Ville ønske, at du
bare en gang imellem
gad at lægge din telefon fra dig,
når du besøger mig,
og i stedet viser mig,
at du gerne vil mig.
Glæden ved at se dig,
daler ligesom temmelig meget,
når du i første omgang ringer og fortæller mig,
at du savner mig noget så forfærdeligt,
og får mig til at længes
- for ja, det kunne jo være så hyggeligt, hvis du kom forbi.
Og så kommer du, og du siger "hej",
sætter dig ned ved mit spisebord,
tager telefonen frem og går på nettet
for at tjekke facebook, instagram og læse de nyeste artikler,
alt imens jeg sidder overfor dig og stirrer på dig,
afventende,
velvidende om, at jeg kommer i anden række.
Så kigger du omsider op og siger,
at jeg ser lidt mærkelig ud i hovedet,
og er der mon noget galt?
Jeg spørger dig, om du slet ikke har lyst til at snakke lidt med mig?
Du forstår ikke min hentydning,
eller også vil du bare ikke forstå.
Dit svar kommer fluks:
"Du snakker bare, jeg lytter," siger du,
hvorefter dine øjne atter søger mobilskærmen.
Det er tankevækkende, at man kan føle sig mere ensom med et andet menneske,
end når man er alene.
Og underligt, at du sidder overfor mig lige nu,
og alligevel er du ikke til stede.