Michaels forældre havde forbudt ham at planlægge sin egen begravelse. "Det kommer ikke til at ske," havde de sagt igen og igen. De mente at hvis de først satte sig ned og snakkede om det, ville de have givet op og så var det uundgåeligt. Det betød også at da de endelig nåede punktet hvor der ikke var noget håb, var Michael ude af stand til at beskrive hvad han ønskede. Derfor var kirken fyldt med blomster og mænd og damer i sort tøj med hængende hoveder der alle prøvede at vise respekt. Patrick og jeg var nogen af dem, selvom vi godt vidste at det nok ikke var hvad Michael ville have valgt. Men hvis det stod til hvad Michael ville, så havde han nok også valgt ikke at dø.
Familien sad på første række. Patrick og jeg på fjerde, klemt inde mellem en række menneske på vores alder som måtte være nogen han havde studeret med. Jeg syntes at jeg kunne kende et ansigtstræk eller to de få gange jeg kiggede op. Jeg prøvede at koncentrere mig om mine hænder der knugede om en salmebog, og at tvinge min kvalme væk. Patrick lænede sig op af mig og hviskede:
"Måske havde du ret i at de sidste tre øl var for meget." Han lignede en der kunne falde i søvn hvert øjeblik det skulle være.
"Hvis jeg husker rigtigt, så sagde jeg de sidste fem," hviskede jeg igen. Natten før havde ingen af os kunnet sove, så jeg var taget hjem til Patrick og uden at tænke meget over det, var vi begyndt at drikke.
"Hmm... I så fald giver jeg dig ikke ret alligevel. De to før de sidste tre var meget nødvendige," hviskede han inden han satte sig op igen. Hans krave sad skævt, men jeg rettede ikke på den. Efter en evighed gik ceremonien i gang. Præsten talte. Jeg brugte tiden på at slå salmer op. Først fandt jeg dem som passede til numrene der hang på væggen. Jeg bøjede toppen af de tynde sider så jeg hurtigt kunne finde dem igen. Det var dog hurtigt overstået og da selv det at bladre igennem de mange hundrede salmer blev kedeligt, gik jeg tilbage til at knuge bogen og studere mine knoer. Pigen ved min side blev ved med at famle efter nye lommetørklæder. Jeg gjorde mit bedste for ikke at kigge på hende, så jeg ikke kom til at kigge på kisten. Patrick støttede sit hoved i sine hænder. Han havde aldrig været særlig god til det med tømmermænd.
Jeg hørte ikke rigtig efter hvad præsten sagde, ventede bare på øjeblikket hvor kisten skulle bæres ud. Alle rejste sig. Patrick lagde en hånd på min skulder. Jeg vidste at han gerne ville ud og hjælpe, tage et af de mange håndtag langs siden på den hvide kiste, men de blev alle hurtig fyldt. Det var vist for det bedste. Tømmermændene fik hans hånd til at ryste.
De mange mennesker syntes at vralte ud af kirken, og ikke alle på de bagerste rækker forstod at det var dem der skulle ud sidst. Med Patricks hånd stadig på min skulder maste jeg mig igennem mængden til vi var ude i den friske luft, forrest i halvbuen som var blevet dannet omkring hullet hvor Michael skulle nedsænkes. Jeg rynkede på næsen. Det så ud som om de havde vendt hullet forkert. I stedet for at ligge langs det aflange gravsted havde de gravet ud så halvdelen af kisten blev sænket ned under gåstien!
Jeg havde lyst til at råbe. Jeg forsøgte at gå frem men Patrick stoppede mig. "Det er familien lige nu," sagde han lavmælt. Jeg flettede mine fingre sammen til en knude, og lagde først nu mærke til den lille klump af mennesker der stod lidt væk fra halvbuen. Michals mor i sin store sorte pelsjakke, støttet op af hans far. Michaels ældste lillesøster, Maja, der holdt en kæmpe bunke roser og trådte et skridt væk hver gang hendes mor forsøgte at kramme hende. Et par bedstemødre og en bedstefar. Vi ventede alle i halvbuen. Præsten sagde noget. Nogen sang. Kisten forsvandt i jorden.
