"Kathrine, du bliver nødt til at tage over til din mormor. Jeg får virkelig ikke tid til at aflevere hendes gave."
   "Det kan du simpelthen ikke mene. Du kan vel bare smutte forbi, efter du har hentet træet?"
   "Nej, det kan jeg ikke." Hendes mor stoppede med at pakke sin taske og så på hende med alvorlige øjne. "Jeg behøver ikke at stå her og forklare mig selv. Jeg er din mor og du gør, hvad jeg beder dig om. Og sådan er det."
   Kathrine sukkede og himlede med øjnene. "Okay, hvor står hendes gave så?"
   "Den står inde på soveværelset. På vores kommode. Det er den lille røde." Hun tog nøglerne op af tasken og åbnede hoveddøren og viklede så et halstørklæde om halsen. "Og gider du så ikke lige at pakke nogle julesmåkager ned i den lille kagedåse, den med nissen, og så tage dem med til hende?"
   "Jo jo."
   "Og bind lige et grønt bånd rundt om. Det skal jo se lidt pænt ud."
   "Ja ja."
   "Godt. Jeg smutter. Vi ses i aften!"
   Kathrine gik ind på hendes forældres soveværelse. Værelset var stort og lyst, indrettet i grålige toner. Det eneste der ikke var gråt derinde, var teaktræskommoden. Pakken stod ved siden af hendes mors hvide bordspejl. Den var lille. Ikke meget større end hendes hånd. Den var indpakket i mørkerødt gavepapir og rundt om den var der bundet en brun snor. I den snor sad der et til og fra kort og en lille grangren. Hun vendte kortet om og læste. Glædelig jul - Fra Gitte, Paul og børnene. Gad vide, hvad der var i pakken. Hun tog den op til øret og rystede den. Der var ingen lyd, på nær den båndet og gavepapiret lavede. Pakken var flad og kvadratisk. Hvis hun skulle gætte, ville hun tro, at det var en bog. Hun trykkede blidt på den, men den føltes ikke som en bog. Hun måtte huske, at spørge sin mor om, hvad der var i pakken.
   Hun tog pakken med ud i køkkenet, lagde den på det hvide køkkenbord og derefter fandt hun den store kagedåse og kagedåsen med nissen frem. Hun åbnede den store kagedåse og duften fra de lækre julekager sprang op i hendes ansigt. Hun tog en dyb indånding og smilte. Så åbnede hun nisse kagedåsen og lagde seks brunkager, en håndfuld pebernødder og fire vaniljekranse derned. Hun lukkede kagedåsen og inden hun lukkede den anden tog hun en brunkage. Hun tog en bid af den sprøde kage, lukkede øjnene og smagte på den lækre krydret kage. Hun smilte og spiste resten hurtigt.

Kort tid efter var Kathrine på vej ud af døren. Sko, jakke, halstørklæde og vanter. Hun satte sin taske med mormorens gaver ned i sin cykelkurv og cyklede så ned gennem byen.
   Byen var smukt pyntet. I de små nøgne træer var der hængt lyskæder og i mellem bygningerne hang der smukt gran, der var pyntet med store røde julekugler og lyskæder. Folk gik rundt med store poser og røde kinder og næser og en mand med en guitar spillede julemusik. Det eneste der manglede var en smule sne. Men så heldige havde de ikke været i år.
   En mand med sine to sønner kiggede ind af vinduet til en legetøjsbutik og drengene pegede og deres far kløede sig på hovedet og sagde, ja, ja, den er godt nok sej.
   En ældre dame kom langsomt gående med sin rollator. Hun så ned i jorden og pustede, som om hun var træt. Men så gik hun forbi en mand, der solgte brændte mandler og hun løftede sit lille hoved og smilte så alle rynkerne dansede. Hun købte en lille pose. Posen var hvid med røde striber og hun tog en mandel op og tykkede så den karamelliseret nød.
   Kathrine var nået halvvejs og var lige kørt forbi Rådhuspladsen, hvor det store juletræ stod pyntet med lys. Hun huskede, hvordan hun som lille plejede at se julemanden tænde træet. Hende, hendes mor og far var altid taget derned og da hendes lillebror kom til verden gjorde de det også. Og det var næsten bedre. For når hun så, hvordan den lille dreng reagerede, når han så julemanden, blev hendes glæde endnu større. Han ville hoppe og pege med hele sin vante og sige, "Se, det er julemanden. Julemanden!" Og så ville deres mor og far le. Det var en af de varmeste latter, hun nogensinde havde hørt. Men i år havde Kathrine ikke været med. Hun havde ikke gidet. Hun ville bare gerne sidde derhjemme og lytte til musik på sit værelse. Og nu hvor hun kørte forbi det kæmpe grantræ med alle de smukke lys, fortrød hun den beslutning.

