Ugen efter sad vi i min lejlighed og lagde slagplan. Patrick var dukket op med nogle store hvide ark af karton under den ene arm og seks øl under den anden og havde erklæret at han havde en plan. Eller i hvert fald et udkast til en begyndelse af en plan. Indtil videre havde han kun skriblet nogle små kruseduller i det ene hjørne af et af arkene, og tømt sin del af øllerne og fået mig til at hente nogen af dem jeg havde stående.

"Det bliver nødt til at være et vigtigt sted," sagde han for tredje gang. "Vi bliver nødt til at gøre det et sted hvor folk rent faktisk ligger mærke til det, det lokale amatør-galleri er ikke godt nok. Det optimale ville være Louvre. Hos alle snobberne og deres elskede ligegyldige Mona Lisa. Folk snakker jo snart ikke om andet. Så du tv-avis i går? De havde 'måske eventuelt muligvis et nyt bevis der viste at mindst én af gerningsmændene er højrehåndet'. Og hvad så?! Men der er problemet med pengene. Det koster at fragte så mange billeder til Paris."

"Og så er der det med sikkerheden som er helt ekstremt dernede i øjeblikket," indskød jeg.

"Jaja, også det," sagde Patrick henkastet, tydeligvis opslugt af sine egne tanker. "Hvilke store kunststeder er der i nærheden?"

Jeg tog en slurk af min øl, og hev så min computer over til mig og begyndte at google. "Der er en bunke gallerier her i byen," begyndte jeg, men Patrick afbrød mig.

"Hørte du ikke hvad jeg sagde? Det skal være et vigtigt sted!"

"Præcis hvor vigtig tænker du? Vil du bryde ind på ARoS?" spurgte jeg og kunne ikke lade være med at grine ved tanken. Patrick fortrak ikke en mine.

"Det er nok præcis noget i den kaliber jeg tænker! Det er et stykke vej væk, yeah.. Men ARoS kunne virke. "

"Du er ikke seriøs, vel?"

"Ligger der nogen plantegninger eller noget online?"

"Hvad vil du dog gøre med plantegninger?"

"Fokuser. Vi er ved at planlægge vores indbrud i ARoS, " sagde Patrick, og trak computeren ud af hænderne på mig. Hans hænder fløj over tastaturet, og jeg sad i stilhed og så hans øjne skimme ned over skærmen. Det var ikke andet at gøre end at vente.

Efter nogle minutter kastede Patrick frustreret computeren fra sig." Jeg forstå dem ikke... Det er bare fyldt med streger og toiletter og der er ikke nogen indgange? Hvorfor er der ikke nogen indgange?"

Jeg rejste mig, tog computeren og satte mig ved siden af Patrick. Jeg kiggede på billedet han havde åbnet.

"Hvad snakker du om, der er da en indgang lige der?" sagde jeg og pegede.

"Yeah, HOVEDINDGANGEN," sagde Patrick som om jeg havde sagt det dummeste i hele verdenen. "Vi kan jo ikke bare vandre ind af hovedindgange når vi bryder ind, kan vi vel?"

"En anden ting," sagde jeg. Jeg var klikket lidt tilbage og tjekkede informationerne på google. "ARoS er kæmpe stor. 17.700 kvadratmeter står der her. Michael kan umuligt have lavet tegninger nok til alt det, hvis vi overhovedet får lov til at få nogen af dem."

"Vi skulle nok finde ud af noget," sagde Patrick og rejste sig op for at gå frem og tilbage over gulvet.

"Selv hvis vi gjorde," fortsatte jeg, og fulgte ham med øjnene, " Skulle vi finde en måde at fragte dem alle sammen til Aarhus uden at nogen opdagede os. "

"Det er alt sammen ligegyldige detaljer!" udbrød Patrick uden at stoppe sin vandring. Op og ned af gulvet gik det.

"Okay," svarede jeg og klappede computeren sammen. Jeg kunne ikke finde på flere måder at tale Patrick fra hans plan. Jeg prøvede at fortælle mig selv at jeg i det mindste havde forsøgt. Patrick vendte hovedet på sin øl, tømte den og tog så fat i sin blyant og lavede to cirkler i hver sin ende af hans hvide papir. I den ene skrev han 'Tegningerne bliver udvalgt' og i den anden skrev han 'Tegningerne bliver opdaget'.

"Okay, " sagde han så og pegede på den første cirkel. "Det her er hvor vi er er nu, og her," han pegede på den anden, "er hvor vi skal hen. Vi skal have tegningerne opdaget inde på galleri-stedet-hvad-end-det-nu-bliver. Hvordan kommer vi fra det ene punkt, til det andet, brainstorm, kom så, sig noget." Han viftede med hånden mod mig, og jeg følte mig nødsaget til at sige noget. "Øh..." var det bedste jeg kunne finde på.

"Tænk baglæns," sagde Patrick. "Tegningerne er blevet opdaget, hvordan er de det?"

"Vi har fået dem placeret?" prøvede jeg.

"Yeah, godt," sagde Patrick og tegnede en ny cirkel. 'Tegninger placeret' skrev han i den. "Og hvordan sørger vi for at tegningerne er placeret?"

"Vi kommer uden om vagter og alarmer," svarede jeg og så Patrick lave endnu et par cirkler. "For at gøre det skal vi KENDE TIL vagter og alarmerne," tilføjede jeg så. Patrick tøvede et øjeblik inde han tilføjede det til papiret.

