De befandt sig i et lille mørkt rum proppet med kasser og vragdele. En enlig lampe blinkede hidsigt med et uvenligt lys. Alle kiggede de spændt rundt. Prinsessen var den første der brød tavsheden. "Hvor er vi?"
   Bark kiggede rundt, og det var næsten, som om han lugtede til luften. "Jeg er ikke sikker, men det lugter langt væk af pirater eller måske smuglere."
   "Din næse er ikke, hvad den har været!" en charmerende ung mand med kort hår og sort astrouniform trådte ind ad en lille grå metaldør.
   Bark fløj op. "Dieko, hvad fanden er meningen? Hvor kommer du fra?"
   "Hvad? Jeg kom da bare lige forbi."
   Bark stod pludselig med en Boosterpistol i hånden."Hvis du ikke fortæller mig, hvad fanden du laver her lige nu, skyder jeg bollerne af dig!"
   Dieko tog løftede hænderne en afværgende gestus, "Okay, okay, der er da ingen grund til at blive så sur, jeg kom jo bare forbi.
   Boosterpistolen begynde at brumme som tegn på, at Bark havde aktiveret dens protongenerator.
   "Okay, jeg hørte om din plan og besluttede, at du nok ville få brug for hjælp."
   "Jeg har ikke brug for hjælp!"
   "Øh, jo. Hvis du ikke har langt mærke til det, så har jeg faktisk lige redet dit liv.
   Bark stod lidt, men kunne ikke rigtig komme uden om, at snotungen havde ret. "Okay, men hvad håber du så at få ud af det, jeg tror næppe, at du gør det for mine brune øjne."
   En lille latter undslap fra Dieko. "Nej desværre gamle ven, for min skyld kunne du rådne op i svovlheden."
   "Ha!" Fnyste Bark, "så du stjæler min plan, du tager prinsessen og får løsepenge for hende, du har sgu altid været uærlig."
   Dieko så først overrasket ud, men så fik han en selvsikker mine."Din smålige plan kunne jeg aldrig finde på at have noget at gøre med. Nej, det, jeg har tænkt mig, er slet ikke så uærligt, som man skulle tro. Og min gevinst bliver ikke bare kredit, men et helt kongerige."
   Dieko stod med et selvsikkert smil, imens han ventede på, at Bark ville spørger ind til hans plan, hvilket Bark ikke gjorde af netop den grund, at han vidste, at det var præcis, hvad han ventede på.
   Efter et sykke tid mistede Dieko tålmodigheden, "jeg har selvfølelig tænkt mig at gifte mig med prinsessen!"
   "Hvad!" Udbrød Bark og Kiara synkront. Bark så mistroisk ud. "Og det tror du kan lade sig gøre? I bedste tilfælde bliver du gift med hende, men lige så snart de får hende igen, ophæver de det, og du vil blive tortureret og henrettet."
   Nu begyndte Dieko at grine, og det tog lidt tid før han fortsatte. "Dit gamle fjols. Jeg har da ikke tænkt mig at tvinge hende til at gifte sig med mig, hun skal da selv vælge det, du ved, af kærlighed og sådan."
   "Vælge det!" Udbrød Bark, " hvordan skulle det ske?"
   "Åh hold dog op! Hvordan skulle hun kunne lade være?" Dieko fremviste et selvsikkert tandpasta smil.
   "Du jo dummere end jeg troede," udbrød Bark.
   "Ej kom nu," prøvede Dieko lidt skuffet over, at de tvivlede på hans evner "du ved da, at jeg altid har haft et godt tag på piger."
   "Det er den latterligste plan, jeg i hele mit 55-årig liv har hørt!" Bark rystede på hovedet for at understrege, at det var den latterligste plan, han i sit 55-årige liv havde hørt.
   "Come on! Kan du ikke huske på Yahoe? Jeg havde en ny trunte hver aften! Ingen kan sige nej til mig."
   Dieko var nu ved at blive mere end bare lidt skuffet. Lige siden han var faldet over den noget berusede pilot og havde fundet ud af, hvad denne og Bark pønsede på, havde han planlagt denne rednings aktion. Han havde brugt timer på at finde på de helt rigtige ord, så han ville virke så imponerende og heltagtigt som muligt når han reddede dem. Men i stede for at hylde ham som en helt, stod de nu her og diskuterede hans evner til at score. Evner som de åbenbart ikke mente, han besad. Det var latterligt. Det var gået helt galt, hvordan skulle han nogen sinde bære sig ad med at score prinsessen når de stod her og satte ham i dårligt lys. Han måtte vende situationen. I Hoowerjeepen sad Kiara og var for målløs til at udtrykke, hvor overdimensioneret rasende hun var. "Hallo! Kan I se mig, jeg sidder altså lige her!" Hun viftede med armene, som Tesk havde bundet op, da han ikke brød sig om, at holde hende fanget. "Hallo! Kan i huske mig, det var mig i kidnappede!"
