Prinsesse Kiara af det Latonisken rige kiggede spændt ud af vinduet på hendes Latoniske minicruise rumskib. Under hende strakte Rea-Kols uendelige hede sig i en smuk palet af lilla og sort. Det var ikke til at se, at den døende klode engang havde været dækket af gule og blå skove. Kiara, kunne ikke helt huske, hvad der var sket, men det var vist noget med forurening. I hvert fald var skoven væk og erstattet af denne grønne og lilla svovlstinkende hede. Planeten var da også kun med i det Latoniske rige på grund af flådeakademiet, der var placeret på dens sydlige halvkugle.
   Flåde akademiet var en utrolig vigtig instans i Latoniens forsvar, og Kira var utrolig stolt af sin fæter, som allerede i en alder af 28, var blevet dets komandør.
   Hun smilte og kørte rutineret en lok af sit lyse hår om bag det ene øre.
   Da hun var lille, havde hun været hemmeligt forelsket i sin fætter. Det var hun da heldigvis ikke mere, men deres forhold havde altid været noget særligt. Hun glædede sig til at de kom frem. Der skulle være en kæmpefest og hun havde brugt flere måneder på at planlægge, hvad hun skulle havde på.
   Hun kiggede ned ad sin spinkle skikkelse.
   Kjolen hun havde valgt var lyserød med gule kanter, lyseblå prikker og en guldkrave dekoreret med snørklede mønstre. Dens nedre del, var afbilledet med en regn af glota blomster. En stilfuld reference til det Latoniske eventyr om den glota blomstrede kjole. Hun smilte tilfrends over sit valg af en kjole der var simpel.
   På sædet ved siden af Prinsessen sad Oberst Kanea. Han var prinsessens første livvagt, og det var hans job at beskytte hende.
   Skibet havde tre overordnede rum. Cockpittet forrest, suiten i midten, og lastrummet bagerst.
   Foruden Kanea, havde Prinsessen kun medbragt seks vagter.
   Kanea ville gerne havde haft en hel eskorte med, men det ville Prinsessen aldrig være gået med til. Desunden vidste Kanea godt, at de reelt hele tiden var beskyttet, for selvom Rea-Kol lå i udkanten af det Latoniske rige, så blev det i den grad opvejet af flådakademiets tilstedeværelse.
   På trods af, at Kanea vidste dette, havde han en stærk følelse af uro. Han kiggede rundt, som ville grunden til hans uro dukke op inde i suiten.
   Han vendte sig mod vinduet, var de ikke meget tæt på planetens overflade? Havde piloten ikke lige sagt, at de var kommet ind i planetens atmosfære 4000 kilometer væk fra deres destination? Han havde da lige forklaret, at det var derfor, at de ikke var kommet ned ved flådeakademiets landingsplads, som man plejede at gøre. Men hvorfor fløj de så lavt? Han prøvede at slå det hen, det var nok bare alt det med Unionen som gjorde ham nervøs. Unionen var blevet mere og mere aggressiv i sin argumentation for at få det Latoniske rige optaget. Så det var vel ikke så mærkeligt, at han var en smule nervøs. Hvis man ikke var det i disse tider, var man være et fjols.
   Kanea rejste sig. Han ville alligevel tjekke med piloten. Ingen skulle sige, at han ikke passede sit job. Han gik over til cockpittet, og måtte anstrenge sig for ikke at miste balancen, da der med ét kom voldsomt turbulens i det lille skib.
   Pilotens stemme lød over højtalersystemet: "Vi er tvunget til at nødlande. Jeg gentager vi er tvunget til at nødlander. Alle pasagere bedes spænde sig fast. Jeg gentager alle pasagere bedes spænde sig fast. "
   Kanea stoppede op og sendte sin sergent et hurtigt blik. Denne forstod og løsnede diskret sin Boosterpistol.
   En alarm begynde at hyle og skibets rystelser var nu så voldsomme, at det krævede alt Kaneas koncentration ikke at snuble. Han fik med besvær åbnet døren og trådte vaklende ind i cockpittet.
