Det var ikke nemt at få det sagt. Andreas havde havde vendt og drejet det i hovedet hundreder af gange, og lige meget - eller rettere: lige lidt - havde det hjulpet. Hvordan skulle han formulere det over for Lola, at han ikke længere ville være medlem af partiet og ikke længere ville deltage i de mange aktiviteter, som de ellers altid havde været fælles om?
Han var godt klar over, at det virkede underligt, at det skulle være et problem. Havde han nu været medlem af de Radikale eller af de Konservative, så havde det ikke været nær så svært. Det havde i så fald bare været en beslutning som så mange andre, som Lola nok ville være ked af, og så var den ikke længere. Værre var det ikke.
Men som det mere og mere var gået op for ham her på det sidste, så var det meget anderledes her på den alleryderste venstrefløj. Lola og han havde nu været medlem af Arbejderpartiet Kommunisterne i næsten 5 år. Ja, de havde faktisk mødt hinanden i partiet. De havde sammen deltaget i utallige demonstrationer, været sammen til masser af møder og andre politiske aktioner. Ingen af dem havde nogensinde været i tvivl om deres forhold til partiet og den revolutionære klassekamp. De havde altid brændt for sagen.
Men her hen over de sidste par uger var han lidt efter lidt kommet til at se på deres egne og partikammeraternes aktiviteter udefra. Han var begyndt at kunne træde et skridt tilbage og se på sig selv og på Lola med en fremmed iagttagers øjne. Og da dette perspektivskifte først havde fundet sted, var det ham umuligt at vende tilbage til den mentale tilstand fra før, hvor "han kendte Sandheden", og hvor der ikke fandtes spørgsmål.
Hans nye åbenhed havde fået ham til at indse, ar der var paralleller mellem på den ene side hans nuværende situation og på den anden side hans teenageår, hvor han gennemgik en løsrivelsesproces fra forældrenes fundamentalistiske kristendomsforståelse.
Var det egentlig ikke grundlæggende det samme, der var i spil? Trygheden ved at "høre til", trygheden ved at kende alle svarene, trygheden ved at kende fremtiden? Og var det ikke også det samme, der skete, når denne tryghed lige pludselig føltes trykkende eller ligefrem kvælende? Det var det, der var sket for ham nu som dengang: Han følte sig fanget, buret inde, buret inde af alle de "rigtige" meningers tyranni.
Siden han havde indset dette, havde han følt en helt ubeskrivelig lettelse. Det var, som om det var blevet lettere at trække vejret. Men tilbage stod stadig det store problem med Lola. Hvordan ville hun tage hans "omvendelse"? Ville de overhovedet have en fremtid sammen efter dette? Nu, hvor han igen kunne tænke frit og ikke kun i skabeloner, måtte han undre sig over, at de ikke bare kunne sætte sig ned med en flaske et eller andet og snakke tingene igennem. Men så enkelt var det ikke.
Han kunne høre ekkoet af sin bedrøvede mors stemme, efter han som 16-årig med bankende hjerte havde betroet hende, at han ikke længere ville følge med forældrene i kirke, og at han faktisk slet ikke længere troede på Gud: "Vi er skuffede over dig", "Det er en stor sorg for os", "Det var ikke, hvad vi havde ventet af dig" osv. osv. Og derefter uger og måneder med moderens røde øjne og snøften og farens misbilligende tavshed. Andreas tog en dyb indånding og tænkte situationen igennem endnu en gang. Nu måtte der bare ske noget, han blev nødt til at tage tyren ved hornene (hvis man ellers kunne kalde Lola for en tyr).
Det var Andreas' tur til at lave mad i dag, han gjorde ekstra meget ud af det, en god kalveculotte med ovnkartofler og tomatsalat. Han fandt også en god rødvin frem, og så var der linet op til samtalen. Han kiggede på klokken, Lola kunne nok ventes hjem om en times tid. Hun var til et fagforeningsmøde, hvor de skulle diskutere den nye overenskomst, så hun ville nok være træt, når hun kom hjem. Men nu skulle det være uanset! Uanset hvad som helst! Så måtte det briste eller bære ...
Det gik fint med maden og rødvinen, selv om nok Andreas følte sig mere fåmælt end normalt. Det rumsterede i hovedet på ham, hvad han skulle sige hvordan og hvornår. Han følte sommerfuglene baske rundt i maven. Efter maden sad de alligevel lidt og småsnakkede. Det gik pludselig op for ham, at han havde slet ikke hørt, hvad Lola lige havde sagt, men bare havde nikket fraværende. Han tog en dyb indånding:
"Lola, der er noget, jeg bliver nødt til at fortælle dig. Du bliver nok ikke glad for at høre det, men jeg stopper i APK. Jeg tror ikke længere på deres klassekampretorik og alt det gøgl. Jeg tror ikke længere på deres verdensbillede."
Hun kiggede på ham med store øjne og brød så i latter:
"For fanden da, Andreas, det er lige præcis det, jeg har gået og tumlet med et stykke tid. Jeg er fuldstændig enig med dig. Vi dropper det! Nu!"
Nu var det Andreas, som kiggede måbende på Lola. Hendes øjne strålede af munterhed. Han følte det, som blev han suget gennem en mørk tunnel og ud i et altfavnende solskin.
En familieforøgelse ni måneder efter denne dag ville ikke være noget urealistisk scenarie!