Vi red hen over sletten, de havde bundet mine hænder og førte mig nu på en kedelig blegbrun hest. Jeg betragtede landskabet, indimellem stod der spredte træer og enkelte gange stod de i små klynger. Hovene løb henover det korte græs i kort galop, jeg havde lært at ride fra jeg var ganske lille, så det var intet problem, at jeg ikke kunne bruge mine hænder.
   Vi red forbi en klynge træer, en hest hvinede og flere fulgte efter, en flok ryttere for ud mellem træerne. De havde løftet deres sabler, som glimtede i solen. Jeg var for overrasket til at reagere, en sabels klinge kom for tæt på. Jeg mærkede smerten i min overarm, hans sabel havde lavet en dyb flænge i min overarms muskel. Blodet løb hurtigt ned af min arm og smerten fik mig til at gispe. Den blegbrune hest ved ud til siden, væk fra rytteren. Jeg var uforberedt på denne manøvre og landede hårdt på jorden, hvor jeg trillede rundt og blev liggende på ryggen. Ham som havde såret mig, lage først nu mærke til mine bånd. Jeg kunne kun se hans øjne, resten var skjult bag en turban og tørklæder.
   De lyste et kort øjeblik op i forbløffelse, han steg ned af sin hest midt i slaget. Larmen og støvet, som blev hvirvlet op, syndes ikke at berøre ham. Han tog et reb fra sin sadel, og kom hen imod mig. Jeg krøb tilbage, væk fra ham.
   Han tog fat i kraven på min bluse og slæbte mig hen til det nærmeste træ. Han tog rebet ned fra sine skuldre og bandt mig øvet til det. Smerten fra såret fik mig til at bide tænderne sammen. Han strammede rebet godt til, så jeg ikke havde en chance for at slippe fri. Han gik hen til sin hest, svang sig op i sadlen, trak sin sabel og styrtede ind i slaget. Jeg så på min arm, blodet var begyndt at løbe ned over rebet, der sad allerede støv og skidt i det.
   Heste løb bort, mænd faldt til jorden, dem som havde angrebet mine tilfangetager, var i overtal. Der havde været både mænd og kvinder blandt dem, som havde bortført mig. de fleste af dem lå nu sårede eller døde på jorden. Jeg kunne ingenting føle, det eneste jeg mærkede og følte, var smerten i min højre overarm.
   Larmen holdt op. Jeg så dem, som havde overfaldet os gå rundt blandt de døde og samle værdigenstande op, andre indfangede de løse heste eller bandt de overlevende. De ville sikkert blive solgt som slaver. Der blev gjort kort proces med dem, som var alvorligt sårede, heller ikke dette påvirkede mig synderligt.
   De fleste kvinder var i live, lage jeg mærke til, men hovedparten af mændene lå døde i græsset, som var revet op efter kampen. Manden som havde bundet mig, kom nu hen til mig. Han satte sig på hug, og undersøgte det sår, som han selv havde påført mig.
   Han rejste sig op og tog sit lem frem. Jeg så væk, da jeg mærkede det varme tis ramme mit sår. Jeg havde helt glemt min barnelærdom. Tis rensede og et sted, hvor vand var sparsomt, var det en god måde at rense sår på.
   Han lukkede sine busker og løsnede rebet, som holdt mig bundet til træet. Han bandt det fast til det reb, som mine hænder var bundet sammen med, og førte mig hen til de andre fanger.
   Han sagde noget til en af de andre mænd, som kiggede kort hen på mig, hvorefter han nikkede og overtog min snor. Han bandt mig sidst i linien af fanger. De andre trak sig væk fra mig, jeg lugtede nok heller ikke særlig rart. En blanding af tis og blod, desuden havde jeg før været deres fange, det var kun deres status, som havde ændret sig.
   Vi fik lov til at sidde ned, mens de bandt de løse heste fast til deres sadler. Jeg satte mig på en sten, så langt væk fra de andre som muligt. Nogle af kvinderne græd, de fik trøst af nogle ældre kvinder.
   Jeg følte en hvis tomhed ved at se dem være der for hinanden. Der hvor jeg kom fra, var kærtegn sjældne, selvom jeg var elsket. Jeg smilede, da jeg så, at de endda havde indfanget den kedelige blegbrune. De hev os op at stå, vi gik mellem hestene, de tvang os fremad. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det havde gået hurtigere, hvis de havde ladet os ride på de løse heste.

