"Freja?" råbte jeg så det gjaldede imellem alle husene og fortsatte, " Freja hvor er du?" Jeg fandt min mobil frem og ringede hende op. Hun tog den ikke og jeg sagde for mig selv, "Så tag den da." Da hun ikke tog den, lagde jeg på og ringede op igen. "Hvor er du henne?" var det første jeg sagde, inden hun nåede at sige noget. "Jeg står sammen med en mand, som siger at han godt vil hjælpe mig, med at finde dig, "svaret hun og fortsatte, "Hvor er du henne?"
"Jeg står ved...?" sagde jeg og så mig omkring, men fortsatte hurtig, "Jeg tror nok, at jeg står i nærheden af noget der hedder Parkvej?" Jeg kunne høre at Freja, sagde oplysningen videre og snakkede så til mig igen, "Manden siger at du skal blive stående, så finder vi dig."
"Øh okay, men er du rigtig klog, pigebarn? Hvordan kan du dog få dig selv til at henvende dig til fremmede og så en mand? Du ved jo ikke om han er pålidelig eller ej?"
"Det er rigtig," sagde en stemme som lød bekendt, på en fremmede måde og den fortsatte, "det kan hun ikke, men jeg er nu pålidelig nok." Jeg stod med ryggen til dem, og turde knap nok vende mig rundt, selvom jeg ikke vidste hvad det var, at jeg var bange for? "Petra?" sagde Freja og fortsatte, "Er du okay?"
"Jeg har det fint tak," sagde jeg og lagde min mobil, ned i min lomme igen. Jeg vendte mig langsom om og så Freja, stå ved siden af en høj og skaldet mand. "Petra, dette er..." sagde Freja, men nåede ikke at gøre sætningen færdig, for jeg afbrød hende. "Anders. Ja det ved jeg," sagde jeg og fik det heldigvis til at lyde så henkastet som muligt. "Kender du ham?" spurgte Freja undrende. "Kender og kender, det er så meget sagt," sagde jeg og fortsatte, uden at se på Anders, "Jeg ved da hvem han er."
"Hvordan skal det forstås?" spurgte Freja endnu mere forvirrende. "Er det ikke lige meget?" spurgte jeg og skottede mod himmelen og fortsatte, "Desuden skal vi til at finde et sted, at slå vores telt op, inden..." jeg gjorde ikke sætningen færdig, men pegede op mod himmelen. Både Freja og Anders så i den retning jeg pegede i og jeg rullede opgivende med mine øjne. "Så I skal ligge i telt?" spurgte Anders og Freja svarede hurtig, "Ja, det skal vi." Hun var et stort smil, da hun fortsatte, "Vi har planlagt det i et helt år." Jeg kunne mærke Anders øjne på mig, men jeg nægtede stadig at se på ham. "Hvor har I så planlagt at slå teltet op henne?" spurgte han og jeg kunne høre at der var et eller andet i hans undertone, som jeg ikke helt kunne sætte en finger på. "Det har vi så ikke planlagt," sagde Freja og så på mig, mens hun fortsatte, "Det vil Petra ikke planlægge hjemmefra. Det synes hun ikke var sjovt og forresten så er jeg sulten."
"Ja undskyld," sagde Anders og fortsatte, "men I er velkomne til at komme hjem til mig og spise frokost. Jeg var selv på vej, da jeg mødte den unge dame her." Anders gjorde et let buk i mod Freja og hun fniste lidt for piget, efter min mening og jeg sukkede opgivende, da Freja så bedende på mig. "Ja okay, mange tak. Det vil da være dumt at sige nej til sådan et tilbud, ikke?" sagde jeg og sukkede opgivende. Jeg så stadig ikke på ham. "Det er denne vej," sagde han og begyndte at gå. Vi fulgte trop. Freja ved siden af ham og jeg gik bag ved dem, helt opslugt af mine egne tanker. Jeg var så langt væk, at jeg ikke opdagede at Anders og Freja havde snakket til mig. "Petra! Petra, vågn op," sagde Freja højt. Hun var kommet om til mig og havde rusket lidt i mig. "Ja undskyld" sagde jeg og fortsatte fortumlet, "Hvad sker der?" Vi var stoppet op. "Det var Anders der kom med et forslag," svaret Freja med et stort smil, der næsten overstrålede solen selv. "Det timer ikke godt," sagde jeg og fortsatte hurtig, "Det er ikke for, at..." Jeg fik ikke gjort sætningen færdig, for Freja afbryd mig. "Hold nu op Petra, du har jo ikke hørt hvad det er endnu," sagde hun og virkede hemmelighedsfuld. "Nej netop derfor, min fine ven," sagde jeg og sukkede indvendig. "Vent hellere med, at fortælle det, til vi sidder ved frokostbordet," sagde Anders og fortsatte munter, "Det lader til at din kusine, har en del at spekulerede på. Måske en ung mand?" Han blinkede til Freja. Hun fniste igen og rystede på sit hoved, så hendes blonde hår flagrede omkring hendes hoved. "Nej det pjat, gider hun ikke," svaret Freja og fortsatte, med sit hoved på skrå, "Jeg har heller aldrig set hende sammen med en før."
