Vækkeuret ringede klokken seks som det gjorde hver eneste morgen. Han hamrede hårdt hånden ned på snooze knappen og strakte så sin krop under dynen. Hans øjne åbnede sig og han kiggede op i det hvide loft. Endnu en dag, tænkte han for sig selv. Han satte sig op og rykkede sig ud på sengekanten. Hvor han havde lagt sin suttesko? Han kiggede rundt i soveværelset. De lå hverken ved døren eller ved det hvide klædeskab. De var ikke til at se nogle steder. Han lagde hovedet mellem sine ben og kiggede under sengen, det kunne jo være at han havde fået skubbet til dem. Men nej, der var de heller ikke. Han havde bestemt ikke lyst til at rejse sig uden de suttesko, gulvet var alt for koldt. Han overvejede i to sekunder at lægge sig tilbage i sengen og sove længe. Den tanke droppede han hurtigt, han skulle jo på arbejde. Han rejste sig op og fik kuldegysninger da fødderne ramte gulvet. Da han havde rystet kuldegysningerne af sig, gik han ud på badeværelset, tømte blæren og vaskede ansigtet. Hvor var tandbørsten nu? Den stod ikke i glasset sammen med tandpastaen. Han tog en dyb indånding og gik ud i køkkenet. Det kunne jo være at den lå derude, nogle gange børstede han tænder mens han lavede sin morgenkaffe. Han kunne ikke se den nogle steder. Han tjekkede ved vasken, inde i skabene, selv i skraldet. Nogle ringede på hans dør. Han vendte hovedet og råbte kom ind. Og ind kom den smukkeste kvinde. Hår af guld og øjne af blå zircon."Godmorgen søde. Jeg har morgenmad med. Har du sovet godt?" spurgte hun."Godmorgen. Gift dig med mig." sagde han. Hun begyndte at le."Spørg mig igen i morgen. Kom, spis din morgenmad." Hun smilte og satte sig ned på hans seng. Han satte sig ved siden af. Hun havde taget scones og kaffe med til ham. "Lov mig at du siger ja i morgen." sagde han og tog en bid af sin scone. "Vi har været kærester i et år nu, du burde have sagt ja i sidste uge." "Du må jo bare vente lidt længere." sagde hun smilende og smuttede ud af hoveddøren igen. Han spiste sin scone færdig og tog sit arbejdstøj på. En hvid skjorte, sorte bukser og hans armbåndsur. Under hele hans arbejdsdag sad han ved sit skrivebord og tænkte. Han fik ikke rigtig lavet noget. Der var meget stille på hans etage. Mange var syge, mange var til møder, og de sidste få der var tilbage, sad ligesom ham, frosset fast ved en bestemt tanke. Han begyndte at bide i sine negle, han prøvede ellers at stoppe. Men når han sad sådan, og ikke kunne slippe den forfærdelige tanke, så kunne han ikke lade vær. Hans hænder begyndte at ryste. Fik han spist sin medicin i morges? Nej. Den glemte han. Han kiggede rundt for at se om nogle lagde mærke til ham. Han blev rolig da han så at ingen kiggede på ham. Han fór op da en mand prikkede ham på skulderen. Han var iført en hvid kittel. "Rolig David. Det er bare mig. Din bror er her for at besøge dig." sagde manden i den hvide kittel. Han kiggede rundt i lokalet og indtil hans øjne ramte døren. En høj mand med mørkt hår trådte ind."Hej David. Havde du glemt jeg kom i dag?" spurgte manden med det mørke hår. Han kiggede rundt. Og derefter ned af sig selv. Hvorfor havde han en hvid kjortel på? Det var da ikke det han havde taget på i morges. Manden med det mørke hår satte sig ned ved siden af ham i den lille enmandsseng. "Nu vil jeg forlade jer. Jonas, du kan bare trykke på knappen over ved døren hvis noget skulle gå galt, okay?" sagde manden med den hvide kittel og gik ud. Der var stille i et lille stykke tid. "Går det godt, David?" "Jonas?" sagde han. "Hvordan har mor det?""Det ved du da godt. Hende og far er ikke mere blandt os. Det er et år siden de døde."

Det havde været en efterårsdag. Det blæste meget. Han var stået op og hans kæreste var kommet med scones og kaffe til ham. Det var den dag han ikke kunne finde sine sutsko. Han var taget på arbejde. Der var ikke mange på arbejde den dag. Han bed negle. Hans hænder rystede. Han havde rejst sig op og var gået fra kontoret. Han havde sat sig op på sin cykel og havde kørt ud til det store villa hus hvor hans forældre boede. Han var gået ind gennem garagen. Han var stoppet op derude. Så sig omkring og samlede en hammer op. Han gik ind i huset. Fjernsynet var tændt, så han gik ind i stuen hvor de sad. De var blevet glade da de så ham. Deres ansigter ændrede sig da de så hammeren. Hans far sad i lænestolen. Han gik derover. Kastede hammeren bagud og svingede den frem. Hans mor skreg. Han kiggede rundt i sit værelse. Alt var hvidt og rent. Han rejste sig op og gik over til den ene væg. Der hang et spejl.

Han kiggede på sig selv og begyndte at græde."David, det er okay. Du har det bedre nu. Du får den hjælp du har brug for."Manden med den hvide kittel kom ind af døren. Han kiggede først over på ham og så over på Jonas. "Tiden er gået." sagde han.Jonas rejste sig op, gav David et klap på skulderen og sagde, "Vi ses i morgen."

Vækkeuret ringede klokken seks som det gjorde hver eneste morgen. Han hamrede hårdt hånden ned på snooze knappen og strakte sin krop under dynen. Hans øjne åbnede sig og han kiggede op i det hvide loft. Endnu en dag, tænkte han for sig selv. Han satte sig op og rykkede sig up på sengekanten. Hvor havde han lagt sine suttesko?