Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn


11 år siden 7 kommentarer Noveller

1Bare hjemme
Lyden der ikke findes mere · Ekkoet af ingenting der runger højt i ... [...]
Digte · paradoks, lyd, indre smerte
1 måned, 27 dage siden
2Aftenkaffe
Gruset knaser under min fod, sollys flimrer mellem træernes grene... [...]
Kortprosa · hævn, fortid, familierelationer
2 måneder, 11 dage siden
7Du må ikke bruge Herren din Guds navn til l...
Jeg kysser den snehvide krave, inden jeg lukker den om halsen og ... [...]
Noveller
11 år siden

Puls: 18,2

Publiceret: 2
Afgivet: 16
Modtaget: 3
John Cooley (f. 1981)
Jeg kysser den snehvide krave, inden jeg lukker den om halsen og knapper de øverste knapper i skjorten. Jeg står et øjeblik og ser på mig selv i spejlet, med stolthed over dragten og det den udstråler. Der er noget næsten guddommeligt over den sorte dragt med den hvide firkant - refleksbrikken har jeg hørt den omtalt som. En dragt der for alvor signalerer, at her kommer en Guds mand!

Jeg går ind i stuen, søster Peter Maria er allerede i gang. Jeg er faktisk ikke vild med at hun sådan bare låser sig selv ind, hvorfor har klosteret overhovedet en nøgle til min bolig? Hun har sat morgenmaden frem til mig. Havregrød kogt på vand, ét stykke ristet toastbrød med lidt smør og en kop sort kaffe. Søsteren var gået i gang med at fortælle mig noget, men stopper brat da jeg løfter brødet op til munden. Hun ved at jeg spiser i stilhed, en vane der sidder fast selv så mange år efter opholdet på seminariet. "Mad er en gave fra Gud, vis ydmyghed!" Sådan plejede biskoppen at råbe, hvis bare den mindste hvisken kunne høres. Han er nok for længst død og borte, men hans strenge væsen, og bambusrøret, har sat sine spor for resten af livet.

Da jeg er færdig med at spise begynder søsteren at snakke igen. Noget om min forestående rejse til Rom. Jeg hører ikke efter, jeg ser hende i øjnene og betragter hende mens hun taler. Jeg kan ikke finde ud af den kvinde, der sker noget bag de blanke øjne, som jeg ikke kan aflæse. Kan hun aflæse mig? Hun er en mærkelig størrelse. From som pavens mor, men samtidig skræmmer hun mig, som så jeg Lucifer i øjnene. Jeg river mig fri af tankerne og vender opmærksomheden mod hendes talestrøm.

"... Og så taget, taget er virkelig slemt nu. Ved du hvad tømreren ville have for at lave taget? Magen til frækhed, sådan at udnytte nonner på den måde! Jeg mener, han ved jo, at man ikke kan leve med huller i taget, ikke sandt? Ikke så tæt på vinteren, det kan man jo ikke. "

"Nej bestemt ikke. Har I så hørt andre om priser?", svarer jeg, dog uden helt af vide hvad vi taler om. Hun snakker videre. Jeg tror faktisk ikke hun har hørt mit svar, i hvert fald finder jeg aldrig ud af, om de har indhentet priser fra andre end den 'frække tømrer'. Elleve kuk fra stuen redder mig fra lektionen om stygge håndværkere, der udnytter stakkels nonner.

"Det er tid", siger jeg og rejser mig fra bordet. Jeg går ind og henter min brune, slidte lædertaske med klistermærker fra adskillige års rejser rundt til verdens fattigste egne.

"Jeg har pakket lidt til rejsen", siger søsteren og rækker mig en pakke i brunt papir, af den slags slagtere brugte i gamle dage.

"Tak", svarer jeg og tager madpakken i den frie hånd, mens jeg går mod døren. Da jeg tager sko på, begynder søsteren igen at tale: "Hvis nu De skulle møde paven, vil De så ikke godt hilse på ordenens vegne?" Jeg skal overhovedet ikke til Rom, og hvis jeg endelig skulle, så er sandsynligheden for at jeg mødte selveste paven nærmest ikkeeksisterende. Hun er så naiv.

"Jo, det kan du tro, og jeg skal personligt fortælle om hvor stor en hjælp du er. Ikke kun for mig, men for hele sognet", siger jeg, og stryger hende over kinden. Hendes øjne lyser op, og jeg tror faktisk hun rankede ryggen, hun virker i hvert fald lidt højere nu.