Jeg fortsatte, og Patrick tegnede uden at kommentere. "For at vi skal komme ind, skal vi kunne fragte alle tegningerne hen det korrekte sted. Og for at kunne det, er vi nødt til at være sikre på HVOR det korrekte sted er. Og hvorfor vi vælger det. Du siger jo det skal være vigtigt, " jeg holdt en pause, og Patrick nikkede ivrigt. "Så måske skal vi overveje alle muligheder før vi låser os fast på det alle sværeste mulige sted som vi UDEN TVIVL vil komme i fængsel for at bryde ind i."

"Der er ingen grund til at bekymre dig om fængsel," sagde Patrick. "Kunstnere slipper væk med noget som det her hver eneste dag. Så snart de ser billederne og at vi ikke gør nogen skade på kunsten vi piller ned for at hænge vores op, kan de ikke anholde os fordi vi udelukkende gør brug af vores ret til ytringsfrihed. "

"Arhh..." jeg skar en tvivlende grimasse men Patrick havde for travlt med at lave pile mellem cirklerne til at se mig.

"Okay, så vi siger at vi finder en måde at fragte tegningerne på, hvad skal vi have klar før det?" spurgte han i stedet. Jeg sukkede.

"Vi skal vel have gjort dem klar til at hænge op. Medmindre de skal hænge med gaffatape skal der vel være nogen snore eller noget i den stil? Og før det, skal vi jo have FAT i tegningerne."

Patrick tegnede de to cirkler, og trommede så på papiret med blyanten. "Vi må have fat i Maja." Han trak sin mobil frem.

"Dude, klokken er 1 tirsdag nat. "

"Jeg sender bare en sms."

"Dude"

"Jeg skal nok være høflig, hold nu kæft!"

Jeg trak på skuldrene og gik ud i køkkenet efter noget vand. Det var hans plan. Jeg kunne være ligeglad, det var jo ikke fordi vi rent faktisk ville gøre det, når alt kom til alt.


Jeg var kommet for sent ud på min faste løbetur om morgenen, men da jeg kom tilbage lå Patrick stadig livløs på sofaen. Jeg tog et bad og vaskede op fra dagen før, men han rørte først på sig da mine toast var færdige. Jeg var nødt til at daske hans hænder væk fra min tallerken, inden han tog sig sammen og lavede sine egne. Vi spiste i stilhed. Det var længe siden at vi havde brugt så mange dage sammen på så kort tid, og jeg havde ikke flere ting at sige.

Først da jeg havde samlet vores tallerkner sammen og skyllet dem af, spurgte jeg: "Svarede Maja nogensinde?"

Patrick havde tændt for fjernsynet og jeg var nødt til at gentage spørgsmålet. Han slog sig selv for panden og rakte ud efter sin mobil.

"Det havde jeg glemt alt om," svarede han. Jeg kunne se hele hans kropssprog ændre sig mens han øjne skimmede over skærmen.

"Hvad står der?" spurgte jeg.

"Uhm... " Han lagde hovedet på skrå.

Jeg tog nogle lange skridt til jeg stod foran sofaen og snappede mobilen ud af hånden på ham. Jeg læste den nyeste besked.

"dude stop det er midt om natten" var det eneste der stod. Jeg scrollede lidt op. Jeg vidste fra vores samtale på diverse chats at han havde en tendens til at dele én besked op i mange små dele. En vane han åbenbart også havde når han sms'ede. Eller måske bare når han var småberuset. I hvert fald talte jeg cirka 10 beskeder i træk, få af dem havde mere end tre ord, og mange var bare smileyer.

"Du er ikke rigtig klog," sagde jeg og smed telefonen på sofaen ved siden af Patrick, og kunne ikke lade være med at grine. Ikke et stort grin, men det var bare så typisk Patrick.

"Hold kæft," var det eneste han sagde, inden han tog tæppet han havde sovet med og puttede sig med øjnene fastlåst på skærmen. Jeg satte mig ved siden af ham og vi sad i stilhed. Jeg sagde ikke noget når han skiftede kanal ved hver reklamepause. Omkring middag kunne jeg mærke sofaen vibrere. Patrick fiskede sin mobil frem mellem sofapuderne hvor den var faldet ned.

"Det er Maja," sagde han.

"En dødstrussel?" spurgte jeg.

"Overraskende ikke." Han viklede sig ud af tæppet. "Hun siger det er okay at vi tager nogen af tegningerne."

"Oh?"

"Yeah." Han rejste sig, og jeg overtog fjernbetjeningen.

"Kommer du?" lød det kort efter fra Patrick. Jeg kiggede efter ham og fandt ham i døren ud til min gang, iført sin jakke og med sine bilnøgler dinglende mellem fingrene.

"Hvad, nu?" sagde jeg. Jeg pegede på fjernsynet, men Patrick brød bare ud i endnu et smil. Med et suk rejste jeg mig og fandt også min jakke.


Det var en god times kørsel mellem min lejlighed og Michaels lille studiebolig. Som jeg sad på passagersædet og stirrede ud på den velkendte vej tænkte på hvor ofte Patrick havde kørt mig hjem til Michael siden han flyttede. Jo mere jeg tænkte over det kunne jeg ikke lade være med at tænke at det ikke havde været ofte nok. De 30 minutter havde været en evighed at skulle køre bare for et besøg. Nu virkede det så kort og ligegyldigt. Jeg syntes at vi kun lige havde sat os ind, da Patrick fik parallelparkeret bilen et par gader fra Michaels opgang. Patrick fløjtede og snurrede med sit nøglebundt mens vi gik. Det var rart at se ham sådan, og jeg kunne mærke jeg begyndte at slappe af. Jeg var ikke klar over at jeg havde spændt sådan i mine skuldre, før jeg holdt op.