   Ude i cockpittet sad piloten omgivet af en masse blinkede og bippende knapper. Der lød høje skingre toner fra skibets mange advarsels sirener.
   Ude foran vinduet, kom jorden hastigt nærmere.
   Kanea støttede sig til pilotens sæde, "hvorfor nødlander vi?"
   "Der er noget galt med skibet!"
   "Hvad er der galt med skibet?"
   "Noget slemt! jeg bliver nød til at nødlande!"
   Kanea havde en mærkelig fornemmelse af, at piloten løj. Han to roligt sin boosterpistol og pressede den ind i nakken på piloten. "Du lander ikke det her skib!"
   Piloten rettede forskrækket skibet op, men da han var kommet sig over chokket ved at havde en tændt boosterpistol i nakken, begyndte skibet atter miste højde.
   "Jeg skyder!" Advarede Kanea og pressede boosterpistolen hårdere ind i pilotens nakke.
   "Det ville være utroligt dumt hr. Oberst. Vi flyver med 850 km i timen kun 20 meter over planetens overflade, det mindste ryk i den forkerte retning, og vi smadrer inden du når at blinke."
   Kaneas øjne blev hårde. "Jeg skyder dig, når vi kommer ned."
   Pilotens stemme dirrede. "Det giver Prinsessen dig aldrig lov til."
   "Hun bliver sur," medgav Kanea, "men det hjælper dig ikke, hvis du er død."

Langt ude på den lilla svovlstinkende hede stod Tesk på en bakke og studerede himlen. Solen stod højt og sendte varme, skoldende stråler ned mod det golde landskab. Luften var tung og hed. Rundt om Tesk lå de 13 HD- bots, som han havde bygget. De lignede små sandfarvede tallerkner, alle udstyret med en stødpistol i midten.
   Tesk havde altid elsket at bygge droner og andre former for robotter. Han fandt det dejligt afslappende og befriende bare at give sig hen til deres blanding af simpel mekanik og avanceret datastyring. Det var ikke noget han havde lært, i hvert fald ikke så vidt han vidste. Han kunne ikke huske mere end to år tilbage. Det var der, han havde mødt Bark. Han var vågnet alene på et stort skib.
   Han havde ikke haft nogen ide om, hvem han var, eller hvad han lavede der.
   Han havde ikke været bange, bare nysgerrig, som så han verden for første gang. Han havde ikke været vågen i særlig mange timer, før Bark pludselig havde stået der.
   Han havde fulgt denne grove men kærlige mand lige siden. Tesk var dog ikke sikker på, om Bark holdt sig tæt til ham på grund af næstekærlighed, eller på grund af hans unikke evner og intelligens.
   Tesk havde hurtig opdaget, at han tænkte på et helt andet plan, end andre mennesker. Han følte ikke selv, at han var speciel klog. Han følte mere, at alle andre var utrolig dumme. I starten havde det bekymret ham lidt, at alle var så dumme, men de klarede sig jo alligevel meget godt, og han måtte indrømme, at de fleste virkede lykkelige og glade uden at være specielt mærket af deres dumhed. Derfor var det efterhånden gået op for ham, at det måtte værre ham, der var anderledes.
   Og da han var kommet sig over den første tilvænning, var det ikke noget han tænkte nærmere over.
   Han havde holdt sig tæt til Bark og havde været med til diverse mere eller mindre lyssky operationer. Han havde lært, at holde af de udfordringer, som Bark konstant stillede.
   For eksempel nu denne. Den havde givet ham mulighed for at bygge de her rekognoscerings-bots om, og tilpasse dem specielt til denne udfordrende mission.
   Han ville bare ønske, at Bark havde været her. Det var ikke det samme uden ham.
   Han fortsatte med at studere himlen, indtil at han så hvad han havde ventet på. Prinsessens skib.
   Det skar sig igennem himlen som en dolk. Pludselig begyndte det at spinde i en nedadgående spiral. Tesk troede i et kort sekund at det ville styrte, men fem meter over jorden stoppede det. Her hang det i et minut eller to, hvorefter det krængede over til den ene side og hamrede snuden ned i den støvede jord, kun 200 meter fra hvor han stod.
