Det hele startede den dag Mona Lisa holdt op med at smile. I nattens mulm og mørke havde nogen brudt ind på museet i Paris og ganske enkelt skåret munden væk, og med en sprittusch tegnet en nedadvendt bue i hullet.

Den nat græd kunstelskere sig i søvn hele verden over, mens nyuddannede kunsthistorikere endelig fik en mulighed for at bruge deres kandidatgrad til noget. Tusindvis af dem blev interviewet i tv og i radioen og alle sagde de det samme: "Jeg har ingen ord for det forfærdelige tab verden har lidt i dag."

Michael fik ingen avisartikler. Jeg hørte nogle af lægerne mumle noget om en konference, og det lettede på sin vis at de i det mindste stadig ville tale om ham. Det var slet ikke meningen at Patrick og jeg skulle have været der da han døde, men vi havde kort før han mistede evnen til at danne sammenhængende sætninger, lovet ham at vi ville komme på besøg mindst én gang om ugen. Ikke mere, for vi havde trods alt travlt med hver vores ting.

I dag havde været den eneste dag hvor vi begge kunne, og vi havde sendt hans familie ud så de kunne få lov til at trække vejret et par timer. En sygeplejeske havde rullet et tv ind på stuen, fordi vi havde overbevist hende om at Michael virkelig gerne ville se den fodboldkamp der blev vist. Den selvsamme kamp som vi begge var så opslugte af at vi ikke opdagede at han døde.

Jeg tror at han ikke havde trukket vejret et stykke tid, da jeg endelig slap skærmen med øjnene og kiggede på ham. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg hviskede bare til Patrick: "Dude. Kan du se om han trækker vejret?"

Patrick kiggede ned på Michael og kort efter pustede han et stille "Fuuuuuuuuck ".

Det tog os noget tid at rejse os og hente en sygeplejeske. Vi håbede vist begge at han ville genoptage sin gispende vejrtrækning. Rummet blev snart fyldt med grædende mennesker og vi trak os ud i gangen. Der var ikke plads til alt den sorg i det lille rum. Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre.

Patrick der altid havde været bedre til den slags end jeg, stod bare og stirrede ud i luften. Jeg blev pludselig fyldt af en sådan vrede at jeg hamrede min hånd så hårdt ind i muren at et af de masseproducerede billeder faldt ned, og glasset splintrede over hele gangen.

Det tilkaldte en sygeplejeske og hun fik os sat ned og bestilte en taxa fordi "familien har brug for lidt tid ". Vi protesterede ikke da vi blev ført ned til den, til trods for at Patricks bil allerede havde holdt en time for længe på parkeringspladsen.

Det var i taxaen vi først hørte om tyveriet af smilet.

"Har du nogensinde været på Louvre?" spurgte Patrick. Jeg rystede på hovedet. Jeg havde travlt med at studere hvor hvide mine knoer blev når jeg knugede dem hårdt og pressede dem mod hinanden.

"Jeg var der med Mia engang." Han tøvede. Mia var et emne vi som regel holdt os fra. Hun var en ond, manipulerende kælling, men åbenbart fortræffelig i sengen. Patrick havde i hvert fald været knust da de gik fra hinanden. "Det tog os det meste af dagen bare at komme ind, og da vi endelig fandt rummet hvor Mona Lisa hang, var det så fyldt med mennesker at vi knap nok kunne se hende. Hun var så lille."

Jeg brummede. Patrick stirrede ud af vinduet.

"Det sjove er," fortsatte han, "at Louvre er så fandens stort. Vi farede vild flere gange fordi der er så mange etager og trapper og så skal du ned i den ene side for at kunne komme op i den anden og overalt er der fyldt med kunst. På alle vægge og alle reoler og et hvert tomt hjørne er der malerier og skulpturer og den ene er mere detaljeret end den anden, og hvad er det vi husker? Et lille billede af en dame som der er ingen der er helt sikre på hvem egentlig er!"

Han fortsatte med at snakke om Louvre og om billeder, og jeg var ganske ligeglad. Kunst havde aldrig været noget for mig. Ideen om at betale flere tusind kroner for noget man kunne hænge på væggen var så latterlig, når man kunne købe federe plakater for ingenting. Men det var ikke det jeg tænkte på. Det var ikke engang Michael jeg tænkte på.

Alt jeg følte var hvordan mine knoer dunkede og alt jeg kunne tænke var at sygeplejersken ikke havde så meget som kigget på min hånd inden hun begyndte at feje glasskårene sammen. Jeg syntes næsten allerede at kunne se at den var hævet. Hvordan kunne man blive sendt væk fra et hospital uden at være rask? Hvorfor havde de ikke gjort noget? Det var deres job for fanden.

Patrick var holdt op med at snakke og kiggede på mig. Han havde et blik jeg kendte alt for godt tilbage fra skolegården og barturene.

"Vi burde gøre noget ved det."

Jeg vidste ikke helt hvad han snakkede om, så jeg stirrede bare på ham til han begyndte at rable igen.

"Vi burde få alle de andre til at indse at de er optaget af det forkerte. Mona Lisas smil, min bare røv, der var sgu da ingen der ville savne den hvis ikke der var en eller anden der mente han var noget, som fortalte dem at de skulle. Vi ændrer det, dude. Vi ændrer det!"

"Hvordan?"

Patrick lænede sig ind mod mig og hviskede som om han pludselig var blevet klar over taxachaufføren som kastede stjålne blikke i bakspejlet. "Michael." Hans øjne var helt røde og hans kinder var våde som om han havde grædt, men han smilte. Han var kendt for sit smil. Jeg havde lyst til at slå ham ned, for det var ikke nu han skulle bruge den. Ikke i forbindelse med Michael.

