I løbet af natten kravlede jeg ned i det lille rum, det var meget trangt og lugtede af fugt. Min far lukkede låget og smed tæppet henover, så ingen kunne se det, jeg var splittet mellem to viljer, ønsket om at følge loven, som påbød mig at adlyde mine forældre og ønsket om at rede min landsby.
   Men hvordan skulle jeg kunne afgøre, hvilken regel der var vigtigst, den der stod skrevet på tempelvæggen, eller skulle jeg stole på mit bankende hjerte og volde mine forældre stor sorg, eller skåne dem og miste min landsbys tillid, mit sind var ude af balance.

"Glem det, hun kommer ikke, jeg sender ikke mit eneste barn i døden," sagde min far. Den hvidøjede præst sad på jorden og malede øjne på den lille robåd, disse øjne ville give båden evnen til at se og derved føre sin dyrebare last til gudernes rige.
   Hele landsbyen var mødt op og solen farvede stranden i orange og rødlige farver. Men ingen gav sig til at beundre den smukke morgen, høvdingen følte sig magtesløs. Pigen havde selv meldt sig, ingen havde presset hende til at påtage sig opgaven, samtidig forstod han godt hendes forældre, hvilken sorg at skulle miste et barn. De andre i landsbyen blev urolige, de var ikke mere end mennesker og ville hellere se Liv tage af sted, frem for et af deres egne børn. Hun havde selv valgt det, mumlede flere.
   "Pigen vil selv træffe sit valg, hun er et barn af havet og har selv påtaget sig denne opgave," sagde den hvdøjede præst og malede den sidst iris i bådens andet øje.
   Solen stod langsomt op, sjældent var en morgen blevet hilst velkommen af sådan en intens stemning, stranden antog en mere gylden farve, det orange og røde fortog sig mere og mere. Vandet begyndte at antage sin klare blå farve.

"Undskyld, at jeg har ladet jer vente. Jeg måtte overvinde mig selv," sagde jeg og mærkede det varme sand under mine bare fødder. Jeg gik hen til båden, flokken af mennesker delte sig i to og lod mig passere.
   "Jeg er ked af det far, men jeg måtte følge mit hjerte. Både du og mor ved, at jeg gør det rette," svarede jeg.
   Den hvidøjede præst rejste sig knirkende op, "vi må alle overvinde os selv, min kære," sagde han og på trods af, at hans øjne for længst var holdt op med at se, følte jeg hans blik gennembore min sjæl. To unge præster hjalp mig op i båden og skubbede den det sidste stykke ud i vandkanten, jeg tillod mig et enkelt blik tilbage på dem, som stod inde på stranden. Et lille sejl fangede vinden og førte mig ud på havet, det sidste jeg så, var at Taron havde stillet sig tæt op af mine forældre. Jeg smilede og vendte blikket mod horisonten, smilet blegnede, intet kunne forberede mig på det, jeg ville komme til at møde. Jeg holdt fast om min amulet og bad, mens jeg håbede, at guderne ville vise sig nådige.
   Jeg blev både tørstig og sulten, mens jeg sad i båden og lod den drive fremad. Vinden var frisk og jeg havde allerede tabt land af syne, nu var der kun det åbne blå hav. Tørsten fik mig til at fugte mine læber og synke, men der var intet i båden, kun mig. Stjernerne begyndte at komme til syne over mig, himlen blev sort. Jeg nød synet, her var så stille og fredeligt. Sejlet blev slapt og båden stod stille og vuggede blidt, jeg gabte og tænkte på, om jeg skulle lægge mig til at sove. Forsigtig lage jeg mig ned i bunden af båden og så op på stjernerne, de blinkede og lyste. Døsigheden overtog.