   Så var det nu. Han skyndte sig at aktivere botsne på en lille skærm, han havde monteret på armen.
   De sandfarvede frisbeelignende bots lettede med en svingende tyk summen. Botsne havde engang været våbenløse, men den store stødpistol i midten af hver svævende skive vidnede om Tesks moderniseringer. Tesk havde dog valgt kun at montere ufarlige våben, der ikke kunne slå ihjel.
   Bark havde i starten været skeptisk over for dette, da han hellere ville haft noget med ild og ekplosioner. Men efter Tesk havde demonstreret de uskadelige våben på en gruppe nærgående personer, som mente at Bark skyldte dem penge, var han blevet vild med dem. Han kunne nu udføre jobbet uden at døje med den dårlige samvittighed, man altid fik efter at havde slået nogen ihjel.
   Tesk kiggede ud på det forulykkede minicruise rumskib. Skibet i sig selv så relativt uskadt ud, det eneste der vidnede om, at det var styrtet og ikke landet, var en lille pæn røgsky, og en brækket vinge.
   Tesk kunne ikke vente længere, han måtte handle, hvis først garden kom ud af skibet, ville hans bots aldrig nå derhen. De ville blive skudt ned på vejen.
   Men hvor var Bark? Tesk havde regnet med, at han ville være her nu. Sad han stadigvæk og hang over sin øl i den snavsede bar? Tesk var skuffet. Han havde gjort sig så umage med botsne.
   Han skulle lige til at sende dem af sted, da han hørte en lyd bag sig, hans humør steg straks, det måtte være Bark.
   Han vendte sig og ganske rigtig. Bark kom ridende på et tobenet salamanderlignende dyr kaldet en krov. Den var på grund af de lange filter tentakler, der sad på dens hoved, et af de få dyr, der havde overlevet den stigende forurening.
   Bark kom hastigt tættere og var hurtigt henne ved ham. Han stoppede kroven kun få meter fra Tesk. En giftig lilla støvsky stod omkring dem, og udgav en stank af svolv.
   "Det må du undskylde, knægt, dyret her er ikke helt nemt at styre."
   Tesk smilte flygtigt. "Det er okay, jeg er bare glad for, at du nåede at dukke op, før at jeg startede."
   "Selvfølgelig ville jeg nå det, det var jo min plan, du kan jo slet ikke klare det uden mig."
   Selvfølgelig ikke," svarede Tesk.
   "Kom du herud i den?" Bark nikkede over mod den Hoover jeep, som stod bag Tesk. "Jeg troede, vi blev enige om, at du skulle tage en Turbokaret?"
   Tesk nikkede, "men den her er hurtigere."
   "Okay," brummede Bark og tog sin pulsriffel frem.
   "Du behøver ikke gå derned," sagde Tesk, "vi har jo botsne."
   "Det ved jeg godt," sagde Bark, og tog ladegreb på riffelen, "jeg vil bare så gerne se gamle Kaneas fjæs igen."
   Han sporede kroven og red hastigt mod det styrtede skib.
   Tesk skynde sig at sende botsne med for at assistere ham i den kamp, han viste ville finde sted.

Prinsesse Kiara vågnede ved at hendes tjenestepige ruskede hende. Hendes hoved gjorde ondt, og kunne ikke regne ud hvad der foregik. Rundt om hende var hendes sikkerhedsvagter ved at komme på benene.
   Det her var bare typisk. Nu ville hun helt sikkert komme for sent til sin fætters fest. "Oberst!" Råbte hun, mens hun halede sig op af stolen.
   En vagt kom over til hende. "Er de okay, Deres højhed?"
   "Ja, ja!" Hun viftede ham væk.
   Obersten kom ind. "Vi skal i højeste beredskab. Nu!"
   De seks vagter som Kanea mod Prinsessen vilje havde forlangt med om bord, afsikrede alle deres boosterpistoler.
   Kanea gik tilbage til cockpittet, hvor piloten sad i sin stol optaget af sine egne tanker. Kanea løftede ham brutalt op i kraven, så de stod ansigt til ansigt, "hvad har du gang i? ud med sproget!"
