Som 5 årige fik jeg konstateret leukæmi. Jeg kan stadig huske den dag, hvor mistanken blev vagt hos mine forældre. Mine forældre havde inviteret et vennepar over til en god middag. Jeg sad på min mors arm, da min mors veninde bemærker, at hun synes, at jeg er noget bleg. Hvad jeg kan huske herefter, er kun det, som jeg har fået fortalt af mine forældre. Jeg får taget en blodprøve, som viser at jeg har leukæmi. En langvarig behandling går i gang, jeg kan dog ikke huske så meget fra den tid. Mest stemninger og følelser.
   Jeg starter i skole, men må blive meget væk, fordi skoldkopper og andre infektioner kunne slå mig ihjel. Det går lidt ud over min evne til at læse og stave, noget som jeg indhenter senere i mit liv.
   Mine forældre er meget åbne omkring min sygdom. Min mor klipper endda sit hår af i sympati og fjerner hver morgen det af mit hår, som er faldet af i løbet af natten. Jeg oplever hospitalet som et trygt sted, nærmest mit andet hjem. Dog er det lidt kedeligt at være isoleret. Sygeplejerskerne og lægerne er rare, da jeg ikke vil tage mine piller, opfinder de trylledrikken, som får det hele til at glide ned. Jeg får også tryllecreme på, hver gang jeg skal stikkes for at lindre smerteoplevelsen. Dog kan jeg stadig i dag mærke angsten for nåle. Mine blodårer var jo små og fine, så oftest måtte jeg stikkes mange gange, før de kunne få fat i det dyrebare blod, som ville afsløre, hvordan sygdommen havde det.
   Mine forældre var som sagt meget åbne, de fortalte mig også, at jeg måske kunne dø. Døden var noget mærkeligt noget og jeg forstod det ikke helt. Men jeg kan tydeligt huske, at mine ældre søskende en aften skulle passe mig. Jeg bliver meget bange, da mine forældre er gået og fortæller gang på gang, at jeg ikke vil dø, når de ikke er der. Et meget smerteligt minde, og jeg tør næsten ikke tænke på, hvad det må have betydet for mine ældre søskende at høre mig sige det gang på gang.

Ved 8 års alderen begynder jeg dog at få et normalt liv. Jeg går regelmæssigt i skole, men skal ærligt indrømme, at jeg var lidt doven. Jeg får også lov til at gå til ridning, hvilket er en kilde til stor glæde. Jeg kan stadig huske den dag, hvor jeg sidder inde på et kontor på Rigshospitalet og lægen siger til min mor, at han ikke ser nogen grund til, at jeg ikke skulle gå til ridning. Jeg jubler indvendig af ren og skær glæde.
   Leukæmien har dog ændret mit liv, jeg er en blanding af en lille pige og samtidig en voksen. Fordi jeg har oplevet ting, som på samme tid har sat min udvikling tilbage og modnet mit sind unaturligt.
   Jeg ender som mobbeoffer, nok også lidt af valg, fordi jeg er van til at få opmærksomhed og at verden drejer sig om mig. Det er en opmærksomhed, som jeg ikke vil lade glide mig af hænde, så hellere negativ opmærksomhed. Dog er det en blanding. Dels ønsker jeg opmærksomhed, dels er jeg så anderledes end mine jævnaldrene. Børnene i min første skole har også set mig med næsten intet hår og som meget syg, hvilket også gør mig anderledes.
   Jeg skifter skole, da jeg begynder at få lidt for ofte ondt i maven. Jeg kommer til at gå i skole med et hjertebarn og endnu en pige med leukæmi. Hun er stadig i behandling, mens jeg kun går til kontrol engang om året på Rigshospitalet. Det går noget bedre på denne skole, jeg er mere accepteret, men skiller mig stadigvæk ud. Ridningen er en stadig kilde til glæde, og jeg udvikler mig til at være en rigtig hestepige. Samtidig har jeg fået øjnene op for bøgernes verden, og er en meget ivrig læser.
   Som barn tænker jeg ikke så meget over min sygdom, det kommer senere i mit liv. Min morfar dør, det er første gang, jeg oplever døden som andet end snak. Det vækker en angst til live i mit sind. Angsten for at få kræft igen, heldigvis læser min mor i min dagbog, og jeg bliver sendt til psykolog. Hvilket er en virkelig stor hjælp.
   Det er første gang, jeg oplever angsten for at få kræft igen så intenst. Den har altid ligget i baggrunden af min bevidsthed, men først som teenager opdager jeg den og dens overvældenhed. Heldigvis hjælper psykologen mig, og de tanker, jeg har haft omkring selvmord begynder at forsvinde. En psykolog ramte min tankegang meget præcist, idet han sagde; "hellere dø, end få kræft igen." Mine følelser kunne ikke være blevet ramt mere præcist.
   Der går en rum tid og angsten fylder nærmest slet ingenting, den ligger bare som en lille sten og gnaver lidt i mit sind indimellem. Men det bliver aldrig alvorligt. På grund af leukæmien er jeg blevet sat lidt tilbage i min udvikling, så jeg får først sent former og menstruation. Drenge fanger heller ikke lige min opmærksomhed før 17 års alderen.

