Lyset, der løber i afløbet
Regnen, der springer fra himlen som raketter,
Mos, der vokser på solen
Og natten, der asfalteredes bag os,
Som din krop kastede sig mod min som bølger,
Gennemblødte øjeblikke,
Hvor minutterne, de langsomme,
Forkrøbles under vægten fra de sten,
Hvis støv farver dagene grå,
Og de suk, som ikke mere høres.
Skyerne, de utætte, tømmer spande af vand, der vasker mig,
Renser mig fra mindet om din krop,
Som kloakvand, jeg drikker,
Skyerne, de utilregnelige, der snart slanger sig om solen som skind,
Snart falder til jorden som dråber
Som fæstner mig til denne dag,
Hvor den mund, hvis læber lukkede sig om mine som en kapsel,
ikke længere er rød som morgenrøden,
men snarere som gløderne af vor aske,
og hvor kærligheden er drænet fra dit øje,
som lyset, der drænedes i vasken.