Efter et øjebliks stilhed begyndte buen at bevæge sig hen mod hullet, og Patrick og jeg fulgte efter. Foran os delte Maja roserne ud til dem der kom forbi hende. Hendes øjne var tørre, og det så næsten ud som om hun smilte til dem der fik en rose. Jeg tog en, fulgte de andres eksempel og smed den øjeblikket efter ned i det sorte hul. Det var ikke engang så dybt som jeg havde forventet. Patrick smed også sin, og i stilhed stirrede vi på det sorte og det hvide og det røde lige til folk begyndte at skubbe til os og vi var tvunget til at fortsætte tilbage, væk fra Michael. Væk fra alle menneskerne. Patrick trak mig tilbage mod hans bil som jeg havde kørt herover fordi jeg var mest ædru. Fordi vi var kommet tidligt holdt der flere rækker af biler bag den så vi ikke kunne komme ud, men vi satte os alligevel ind. Da der endelig var tyndet nok ud til at jeg forsigtigt kunne bakke bilen ud, kørte vi de fem minutter det tog at komme hen til hotellet hvor folk samledes igen. Jeg havde foreslået Patrick at vi kunne springe det over og bare tage hjem og drikke videre, men han havde insisteret på at vi skulle møde op. En time, lovede han mig, så måtte jeg køre ham hjem.
Der var mange mennesker for at ære Michael. Eller måske bare for at spise hvad der stod på kagebordet. Det var ikke alle ansigterne jeg kunne kende. Patrick og jeg havde gået i klasse med Michael fra 3. klasse helt til han startede på universitetet, jeg tog på idrætshøjskole og Patrick holdt sabbatår. Det var underligt at man kunne være en så stor del af et menneskes liv i så lang tid og så uden at bemærke det, ikke længere være det. Vi havde haft skypedag hver søndag. Så drak vi en øl eller et glas vin og grinte af videoer vi sendte til hinanden. Men man kunne jo ikke undgå at gå lidt fra hinanden, selv om det ikke havde føltes sådan.
Patrick hev mig med hen til kagebordet, tog et stort stykke lagkage og fyldte en tallerken med småkager til mig. Vi fandt en plads og sad I stilhed, og jeg kunne ikke lade være med at lytte til samtalen mellem de to damer, der sad ved siden af os.
"Det er da sådan en forfærdelig ting," sagde den ene.
"Ja, det er slet ikke til at forstå," nikkede den anden, "Der kan ske så meget fra den ene dag til den anden, og man overvejer slet ikke at noget så modbydeligt kan ske. "
"Det viser bare hvor skrøbeligt alting er. Intet er sikkert. Ikke en gang et kunstværk som vi alle holder af."
Jeg rynkede panden. Det gav ingen mening. Snakkede de ikke om Michael?
"Ja, jeg håber bare de fanger hvem der gjorde det," sagde den anden dame igen. "En kunstskat som Mona Lisa bør man ikke slippe godt fra at ødelægge."
Jeg kiggede på Michael. Jeg kunne se på ham at han også havde hørt det. Han havde det der blik. Han lænede sig fremover bordet, mens han skulede til damerne.
"Vi skal have sat planen i gang", hviskede han. "Vi bliver nødt til at sikre os Michaels tegninger."
"Er du sikker på at i dag er den rigtige dag?" spurgte jeg og knækkede en småkage. Patrick nikkede stift.
"Vi har ingen tid at spilde. Det skal gå hurtigt, det skal gå stærkt, og det skal ske før nogen af de andre begynder at stjæle af vores kunstværker!" Han vendte sig om i stolen og kiggede ud i rummet. "Kan du se hans forældre?"
"Jeg tror ikke vi kan få noget ud af dem lige nu," sagde jeg og nikkede i deres retning. De stod nede i det ene hjørne. Michaels mor havde smidt pelsen, men pressede i stedet konstant en sort klud mod sin næse. Michaels far stod midt i en samtale, men blinkede konstant og vendte blikket mod loftet, som om han havde fået noget i øjet.
"Men vi er nødt til det, " insisterede Patrick, og var lige ved at rejse sig da jeg greb fat om hans arm.
"Vent," sagde jeg. "Hvad med at spørge Maja i stedet?" Jeg tænkte på hendes tørre øjne, og at det nok ville være mindre formelt hvis vi opsøgte hende. Patrick knep øjnene sammen som om han tænkte.
"Hvor gammel er det Maja er?" spurgte han så.
"Atten? Nitten?" gættede jeg med et skuldertræk.
"Perfekt," sagde Patrick med sit lille smil, "Teknisk set voksen og ansvarlig, men ude af stand til at foretage gode beslutninger. Vi snakker med Maja."
Vi fandt hende nede ved børnebordet hvor hun sad omgivet af tudser og farveblyanter. Ved siden af hende sad Kaya, Michaels mindste lillesøster, som havde været for lille til at komme med i kirken.