Hun parkede sin cykel op ad den gule mur, tog tasken og ringede på døren. Hun ventede et øjeblik og så kunne hun høre trin i gangen. Låsen blev låst op og døren blev åbnet. Og der stod hendes lille mormor. Hun var tynd og hendes sorte hår var blevet mere gråt, siden sidst hun så hende. Hun var klædt i en lang, mørkegrøn kjole. De langeærmer var knappet ved håndleddene og et bånd var bundet i livet. Kjolen stoppede lige over anklerne og man så de sorte strømpebukser og de fine sorte sko med den lille hæl. Hun havde en smule kindrødt på og en lyserød læbestift, der gav hendes læber en smule mere farve.
   "Jamen, det er jo Kathrine." sagde hendes mormor med den fine, lille stemme hun havde. "Kom indenfor." De smilte til hinanden og Kathrine gik indenfor.
   "Hej, mormor." sagde hun og bukkede sig ned og gav hende et knus. "Mor bad mig om at aflevere noget til dig, så det er bare.."
   Hendes mormor afbrød hende. "Tag dog overtøjet af og kom indenfor."
   Kathrine smilte. "Jamen, jeg skulle jo bare lige aflevere.."
   "Ja ja, men det kan du jo gøre inde i dagligstuen. Så kan du få en varm kop chokolade. Du må jo også fryse."
   "Okay så." Kathrine tog sin jakke af og hang den på den smukke messing stumtjener. Mens hun tog halstørklædet og handskerne af, lagde hun mærke til hvor smukt pyntet entréen var. På en mørke kommode stod der en hvid vase, der var fyldt med gran og grene med små kogler på og ved siden af den, stod der tre lysestager med tændte lys i. På gulvet ved siden af kommoden stod der et lille juletræ med en lysekæde pænt viklet rundt om. Når man kom ind kunne man med det samme mærke den hjemmelige, hyggelige julevarme. Der duftede af jul og alting var varmt og rart og blødt. Store tæpper lå foldet sammen i sofaen og i lænestolen. Der var tændt stearinlys over alt og der var ild i pejsen. Man kunne høre gnisterne og træet, der brændte.
   "Nå, sæt dig nu til rette og så henter jeg den varme chokolade."
   Kathrine satte sig i sofaen og så rundt på de mange familie billeder. Kort tid efter kom hendes mormor ind med en bakke. På bakken stod der en stor, hvid porcelænskande og to smukke kopper. Da hun satte den på bordet, kunne Kathrine også se den lille krystalskål, som var fyldt med småkager, der duftede endnu bedre end dem hendes mor havde. Bakken var pyntet med gran og grene med røde bær. Der lå også et par grankogler og selv dér stod der et tændt stearinlys.
   "Ja, nu skal du bare se her." sagde hendes mormor og satte den ene kop på en underskål foran Kathrine. "Det er jo min egen hjemmelavet chokolade. Den har din mor altid elsket." Hun tog kanden og hældte den mørke og varme chokolade op. Den duftede af kakao og kanel. "Men jeg lavede den kun i december. Man bager jo heller ikke pebernødder i maj, vel?" sagde hun og lo. "Selvom man jo godt kan have lyst."
   Hun satte sig i lænestolen og over sine ben spredte hun det tykke, mørkegrønne tæppe.
   "Din mor har altid elsket julen. Du skulle have set hende som barn. Hun ville være med til alt! Hun ville bage og pynte op og sylte. Ja, og hun skulle da heller ikke gå glip af at hente juletræet. Så hende og hendes far tog ud i den lille røde bil og valgte det helt perfekte træ." Hun tog en tår af den varme chokolade. "Ja, den smager altså godt. Men når de så kom hjem, så var de så stolte. Så stod de derude i entréen med al deres overtøj på og kaldte på mig og så måtte jeg jo komme derud. Og så stod din lille mor der med en rød næse og hænderne i siden og sagde, "Det var mig, der valgte det." Hun var så sød."