Vi gik hele dagen, og jeg kunne tilføje svedlugt til de andre "dufte". Jeg var træt og tørstig, sulten var der også, men den var til at holde ud. Mørket tog til, og de gjorde holdt ved en lille å, som snoede sig gennem landskabet. De drak først selv, så lod de hestene komme til og bagefter kunne vi drikke. De andre kastede sig over muligheden, jeg formede en skål af mine hænder og drak langsomt. Det gjorde ondt i såret, men det var til at holde ud. Da den værste tørst var stillet, vaskede jeg først mine hænder med sand og bagefter mit ansigt. Bagefter vaskede jeg mine hænder igen, og prøvede at skylle det værste blod af, men det var svært med bundene hænder. Jeg stak min underarm ned i vandet, men det fjernede kun lidt af blodet, det sad godt fast.
   Flere af de andre kvinder badede deres fødder. Jeg havde også fået vabler, men det havde jeg ikke planer om at vise nogen som helst.
   Månen lyste blegt, og en skygge faldt ned over mig. jeg så overrasket op, men kvalte så enhver følelse. Det var ham, som havde såret mig. Han studerede mig grundigt, som ville han indprente sig ethvert træk i mit ansigt. Han løftede min underarm op ad vandet, dyppede en klud deri og begyndte at gnubbe det indtørrede blod af. Det sved, da han rørte sårets kant. Jeg bed smerten i mig og så væk. De andre kvinder, betragtede optrinnet med angst. Han blev endelig færdig, men var ikke færdig med at undersøge mig.
   Han studerede mine hænder og vendte håndfalden opad. Han lod sine finger stryge henover indersiden af min hånd. Den var glat og blød, et tegn på min høje byrd. Mine hænder var ikke blevet hårde og ru af hårdt arbejde.
   Hans øjne mødte mine, han strøg håret væk fra mit øre, hvilket afslørede den sølvring, som sad der. Han drejede mit hovedet, der sad en magen til i det andet øre. Han fjernede mit pandehår, som havde en tendens til at falde ned over mit ansigt, når det ikke blev holdt på plads af bivoks. Han studerede den smalle, men smukt formet sølvtiara, som lå henover hårgrænsen. Den endte i en perle så hvid som månen, midt i min pande.
   Han sagde noget og så afventende på mig, jeg rystede på hovedet, hvilket viste ham, at vi ikke talte samme sprog.
   Han pegede på sig selv, "Andorrranis," sagde han og rullede på r'et.
   "Trena," sagde jeg og pegede på mig selv. Jeg havde ikke engang lyst til at prøve at gentage hans navn. Jeg var ikke vant til det rullende r.
   Han fjernede en af mine sølvøreringe og tog den med hen til bålet. Der blev talt stille, mens den gik fra hånd til hånd henne ved lejrbålet.
   Jeg betragtede lejren, der var sat vagter ud, hestene havde fået deres hove bundet sammen, så de kunne græsse, men ikke stikke af. En af deres vagter gik rundt og delte tæpper ud. Kvinderne havde lagt sig væk fra de få mænd, som havde overlevet, de pakkede sig ind i tæpperne som de delte mellem sig. Jeg sad stadig ved min plads nede ved åen, manden smed et tæppe hen til mig. Jeg lage mig i græsset og fortsatte med at betragte lejren. Mændene tog deres mad frem, kød der var lagt under sadlen om morgen også redet mørt. Vagterne fik også deres del, jeg mærkede sulten, men fangerne fik intet, det havde jeg nu heller ikke regnet med.
   Det varede længe, før jeg faldt i søvn, og jeg vågnede ved hvert vagtskifte. Natten var smuk, stjernerne lyste helt klart og månen var næsten fuld. Endelig blev det morgen, jeg sørgede for at drikke, så meget som jeg nu kunne. De andre kvinder værdigede mig ikke et blik, men fulgte mit eksempel. Lejren var hurtigt i opbrud, asken blev spredt og dækkede med græs og jord. Det blev svært at se, at der aften før havde været et lejrbål.
   Kvinderne dækkede for hinanden, når de skulle tisse, men jeg havde ingen, så jeg måtte finde mig i at gøre det i fuld frihed. De fleste mænd så dog høfligt væk, det var ikke god opførsel at betragte andre end sin hustru på denne måde.

Som dagen gik blev jeg mere og mere sulten og tørstig. Vi holdt kun korte hvil. Kvinden foran mig snublede og hev mig med i faldet. Hun rejste sig op og bandede ad mig, jeg så rødt og stak hende en, sådan skulle hun ikke tale til mig. Hun overfaldt mig, men en vagt skilte os brutalt ad. Han stak os begge en lussing, som fik os begge til at falde om på jorden. Kvinden blev hjulet op af sine egne, mens jeg kom op på egen hånd.
   Min kind brændte, han havde slået hårdt, men hans eksempel havde hjulpet, der var ikke flere, som kom op at skændes. Flere faldt, vi var alle ved at være udmattet. Tørsten var det værste, mine tænder knasede af sand og tørrede min mund endnu mere ud. De havde ikke givet os noget at drikke siden åen i morges.
   Det blev nat og køligt, men alligevel tvang de os fremad. Selv jeg havde svært ved at bevare min ranke holdning, men min stædighed afholdt mig fra at hænge med hovedet, som de andre fanger. Kun nogle få mænd holdt, ligesom jeg, stadig hovedet højt hævet.