   Bark kiggede irriteret på Kiara, "okay. Måske har du en lille chance."
   "Nej han har ikke!" Udbrød Kiara og stilede sig med hidsige skridt imellem dem. "Hvordan kan du overhovedet tro, at jeg vil falde for en så ulækker person som ham? Og da slet ikke når han bare ignorerer mig! Han kunne da i det mindste give mig lidt opmærksomhed! I har trods alt kidnappet mig! Jeg kunne faktisk være stukket af!"
   Bark sendte Dieko et irriteret blik, Dieko svarede med et med et skævt smil. "Se selv," hans smil blev om muligt endnu skævere, " hun hungrer allerede efter min opmærksomhed."
   "Det her er for langt ude," sukkede Kiara.
   "Glem nu endelig ikke, at det faktisk ikke er mig, der har kidnappet dig. Jeg er helten, som lige har redet dig, og nu kommer vi ud for alt muligt spændende, som binder os sammen, og så flyver vi hjem og bliver gift!"
   "Er det dit skib? "Brød Tesk ind.
   "Ja!" Dieko var stolt.
   "Og du flyver det alene? "
   "Ja," han blinkede til Kiara.
   "Okay fortsatte Tesk, " hvem flyver det så nu?"
   "Det gør jeg." Denne gang lød hans stemme mere fjoget end stolt, og hans ansigt lavede en grimasse, som kun kunne tolkes som "Øh..." hvilket også var den lyd, hans mund valgte at sige.
   Tesk nikkede i retning af et glas med vand, der stod på en rusten kasse.
   Vandet lå ikke vandret, som ellers var normal opførsel for godt opdraget vand. I stedet hang det op ad siden på glasset som i trods.
   "Ups!" Udbrød Dieko og styrtede ud af døren. Bark løb efter.
   "Hvad sker der?" Spurgte Kiara, som nu mærkede et tyngdefelt trække i sig.
   "Vi er meget tæt på en tyngdebrønd, som for eksempel en planet eller en stjerne." Svarede Tesk uden at fjerne blikket fra glasset. Kiara kiggede dumt på ham, "okay, og det er dårligt?"
   "Nej, kun hvis man ikke opdager det, hvilket man normalt ikke kan undgå, men det skete åbenbart alligevel. Det mærkelige er, at der ikke har været nogen alarm eller noget, og skibets indre tyngde felt burde havde opvejet tyngdefeltet udefra."
   "Okay," Kiara var bestemt ikke tryg ved at være blevet kidnappet af nogen åbenbart totalt imbecile kidnappere.
   Følelsen af at havde to tyngdefelter trækkende i sig, gav hende kraftig kvalme, og gjorde det svært for hendes krop, at orientere sig.
   Pludseligt gik en hvinende sirene i gang, og en rød lampe som hang over døren blinkede vildt. De løb ind til de andre for at se, hvad der foregik.
   Cockpittet var lille og trangt.
   Bark og Dieko sad i to stole og rodede med en masse knapper på en stor klodset skærm, men Kiara skænkede ikke noget af det en tanke, det eneste der trængte igennem til hende, var den store glødende ildkugle, som fyldte hele orienteringsskærmen.
   "Er det en stjerne?" Spurgte hun.
   "Ja, det kan du bande på det er, en meget stor type G, og vi nærmer os den meget hurtigt," sagde Bark.
   "Jamen, så vend dog om!"
   "Ville jeg også gerne, min snut, men det er sværere, end det ser ud."
   "fem minutter til kollision!" Lød det koncentreret fra Dieko, som sad og rev febrilsk i styrestangen.
   "Hvorfor er vi også så tæt på en stjerne?" Spurgte Tesk.
   Dieko sende ham et irriteret blik, "jeg havde sat skibets koordinater til at flyve tæt på stjernen, jeg havde tænkt mig at lave et gravity-boost, du ved, udnytte stjernens tyngdekraft til at få mere fart på."
   "Hvorfor gjorde du det så ikke?"
   "Ja jeg... jeg glemte det, jeg havde jo ikke regnet med at I ville være så skeptiske, at jeg skulle bruge så meget tid på at forklare min plan. Jeg havde ærligt talt regnet med, at den gav sig selv."
   "Burde skibet ikke havde stoppet eller i det mindste advaret os i god tid?"
   Dieko sende drengen et bebrejdende blik, " hvad havde du regnet med? Det er et gammelt skib!"
   "Hallo!" Bjæffede Bark, " kan vi ikke lige koncentrere os lidt, vi er faktisk på vej ind i en stjerne. Og for gud skyld Dieko! Gider du ikke slå skibets tyngefelt ordentligt til, det er jo ulideligt det her."
   Det Bark refererede til, var den voldsomme trækning fra solen, som alle kunne mærke hive hårdt i sig, og som på grund af skibets eget tyngdefelt gav en svimlende usikkerhed af hvad der var op og ned.
