Den første dag
   Den første gang blodet kom var rystende. Men efter kort tid blev det et sejrsmærke. En indvielse til noget, man ikke vidste, hvad var, men et tegn på, at noget vigtigt havde taget sin begyndelse.
   Kvinden var 11 år. 11 var hendes lykketal, den 11.august var hendes fødselsdag, og det år havde den været vidunderlig. Solen havde ikke svigtet. Hun var barn af den strålende varme august, et lykkebarn, omgivet af en særlig aura af held. Forsynet med styrke og vilje, temperament og blik for former og farver, fyldt med ønsker om fordybelse, fortabelse og væren i det vældige intuitive hav, der omgav hende, i de stunder, hvor hun kunne få lov at bade i det, føle sig, som om hun lå i et vældigt, lunt badekar omsluttet af alle sine tanker, drømme, ideer og ønsker.
   Værelset var det bedste. Eneboer på loftet, hvor et hjørne var skilt fra og rummede værelset, som var hendes helt alene. Ensomheden var vigtig, alene, men ikke uden for fællesskabets hørevidde, sad hun ved sit skrivebord og læste lektier, tegnede, eller læste. Drømte og fantaserede. Kun modstræbende lod hun sig trække ud i omgivelsernes malstrøm, ud i den virkelige verden. For altid var det indre liv hendes virkelige eksistens, den hun boede i, og aldrig et øjeblik var hun i tvivl om, at der eksisterede to verdener. De andres og hendes.
   Man kunne gå gennem glasmuren. Glide ubesværet frem og tilbage, blot man var opmærksom på at høre efter, når de kaldte.

Det er sådan ca. 55 år siden. Man kan ikke være så gammel og stadig eksistere, det var, hvad hun tænkte dengang og stadig tænker. Alligevel er tiden gået. Den er fløjet, har slæbt sig af sted, stået stille eller den har upåagtet sneget sig frem mod sit ukendte mål.
   Egentlig uden hendes indblanding. Hun har bare været der. Har altid været og vil altid være, trods alle andres udsagn om en begyndelse eller en ende.
   Nu skulle det jo være forbi, hun skulle føle sig på vej ud, passé, forældet gammel og ude af trit med den pulserende virkelighed. Tidens trend. Verdens pulsslag skulle dæmpes og en værdig ro indfinde sig.
   Men den kommer ikke. Glæden bobler stadig, nyhedens interesse bølger gennem hver eneste dags begyndelse. Livet strømmer med uformindsket kraft, og det store hav af ideer ligger der, lavvandet, lunt og indbydende for hendes fødder.

Fødder! De er nødvendige for de fremadskridende aftryk, man efterlader i sandet. Man må sætte spor. Som en fortidig dinosaur. Som en nutidig danser. Det er vigtigt, måske det vigtigste af alt. Man skal kunne se, hvor jeg gik.

Engang var hun dybt nede i undergrunden ved en flod. Et stenet vandløb, der sagte rislede forbi. Man kunne fiske i vandet. Ikke efter fisk, men efter viden, erkendelse og forståelse. Hun vidste, at al verdens forstand, visdom og erkendelse flød i en langsom strøm ned ad denne flod. Strømmen var netop så langsom, fordi det var tilladt at hente, alt hvad man havde brug for og alt, hvad man ønskede. Her lå det mellem sten og klippeblokke halvt skjult af det rindende vand. Det var ikke livets kilde, men dets flod.

En gang stod hun i drømme foran en lukket dør. Der var tre trin op. Hun stod på jorden og så op på døren, og hun vidste, at alt det, hun ønskede sig i hele den vide verden, fandtes bag denne simple finerdør med det grå plasthåndtag.
   Langt senere åbnede hun i en anden drøm døren og så, hvad hun aldrig siden kunne glemme. Livets træ på en blomstereng. En flammende skælvende verden så smuk, stor og fortryllende, at hun, der ellers aldrig veg til side for nogen eller noget, ydmygt måtte krybe på hænder og knæ for at nå frem til stammen.

Hun slap den sorte panter, så den kunne stryge tæt forbi menneskenes boliger på sin flugt langs banelinjen. Hun klappede den drivende våde løve på halsen, og gemte tigeren bag sin ryg, der hvor hun sad i barndommens simple stue. Hun så bjørnen styrte i jagende fart rundt og rundt under loftets hulkeele. Hun så jorden fra et punkt mellem stjernerne og betragtede månen, mens den styrtede ned bag horisonten i et svimlende frit fald. Hun forsøget at forstå, mens hun red på den fyrige hest inde mellem bordene på en snusket landevejskro, men det lykkedes aldrig helt. Altid blev der et slør mellem hende og åbningen. Mellem tanke og vished. Mellem drømmen og den anden verden. Det var ikke til at forklare, men det betød ingenting. Hun var tilfreds med de skyggeagtige glimt. Hun anede en sammenhæng og intuitionen lod hende få tilstrækkelig sikkerhed for, at hun ikke tog fejl.