"Tak, Fader Thomas, tak." Hun kalder mig så sjældent andet end 'Fader', at mit navn næsten lyder fremmed fra hendes mund. Jeg går udenfor, låser bilen op og smider min kuffert ind på bagsædet. Madpakken propper jeg i handskerummet. En madpakke, som var jeg en lille skoledreng. Jeg bakker ud af indkørslen, mens søsteren vinker, som skulle vi aldrig se hinanden igen. På vej til lufthavnen prøver jeg at huske hvad jeg har læst om Ukraine. Jeg prøver at huske de gloser, jeg har slået op, men sprog har aldrig været min stærke side, og slet ikke sådan et halvrussisk et.

Kastrup lufthavn virker mere forvirrende end den plejer. Der er mange flere mennesker end på en normal hverdag, og flere af dem ser ud til at vandre forvirret rundt - og de går i vejen for os, der efterhånden kender stedet bedre end vores eget hjem. Hvorfor valgte jeg dog at rejse på den første dag i skoleferien? Jeg får kæmpet mig gennem mængden af turister og deres ustyrlige børn. Præstekjolen er heldigvis stadig en fribillet til at springe køer over. Jeg kommer hurtigt igennem check-in og kan slappe af. Efter en lille time sidder jeg endelig i flyet og kigger ned på Amager, der forsvinder under mig. Jeg beder en stille bøn, hvis nu.

Flere timer senere ankommer jeg endelig i Lugánsk. Jeg må stoppe og spørge om vej flere gange før jeg endelig finder hotellet. Da jeg kører op foran bygningen, kommer jeg til at grine lidt. Selv så langt væk fra Danmark forfølger søsterens ånd mig. Hotellet står som et trekantet betonsejl, i blå og hvide farver. Hendes ordensfarver.

Værelset er simpelt, dog mere luksuriøst end min egen bolig, men simpelt i forhold til, at det skal forestille at være et hotel. Jeg spiser en solid aftensmad og drikker en enkelt øl før jeg går i seng. Det er vel en slags ferie, trods alt.

Dagen efter kører jeg ned til auditoriet. Jeg bliver glædeligt overrasket over at se, hvor mange der er mødt frem. Lokalet er fyldt med teenagere af begge køn. Nogle få synes dog at have set stort på mit alderskrav. Jeg har på forhånd annonceret i lokale aviser og skoleblade efter kristne unge, der er interesserede i at bruge et år som frivillig for kirken ude i verdens brændpunkter. De vil modtage mad, logi og lommepenge mens de er hos os.

Jeg træder op på podiet foran en masse håbefulde unge ansigter. Jeg tager mikrofonen og siger: "Goddag, jeg er Fader Ryan. Hvor er det dejligt at se så stort et fremmøde! Det er fantastisk, at der stadig er unge mennesker, der vil Herrens Veje." Tolken messer monotont den samme meddelelse ud på ukrainsk, eller er det russisk? Området her taler vist begge dele.

"Jeg har i dag to ting, som jeg gerne vil fortælle jer om. Den første handler om organisationen Herrens Veje der, som I sikkert allerede har læst, stiller op inden for maksimalt to døgn efter en katastrofe er indtruffet et sted i verden. Den anden ting er målrettet pigerne her i forsamlingen. Jeg har været så heldig at komme i kontakt med et kloster i Belgien, der er åben for nye søgende. Dog skal I vide, at klosteret praktiserer traditionel katolicisme, hvorfor det er et krav, at I er jomfruer."

Efterhånden som tolken tygger sig igennem oversættelsen, opstår der en del fnis og rødmen, og jeg bemærker, at en del af pigerne slår blikket ned og undgår mine øjne. 'Tøjter!', tænker jeg.

Jeg kommer igennem resten af mit oplæg, og får både vist billeder og givet troværdige beskrivelser af de steder, som 'Herrens Veje' har været udsendt til. Billeder af oversvømmelser, grædende børn, sultne blikke og tomme tallerkener. De sultende børn plejer at overbevise de sidste tvivlende. Herefter fortællinger og billeder af nonnelivet. Smilende unge kvinder i novicedragt, med mætte og sunde kinder. Ingen bekymringer, Herren passer på dig nu.
   Efter oplægget er der en masse, der stiller sig i kø for at tale med mig. Jeg nøjes med at notere drengenes navne, og beder dem om at indrette deres liv på en sådan måde, at de kan rejse med 24 timer varsel, da 'Herrens Veje' ikke mangler folk i håndværk og logistik lige nu. Jeg beder pigerne blive og vente på mig, da vi akut mangler sygepassere og nogle til at lave mad.