   "Jeg havde ikke noget valg."
   "Idiot! man har altid et valg!" Han tog sin boosterpistol og maste den ind i tindingen på piloten. "Som jeg lovede." Han skulle til at skyde, men prinsessens stemme skar igennem som et piskesmæld, "Oberst! Vil de straks lade den stakkels mand være og måske gøre dig selv lidt nyttig. Du kan måske starte med at fortælle mig hvorfor vi er landet her, er det ikke dit job at forhindre den slags? Er du godt klar over, at vi befinder os i en ørken? Hvordan har du tænkt dig, at vi skal komme væk herfra?"
   "Prinsesse! jeg vil gøre alt for at få dig væk herfra, der er intet, der betyder mere for mig, end din sikkerhed."
   "Nå, "kom det fra piloten, " det klarer du da ikke særligt godt."
   Kanea smed ham ned i sædet og løftet sin boosterpistol. "bered dig på at møde dinne guder."
   "Oberst!"," sagde Kiara, "Hvis du gider stoppe det der pjat, kan du måske koncentrager dig om at få os væk herfra!"
   "Selvfølgelig, Prinsesse. "Flyt dig!" Kanea smed piloten ud af sædet, og studerede de mange knapperper. "Pilot, hvorfor lyser den knap der?" Han pegede på en rød knap, der blinkede hysterisk.
   Piloten lænede sig nonchalant forover og kiggede længe på knappen, før han svarede, " jo, jeg vil tro, at den ene vinge er knækket."
   "Hvordan kan du se det?"
   "Jo, bare et gæt," svarede piloten, mens han pegede ud af vinduet. Cirka tyve meter fra skibet lå noget, som måtte være en skibets vinge.
   Det her var ikke godt.
   Kanes skyndte sig tilbage til suiten hvor vagterne ventede ordre. "Banesa, Kayo," Dan jer et overblik over det omkringliggende terræn, hvis nogen nærmer sig, vil jeg vide det."
   "Javel, hr Oberst!" De åbnede døren og der lød en knitrende lyd. De to vagter faldt over i krampe.
   En bot svævede med en glidende bevægelse ind i suiten. Kanea reagerede hurtigt og med et ordenligt brav skød han den ned med sin boosterpitol.
   Endnu en bot kom til syne og skød efter ham. Kanea nåede lige at kaste sig til siden. Vagten bag ham faldt.
   Kanea gav den nye bot et præcist skud, der sendte den i jorden med et tungt metallisk brag. Men flere bots var allerede på vej ind. De skød på alt, hvad der rørte sig. Lyden af deres strømpistoler var som ekkoet fra en kraftig flod. Lyden blandede sig med boosterpistolernes tordenskrald. Efter en kort udveksling, blev der stille i den lille Suite.
   Botsne havde vundet overtaget.
   Kun Kanea var tilbage. Han gemte sig bag et sæde. Adrenalinen pumpede i hans åre, men han var trænet til at tænke klart. Han største prioritet var prinsessen. Hun var i cockpittet og indtil videre uskadt. Han havde en okay dækning, der hvor han lå, men hvor mange bots var der i skibet?
   Han kunne høre den summende lyd fra deres hovermotorer.
   Han kiggede diskret frem, kun fem, dem kunne han godt tage, hvis han bar sig rigtig ad.
   Han stak hurtigt hoved ud og mærkede sig deres positioner.
   Nu gjaldt det!
   Han sprang op og skød i de planlagte retninger.
   Han nåede ikke at registrere, om han havde ramt den første, før han skød efter den anden. Den tredje, den fjerde, den femte. Hvert skud fra hans booster pistol lød som en syngende tordenbyge, efterfulgt af et rungende 'klonk', da den ramte bots styrtede til jorden.
   Efter at havde affyret præcis fem skud, kiggede han tilfreds rundt. Han havde gjort det. Han havde afværget angrebet.
   Der lød en hvislen og kanea faldt om i krampe.
   En bot kom svævende ind i skibet. Den stoppede og fløj en omgang rundt om sig selv.