Dette er ikke skrevet til den, som spørger, hvad det betyder, hvad meningen er, men kun til den, som er på den samme frekvens. Den, som ikke stiller spørgsmål og venter på svar, men som kan fornemme en sagte brise og som straks rejser sig og går i den retning, hvorfra luftstrømmen kommer. Den, som ved uden at forstå. Den, som drømmer og håber, uden nogen side at få andet svar end lyden af sit eget åndedrag. Den, som følger sporene og ikke standser, der hvor de går gennem glasmuren.

Det er på den anden side af denne glasmur, vi måske vil mødes.


Anden dag
   Sådan har det altid været. Langt tilbage i tiden, da hun var fem seks år gammel skete der noget. En stor rædsel, en slags lammelse greb hende lige før søvnen. Lyde hun ikke forstod kværnede i ørerne, kroppen spændtes i en ubevægelighed, som det var umuligt at bryde. Hun sad fast i glasmuren. Kunne ikke komme ind og ikke gå ud. Den skurrende støj fyldte hende med rædsel og skræmte hende væk fra søvnen. Allerede midt på dagen begyndte tankerne at kredse om aftenens vågne mareridt. Lyset i dørsprækken hjalp hende ikke. Den sagte summen af forældrenes stemmer fra stuen heller ikke. Hun var alene i sit vågne fængsel ude af stand til at give en lyd fra sig. Når søvnen endelig kom og befriede hende, vidste hun det ikke.

Hun var alene. Alene i en verden, som nok var befolket med andre, men som holdt hende i en glasklokke altid på afstand uden virkelig at komme tæt på. Ensomheden blev en konstant. Udenfor var de andre, men det var ikke, der hun hørte til. Hun boede i glasbjerget, inde bag den strålende, blinkende stenhårde, men helt gennemsigtige mur.
   Hun lærte at håndtere situationen. Gled umærkeligt ind og ud mellem de to verdener uden at betro sig til nogen. Lange, tavse monologer på ensomme vandringer i landskabet gav hende mod, sej styrke og lærte hende kunsten at rådgive sig selv.

En gang imellem var der et fællesskab, en følelse af nærvær, men oftest med en helt fremmed. En af samme art. Fællesskabet var altid i den anden verden. Det var der, hun hørte til. Der hun havde mest lyst til at opholde sig. Men hun lærte sig at lade som om. At være "ude", så ingen så, hvor hun virkelig opholdt sig. Lynsnart som en lysstråle kunne hun i glimt springe fra sted til sted. Man må være usårlig for, når som helst og til alle tider at kunne bevæge sig frem og tilbage gennem en mur af glas.

Hun ønskede sig visdommens gave. Lykken, når hun blev gammel. Verden gled gennem hende og ud på den anden side, som om hun selv var af glas. Den satte ingen særlige spor.
   Hun vidste jo hele tiden, at blev det for slemt, kunne hun trække sig tilbage ind i bjerget, hvor den anden verden lokkede og kaldte, ventede og gerne ville opsluge hende helt. Men et eller andet holdt hende tilbage. Hun gik aldrig væk fra kanten. Blev i grænselandet langs den skarpe linje, der adskilte de to verdener, hendes liv snoede sig ud og ind imellem.
   Selv nu, hvor hun kunne gå videre, bliver hun hængende nær den glasklare mur, hvorfra man kan se de to verdener og fornemme, at man lever i dem begge.


Tredje dag
   Det var altid børnene, der fik hende ud af glasbjerget. De kaldte på den rigtige måde, de var af samme art, og de kendte selv landet bag ved tiden. Mødet skete i eventyrenes verden. Ingenmandslandet, hvor der var rum til fantasien, drømmen og de flyvende tanker. Der var ingen snærende bånd. Ingen golde misforståelser. Ingen regler uden dem man selv skabte på stedet og bare lod ligge, hvor de faldt, når der ikke længere var brug for dem.
   Børnene kendte sandheden. De vidste det bare ikke endnu. Måske ville de aldrig opdage det. Den dag glasbjerget lukkede sig, og de gik videre ud af grænselandet, ville de glemme stedet, og var man først kommet bort, var det svært at finde tilbage, for på afstand var glasbjerget usynligt, og for de fleste voksne er det borte for al tid.