Jeg tror Patrick kunne se at han skulle passe på med hvad han sagde, for han lænede sig tilbage mod bilruden og nøjedes med at give mig en knytnæve på skulderen. "Vi gør det. Vi gør det kraftedme" mumlede han for sig selv.


Da Patrick først havde lænet sig frem og givet taxachaufføren den nye adresse havde jeg protesteret så meget at taxachaufføren kørte indtil siden, og endda satte taxameteren på pause fordi han "Ville give os tid til at finde ud af hvad I vil". Patrick lagde en hånd på hver af mine skuldre og tvang mig til at slappe af.

"Vi bliver nødt til at gøre det nu," sagde han og fastholdt mit blik. Jeg holdt vejret og prøvede på at holde op med at ryste. "Nu, mens alle har travlt med Mona Lisa. Hvis vi venter, risikerer vi at bølgen af folk der lader som om de interesserer sig for kunst er forsvundet. Det bliver nødt til at være nu."

"Men... " forsøgte jeg halvhjertet at protestere, men jeg forsatte ikke. Patrick havde altid været den af os der vidste hvad der skulle til. Jeg stolede på ham. Snart efter satte taxaen i gang igen.

Så vidt vi vidste, var der ikke rigtig nogen der havde været i Michaels lejlighed de sidste mange måneder. Længe før alting gik fuldkommen stejlt ned af bakke, var han flyttet tilbage til sine forældre for at de skulle hjælpe ham igennem det der havde vist sig ikke at være nogen vej igennem. Patrick mente at det også var dem der fortsatte med at betale lejen, som om at de håbede han en dag ville kunne vende tilbage dertil.

Patrick skubbede dørmåtten væk med foden og samlede den lille nøgle op der lå gemt under den. Han smilte til mig, men jeg kiggede væk og lod en finger glide over navneskiltet ved siden af døren. Jeg hørte Patrick fnise inden døren gik op og han forsvandt ind i lejligheden. Jeg gav dørkarmen et par små slag og fulgte efter ham.

Det var ikke en stor lejlighed, men det var hvad Michael var flyttet ind i da han først begyndte at studere og selv om han tit havde snakket om at finde noget bedre og større, havde han aldrig nået at give slip. Jeg beholdt mine sko på da jeg gik igennem gangen som også fungerede som køkken, og satte mig på sofaen der også fungerede som seng. Patrick stod allerede over skrivebordet som stod placeret under lejlighedens ene store vindue, skråt overfor sengen.

"Hvad laver du?" spurgte jeg, og prøvede ikke at tænke på hvordan Michael altid var gået i panik når nogen flyttede rundt på tingene på hans skrivebord. Patrick rumsterede videre i en rum tid, inden han svarede.

"Alt det der med kunst. Det er opreklameret. I virkeligheden er de dyre stykke ikke de flotteste, eller de mest provokerende. Det er bare dem man snakker mest om. Det er dem man snakker mest om, som tjener alle pengene. Det er løgn. Løgn alt sammen! Og nu er der hele..." han stoppede op og kneb øjnene sammen. "Smile historien. Mona Lisa er ikke det værd. Der er så meget andet smukt i verden, og der er ingen grund til at de skal blive så ophidset over ét eneste billede som er så ligegyldigt. Vi skal vise dem. Vi skal vise dem at de tager fejl. At der er så meget mere der rent faktisk har betydning."

Han stoppede. Blev stående stille og stirrede ned på et af de mange papirer han havde hevet frem og spredt ud over bordet. Jeg gav ham et lille minut, inden jeg spurgte:

"Og præcis hvordan gør vi det?"

"Michael," svarede han, og pegede ned på papiret. "Vi bryder ind på et museum, et kunststed med kunst over det hele, og vi piller det hele ned. Hver eneste ligegyldig klat maling fjerner vi. Og så hænger vi noget af Michaels op i stedet." Han vendte sig om med papiret i hånden så jeg kunne se hvad der var tegnet på det. "Alle vil tale om det. De vil glemme alt om smilet og den ubrugelige kunst. De vil alle tale om Michael og det mystiske kunstværk! "

Jeg kiggede på papiret. Talte langsomt til 10. Så rejste jeg mig op. "Et lille problem Patrick." sagde jeg, og gik de to skridt det tog at komme over i den anden side af den lille lejlighed. "Michael lavede ikke kunst. Han læste arkitektur for fanden... Dét der, " jeg gav tegningen et prik, " er en bygningsskitse over en grisefarm."

"Det er netop pointen!" udbrød Patrick og vendte sig om for at pege på flere af Michaels skitser. "Der er ingen der regner det her for kunst. Det er bare 'skitser' eller 'bygningstegninger' og der er ingen der tænker på Michael der sad her, foroverbøjet aften efter aften og spildte alle hans ideer ud på de her stykker papir. Der er ingen god grund til at hans tegninger ikke skulle regnes som kunst andet end 'det er det bare ikke'. Og du ved lige så godt som jeg, at det er en åndssvag begrundelse. En åndssvag lorte begrundelse. Vi er nødt til at få alle andre til også at se det."

Jeg kiggede op i loftet og krummede mine hænder sammen. Jeg kunne ikke tro at jeg overvejede det, men jeg vidste at den bedste måde jeg kunne få Patrick til at falde ned, når han først havde fået en ide i hovedet, var at give efter. Jeg kiggede på ham, og uden at tænke over det trådte jeg frem og krammede ham.

"Vi skal nok få dem til at se det," sagde jeg. Jeg prøvede at vikle mig ud af omfavnet, men Patrick holdt mig fanget.

"Vi får dem alle til at se det," hviskede jeg igen.