Et nyt jordskælv gennemrystede vores boliger, vi styrtede alle op til overfladen, men det var kun et mindre udbrud. Min far som ejede den lokale kro, tog ordret og bød alle på en drink nede i kroens øverste værelser, det var et tilbud, som alle tog godt imod.
   Jeg fik travlt med at bære øl og bærbryg rundt, der havde været mange rystelser på det seneste og vores præster sad i dyb meditation og prøvede at finde en måde at formilde guderne på, der måtte være en grund til deres vrede, som gav dem grund til at ryste jorden og true vores hjem.

Vores hjem var et af de største, som kro havde vi de fire øverst etager til gæsterne, der var pool og dart på etage 2, i etage 1 var der knager, som gæsterne kunne hænge deres tøj på, baren lå på etage 3 og etage 4 var til dem, som gerne ville danse. På etage 5 var der oplagret øl, vin, bærbryg, saft og mad, selv boede vi på etage 6 og 7, som lå helt nede i bunden, det var en trappe som snoede sig midt i bygningen og gik igennem alle etagerne.
   Et gelænder, som var sat i en firkant rundt om trappen forhindrede folk i at falde ned. Det blev sent, før gæsterne gik. Jeg var helt færdig og øm i benene, fordi jeg flere gange havde besøgt lageretagen, fordi vi manglede øl og bærbryg, vin blev kun drukket ved højtideligheder. Som eneste barn var jeg et eftertragtet giftermål for flere af vores bys familier, min far havde da også fået flere tilbud, især fordi jeg var ved at nærme mig den alder, hvor det var naturligt at blive gift. Min far havde dog ikke travlt med at få mig afsat, han håbede på, at jeg kunne få en mand fra en anden by, så vi kunne få noget nyt blod til byen. Dette var en tanke, som præsterne satte pris på, indavl var farligt og ødelagde et samfund på sigt. Vi gik ned til 7 etage, hvor vores private stue lå, mine forældre satte sig tilrette i sofaen, mens jeg lage mig på det tykke tæppe.
   Fjernsynet virkede dog ikke, min far bandede og prøvede at indstille det, jeg sukkede dybt og gik ud af en dør, som førte ind til et side-rum, hvor vi opbevarede de ting, vi ikke brugte til daglig. Det var den eneste dør, vi havde i hele huset.
   Jeg kørte det ekstra fjernsyn ind, det havde sådan nogle små hjul under sig. Min far satte det andet ind i rummet, det ville han få repareret ved nærmeste lejlighed. Et par rotter smuttede med ud, min mor blev helt hvid i ansigtet.
   Disse dyr tilhørte Guden Seith og var hellige, men han var en frygtelig gud, som man skulle tage sig i agt for. Jeg vidste lige så vel som alle andre, hvordan man undgik hans vrede. Jeg satte mig på knæ og lod dem komme hen til mig, mine forældre frygtede dem og deres angst forplantede sig til mig, men jeg måtte holde stand, disse dyr skulle behandles med ærbødighed.
   Jeg rullede mine lange ærmer op til albuen og mærkede dyrenes forventning. De kom langsomt nærmere, jeg holdt mine hænder med håndfalden opad, og mit håndled lå tæt ved jorden. Jeg så på den største, "jeg er bange og ved, at det vil gøre ondt, men jeg gør det. Men jeg beder dig og din ven, om I ikke vil gøre det hurtigt, så smerten bliver kortvarig og at I kun tager, hvad I behøver, så jeg ikke bliver alt for svækket," sagde jeg.
   Den største af dem, kom helt hen til mit håndled, den gabte over mit håndled og så på mig med sine intelligente øjne. Jeg så op i loftet og lukkede øjnene hårdt i.
   Smerten fik mig til at gispe, den mindste af dem havde kastet sig over min anden hånd, og de havde begge stukket deres to små sylespidse tænder i min pulsåre i håndledet, hvoraf de sugede deres næring. Den mindste slap hurtigt taget og da den store så, hvordan den havde kastet sig over mit håndled, blev den lille sat aggressivt på plads.
   De to små prikker efter den stores tænder lukkede sig hurtigt, næsten for øjnene af mig, men jeg var svimmel og det blødte let fra det sår, den lille havde lavet.
   Den store så op på mig, før den luntede af sted med den lille i hælene, de forsvandt hurtigt op ad trappen. Min mor kom hen til mig, hun havde hentet førstehjælpskassen og forbandt nu mit håndled. Min far hentede et glas meget sødt bærbryg, som han lunede, før han rakte det til mig.
   Jeg drak det velvilligt, og lod min mor om at forbinde mit håndled, hun var kendt for at være en dygtig sygepasser og blev altid hentet, når vores læge havde brug for hjælp.
   Det sved, da hun rensede såret, men hun ville ikke have, at der skulle gå betændelse i, og jeg vidste, at hun havde ret, så jeg bed mine udbrud i mig.