Hun vidste ikke selv, hvorfor hun aldrig vovede sig længere væk, men hun havde en fornemmelse af, at det var på grund af børnene.

Fornemmelser styrede verden. Langt senere forstod hun, at det ikke var sandt. Ikke for alle i hvert fald. Hendes fornemmelser svirrede i luften over hende, som store advarende fugle, som vældige måger, der af og til dykkede og skræmte hende til orden. Da hun selv begyndte at træffe beslutninger, kom de altid tæt på og hviskede, hvad hun skulle gøre, og langt senere, da hun prøvede at dele denne viden med et andet menneske, gik det slet ikke.
   Fejltagelser, som hun allerede fra staten vidste var fejl, blev sat i værk af en forkert loyalitet. Et tænkt fællesskab, som ikke kunne bruges. Rådgivere udenfor var dårlige rådgivere. Det var kun tankens fugle, fornemmelsens vingede væsner, der vidste. Langt om længe forstod hun, at den viden, hun havde, kun var hendes og ikke kunne deles.
   Ensomheden var en lov, der ikke måtte brydes. Glæden, den varme strøm, når anelsen blev til vished var hendes alene. Det tog år, før hun lærte at fornemme, når hun mødte en anden af samme slægt. For det er en viden uden ord, et tavst fællesskab, hvor et blik eller et smil fortæller, hvad mange ord alligevel ikke kan sige.

Arbejdet med børnene tvang hende ud af bjerget. Det var nødvendigt at være på. Hun lærte sig at gå lynhurtigt fra den ene verden til den anden. I begyndelsen var det meget anstrengende og kostede næsten alle hendes kræfter. Enten tog arbejdet over, og hun blev næsten gennemsigtig af mangel på energi, eller også mistede hun kræfterne udenfor og slæbte sig kraftesløst af sted i en endeløs hverdag uden glæde.
   For glæden var i den anden verden. Der var energien, lysten og alle drømmene intakte. Der fandtes den næring, hun havde så hårdt brug for, og for at leve ude, måtte hun hele tiden hente næring inde. Derfor var hun nødt til at opholde sig i grænselandet. Der hvor det altid var muligt at hente føde nok til livets ophold.

Da hun opdagede, at visse personers tanker kunne sive ind i hendes, troede hun først ikke, at det var andet end tilfældige glimt af en viden, der kom et helt andet sted fra. Men da det blev mere og mere tydeligt, forstod hun famlende, aldrig tydeligt eller klart, at der var mulige forbindelser. Ukendte stier, hvor man kunne gå genveje, finde genlyde og spore ting, der før havde skjult sig i landskabet.
   Det var altid fremmede, en type, som hun ikke normalt følte sig i kontakt med, men hun lærte at være på vagt, lytte intenst og spejde efter de fine signaler. Hun lærte at arbejde i blinde. For ting sker baglæns, og det er først, når tiden er gået, at man kan se de spor, den har sat i sandet.
   Hun begyndte at registrere, notere og samle. Tegnene var utallige. Det var som at finde rav. Det er først, når man ved, hvor og hvornår man skal lede, at det lægger sig for ens fødder.
   Glæden var større, end hun kunne rumme, den fyldte verden med lys, den udvidede også glasbjerget og gjorde det mere synligt. Hun var ikke længere bange for at blive borte, når hun var ude. Nu ville hun altid være i stand til at finde hjem. Det var blevet lettere at passere muren. Umærkeligt snoede hun sig mellem sine to verdener. Dansen var begyndt.


Fjerde dag
   Hun var for nærtagende. Altid hudløs overfor kritik, negativ omtale, eller måske bare tanken om, at nogen ikke følte som hun. Den skærende smerte, der de fleste gange helt unødvendigt hjemsøgte hende, var prisen, der skulle betales, for det sensitive antennesystem, der var blevet hendes. For at beskytte sig gled hun ind bag glasmuren, dækkede sig, selv overfor de tætteste relationer. De sår, som en ubeskyttet tilværelse gav, var for truende og smertelige. Valget af ensomheden var hverken fremmed eller skræmmende, hun kendte den på forhånd så godt og følte egentlig ikke, at der manglede noget.