   Så kom endnu en bot efterfulgt af en mand i gammelt snavset tøj og med en pulsriffel hængende nonchalant over skulderen.
   "Jamen hr. Oberst ligger de der? Det var da noget værre noget." Bark sparkede med en fejende bevægelse Kaneas pistol væk. Hvorefter han samlede alle vagternes våben i et hjørne. Han kiggede tilfreds rundt. Vagterne lå på gulvet fanget i stivnende krampe. Han fik øje på cockpittet og sendte Kanea et glad smil."Mon ikke hun gemmer sig derinde et sted?"
   Han stillede sig foran døren og bankede på. "Hallo, er du derinde?"
   Da der ikke var nogen, der svarede, vendte han sig mod den nærmeste bot. "Okay når jeg åbner, flyver du derind og lammer alt, hvad der rør sig!"
   Boten gav en lille lyd fra sig som tegn på, at Tesk forstod hans ordre.
   "Er du klar?" Boten bekræftede med et lille bip.
   "Okay!" Han sparkede så hårdt til døren, at den røg af sine hængsler og fløj ind i rummet.
   Botsne fløj hurtigt ind. Bark stod i døren og ventede at høre lyden af stødpistoler, men der kom intet. Han ventede lidt endnu.
   "Hvad fanden?" Han gik ind i cockpittet, men nåede kun lige at træde over dørkarmen, da prinsessen hoppede på ham. Bark blev overrumplet, hvorfor fanden havde den åndssvage knægt ikke lammet hende? Hun greb ham om halsen og pressede af alle kræfter, hvilket ikke var særlig meget. Han tog fat i hendes hænder. "Goddag prinsesse."
   Hun var rød i hovedet af raseri. "Hvor vover du..?"
   Han smed hende over skulderen. "Skal vi se at komme videre?"
   Prinsessen hamrede ham på ryggen imens hun skreg de grimeste gloser, hun havde lært, og de var ret grimme, når man tænkte på, at hun var prinsesse. Bark ignorerede det og trådte ud af cockpittet. På vejen var han lige ved at snuble over piloten, som lå udstrakt på gulvet tilsyneladende besvimet. Bark kunne ikke lade være med at føle dårlig samvittighed, men han kom hurtigt over det. I rummet var man sig selv nærmest.
   Ude ved ridedyret, smed han prinsessen op. Han bandt hendes hænder samme med et lille, tyndt reb.
   "Når jeg slipper fri, skal jeg sørge for, at du blive hængt i netop dette reb!" Råbte hun.
   Bark blinkede kækt til hende, svingede sig op i sadlen, og red tilbage til Tesk, imens han nynnede en gammel og temmelig sjofel værtshussang.

"Er det hende?" Spurgte Tesk og kiggede nysgerrigt på Prinsessen imens han guidede de overlevende Bots over i hoower jeepen.
   Bark hoppede ned af sit ridedyr, " ja det er hende. Smuk ikke sandt?"
   "Hun lyder ikke som en prinsesse," konstaterede Tesk, som ikke kunne undgå at høre den konstante flod af fornærmelser, som væltede ud af hendes mund.
   "Næ, men det er hun," svarede Bark, imens han læssede den nu hysteriske prinsesse over i hoower jeepen, og selv kravlede op, "kom nu!"
   "Jamen," Tesk kiggede ængsteligt i retning mod det faldne rumskib, "hvad med de bots som ikke kom tilbage, burde vi ikke hente dem?"
   "Nej, det er der ikke noget at gøre ved, garden er sikkert allerede på vej herover for at riste vores røv."
   Han startede Hooweren, og med et "wooush!" svævede det lille åbne transportmiddel, et par tommer over jorden.
   Bark kunne høre en rumlen i det fjerne, som advarede ham om, at han havde ret. Garden var på vej.
   Han slog hånden hårdt ned i Hooweren, så der lød et smæld. "Kom nu!"
   Tesk hoppede op i Hooweren ved siden af Bark, han havde i et splitsekund overvejet at sætte sig om bagi ved prinsessen, men det turde han alligevel ikke.