Jeg kan dog tydeligt mærke, at jeg er anderledes end mine jævnaldrene og ofte gør de mig lidt utryg. De begynder at gå til fester, mens jeg bedre kan lide mit eget selskab, og det at læse en god bog. Jeg har aldrig mange venner, højst en eller to, som jeg nyder at være sammen med. Jeg har nu skiftet skole 3 gange i mit liv, jeg er et let mobbeoffer, fordi jeg er så anderledes.
   Nu begynder jeg i midlertidigt på HF. Jeg finder en god veninde, som ligesom jeg har haft en anderledes opvækst, som har modnet hendes sind før tiden. Igen mærker jeg denne anderledeshed. Jeg går med til fester, men keder mig bravt og venter kun på at klokken skal blive så mange, at jeg kan tillade mig at ringe til mine forældre. Det er mest for at glæde dem, at jeg går med til disse fester. Helst ville jeg være derhjemme, og hygge mig alene. Mine forældre kan ikke forstå mig. De ønsker at jeg skal have en tilværelse som enhver teenager har, men jeg mærker tydeligt, at det ikke er det, som gør mig lykkelig. Men samtidig aner jeg ikke, hvad der vil gøre mig lykkelig.

Jeg prøver mange ting af. En overgang prøver jeg at være med i de populæreres klub. Hvilket betyder, at jeg lægger den bog væk, som jeg ellers plejer at læse i, når der er frikvarter. Folk begynder at spørge mig, om jeg vil med ud og snakke. På en måde er det rart, men det er bare ikke det, jeg søger. Til sidst bliver det for meget at skulle være selskabelig i hvert frikvarter, så jeg finder bøgerne frem igen.
   Som 18 årig flytter jeg hjemmefra, på kollegium. Det er mest mine forældres ide, fordi der vil være selskab der, jeg vil ikke være helt alene. Faktisk er det dette, som irritere mig mest. Hele tiden er jeg omgivet af folk, som skal holde fester på de mest mærkelige tidspunkter, altid er der nogle ude i køkkenet og der er fælles regler. Hvilket er logisk nok og praktisk, men det passer bare ikke mig. Jeg trives ikke med fælles regler og er for det meste irriteret over, at jeg ikke kan gøre, som jeg vil og at andre skal larme sådan, når jeg vil sove.
   Jeg finder på dette tidspunkt min nuværende kæreste. Jeg laver en profil på dating.dk og møder ham derinde. Vi taler sammen i tre timer hver aften i tre måneder. Jeg er forbløffet. Vi taler om alt mellem himmel og jord, alt lige fra religion til børneopdragelse. Det viser sig, at han fik diabetes som barn, og derfor har udviklet lidt det sammen sind, som jeg selv.
   Jeg har altid vidst, at jeg ikke ville have et forhold, bare for at komme sammen med en eller hygge mig. Jeg ville finde den eneste for mig og ikke spilde tid på andre. Så da han spørger, hvad jeg søger i et forhold, svare jeg, "et forhold, som holder evigt, samt hus, børn og hest".
   Hans svar: "Det ønsker jeg også, dog vil jeg også gerne have en kat."
   Det kan jeg bestemt godt gå med til. Vi mødes så 3 måneder efter, hvor vi skal til at lære hinanden at kende på ny. Jeg falder for ham, og da jeg afslutter HF 9 måneder senere, flytter jeg over til ham på halvøen.
   Vores forhold er så roligt, trygt og skønt som det kan være. Han er den dag i dag min bedste ven, en fortrolig jeg kan dele alt med og fortælle alt.
   Jeg har i lang tid taget p-piller, men det er min krop ved at blive irriteret over, så jeg begynder at få ondt forskellige steder i kroppen og sekret i brysterne. Jeg har simpelthen for meget hormon i kroppen og det reagere den på. Min gamle angst vågner til live, jeg frygter virkelig, at det er kræft.
   Jeg går til lægen flere gange. Han er heldigvis forstående og sender mig til gynækolog, så vi kan være helt sikre på, at mine smerte i underlivet ikke skyldes kræft eller noget andet.
   Jeg stopper helt med p-pillerne, men lider stadig under at hormonbalancen er røget sig en tur.