Femte dag
   Det er ikke hver dag, der er lige meget på lager. Ordene strømmer til næsten som mælk, men på visse dage er tilløbet tomt. Måske er det stoppet af noget større og tungere, måske er der bare ikke noget lige netop i dag. Dage er forskellige. Fyldt med virksomhed eller bare afventende uden egentlig at vide, hvad de skal. Roen og hvilen vil ikke indfinde sig, for der er så mange ting, der venter på at blive skabt. Billeder, der vil males, ord, der skal formes til sætninger. Den uvante frihed til at gøre ting, når de vil gøres, trænger til røgt og pleje. Den skal formes til noget, som hun ikke ved endnu. Hjælpes af tålmodige hæder, som er vant til at flyve hurtigt og usikkert på overfladen, hvordan skal de få lært at grave længere ned, at vente tålmodigt, hvor de altid før skulle haste hurtigt videre til det næste, det næste og det næste? Man må vente på roen. Den kommer ikke, så længe man løber. Man må fordybe sig, blive på stedet. Holde vejret. Ånde ind. Blive langsom og være. Ikke andet end at være, kan opfylde dine ønsker. At være eller ikke være. Det er deri, det hele ligger gemt. Nøglen til glasbjerget. Døren, der skal findes, så man ikke længere behøver at gå gennem mur og væg for at opnå det, man vil.


Sjette dag
   Der er hele tiden et påtrængende ønske om at producere noget. Være med. Deltage i processerne og føle sig betydningsfuld. Men det er kun en overgang. Senere må der komme andre ønsker. Friheden, der stadig er så enorm, at den ikke kan føles, ikke adskilles fra hendes eget , men kun kan tænkes, som noget, der er der uden at være etableret endnu. Erkendelsen af at buret ikke længere eksisterer skal først ramme hende måske med et bedøvende slag, måske som en blid luftning. Hvem ved, hvad der venter om næste dags hjørne. Hvordan udnytte de muligheder, der pludselig ligger åbne. Hvor er opgaven, mellem alle de opgaver, der lige nu flyder ned ad strømmen. Hvornår skal man læne sig frem og gribe fat.? Hvornår kommer den rigtige?
   Hun stoler til en vis grad på intuitionen, som altid før har været ledestjerne, men da var den det i skarp konkurrence med hverdagen, og meget var allerede givet, fastlagt og ordnet. Nu er det anderledes. Friheden er ikke egentlig skræmmende, men den er vidt åben og meget stor.


Syvende dag
   Det at læse, og det at tænke fylder meget af dagen. Dertil kommer det, at skrive sine refleksioner ned på papiret eller på skærmen, men hun synes vist stadig, at det også er papir. Det taknemmelige jomfruelige materiale, som villigt finder sig i først at blive misbrugt og senere kasseret Hun bruger oceaner. Regnskove af hvidt papir, som villigt lægger sig tilrette og føjer sig blidt efter hendes luner. Kuglepenne, filtpenne. Fyldepenne, blyanter og farver af alle slags. Skræk scenariet er fremtiden, som en tid, hvor hun ikke har adgang til alt det papir og alle de farver, hun ønsker. Barndommens læsning af Jammersmindet sendte gysende afmagtsfølelser gennem hende, af så megen tid til rådighed uden de rette redskaber til at udnytte den med. Ja, det var virkelig, det hun dengang tænkte. Pinen var ikke at være indespærret ude af hele den før så tiltrækkende kongelige livsstil. Nej, det værste var at have tiden uden at være i stand til at skaffe sig de enkleste redskaber, så den kunne bruges kreativt.
   Sandheden er den, at de ting, der er brug for, er yderst enkle. Blot redskaber, som kan sende tanker ud af hovedet og ned på et blivende sted. Hvorfor er det så tilfredsstillende at sætte ord eller billeder, måske bare mærker eller tegn på papir. At sætte spor i sandet, vise, at man har været til stede. Sende noget videre til en tid, der kommer engang?
   Hun ved bare, at det må gøres, og hun drives af noget stærkt og helt uforståeligt. Noget som ligger bagved de to verdener, længere ude eller inde. Udenfor glasbjerget og uden for den reale verden.