Sent på eftermiddagen er det tyndet godt ud, og fjorten piger er blevet tilbage for at tale med mig. Tre vil være nonner - jeg tror faktisk, at det er ny rekord. Resten vil hjælpe børn i nød. Åh, de kære blødende ungpigehjerter. Jeg aftaler med dem, at de alle kan køre med mig til Europa, når jeg kører fra Ukraine om to dage. Jeg giver dem mit hotels adresse med besked om, hvornår de skal møde op. Derefter ønsker jeg dem Guds fred og en god aften, før vi bryder op.

De næste to dage går med at vandre rundt i byen og kigge på et samfund, der stadig er gennemsyret af sovjettiden. Jeg taler med pigernes forældre og får styr på alt det praktiske omkring deres ophold i organisationen eller i klosteret. En enkelt piges far takker mig overstrømmende for at jeg sikret hans datter en tryg og sikker tilværelse i kloster. Han siger, at han og hustruen vil være mig evigt taknemmelige, for at jeg har givet deres datter et godt liv.

Den sidste aften før jeg rejser hjem bliver overstået jeg med en telefon mod øret. Først ringer jeg med en status på antallet af interesserede piger, og så til søster Peter Maria. Søsteren er meget glad for at høre fra mig, hun lyder dog skuffet over at jeg ikke fik mulighed for at få audiens hos paven. Hun lyder til gengæld næsten hysterisk og lykkelig over at høre, at jeg har fået et bidrag med hjem fra Vatikanet, som ordenen kan bruge til at få lappet klosterets hullede tag.

Da jeg tjekker ud af hotellet ser jeg, at der sidder ti unge piger og venter på mig i lobbyen. Et frafald på en tredjedel er mindre end det plejer, og heldigvis er de kommende nonner ikke hoppet fra. Jeg beder pigerne gå ud til den lejede minibus, mens jeg laver et hurtigt opkald.

Da alle kufferter er stablet i bussens bagagerum og pigerne har placeret sig rundt omkring i den, starter jeg motoren og sætter kursen mod Europa. Pigerne begynder hurtigt at snakke ivrigt sammen, og jeg fortæller undervejs om Thailand og den oversvømmelse, der netop har ramt der. Flere tusind står uden tag over hovedet og endnu flere mangler mad. Børn mangler deres forældre, forældre mangler deres børn. Jeg får set adskillige våde øjne, da jeg kigger i bagspejlet. For at muntre pigerne lidt op, foreslår jeg at vi synger nogle salmer. Ind imellem får jeg pigerne til at fortælle mig om det Ukraine, vi kører igennem. Jeg forstår hurtigt, at det er et land med en lang, hård og stolt historie.

Efter to dages kørsel, kun afbrudt af en overnatning på motel og korte stop på motorvejscaféer, når vi endelig grænsen ind til Schengen. Med papir på kirkeligt arbejde kommer vi alle hurtigt igennem kontrollen. Ingen bestikkelse denne gang.

Vi har kørt nogle timer mere, da jeg stopper minibussen ude foran en motorvejscafé. "Jeg henter lige noget mad til os", siger jeg, så henkastet som muligt.

Jeg træder ind ad døren og bliver stående lidt lige indenfor, mens jeg ser mig omkring. Så ser jeg ham. Brun læderjakke og kort militærklipning. Han sidder ved disken og drikker af en kaffekop. Jeg sætter mig på stolen ved siden af ham og spørger næsten hviskende: "Jackson?" Han nikker til svar, men drejer ikke ansigtet mod mig. "De sidder i minibussen", siger jeg på mit modersmål, mens jeg skubber nøglerne over til ham. Han kigger sig over skulderen, ud igennem vinduet. Han nikker igen og tager nøglerne. Så skubber han en tyk kuvert og et nyt sæt bilnøgler over til mig. "Hvid Opel", siger han på samme sprog, men med en hård Belfastdialekt. Han rejser sig op og går ud af caféen, uden at se sig tilbage. Han skræmmer mig mere end søster Peter Marias kvælende fromhed.

Jeg samler kuverten op. Den føles dejligt tung. Jeg tæller 36.000 euro op i blandede, beskidte og slidte sedler. 3.000 pr. pige, 5.000 hvis hun er jomfru. Lappede tage og fattighjælp falder jo ikke bare ned fra himlen.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 18/01-2014 15:56 af John Cooley (Cooley) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2000 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.