"Hej Kajak," sagde Patrick og satte sig på hug ved siden af hende, "Tegner du noget til mig?"
Kaya som Patrick havde kaldt kajak siden at hun blev født, fordi han i sin tid havde hørt navnet forkert, brød ud i et stort smil, og begyndte at rode rundt i papirerne der lå foran hende. Hun havde altid godt kunne lide Patrick. Hun smilte aldrig så stort når hun så mig, men jeg havde da også fået min del af tegninger med hjem når jeg havde været på besøg.
"Hej Maja," sagde jeg og satte mig. Hun smilte til mig, men koncentrerede sig mest om Kaya der var på vej op på bordet for at nå en af tegningerne længst væk.
"Kaya, jeg troede den der var til farfar," sagde hun, da hun så tegningen Kaya var ved at række til Patrick.
Kaya kiggede på den, og rystede så på hovedet. "Nej, den er til Patick." Jeg smilte lidt. Hun havde stadig svært ved at udtale r'erne.
Patrick tog imod tegningen, takkede mange gange og vendte sig så mod Maja. "Vi har tænkt på noget," sagde han. Majas blik flakkede ikke engang over på mig. Hun var vokset op med os i lige så høj grad som Michael havde, og vidste at hvis "vi" havde en ide, så var det Patrick der ville noget, og vi andre der fnisende eller nervøst fulgte efter.
"Skyd," sagde hun med et lille smil.
"Det er ikke for at være respektløse eller noget, vi er meget kede af hvad der er sket, det ved du," begyndte Patrick. Han skar en grimasse. Han havde vist stadig for mange tømmermænd til at lave hans ellers normalt formidable overtalelser, men man måtte give ham at han kløede på alligevel. "Vi kan stadig ikke tro at Michael.. At han.." han skævede til Kaya, og lod være med at afslutte sætningen. "Vi savner ham. Og vi tænkte om vi måske kunne få nogen af hans arkitekttegninger. Som minder. Du ved..."
Det var helt underligt at se ham så perpleks. Maja må også have syntes det var underholdende, for hendes smil blev større, til trods for at Patrick stod og snakkede om hendes døde bror. Det var underligt.
"Hvad vil I dog med dem?" spurgte hun.
"Hænge dem op," svarede Patrick.
Det var ikke en løgn, trods alt.
Hun stirrede frem og tilbage mellem os. Jeg forsøgte at se ud som om jeg stolede fuldt og fast på Patrick.
"Jeg ved ikke..." sagde hun så. "Altså, hans lejlighed skal nok tømmes én af dagene, men jeg tror ikke mor og far har besluttet hvornår. Jeg kan prøve at høre dem når de... På et tidspunkt." Hun sukkede, men så ikke oprørt ud. Bare træt.
"Jeg kan lave tegninger!" sagde Kaya ivrigt.
"Det ved jeg Kajak," sagde Patrick og rodede i hendes hår.
"Men I kan ikke spørge Michael om hans," fortsatte hun. "Michael sover, siger mor."
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Det gjorde ingen af de andre heller ikke. Lille søde Kajak. Hun tegnede bare videre.
"Men uhm... " sagde Patrick så og brød stilheden. "Hvis jeg kunne få dit nummer eller du kunne få mit, kunne du lige smide en besked når du ved noget, okay?"
Maja nikkede bare, skrev hendes nummer ned på telefonen Patrick rakte hende, og vi flygtede. Først bare væk, så ud. Ud til bilen hvor vi stod og hev efter vejret som om vi havde løbet et maraton.
"Ved du hvad?" sagde Patrick. Han stod med et lille smil og så ned på telefonen som han ikke havde haft tid til at putte i lommen.
"Nej," svarede jeg, og trykkede begge hænder hårdt ned i mine buskelommer, selvom jeg ikke frøs dem.
"Michael ville dræbe mig hvis han vidste at jeg havde spurgt hans lillesøster om hendes telefonnummer." Han grinte, højt men hult. Han lænede sig ind over bilen og begyndte at ryste. Jeg lagde en hånd på hans skulder.
"Bed til at der ikke er noget efterliv," sagde jeg, mens jeg mærkede hans ryg skælve. "For hvis der er, vil du ikke få et øjebliks fred når I mødes igen. Det ene blå øje efter det andet."
Jeg tror jeg hørte ham grine lavmælt mellem sine hulk. Det varede ikke meget længere før jeg fik lov til at køre ham hjem.