Vi mødtes det sted, hvor havet bruser aller stærkest.
Hvor understrømmen river fødderne væk og løfter os op og rundt,
til vi ikke ved hvad der er op og ned længere.
Til vi ikke kan få luft mere.
Så åbner vi mundene og trækker det vilde ocean ind i systemet,
fuld af tang og søheste.
Vi bryder overfladen i en kaskade af regn og glasskår
og svæver i luften som en vraget fugl kastet af en fiskers net.
Men du kan ikke flyve, min elskede.
Jeg forsøgte at lære dig det.
Forklare aerodynamikkens naturlove,
bære dig på min ryg og du på maven.
Men din flugt har altid været en udsendt bue,
tvunget af tyngdekraften i et uundgåeligt styrt.
En sten fra en lille drengs svedige hænder op i himlen.
Du kan ikke.
Det strider med din natur.
Jeg er en havmåge, der dykker og frydes,
med svidende lunger og sløret blik.
Du er en flyvefisk med fart og jubel,
når du trodser dit element i en stolt spurt henover solens reflekser.
Men før eller siden må vi begge tilbage.
Jeg skal have min luft,
og du skal have sit vand.
Og til trods for vores inderlighed, min elskede,
vores drømme om kreativitet og blinde tag i hinanden,
så lykkes det aldrig for os.
For når jeg flyver, svæver du,
og når du svømmer, dykker jeg.