Hun sidder på stranden. Stirrer som hypnotiseret på bølgerne. De skyller langsomt frem og tilbage. Hun sidder på en sten, overbegroet med tang. Når højvandet kommer, vil den blive oversvømmet. Hun kigger ud i horisonten. Solen er lige stået op, og sender dovne stråler over det bølgende vand. Hun aer fraværende dukken, der ligger i hendes skød. Hun ved godt, hun er for gammel til at lege med dukker. Det har hun hørt så tit. Hun kigger ømt på dukken, retter på dens nederdel. Det er hendes allerførste dukke. Hun har altid haft den med sig. Tanken om at være væk fra den, skræmmer hende. Hun husker tydeligt den dag hun fik den:

"Hurra, hurra, HURRAAA!!" Hun smiler over hele 5-øren. Hun elsker fødselsdage. Især sine egne. Døren går op. "Er det her, der er nogen der har fødselsdag?" Ind af døren træder en lille mand i en alt for stor jakke. Hun skriger af glæde og løber hen, og giver ham det største knus hun har til rådighed. Manden smiler, og frem af jakkens store lommer trækker han en pakke. Hun kigger på den. Aldrig har hun set så flot et papir. Forsigtig tager hun imod pakken, og sætter sig hen på gulvet. Langsomt åbner hun den. Sørger for at der ikke kommer huller i det flotte papir. Da al papiret er væk, sidder hun med den smukkeste dukke, hun nogensinde har set. Dens krystalblå øjne lukker sig, når hun ligger den ned, og dens blonde hår er smukt opsat i bånd, der matcher til den pastelblå kjole. Manden med jakken sætter sig ned ved hendes side. "Kan du lide den?" Hun kigger på ham, og siger med fast stemme: "Jeg elsker den! Den er så smuk! Jeg vil lege med den hver dag!"

Hvor er det længe siden. Der er mange år siden hun har været så glad, som hun var dengang. Dukkens blonde krøller er nu filtret sammen, dens kjole er for længst gået i stykker, og udskiftet med noget knap så flot, og dens ene øje har sat sig fast. Men hun elsker den stadig. Hendes bedste ven. Hun sukker dybt, og koncentrerer sig igen om bølgerne. Hendes eneste ven.

Hun er så lykkelig. Endelig den første skoledag, men hun kan med det samme mærke der er noget galt. Hun møder op, som så mange andre, med mor under armen, men forskellen er bare, at hun har dukken under den anden arm. I det første frikvarter kommer der en masse piger til hendes bord. Hun har aldrig set dem før. "Sikke en fin dukke. Må jeg se den?" En pige rækker hånden ud og vil tage fat i dukken. Hun knuger den ind mod sig, og vil ikke aflevere. "Må jeg ikke se den?" spørger pigen. Langsomt rækker hun dukken hen til pigen. Pigen nærmest flår den fra hende, og kigger undersøgende på den. "Ha! Den kan jo ikke engang snakke," siger pigen efter en kort undersøgelse af dukken. Med et vrik i håndledet lader pigen den falde til jorden. Hun griber efter den, men den rammer jorden med et hult bump. Hun begynder at græde, højt og utrøsteligt. Tænk nu hvis der var sket dukken noget! Snart kommer en lærer susende. "Såså. Der er jo ikke sket noget." Han samler dukken op, og går så igen. Hun sidder alene tilbage, og tørrer tårerne væk. Alene og forladt.

Hun vidste egentlig ikke, hvorfor hun var begyndt at græde. Der var jo ikke sket noget med dukken. Det var bare så slemt for hende at tænke på, hvad der KUNNE være sket. Hun kigger undersøgende på en måge der kredser over hendes hoved. Siden da har hun ikke haft nogen venner. Hver skoledag var som at gå frivilligt gennem helvede. Men hun trøstede sig med dukken. Hun havde den altid med i tasken.
   Det er lang tid siden, hun har været i skole nu. Lærerne siger at hun ikke er til at styre. At hun bare sidder og stirrer ud i luften i timerne, og generer de andre børn i frikvartererne. Hun havde prøvet at forklare mor hvad der virkelig sker, men hver gang hun fortæller om de små mænd, ryster mor bare på hovedet. De små mænd som følger efter hende overalt. Hvisker hende historier om lande langt borte, og om et liv fyldt af glæde. Råber ad hende, når hun ikke gør som de siger, eller når hun beder om lov til at være alene. Lige meget hvor hun gemmer sig, finder de hende. Hun smiler sarkastisk. Alle har forladt hende, undtagen de eneste to hun allerhelst ville være foruden. Første gang hun så dem var i en dansk time i 5. klasse.

"Hallo tumpe." En stemme, som virker bekendt, når hendes øre. Hun kigger sig omkring, men der er ingen der prøver at komme i kontakt med hende. Hun bøjer sig igen over sin grammatik opgave. "Idiot! vi er her!" En eller anden river hende i håret. Hun kigger på sin skulder, og ser til sin forundring to små mænd. "Har du virkelig tænkt dig at lave det der?" Den ene af mændene kigger forundret på hende. Hun ved ikke hvad hun skal sige. "Får du måske nogensinde brug for at sætte kommaer, og kende forskel på navneord og udsagnsord?" spørger den anden mand." Neej..." Svarer hun tøvende. "Så synes vi at du i stedet skulle tegne på papiret dér i stedet."

Det var vel i grunden ganske harmløst. Der skete vel ingen skade, ved at hun bare sad og tegnede? Hendes øjne ramte horisonten og så, at jorden nu havde sluppet solen helt. Vandet var langsomt begyndt at stige.
   Det var værre, det de satte hende til senere. Stjæle tøj hun aldrig ville kunne bruge, kaste sten efter små børn på gaden, og ridse biler med hendes cykelnøgle. Hun fortrød det altid bagefter, og så var mændene der igen. "Slå glasset i stykker." kunne den ene sige, og den anden kunne efterfølgende tilføje. "Du bliver nødt til at have det onde ud.
   Der er noget beroligende over at se blodet fosse. Hver gang tænker hun, at nu må de da forsvinde. Blive skyllet væk af blodet. Men hver gang kommer mændene tilbage, og det er som om de får nemmere og nemmere ved at overtale hende. Den eneste som tror på hende, når hun fortæller om de små mænd, er hendes dukke. Mange nætter ligger hun, hvisker til dukken, aer den blidt, og føler at den gengælder hendes kærlighed.
   Hun ser sig omkring. Stranden er tom. Ikke engang de små mænd er her. Men de kommer. Hun ved det. De følger efter hende. Hun kan ikke gemme sig længe ad gangen. Men nu har hun fred, og for en gangs skyld er det kun hendes egen stemme hun hører i sit hoved. Hun tænker på, hvordan hun skal slippe væk. Det er ikke et liv hun lever. Det er et mareridt. Hun løfter dukken op. Aer dens filtrede hår, og kysser dens pande. Bølgerne slikker nu hendes bare tæer. Langsomt rejser hun sig, og lægger forsigtigt dukken på stenen. Forsigtigt går hun ud i vandet. Da det når hende over brystet, vender hun sig om. Hun kan smage saltet i vandet, og over hende skinner solen. Hun lægger ikke mærke til det. Langt borte ser hun stenen. Ovenpå ligger dukken. Hun mærke et stik af skyldfølelse. Kan hun være bekendt bare at lade dukken ligge alene tilbage? Forlade den som hun selv er blevet forladt? Men dukken er ikke alene. Hun får pludselig øje på de små mænd. De vinker til hende. Hun smiler til dem. Endelig fandt hun på en måde at slippe væk.