De Latoniske toner fyldte rummet i den mørke bar på planeten Rea-Kol, i folkemunde kaldet Røvernes Rede. I barens mørkeste hjørne sad en mand med gevaldige tømmermænd og hang over en øl. Manden havde sort pjusket hår og hans mørke ansigt var dækket af et kraftigt, men kort, fuldskæg. Tøjets mørke og militæragtige præg, afslørede manden som rumrejsende.
   Hans navn var Bark.
   Han kiggede diskret hen over kanten af sit ølglas, inden han tog den næste tår.
   Baren var mørk og dunkel, og væggene var prydet med alverdens døde dyr, som skulle forestille at være jagttrofæer. Alle vidste dog, at de døde dyr blot var bukket under for den stigende farvorening, og fundet i grøften.
   Dette forhindrede dog ikke barens ejer i at værer utrolig stolt af dem.
   Barks læber afslørede et lille smil. Hvis han fuldførte sin plan var der en stor chance for, at det det var hans kadaver som kroværten ville finde i grøften. Ville han mon så også komme op og hænge?
   Bark kvalte en lille latter og blev enig med sig sig selv om, at han havde utrolig dårlig humor.
   Hvis bare hans tømmermænd ville forsvinde. Han kunne selvfølgelig købe nogle piller, som kunne fjerne dem på få sekunder. Problemet var bare, at de piller man købte på Rea-Kol, aldrig var det som de gav sig ud for at være. Han vidste, hvad han talte om. Som alt andet her i livet, havde han lært det på den hårde måde.
   Første gang han havde købt piler her, havde han brugt en hel uge på at stå over i hjørnet i denne bar og tro, han var en stueplante. Han ville været død af tørst, hvis ikke det havde været, fordi en venlig sjæl, der havde taget de samme piller, havde vandet ham med jævne mellemrum.
   Hvor langt tid siden var det egentlig? Vel tyve år siden i hans oplevede tid, så det måtte være et par hundrede år i lokal tid.
   Hundrede år og Rea-Kol havde ikke ændret sig det mindste. Det var nok derfor, at han på lige fod med mange andre rumrejsende blev ved med at vende tilbage til stedet. Det var svært for rumrejsende at finde noget, som var holdbart. Det, at planeters tyngdefelt gav et støre træk i rumtiden, end der var at finde på et standart rumskib, gjorde at tiden på planeterne gik hurtigere end den gjorde i rummet. Det betød at det var umuligt for rumrejsende at føle sig hjemme nogen steder. De kunne hverken følge med i politik, kunst eller mode. De var forevigt og altid bagude. På grund af dette, var rumrejsende på mange måder afskåret fra normalsamfundet. De var en kultur for sig. På trods af dette, var der ikke noget stærkt sammenhold mellem rumrejsende, kun en fælles forståelse. Dette skyltes at begreber som venner og familie var absurde. Chancen for, at den ene pludselig overhalede den anden med et par hundrede år, var simpelt hent for stor.
   I starten havde det været svært for Bark, han havde ofret alt.
   Nu var han ligeglad.
   Han tog en slurk af sin øl og skimtede igen ud i lokalet. Den dunkle belysning i baren fik den til at virke tom, men Bark vidste, at den var fyldt med de skumleste typer som Rea-Kol kunne mønstre. Ligesom ham sad de i de mørke kroge og skimtede ud. Bark tog endnu en tår af sin øl, den smagte koldt og bittert.
   Hvis bare de åndssvage tømmermænd ville gå væk. Hvorfor fanden havde han også drukket sig så fuld? Nåh ja, han skulle jo fejre sin kommende rigdom, en rigdom han i den grad fortjente.
   Nu havde han knoklet sin røv i laser hele livet, og sat det på spil for denne her galakse, han vidste ikke hvor mange gange, uden at få så meget som et 'tak'. Og da Knotkrigene var ovre, var der sgu ingen fra unionen, der kunne bruge ham til noget mere. Han havde dog hurtigt fundet ud af, at selvom Unionen ikke mente at de kunne bruge ham, var der mange andre, mere lysky typer der kunne se fordelene ved hans evner og erfaring.
   En træthed viste sig i hans mørke øjne, da han ga et opgivende suk fra sig. Han var ved at blive ældre. Han kunne ikke blive ved med at rende rundt og lege røvere og soldater. Nu måtte det være slut. Det, der skulle til, var en sidste operation, en der kunne gøre ham så rig, at han kunne trække sig tilbage og leve livet på en tropisk luksusplanet. Et ægte smil viste sig nu.
   Han ville bo lige ved stranden. Her skulle han ligge i en god badestol, imens lækre unge piger serverede drinks for ham. Hans smil nåede nu helt op til øjnene. Måske ville han endda skrive en bog.
   Bark skar en gimase da tømmermændende besluttede sig for at sende en flåde af smerte fra hans pandelap og ind i hans øjne. Det føltes som om, at selv barens svage belysning, havde en dødelig lasers skarphed.
   Bark gryntede.
   Måske skulle man hellere blive siddende her i baren og nyde sin øl, der kom aldrig noget godt ud af, at kidnappe nogen når man havde tømmermænd.