"Så du er dit folks udvalgte," sagde en stemme, der skar gennem min søvn, som et skarpt sværd gennem væv og knogler. Fortumlet gned jeg øjnene, båden og den sorte nattehimmel var væk, i stedet lå jeg på et slags gulv, der changerede i lyserøde og hvidlige farvetoner.
   Jeg kom halvt op at sidde, og så en mand stige ned fra sin trone, den så ud til at gå i et med gulvet, og var bygget af firkanter. Der var to trin op til selve stolen, disse to store plader var firkantet, den nederste så ud til at vokse ligeud af gulvet og var størst, der lå en lidt mindre ovenpå, hvor stolen stod. Det var nu mildt sagt ikke en stol, men nærmere en trone, ryggen var firkantet, armlænene og stolesædet var firkantet. Den sammenblandede farve af lyserødt og hvidt tonede frem, og ændrede sig hele tiden, gulvet ændrede sig også, noget som for et øjeblik siden havde været hvidt, kunne i næste øjeblik være lyserødt. Manden trådte værdigt ned og nedlod sig ikke til hastværk.
   Jeg så frygtsomt op på ham, de let lysende øjne, de helt glatte og nærmest hårde træk, samt tøjets usædvanlige glød fortalte mig, at jeg havde at gøre med en gud. De to let spidsede tænder, som afsløredes af en let udfoldning i huden, fortalte mig, at det var guden Seith.
   Jeg rejste mig op og nejede helt i bund, "jeg er mit folks udvalgte af egen fri vilje," sagde jeg og så ned i gulvet, det havde nok været noget uhøfligt at stirre, sådan som jeg havde gjort. Han blev stående foran mig, indtil jeg rejste mig op.
   "I det mindste sendte de mig ikke en af deres grimmeste børn, kom med," sagde han og gik fremad, jeg fulgte efter, men holdt mig hele tiden tre skridt bag ved ham.

Han standsede op og ventede et øjeblik, jeg stod tavst bagved ham og ventede. To søjler formede sig foran os, de groede op ad gulvet, et tyndt reb, igen med den samme farve som gulvet, forbandt dem. Han fløjtede og to vingede væsner kom flyvende, deres spidse ører, den skræmmende hvide pels, deres ben og hænder hang sammen gennem et tyndt lag sort ud, når de strakte sig, gav det dem evnen til at flyve, men det værste var deres røde øjne og de spidse tænder. Alt farven veg fra mit ansigt, men jeg blev stående.
   De greb fat i rebet med fødderne og lod sig hænge der, mens de lukkede vingerne om sig, deres øjne fæstede sig på mig.
   "Kravl derop, brug det reb i din hånd til at svinge dig forbi mine kæledyr. Du skal bestå alle tre prøver, fejler du blot en, har du tabt. Prisen for at tabe er døden, og mine kæledyr er altid ivrige efter friskt blod. Er I ikke også," sagde han blidt og satte sig ned på hug, to rotter havde stillet sig ved hans fødder, da han talte til dem, reagerede de med små pibe- lyde af begejstring. Han kløede dem blidt.
   Jeg gik hen til en af masterne og tog rebet, som pludselig hang på en krog og kravlede op af en stige, som fjernede sig bag mig, ligesom for at minde mig om, at jeg ikke havde nogen mulighed for at kravle ned igen, men måtte over linen.
   Jeg bandt rebet fast om livet på mig selv, mens jeg stod på platformen. Den eneste ide, jeg havde til, hvordan jeg skulle klare disse to forhindringer, som hang med jævnt mellemrum på snoren, var at svinge mig forbi dem. Jeg kravlede ud med hovedet hængende nedad, og bandt snoren fast så langt ude, som jeg turde. Så lod jeg mig falde, rebet stoppede brat og jeg bed smerten mig og ventede kun et øjeblik, før jeg prøvede at få rebet til at svinge, så jeg kunne komme så langt op og gribe fat om rebet på den anden side af hans første bevingede kæledyr. De to kæledyr begyndte at svinge fra side til side, den første af dem stødte ind i tovet. Knuden omkring min mave løsnede sig, og jeg greb fortvivlet efter det, men for sent, jeg landede på mine ben, de bukkede sammen og tog af for stødet. Jeg trak vejret tungt og svedte.
   Den velopbyggede prøve forsvandt for mine øjne, mens han trone dukkede op i stedet, jeg vidste, at jeg havde fejlet. Han satte sig op på sin trone og så ned på mig, "ynkeligt," var det eneste, han sagde.
   Jeg rejste mig op, "den prøve var ikke retfærdig," udbrød jeg. "Hvem sagde noget om retfærdighed, dette er mit rige og jeg er hverken retfærdig eller mild. Din dom er døden og du må heller løbe, mine kæledyr er ivrige og skånselsløse," sagde han. De to rotter stod bag hans trone og de flyvende havde sat sig oppe på hver sin side af hans hovedet. De to rotter løb hen mod mig og de to bevingede satte af fra stolen og fløj gennem luften.
   Jeg bøjede mit hovedet, lage mig på knæ og blottede både mine arme og halsen, hvor jeg vidste, at de store kar med blod sad. De vingede kæledyr nåede først hen til mig og borede deres tænder ind i min hals, deres vægt væltede mig omkuld, de to rotter fuldendte smerten, ved at sætte deres tænder i hver sit håndled.
   Tårerne løb ned af mine kinder, men kun et kort øjeblik, så overtog smerten og jeg mistede bevidstheden.