Når natten lukker porten ud til dagen
og alt falder til ro,
går der lang
lang tid,
før et træt lille overskud
til endelig at skrive
rammer mig som små nye stjerner
der slår gnister,
rører mig meget lidt
og forsvinder ud igen
i inspirationens egen verden
på flugt fra mig igen.
Den er som pindsvinet eller bjørnen
der har gemt sig og sover
dybt inde i vinterens mørke.
Jeg er ingen jæger
der kan fange stjernerne,
først langt derude bliver de til bål
og ukendte planeter og sole
der har taget alting fra mig
igen,
fuld af forladthed kan jeg
bare længes efter lyset.
I stilheden og musikken
ved jeg,
Merkur bor lige bagved tågen
med al hendes viden og mystik
om alt det,
jeg aldrig vil forstå,
hun fortæller mig,
hun ved,
hvor de er.
Men de kommer aldrig tilbage,
jo mere jeg leder,
bliver de til kul
og forsvinder.
Måske kunne længslen blive rolig,
måske hader jeg ikke ordet
uden grund,
for det har ingen klang
og ingen lys
og ingen dyb mystik.
Men som en fe
kan tænde stjerner,
opstår de nye en dag.