   Barens gæster kneb øjnene sammen da en elleveårig dreng ved navn Tesk lukkede dagens grumsede sollys ind i den dunkle beværtning. Drengen bar, ligesom Bark, tøj i de rumrejsendes karakteristiske mørke farver, dog var Tesks tøj løsthængende og uden det militære præg. Drengen selv var lille og spinkel af bygning, hans øjne var nysgerrige og rolige.
   Han stod stille ved indgangen og lod sine øjne vænne sig til mørket. Bark tog endnu en tår af sin øl, og lod som om han ikke så ham. Drengen fik øje på ham ovre i hjørnet og kom nu med rolige skridt nærmere. Bark sendte ham et dovent blik og skulle så igen til at koncentrere sig om sin øl, hvilket han fandt svært, da den nu var tom. Han kiggede diskret op på drengen, som var stoppet op ved hans bord og nu stod og kiggede anklagende på ham.
   Bark gav et stille suk fra sig.
   Hvorfor fanden kunne han ikke bare få lov at side her i fred?
   Han fortsatte med at kigge ned i sit tomme glas, men han kunne mærke drengens nysgerrige blik på sig.
   "Hvis du ikke kommer nu, så når vi det ikke." Drengens stemme var som altid spinkel og harmonisk.
   Bark løftede blikket og kiggede ud i mørket. Han vidste, at selvom der lige nu blev holdt øje med dem fra alle barens mørke skygger, så ville ingen af gæsterne kunne huske at havde set dem, hvis de blev spurgt. Ikke at nogen kunne finde på at spørge, ingen som stillede spørgsmål levede særligt længe på Rea-Kol.
   "Det er nu eller aldrig," fortsatte drengen.
   "Vi når det nok," Bark stirrede stadig ud i mørket.
   "Nej, det er nu eller aldrig, jeg har tænkt mig at gennemføre det med eller uden dig."
   Bark drejede hovedet og kiggede hånligt på ham."Du klarer det aldrig. Kan du overhovedet styre HD-botsne?"
   Drengen trak på skuldrene, "jeg kunne da bygge dem.
   Bark lavede en irriteret grimasse, "for helvede knægt! Kan du ikke se jeg har tømmermænd?"
   Drengen nikkede, "okay så sid du her og drik dig fuld og hav ondt af dig selv."
   Drengen vendte rundt og lod Bark alene i den mørke beværtning. Den dunkle sol vidste sig kort, da Tesk lukkede sig ud.
   Forbandede møgunge, tænkte Bark og skulle lige til at tage endnu en tår af sin øl, da han kom i tanke om, at den var tom.
   Endnu en gang undrede han sig over hvorfor han egentlig havde drengen med. Der var selvfølgelig de indlysende grunde. For eksempel drengenes utrolige intelligens, som gjorde ham til en enorm stor ressource. Uden den ville han slet ikke have haft adgang til så avanceret udstyr som HD-bots og Puk-bolde, men Bark vidste godt inderst inde, at det ikke var den rigtige grund. Dengang han havde fundet ham for to år siden, havde hans første tanke været at skille sig af med ham så hurtigt som muligt. Det var hans nysgerrighed, der i første omgang havde fået ham til at beholde knægten. Drengen var nemlig et stort mysterium. Hans høje intelligens og det mærkelige sted, Bark havde fundet ham, gav ingen mening. Bark havde altid haft fornemmelsen af, at han var faldet over noget stort, han kunne bare ikke se hvad det var. Men en dag ville det give mening, en dag ville brikkerne falde på plads.
   Drengen selv kunne ingenting huske, fra tiden før Bark havde fundet ham. Bark havde troet, at det ville gå over, at drengen pludselig ville kunne huske det hele, men det var to år siden, og drengen huskede stadigvæk intet. Bark var så småt begyndt at affinde sig med, at det ville bliver endnu en af de mange uløste gåder, som universet var skabt af. Han burde måske have skaffet sig af med ham, nu da han alligevel aldrig fik svaret på gåden, men det var for sent nu, han viste ikke hvorfor, kunne ikke forklare det, det var bare sådan det var. Og nu... Ville den tossede unge mon virkelig starte operationen uden ham? Et lille smil viste sig på hans læber. Selvfølgelig ville han det. Men drengen var selvfølgelig heller ikke helt alene, der var jo piloten Teca.
   Bark fik en rynke i panden. Teca var ikke den bedste person at efterlade Tesk med.
   Bark var ved et lykketræf kommet i snak med denne fulde pilot på en af Latoniens lyssky barer. Manden havde stolt fortalt, at han skulle flyve med den gude-skønne Prinsesse Kiara af Latonien til hendes fætters store fest på ørkenplaneten Rea-Kol. Bark havde i et muntert tonefald spurgt, om det ikke var en rimelig værdifuld last. Piloten havde lænet sig fortroligt over mod Bark og havde hvisket med seriøs mine. "Uerstattelig!"
   Efter det var Bark og piloten straks gået i gang med at planlægge deres nye fremtid, en fremtid med rigdom og luksus. Men hvordan ville han reagere, når han opdagede, at Bark ikke var der, og hans eneste medsammensvorne var en 11årig dreng?
   Nå pyt, tænkte Bark, Tesk kunne klare sig selv.