"Hvor interessant," sagde Anders og så intenst på mig. "Hvor er I bare kære, I to," sagde jeg surt, men fortsatte alligevel, "Men husk lige at jeg er til stede og jeg kan sagtens høre hver ord I siger. Jeg er jo ikke døv." Jeg begyndte at gå og nu var det deres tur til at følge efter mig. Der var stilhed i et stykke tid, lige ind til Anders afbrød den. "Vi skal denne vej nu," sagde han og viste retningen, ved at pege. Nu var det hans tur til at gå forrest igen og vi fulgte efter ham. "Ja, her bor jeg så," sagde Anders uden videre da han stoppede op foran et smukt hvidt hus i to etager, med rødt tag og en pæn stor have og en smuk gårdsplads. Det var et prægtig syn at skue, men jeg lod som ingen ting. Smilede kun lidt der ved, da jeg så Freja måbende ansigtsudtryk. "Skal vi gå ind?" spurgte Anders og gik i forvejen. Vi fulgte efter ham igen, da han begyndte, at gå op af den smukke havegang. Anders først, så Freja med sin cykel og så mig med min. "I kan stille jeres cykler her," sagde Anders og pegede hen mod et lille skur og fortsatte, "Og tag jeres ting med ind. Bare for en sikkerheds skyld." Vi gjorde som han sagde og da vi sad bænkede i køkkenet, omkring spisebordet, som var en konge værdig, måtte jeg lige sige noget. "Det er alt for meget," sagde jeg og fortsatte forlegen, da Anders så på mig, "Et beskeden måltid, havde været nok. Lidt rugbrød og pålæg, mere kunne vi da ikke have forlange."
"Petra, altså," sagde Freja og rullede med sine blå øjne. "Det kan man da ikke byde sine nye venner/gæster," sagde Anders og blinkede til Freja der fniste igen. "Hvis Deres venner ikke kan tage i mod det, jeg sagde lige før," sagde jeg og så direkte på Anders og fortsatte, "Så er de ikke hver at være venner med. Jeg forlanger ikke noget, til gengæld for et venskab. Det er ikke guld og grønne skove, jeg drages i mod, men personen selv."
"Petra altså," gentog Freja sig selv fra før. "Men jeg mener det," sagde jeg og rejste mig fra bordet. Jeg gik hurtig ud af køkkenet og ind i stuen. Jeg kunne høre at der blev snakket ude i køkkenet og få sekunder senere, kom der en, ind i stuen. Jeg så ud af stue vinduet og stod derfor så med ryggen til døren og personen der var kommet ind af den. "Måske vi skulle se at komme af sted?" sagde jeg uden, at vende mig om. "Kom med ud i køkkenet igen. Din kusine har noget at spørge dig om," sagde Anders. "Okay og så kan vi også diskutere hvor vi skal sove," sagde jeg og vendte mig om i mod Anders.
...
Vi kom ud i køkkenet igen, hvor Freja næsten sad og hoppet på sin stol. "Sid stille Freja, inden du for stolen til, at falde," sagde jeg, hvorefter jeg gik hen og satte mig på min stol igen, som jeg havde forladt så heftig lige før. Freja adlød lidt underligt hurtig synes jeg, hvad der fik mig til, at betragte hende grundig. Der var stille imellem os tre i et godt stykke tid, hvad fik Freja til, at sidde uroligt på sin stol igen. "Nå hvad er det så?" spurgte jeg og kunne ikke lade være med, at smile over Frejas ivrige ansigt. "Vi har fået lov til, at slå vores telt op i Anders have." Jeg gjorde store øjne og skulle til at protesteret, men blev hurtig afbrudt af Freja der sagde, "Åh kom nu Petra. Hvad kan der ske?" Jeg kiggede først på Freja og så flygtig over i mod Anders og så tilbage på Freja igen, inden jeg svaret, "Tja hvorfor ikke, men jeg tror, at jeg vil komme til, at fortryde det." Freja rullede opgivende med sine øjne af mig, mens hun begejstret klappede i sine hænder over, at jeg alligevel havde givet mig så let.