Efter den episode gik vi i seng, jeg var træt, hvilket dels skyldes den lange aften og serveringen, men blodtabet gjorde også sit, selvom det var begrænset, hvor meget de kunne have tappet mig for. De var sjældne disse små væsner, som havde en hvid pels og var på størrelse med en lille kat, deres hale havde ingen hår og fik det til at krible i de fleste. Deres øjne havde en sælsom farve, som gik fra det orange til det let rødlige.
   Både mine forældre og jeg sov på etage 6, men på hver sin side af trappen, jeg mærkede knap nok, at jeg faldt i søvn.

Den næste morgen startede med at vi spiste morgenmad og serverede for de første gæster, i dag var der Gudernes-stjeneste, så alle skulle over til templet, snakken gik livligt. Emnet var det samme, som det havde været i flere uger, nemlig om præsterne havde fundet en måde, hvorpå vi kunne formilde guderne og derved undgå disse rystelser, som truede med at begrave os i vores hjem. en familie var allerede gået tabt, de havde opholdt sig på de nederste etager i deres hus, da en rystelse fik det til at styrte sammen og da mændene endelig nåede de nederste etager var det for sent, det var en sorg, som havde lammet byen og stadig kunne mærkes.

Jeg havde brugt lidt ekstra tid på at gøre mig klar om morgen, at skulle til dette ugentlige møde i templet krævede, at man gjorde lidt ud af sig selv. Jeg havde sat perler i mit lange hår, lavet små fletninger, hvori der var indflettet små silkesnore i lysebrune farver, desuden havde min mor taget små totter hår og snoet garn rundt om hårtotten ganske tæt, så kun garnet sås, garnet changerede fra det let lysegrønne og over til det mørkeblå.
   Jeg havde taget mit pæneste tøj på, et par bukser i hør, som havde bevaret sin oprindelige farve, udover den havde jeg en skjortekjortel, som gik til midt på låret og var bundet i siden. Den havde et sort motiv af fugle, som lettede op fra nogle siv, farven var let blålig og passede godt til mine garnsnoninger i håret. Kun min hvide forbinding lyste op og jeg fik da også mange spørgsmål om den, det samme gjorde mine forældre, flere i vores landsby forbandede de rotter, som krævede blod og som man ikke kunne slå ihjel af frygt for Seits vrede.
   Jeg blandede mig som sædvanlig ikke i samtalerne, men folkene i byen var van til min tavshed, jeg talte kun sjældent. Det var ikke fordi mine forældre havde opdraget mig til at tie, det lå bare i min natur at være stille, sådan havde jeg altid været. Selv som helt lille havde jeg kun sjældent talt, jeg havde hurtigt haft et varieret ordforråd, men havde kun sjældent brugt det. I starten havde det bekymret mine forældre, men så havde de vænnet sig til det og siden hen havde også landsbyen accepteret, at jeg sjældent sagde noget.