   Hooweren satte i gang med et ryk og accelererede lynhurtigt op til enorme hastigheder. Ørkenlandskabet fløj forbi dem i høj fart. Det gav et kraftigt ryk, hver gang Bark med nød og næppe undgik at kolliderede med klipper, sten og hvad der ellers kunne komme i vejen for det lyn hurtige fartøj. Bark sendte Tesk et hurtigt blik. "Hvorfor havde du ikke lammet prinsessen?"
   Tesk kiggede flovt op på ham. "jeg kunne ikke lide det. Hun er jo prinsesse."
   Bark skulle til at komme med en skarp bemærkning, da der Pludselig lød en række skarpe smæld.
   "Pis" udbrød han, imens han hurtigt drejede skarpt og undveg de rækker af boosterskud, som hidsigt slog ned over alt omkring dem. Tesk kiggede bagud, han kunne se op til tyve Latoniske premiere-jægere mindre end trehundrede meter bag dem.
   "Hvad fanden laver de?" Råbte Bark, imens han manøvrerede ind og ud imellem de protonspaltede stråler. "Hvis de ikke passer på, ender det da for helvede med at de rammer os!"
   "Det er nok meningen!" Skreg prinsessen fra bagsædet," troede du virkelig, at det ville være så nemt at kidnappe mig!"
   "Nej!" Udbrød Bark, "men hvis de rammer os med denne hastighed, så får de svært ved at rede dig. For det overlever vi ikke.
   "Jamen.." Prinsessen fik et mærkeligt udtryk i ansigtet, da det gik op for hende, at hun var i fare.
   Bark brølede af latter. "Ser ud som om, de ikke rigtig tænker sig om, hvad"?
   Beskydningen blev mere intens. Barks strammede grebet om styretøjet og prøvede at få mere fart på, men det var umuligt, da han samtidig skulle undgå at blive ramt. Han drejede skarpt til højre rundt om en stor sten og fortsatte hurtigt videre, imens strålerne konstant haglede ned kun millimeter fra at ramme deres mål.
   Imens sad Tesk stille og roligt som om, det var en ganske normal tur i parken og ikke en flugt med tohundrede kilometer i timen. Han vendte sig om mod Prinsessen. "Bare rolig, der er ikke noget at være bange for, med jeepen manøvredygtighed og Barks evner skal det nok gå."
   Samtidig sad Bark og kunne mærke den svedne lugt af brændte hår, da en stråle fløj tættere forbi hans hoved, end han brød sig om. "Jeg håber, du har ret," fnøs han.
   Jægerne halede ind på dem, og Bark fik sværere og sværere ved at undgå de protonspaltede stråler. "Vi er færdige!" Brølede han.
   "Så overgiv dig!" Skreg prinsessen.
   "Det ville jeg også gerne! Men hvor skulle de vide det fra!"
   "Du kan da bare stoppe!"
   "Hvis jeg så meget som sænker farten, bliver vi skudt til kvarker!"
   Pludselig lød der et stort brøl på himlen. Et rumskib nærmede sig hastigt fra oven. Det var et metalfarvet, gammelt, og slidt skib med røde striber på siden og med en form, som bedst kunne beskrives som en smeltet tudse. Rumskibet fløj hen over hovedet på dem og dykkede ned cirka tyve meter foran dem, hvor den holdt en stabil hastighed.
   "Hvad fanden er meningen?" Brølede Bark.
   "Det er ikke Latonisk," sagde Prinsessen.
   "Nej!" Bed Bark hende af, "det kan jeg sgu godt se!"
   En hangar åbnede i bagenden på skibet som en indbydelse.
   "Måske skulle vi flyve ombord, så kan vi jo altid se, hvem det er." Lød drengens rolige stemme.
   "Okay," mumlede Bark, "men jeg kan ikke lide det." Han udspyede en konstant strøm af forbandelser, imens han gassede op og fløj ombord på det mystiske rumskib.
   Så snart de var inde, lukkede hangaren med et knirkende hydraulisk smæld og med et kæmpe brøl satte skibet mod stjernerne.