Angsten bliver igen helt utroligt nærværende. Jeg begynder at ligge vågen om natten, i flere uger får jeg kun to-tre timers søvn hver nat. Jeg ligger og spekulere, samt mærker min krops signaler for at mærke efter, om det er kræft. Hvilket er utroligt hårdt, fordi jeg også er i gang med et gruppeprojekt og en kommende eksamen. Endelig indser jeg, at jeg har brug for hjælp. Jeg kontakter kræftens bekæmpelse og får en tid hos deres psykolog.
   Han er enige med mig i, at jeg har brug for hjælp. Normalt tilbyder kræftens bekæmpelse kun en time, så jeg kan ikke få hjælp hos dem. Jeg taler med min kæreste om alt dette. Han er enige med mig i, at vi må have fat i en psykolog, så jeg kan komme videre og få noget søvn om natten.
   Psykologen, som jeg havde talt med fra kræftens bekæmpelse skriver så tilbage. De vil gerne gøre en undtagelse i mit tilfælde, så jeg kommer derind til en række samtaler.
   Det hjælper i allerhøjeste grad. Ikke lige med det samme, men over tid. Jeg går der en gang om ugen og langsomt lærer jeg igen at tackle den angst, som har ligget og luret i baghovedet. Siden jeg som 10 årige fik at vide, at nu var jeg rask.
   Samtidig finder jeg ud af, at min angst er et helt normalt fænomen. Jeg er ikke den eneste, som efter at være blevet helbredt, går og tumler med disse tanker. Den lettelse som skyller ind over mig, kan kun beskrives som det føles at mærke en sval brise på en varm sommerdag. Hvor kan det være rart at få at vide, at man er ganske normal.

Jeg kan dog stadig den dag i dag mærke angsten og følgerne af den sygdom, som har præget min personlighed så meget. Jeg er stadig ved at forlige mig med tanken om, at jeg ikke selv kan bestemme, hvornår jeg skal dø. Hvilket faktisk er en god ting.
   Normale mennesker ved også, at de skal dø. Men jeg ved, at det er mere virkeligt for mig, at jeg en dag skal dø. Jeg har været en knivsbredde fra døden, og det i en meget ung alder.
   Om jeg ville have været foruden leukæmien, det er et svært spørgsmål at svare på. jeg ved jo ikke, hvordan jeg ville have udviklet mig, hvis jeg ikke havde haft leukæmi. Jeg kan godt lide den person, som jeg har udviklet mig til. En person, som ved hvad hun vil og hvad hendes drømme er. Jeg går målrettet efter mine drømme, fordi jeg ved, at livet ikke er evigt.
   Det gør mig anderledes, hvilket da godt kan irritere mig. Men det er nu mest på grund af mine omgivelser. Det er trættende hele tiden at skulle forklare, at jeg har haft kræft og den har ændret mig, så jeg derfor vælger og er anderledes end de fleste, som er først i tyverne. Eks. kan jeg ikke se noget i larmende fester, jeg fortrækker stilheden og naturen, samværet med min kæreste, enkelte gode venner/familie, eller en god bog.

