler min hage på mine knæ og giver et stille suk.

"Jeg bliver nødt til at gå nu," siger Alexander med en undertone i stemmen.

"Hvornår...?" siger jeg og bider mig selv i tungen. 'Hvorfor kan jeg ikke bare holde mund?'

"Hvornår hvad?" spørger Alexander, mens hans sko giver små lyde mod gulvet.

"Ikke noget," får jeg fremstammet og fortsætter, "Det er bare..." Jeg gemmer mit hoved mod mine knæ.

"Hvad?" spørger Alexander og står igen ved sengen.

"Jeg vil nødig være alene," siger jeg, stadig med hovedet begravet i mine knæ.

"Undskyld, hvad sagde du?" spørger Alexander, og jeg kan høre et smil i hans stemme. "Jeg fik vist ikke fat i..."

Jeg løfter mit hoved og ser, at Alexander bemærker tårerne, der nu triller ned ad mine kinder. "Jeg vil ikke," næsten skriger jeg og forsøger at svelge klumpen i halsen. Jeg fortsætter mere stille, "være alene. Jeg vil bare høre, hvornår du eller nogle af de andre kommer igen?"

"Jeg ved det ikke," siger Alexander og lægger en hånd på min skulder. Jeg får et lille sæt og et lille skrig slipper ud af mine læber.

"Det må du meget undskylde," siger Alexander og fortsætter, "Jeg ville ikke..."

"Det gør ikke noget," afbryder jeg og fortsætter hurtigt, "og du skulle jo også gå, ikke? Vi ses... møder jo nok hinanden igen en dag, ikke?"

"Jo, det gør vi," siger han med en usikker tone og fortsætter, "og det før... Jeg vil ikke gøre dig ondt."

"Næste gang," siger jeg og synker en klump. Jeg kan ikke afslutte sætningen og ser blot, hvordan påfuglen tripper nervøst.

"Det skal jeg nok," siger påfuglen og tilføjer, "Jeg tænkte ikke lige over..."

"Det gør ikke noget. Jeg blev bare forskrækket. Ikke andet," siger jeg.

Jeg lukker mine øjne og sukker. "Jeg går nu," siger påfuglen stille, "Skal jeg kalde på en læge eller en sygeplejerske, så du ikke skal være alene?"

"Nej tak, det er lige meget. Du skal ikke bekymre dig om mig. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig lige før. Jeg har det fint nu. Du kan bare gå," siger jeg, uden at tænke over, om det, jeg siger, giver mening.

"Okay," siger han, og jeg hører, hvordan han vender sig rundt og går et par skridt. Han stopper op og vender sig om imod mig igen. "Hvis du har lyst, kan jeg komme tilbage i morgen?"

"Det må du gerne, men det er jo op til dig selv, om du har lyst," siger jeg og ser påfuglen lyse hvidt.

"Det vil jeg gerne," siger han og fortsætter, "Der er så meget, jeg gerne vil snakke med dig om."

"Det glæder jeg mig til," siger jeg og smiler. "Så ses vi i morgen."

"Det gør vi," siger påfuglen, mens han vender sig om og går ud af døren.