Den ottende dag
   Dage, hvor alt er tungere, uden mening og uden opdrift. Det er ikke muligt at flyve på tankerne sådanne dage. Man falder af, glider ned og kan ikke hænge på. Det er på den slags dage, man får kedelige breve, uventede indgreb i tilværelsen, netop som man føler sig forsvarsløs og uden våben. Hun ville afskaffe dem. Dagene. Tage dem ud af kalenderen allerede inden de begyndte, hvis hun kunne. Men det er ikke muligt. Den slags dage er med til at sætte de andre i relief. Gøre dem dyrebare og lysende. Men alligevel føles de vingeløse dage som spildt tid. Ufrugtbare frø. Unødvendig venten. De burde ikke være der. Men de er også bare mellemrum. Man kan ikke læse en tekst uden mellemrum. De golde dage er nødvendige. Det gælder om at finde noget, de kan bruges til. Hun holder så meget fast i det positive, at balancen tipper. Der må nødvendigvis være noget af alt. Lys fungerer ikke uden skyggerne. Det er netop dem, der fremhæver, stiller skarpt på billedet.
   Den slags dage kommer, når man har tid til at have dem.


Den niende dag
   Hun finder ingen lettelse. Tiden er ikke så god, som den plejer at være. Der må mere til. Måske er det ikke nok at glide ind i glasbjerget og bringe skatte med ud på den anden side. Måske bliver det for ensartet, uden modstykker går det ikke. For meget ligesom med kaffe.
   Den tiende dag
   Det er forvirrende ikke at vide, hvor man er kommet til. Hvor man står, og hvor man er på vej hen. Alligevel arbejder hun sig videre på lykke og fromme. I hvert fald er det ikke på nuværende tidspunkt muligt bare at skimte en plan. Planløshed er et mere passende udtryk. Men hun venter på noget. Et gennembrud, en tone eller en lyd måske. Et eller andet, der ikke var der før, men som snart må poppe op. Komme til syne eller til live. Hvorfra vides ikke, men det er der et eller andet sted i dybet, inde i mørket eller måske ude. Glasbjerget har fået en revne. Hvornår det skete, ved hun ikke, men den er der. Endnu er den kort og tynd, men alle som arbejder med glas ved, hvad en revne betyder. Begyndelsen til enden. Den kan kun blive større, længere, tydeligere og mere fatal. Hvad der derefter vil ske ved hun ikke. Glasbjerget har altid været der, og hun har ikke nogen anelse om, hvordan verden vil se ud uden det.


11. dag

Solen er kommet, men den har ikke bragt varmen med sig. Blæsten er koldere end den burde være. Fuglenes stemmer bliver skingre, mens de basker sig gennem dagens forskellige gøremål. Træernes bark er grågrøn, og de nøgne grene rækker anråbende hænderne mod himlen. Jeg stirrer anklagende gennem ruden. Jeg er inde, men burde være ude. Det er alt for skarpt og bidende vejr.
   April er i sit arrige hjørne. Min computer er halt. Scanner og printer fungerer ikke. Jeg venter på en blank skive af teknologiens hjemmebagte brød, som skal give mig de funktioner tilbage, jeg mistede i går.


12. dag
   Varmen tager tilløb og kommer for hvert spring nærmere og nærmere. Fuglene har den allerede i halsene. De er begyndt at synge rigtigt. Korte intervaller, ufuldendte melodier, men de synger. Det er de korte øjeblikke, hvor de glemmer alle pligterne og fortaber sig i livet siddende højt i toppen af en gran eller på spidsen af en gren. Solen fanger dem, og de glider et øjeblik over i den anden verden og synger, så man ikke blot kan føle den i sit indre, men helt klart ser, at den er virkelig. .Fuglen fylder universet med sang. På begge sider. Så er den pludselig væk. Redebygning og æglægning kalder.
   Men foråret kommer nærmere. Hele tiden nærmere med små, små skridt. Efter det følger sommeren, endnu lænket til det lunefulde, ufærdig og famlende, men man hører allerede en forjættende raslen af nøgler. Om lidt, snart. Så suser den kolde vind i trækronerne og alt finder sin plads. Det er ikke tid endnu.


13. dag
   Nu regner det og alting er blevet meget grønnere siden sidst. Jeg har været ude for at sætte spor. Det lykkedes mærkværdigt hurtigt og helt uden besvær. Tiden var moden, tilsyneladende var tidspunktet lige der.


14. dag
   En stjerneklar nat. Under en himmel, der pludselig syntes ganske nær, følte hun samhørighedens glæde. Et kort øjebliks forståelse af noget uforståeligt. Stjernerne var hende, og hun var dem. Alting var en enhed, og hun følte den strømmende varme glæde over at være en del af det fuldkomne eventyr. Midt i den cirkelformede virkelighed stod hun på bare fødder og havde stjernerne så nær, at hun kunne røre ved dem med sine øjne.
   Der er intet at være bange for. Alt er godt, som det er.