   Kathrine tog en jødekage fra skålen og blev fuldstændig blæst omkuld. Hun havde aldrig spist en jødekage, der smagte af så meget! Hendes øjne blev større og hun kunne ikke holde et lille tilfreds støn tilbage.
   "Ja, de er rigtige gode. Det var min mormors opskrift, skal jeg sige dig. Dem lærte min mormor min mor at bage, og min mor lærte mig at bage dem og jeg lærte din mor det. Har Gitte ikke bagt dem med dig?"
   Kathrine rystede på hovedet og spiste en jødekage mere.
   "Nå. Ja, men familier er også så anderledes nu. Der bliver ikke hygget i køkkenet på samme måde."
   "Mor bager slet ikke. Hun køber vores julekager."
   "Det gør hun vel ikke!"
   Kathrine nikkede og tykkede på den søde kage.
   "Så du har slet ikke lært at bage?"
   Kathrine rystede på hovedet og skyllede efter med den varme chokolade.
   "Hvad sidder vi så her for?" sagde hendes mormor og rejste sig fra stolen. "Kom, så går vi to ud i køkkenet og bager jødekager."
   Kathrine rejste sig. "Men.." sagde hun og pegede ned på kagerne.
   "Ja, kom så. Så er der jo endnu flere."

De stod ud i det lille køkken, hvor gryderne hang over komfuret og alle råvarerne stod på køkkenbordet.
   "Nu skal du bare se her." sagde hendes mormor og rakte hende et forklæde. "Det gav jeg din mor, da hun var lidt yngre end dig."
   Kathrine tog det på og kiggede ned af det. Det var rødt og på midten var der en kæmpe lomme. Lommen var formet som et hjerte.
   "Godt. Vi skal bruge mel, æg, smør, sukker og brunsukker og kanel. Finder du de ingredienser frem?"
   Kathrine nikkede og gjorde som hun sagde. Hendes mormor tændte for radioen, der stod på en hylde i køkkenet. Gamle julesange satte stemningen i det hyggelige køkken.
   De miksede dejen sammen og hendes mormor nynnede med på julesangene.
   Mens dejen hvilede, drak de varm chokolade og snakkede. Kathrine havde aldrig hørt de historie, hendes mormor fortalte og pludselig var det som om, at hun kendte sin egen mor bedre. Hun havde aldrig været alene med sin mormor i så lang tid og hun havde aldrig haft det så hyggeligt før.
   Efter et par timer tog de dejen frem og med kageudstikkere, formede de kagerne og satte dem i ovnen.
   "Hov. Jeg var da lige ved at glemme din gave." sagde Kathrine og hentede sin taske fra entréen. Hun trak den røde pakke op af tasken og derefter kagedåsen. "Ja, som sagt er de jo ikke hjemmebagte."
   Hendes mormor smilte. "Jeg har lige fået en god idé." Hun tog kagedåsen og tømte den ned på køkkenbordet og da jødekagerne var færdige, lagde hun dem alle sammen ned i kagedåsen med nissen.
   "Tag nu dem med hjem til din mor og ønsk hende glædelig jul fra mig."
   Kathrine smilte og gav hendes mormor et kram. De sagde farvel og Kathrine lovede, at hun ville besøge hende igen snart.

Hun kørte hjem på sin cykel. Hun var glad og blev kun endnu gladere af at køre gennem byen. Hun smilte til alle på sin vej og selv kulden gjorde hende glad.
   Da hun ankom til sit hjem, skyndte hun sig ind i garagen med sin cykel. Hun løb nærmest ind i entréen og rev sit overtøj af.
   "Mor!" kaldte hun. "Mor, er du hjemme?"
   "Ja ja ja. Jeg er i køkkenet." råbte hun tilbage.
   Kathrine løb ud i køkkenet.
   "Er der sket noget?" spurgte hendes mor, da hun så Kathrine.
   Hun svarede ikke. Hun rakte bare kagedåsen med nissen frem og sagde, "Jeg skulle ønske dig en god jul fra mormor."
   Hendes mor løftede øjenbrynene og tog i mod kagedåsen. Hun åbnede den, mens hun stadig så på sin datter. Så så hun ned i kagedåsen. Hun løftede sit blik fra de velkendte kager og så på sin datter. Og der stod hun med hænderne i siden og sagde, "Dem har jeg lavet!"
   Hendes mor smilte og tog en jødekage op fra kagedåsen. Hun tog en bid og så snart smagen ramte hendes tunge, fik hun tårer i øjnene. Hun græd og smilte til sin datter.