Det blev tid til at vi skulle hen til templet, hele landsbyen ankom i samlet flok, der var en del sludderen og sniksnak. Folk fortsatte med at diskutere det, de også havde diskuteret nede i kroen. Vi ankom til templet, hvor præsterne tog imod os, vi gik ind i cirklen midt i templet og satte os på de sivmåtter, som repræsenterede en plads. Der blev som altid kamp om de nyeste sivmåtter, jeg tog min sædvanlige, en gammel en helt ude ved kanten af cirklen. Rundt om mig rejste templet sig med sine søjlegange og rum, der mod sædvane lå over jorden. Alle tav, da den ældste præst vidste sig, han var gammel og hans øjne var hvide som tegn på hans alder og den respekt, han fortjente.
   "I går rystede jorden igen, længe har jeg og mine undergivne fastet og mediteret for at få svar fra Guderne om, hvorfor deres vrede rammer vores landsby. I går under rystelserne fik vi et sådan tegn," sagde han lavt, men på grund af stilheden kunne alle høre ham.
   To præster kom slæbende på to halvdele af en cirkel med et hul i midten, cirklen repræsenterede vores samfund, dyrene, menneskene, jorden og den uendelige cirkel af liv og død, hullet i midten var Gudernes verden.
   Jeg gik selv med en lille sølvkæde, hvori der sad en dybblå glasperle, som netop var et lille symbol af det store symbol, som stentavlen var. Min hånd holdt om smykket, mens jeg mærkede min landsbys forfærdede reaktion.
   Den gamle præst løftede hånden og alle tav. "Seith har vist os, at vi har været for langsomme til at lave hans tempel, han har ødelagt vores hellige symbol og derigennem vist os, at han kræver et offer, for at vores livs cirkel ikke skal blive ødelagt," sagde den gamle præst.
   Der gik et sus gennem alle, jeg så opmærksomt på den gamle præst, som om han mærkede mit blik, så hans hvide øjne ind i mine.
   "Vedkommende som skal offers, skal melde sig frivilligt. Han eller hun vil blive udsat for hårde prøvelser, Seith er hverken retfærdig eller gavmild," sagde han.
   Jeg så ned på min forbinding, så gjorde jeg noget, som jeg sjældent plejede at gøre, jeg rejste mig op og mærkede, min landsbys reaktion, da deres øjne faldt på mig. Mine forældre blev grebet af fortvivlelse, jeg var deres eneste barn. Jeg så sorgen i deres øjne, men kunne og ville ikke ændre min beslutning.
   "Jeg mærker en blidhed og en vilje, som er stærkere end stål, har du truffet dit endegyldige valg, datter af folket," spurgte den hvidøjede præst.
   "Det er truffet," svarede jeg.
   "Du bringer dine forældre stor sorg, mit barn, de har kun dig. Er du stadig sikker på din beslutning," spurgte præsten alvorligt.
   "Mine forældre vil hele landsbyen tage sig af, når de bliver gamle, hvis jeg ikke skulle vende tilbage og gøre min pligt som datter," svarede jeg.
   "udmærket, datter af folket. Du får en sidste nat hos dine forældre, båden sejler i morgen, når solen står op, du vil hverken få årer eller mad med. Seiths kræfter vil lede båden, han vil udsætte dig for tre prøvelser, du må ikke fejle i bare en af dem. Fejler du, vil du blive dømt til døden. Har du forstået konsekvenserne af dit valg," spurgte han.
   "Jeg har forstået konsekvenserne af mit valg, jeg vil kun bede om en ting, landsbyen skal give mig et løfte på, at den vil sørge for at mine forældre ikke kommer til at lide nød, hvis jeg ikke skulle vende tilbage," sagde jeg stille.
   "Det løfte vil hele landsbyen gerne aflægge, du skal ikke tænke på dine forældre, de vil komme før alle andre i tider med nød, og vi vil trøste dem i deres store sorg, som dit offer byder dem," sagde vores høvding og rejste sig op.
   Hele landsbyen bøjede hovedet i respekt, jeg satte mig ned igen, uden at vide hvad jeg følte, jeg håbede kun, at jeg ville klare de tre prøvelser, og at Seith ville lade mig vende tilbage til min landsby. Jeg havde altid vist ham den agt og ære, som hører en gud til, men som den hvidøjede præst havde sagt, så var Seith hverken retfærdig eller en mild gud, han var kendt for sin nådesløshed.

Alle gik noget mere stille hjem, end de plejede og ingen opsøgte kroen, jeg takkede Guderne for at jeg var vokset op i en landsby, hvor man forstod at tage hensyn til hinanden.
   Min mor græd og min far holdt tårerne tilbage, tro mod en mands natur ville han ikke udgyde dem, før han var alene. Jeg sagde som sædvanligt ikke noget, jeg lod mine forældre om at håndtere deres sorg, mens jeg gik ned til det hav, som i morgen ville føre mig til Seith.
   "Du er virkelig modig," lød en stemme bag mig. Jeg lod vinden lege med mit hår og gned min forbinding, så ud mod horisonten og mærkede Taron´s blik i min nakke.
   "Stadig tavs, du ved godt, at du vil dø, ikke," spurgte han og blev stående bag mig.
   "Beskyt mine forældre Taron, bliv den søn, de aldrig fik," sagde jeg og gik hen til ham. Han stod lænet op ad en palme, som der stod mange af langs stranden, som sædvanlig legede han med sin kniv, ingen kunne beherske en kniv som Taron. Jeg rørte ham forsigtigt på skulderen og gik hen til mine forældres hus, jeg åbnede dækslet, som dækkede indgangen og gik nedenunder.
   Min mor havde lavet mad, men ingen af os var sultne, mon mor snøftede og jeg ønskede, at jeg kunne ændre min beslutning, men jeg kunne ikke skuffe landsbyen.
   "Jeg lader dig ikke gøre det, Liv. Du er vores eneste barn og der er mange i byen, som har flere børn, der kunne tage din plads," sagde min far og slog i bordet.
   "Ville de ikke reagere som dig," spurgte jeg og fortsatte, "hvert eneste barn er som guld for sine forældre." Det sidste var et citat fra en af væggene i templet.
   "Ja, det er sandt, men du er vores eneste og de har flere, som de kan lade deres arv gå til, vores arv vil blive givet til en af fremmet blod," udbrød min far og blev rød i hovedet. Hans sorg var tydelig, min mor snøftede og så ikke på mig, jeg mærkede min samvittighed gnave, hvordan kunne jeg handle så ondt mod mine forældre, spurgte jeg mig selv.
   "Hvad vil I have, at jeg skal gøre," spurgte jeg.
   "Vi gemmer dig, ingen kender det hemmelige rum i loftet på etage 6, der gemmer vi dig. Båden må sejle med en anden i morgen," sagde min far bestemt.
   Jeg nikkede, og tænkte på et andet citat, som også stod på templets vægge, "ethvert barn skyldte sine forældre lydighed."