Mine ønsker for fremtiden er klare, men fleksible, drømme kan jo ændre sig. Jeg ønsker mig et hus, hvor vores børn kan vokse op, at have en hest, arbejde som sygeplejerske og udgive lidt bøger ved siden af mit faste job.
   Ja, jeg har valgt jobbet som sygeplejerske, hvilket de fleste finder mærkeligt. Det kan jeg ikke lade være med at undre mig over, at de synes. De centrale år af min barndom er tilbragt på et hospital. Der har altid hersket tryghed, og en overgang var hospitalet mit andet hjem. Det kan da ikke være så mærkeligt, at jeg så vælger at uddanne mig som sygeplejerske. Desuden har jeg nogle erfaringer med mig i bagagen, som jeg kan bruge i mit job. Viden om, hvordan det er at møde døden og angsten for at miste, hvordan det er at blive stukket utallige gange, og undersøgt på kryds og tværs.
   Denne "insider" viden vil jeg gerne bruge i mit arbejde, drømmejobbet er lige nu lidt usikkert, engang drømte jeg om at arbejde med kræftramte børn. Den drøm har dog ændret sig lidt efter mit seneste praktikophold. Så drømmejobbet er lidt uvis, men måske mere med voksne.
   Jeg er ikke bange for at møde kræftpatienter, dem har jeg mødt mange af. Men jeg ved, at jeg aldrig vil komme til at arbejde med kræftramte, som er på min egen alder. Det vil få angsten til at komme op til overfladen igen, fordi jeg kan identificere mig med denne gruppe. Det kan jeg ikke med børn og ældre. Da jeg ikke mere er et barn, men heller ikke ældre.
   Jeg kan ikke lade være med at takke for hver dag, jeg er i live. Gennem mit arbejde har jeg lært ikke at frygte selve døden. Det jeg frygter og er bange for, er at jeg ikke når at få børn, at blive gift med min kæreste, flytte i hus, få hest og kat, samt få lov til at blive 80 år og bo i ældrebolig.
   Jeg kan godt være lidt misundelig på de ældre damer, som jeg møder og som "brokker" sig over, at nu kan de ikke dit og dat. Så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at de er heldige. De har fået lov til at opleve alle de ting, som jeg længes efter at opleve, og som er mine store drømme.
   Jeg smiler tit og ler gerne. Livet er vitterligt en gave, selvom jeg har denne lille sten i mit sind. Desuden har jeg fundet det største, som kan ske for et menneske. Jeg har fundet et andet menneske at dele mit liv med. En, som jeg kan betro mig til og fortælle alt. En som bedre end nogen anden forstår mit inderste "jeg" og de værdiger, jeg har. Fordi han har nogle oplevelser med sig, som gør at han nåede frem til de samme værdier og drømme, som jeg gjorde.
   Nogle dage kan frygten være mere tilstede end andre. På de dage, tænker jeg altid på, at skulle kræften komme igen og kræve mit liv, så har jeg opnået så meget i mit liv. Jeg er langsomt, men sikkert på vej til at opnå mine drømme, sammen med manden i mit liv, og jeg er kun først i tyverne.
   Så kan jeg ikke lade være med at smile og mærke, at det får angsten til at fjerne sig. Jeg lever mit liv på mine betingelser og har allerede nu oplevet så meget. Livet er i sandhed en gave, og jeg er glad for at lægerne og sygeplejerskerne, samt mine nærmeste omgivelser gav mig modet til at kæmpe for mit liv. Og hvem ved, måske er der også en deroppe, som holder hånden over mig og gav mig modet til at kæmpe for mit liv. Jeg fik endnu en chance for at opnå mine drømme. Jeg vil nok altid reagere stærkere på symptomer fra min krop, end de fleste og gå mere til læge. Men det er noget, som jeg langt om længe er begyndt at acceptere hos mig selv, selvom jeg indimellem føler mig som en hypokonder. Men forhåbentlig bliver min hormonbalance snart helt i orden igen, hvilket vil få mit sind til igen at falde til ro, og reducere angsten til den lille sten, som den plejer at være.
   Leukæmien har givet mig en stor gave, nemlig viden om, hvem jeg er, og hvad jeg vil i min levetid. Den gave er jeg taknemmelig for.

Dog kan jeg godt blive irriteret over alt det, som der står om kræft i de forskellige blade. Så kan den og den kost, forbygge kræft, så bliver den og den kost lige pludselig forbudt, fordi den kan være kræftfremkaldende.
   Jeg undgår stadig det meste, hvori ordret kræft indgår. Dog er jeg så småt begyndt at kunne læse det igen, selvom jeg stadig kan få ondt, der hvor hjertet sidder, når jeg læser om alt det, der kan gøres for at forhindre kræft, især kostmæssigt.
   Jeg prøver selv at være fornuftig, at spise nogenlunde korrekt, hvilket er svært, da jeg som leukæmibarn fik lov til at spise, hvad jeg ville.
   Det skabte en kræsenhed, som jeg stadig kæmper med. Min kæreste hjælper mig dog til at opdage det madunivers, som jeg hidtil har undgået, nemlig frugt og grøntsager.
   Jeg glemmer ikke den stolthed, som jeg følte, første gang jeg spiste en skål salat. Jeg er virkelig ved at opdage et madunivers, som jeg hidtil har undgået.

Angsten er på retur, det kan jeg tydeligt mærke. Takket være kræftens bekæmpelse og en psykolog, som tog sig tid til mig, er jeg ved at være i topform. Jeg kan mærke den rene og skære livsglæde bryde frem tiere og tiere.