Det er koldt, og hun trækker huen længere ned over ørerne. Vejret er klart, luften er kold, og for en gang skyld er det holdt op med at sne. Hun står og kigger intenst på de hvide omgivelser. Søger efter et eller andet bekendt i de udviskede grå konturer. Hun trækker den kolde luft dybt ned i lungerne, prøver at få styr på sig selv.
   Hun fryser, men den fysiske smerte får i det mindste tankerne væk. Væk fra ham. Hun mærker sit hjerte der banker skævt. Han har ødelagt den, knust hendes hjerte, og nu er det som om den ikke kan slå normalt mere. Hun knuger den ene hånd mod brystet, prøver at banke den sammen igen. Virrer med hovedet, prøver at vifte ham ud af sine tanker. Hvis hun dog kunne glemme, så ville hendes hjerte måske falde på plads igen.
   Et enligt snefnug daler ned fra oven. Hun rækker hånden ud og fanger den på vanten. "Mit lille snefnug!" Det var hvad han havde kaldt hende. "Mit smukke lille snefnug!" Hun havde ikke forstået hvad han havde ment. Hvad var der specielt ved et snefnug? Hun tager vanten op foran ansigtet og kigger nærmere på det lille fnug.
   "Jo ser du," havde han sagt og trukket hende ind til sig "Alle snefnug er noget helt specielt, noget smukt og enestående..." Han havde kysset hende på halsen, hvisket hende i øret: "Og du er noget helt specielt og smukt!"
   Hun husker tilbage med en gysen, husker stadig hans varme krop, det skæve smil og de glitrende øjne. Hun havde troet ham. Selvfølgelig havde hun troet ham. Hvordan skulle hun have kunnet andet? Hun lægger hovedet på skrå, kan ikke længere få øjnene fra snefnugget. Det er så lille. Så skrøbeligt. "Mit lille snefnug." Det var hvad han havde sagt. Og ja, det er lille. Og smukt. Meget smukt. Hun synes næsten den ligner en lille rose, en rosenknop der er lige ved at springe ud.
   Havde han mon virkelig kigget på et snefnug inden han sagde det? Havde han mon tænkt på hende mens han beundrede fnugget og tænkt; "Hvor de minder om hinanden!"? Eller var det bare noget han havde læst et sted? "1000 scoretricks for drenge uden fantasi" -nu på udsalg? Det havde i hvert fald virket. Da hun først forstod sammenhængen...
   Hun holder det lille fnug så tæt op mod ansigtet hun kan, og prøver at lade være med at ånde på det. Det ser så skrøbeligt ud, og hun har ikke lyst til at ødelægge noget så smukt! "Mit lille søde snefnug!" Det var jo det han havde sagt! Men hvis han havde ment det, hvis hun virkelig havde været så enestående som et snefnug, så havde han vel ikke smidt hende væk på den måde? Så havde han vel beholdt hende?
   I det samme daler endnu en snefnug ned, og lægger sig pænt ved siden af det første. Hun holder vejret, og blinker. Det andet snefnug er lige så fint og skrøbeligt, og det ligner det første, uden helt at være det samme. Det begynder langsomt at gå op for hende, hun begynder langsomt at forstå. Hun kigger op og ser at himlen pludselig er fuld af hvide pletter. "Mit smukke lille snefnug!" Det var den han havde sagt. Han havde kaldt hende enestående, noget helt specielt. Ligesom et snefnug. Hun lader vanten falde, og tårerne flyde. Det kan godt være at hvert eneste snefnug er smukt og specielt, men hvad forskel gør det når der er så mange af dem? Hvad forskel gør det at man er enestående, når alle andre også er det?
   Med tårerne trillende ned af kinderne vender hun om, og vandrer sin vej gennem det sneklædte landskab, vaklende i takt med sit skævt bankende hjerte.