Hestene satte farten op og tvang os til at gøre det sammen, en landsby tog form ude i det fjerne. Krigernes heste reagerede, fordi de genkendte deres hjem og vidste, at der ventede vand og fulde muleposer.
   Vi kom ind i byen, som bestod af telte, sirligt arrangeret. Der stod et fyldt vandtrug, fangerne kastede sig over det og trak mig med. De kastede sig over vandet, jeg holdt stand og stod så langt væk, som det kunne lade sig gøre. Jeg ville ikke give efter min tørst på den måde, som om jeg var en ged eller hest.
   Andoranis steg ned fra sin hest og kom hen til mig. Han løsnede mit reb fra de andres, og førte mig hen mod et lille telt. Han gik selv ind først og tvang mig til at følge efter, teltet var tomt, bortset fra en pæl i midten, som fik det til at stå oprejst. Pælen var gravet dybt ned i jorden. Andoranis førte mig hen til den, tvang mig ned at sidde, bandt mig til pælen med et medbragt reb. Bagefter løsnede han mine hænder, løsnede rebet rundt om pælen, tvang mine bagud og bandt dem sammen bag pælen. Han strammede rebet rundt om min mave og bare arme, nu ville jeg bestemt ikke være i stand til at stikke af.
   Han studerede mit sår, det havde blødt lidt, men ikke overvældende. Der var kommet skidt i det, efter at kvinden havde hevet mig med ned i sit fald.
   Han bøjede sig og gik ud af teltet, jeg lage mærke til to vagter uden for. De talte kort med Andoranis, kunne jeg høre, for han lukkede teltdugen bag sig.

Jeg slikkede mine tørre læber, og lod mit hovedet hvile mod pælen, jeg var mere end almindeligt træt, nærmest udmattet. Jeg vågnede op, da teltdugen blev slået til side. Andoranis og en ældre mand kom ind, den ældre bar på en taske, som han vogtede over med stor nidkærhed, kunne jeg se.
   Jeg bøjede hovedet i respekt, han gengældte nikket og studerede mit sår. Så gav han sine ordre, Andoranis forsvandt hurtigt ud af teltdugen. Denne mand nød stor respekt, forstod jeg.
   Han fandt sine ting frem, en lille skål, en lidt større, så tog han en nål op, det var en kobbernål, dem havde vi også hjemme. Andoranis kom ind med en kedel kogende vand, som han hældte op i det to skåle, den gamle mand hev to af mine lange hår ud, lage dem ned i den ene skål sammen med nålen. I den anden skål hældte han nogle sæberødder ned i. Han lod det stå lidt, så tog han en klud op ad tasken, dyppede den derned og begyndte at vaske omkring såret. Han tog en ny klud for hver gang, han skiftede. Endelig var han færdig, så fandt han en pind frem, den var omhyggeligt skåret til. Han viklede to klude om den og rakte den til Andoranis. Han åbnede munden og viste med tegn, at man skulle bide sammen om den. Jeg adlød og han plantede den i min mund.
   Den gamle mand tog en skinddunk op, han fjernede proppen og hældte væsken ned over såret. Jeg bed hårdt sammen om pinden, det sved ubeskriveligt. Mod min vilje brød tårerne frem i mine øjne. Den gamle mande vaskede hænderne i sæbevandet, tog nålen op og trådede den med mit hår. Jeg trak vejret tungt og kunne ikke dæmpe angsten i mit indre. Jeg ville ikke have, at han skulle sy mit sår. Andoranis holdt pinden fast med sin ene hånd, med den anden holdt han mig fast omkring skulderen og trykkede mig ind til pælen, så jeg ikke kunne røre mig.
   Jeg skævede ned til den gamle mand, men Andoranis drejede mit hovedet væk og tvang mig til at møde hans øjne. Mine egne var fulde af tårer, som løb, mens den gamle mand syede mit sår sammen. Jeg bed sammen om pinden, så det kunne mærkes i hele min kæbe.

Endelig var han færdig, han hældte vand og et pulver op i det nu afkølede vand. Han rakte kruset til Andoranis. Han slap taget om mine skuldre, men ikke taget i pinden. Den gamle tog en krukke op, han fjernede stoffet, som gjorde det udfor låget. Krukken indeholdt noget klistret stads, som han smurte på såret, det var harpiks, som virkede helbredende.
   Andoranis holdt kruset op til mine læber. Han fjernede pinden og gjorde det klart, at jeg skulle drikke indholdet, ellers ville han tvinge det i mig. jeg sank den første slurk, det smagte ikke godt, men jeg drak det hele uden at tøve. Den ældre mand betragtede mig og sagde et eller andet, Andoranis nikkede. Den ældre mand pakkede sammen, Andoranis satte min ørering på plads og smilede. Jeg fæstede mit blik på et sted i baggrunden, og ignorerede ham. Jeg var træt, og min mund var fyldt med bismagen fra det, de havde givet mig. De forlod mig begge to, jeg så at vagterne stadig stod udenfor. Jeg gav efter for den lokkende søvn, mit sår gjorde mindre ondt nu og jeg var helt udmattet.