   "Hvorfor var den ikke slået ordentligt til?" Spurgte Tesk.
   "Jeg kan godt lide at havde lidt føling med mine omgivelser," svarede Dieko, "det er det, som gør mig til galaksens bedste pilot"
   "Dieko for helvede!" Råbte Bark. "Nu!"
   Dieko hoppede over i den lille stol, som stod bagved de to hovedsæder. Der var en lille skærm, og han gik straks i gang med at skrue det indre tyndefelt op på hundrede procent, hvorefter han satte skibets solskjolde på fuld dækning og satte køleanlægget helt op. Dieko fik et dybt sug i maven, da en rød lampe på skærmen begyndte at blinke. Køleanlægget var overbelastet, skjoldene var for varme. Da skjoldene lidt efter gik ud med en hviskende lyd, slog varmen omkring dem i et intenst chok, og skibet begynde at ryste så kraftigt, at det var ved at gå fra hinanden. Metallet skreg og hvinede, da det gav sig i varmen.
   Den intense hede fik Kiaras mave til at vende sig, så hun kastede op.
   Bark prøvede at dreje skibet, men tyngdekraften var for stærk. "Pis," brummede han, "hun lystrer ikke."
   "To minutter!" Råbte Dieko.
   Bark prøvede at sætte farten op, for på den måde, at få mere momentum på det sving, han forsøgte at lave. Men selv med øget fart, dejede skibet sig kun modvilligt, og slet ikke nok, til at lige sig i kredsløb.
   Et lille sejrsudbrud lød ovre fra Dieko, som sad ved den lille computer. Det var lykkedes ham at gå uden om skibets sikring og få køleanlægget til at fungere, selvom at det samtidig gjorde en del skade på sig selv. Men det var dét eller døden.
   Anlægget gik i gang med en brummende lyd, men varmen blev ved med at være hård og intens.
   "Pis, pis," mumlede Bark, "jeg ved slet ikke, om jeg kan rykke skibet nok til ikke at flyve direkte ind i stjernes indre.
   Stjernen fyldte nu hele billedet, og man havde ikke længere fornemmelsen af, at den var rund. I stedet var det som at flyve mod en brændende afgrund. Rystelserne i skibet steg intenst, indtil de nåede et punkt, hvor der ikke fandtes andet end smerte. Smerte og hede.
   Dieko prøvede at orientere sig, men kunne ikke, smerten var for overvældende. Det sortnede for hans øjne, han faldt om ved siden af Kiara.
   Bark lagde sin store hånd på Tesk spinkle skulder.
   "Det må du undskylde, knægt," sukkede Bark.
   Tesk trak på skulderne, " det går nok."
   Bark kiggede undrende på ham, han var en mærkelig dreng. Han var ked af, at han skulle dø så ung. Hans tanker blev brat afbrudt. Hele skibet gav et ryk og stod så, for første gang i lang tid, fuldstændig stille.
   "Hvad fanden!" Bark rettede sig op og kiggede rundt, som om han på den måde skulle kunne se, hvad der foregik.
   Tesk kiggede på den lille skærm. "Det er en trækstråle, den hiver os lige så langsomt væk fra solen."
   "En trækstråle? Jeg kender kun et slags skib, som kan havde et trækstråle, der er kraftig nok til at trække os væk fra solen."
   "En Destroyer?" Spurgte Tesk.
   "Ja."
   Der lød en stønnen fra gulvet, Tesk kiggede på den lille skærm for at se, hvad der var galt med køleanlægget og blev overasket over hvor forældet programmet på skærmen var. Det lykkedes ham hurtigt at se problemet, og hvad Dieko havde gjort forkert. Han rettede det, og man kunne straks mærke ændringen. Den hede luft blev suget væk, og en lunken halvvarm luft kom i stedet. Det var ikke optimalt, men det var bedre en den skoldende hede, der havde ramt dem før.
   Der lød endnu en stønnen, da Dieko kom til bevidsthed. "Lever vi endnu?"
   Han kom op og kiggede desorienteret på den store orienteringsskærm, men skibet stod, så der kun var stjerner at se. "Hvad skete der, hvordan kom vi væk fra solen?"
   "Det gjorde vi heller ikke, den er stadig lige under os." Bark gik over til den lille skærm. "Vi er ved at blive trukket væk af, hvad vi tror, er en destroyer, men vi ved intet."
   En grøn cirkel kom til syne på orienteringsskærmen.
   Dieko rejste sig."Der er forbindelse." Han gik over til kontrolpanelet. "Lad os se, hvem vores redningsmænd er."
   Stjernehimlen blev med ét skiftet ud med billedet af en høj mørk mand med et par skarpe isnende øjne. Øjnene sad i et mørkt markant midaldrende ansigt med buskede øjenbryn og karseklippet hår. Hovedet var prydet med en sort kommandørkasket, som passede til den mørke uniform han bar. "Jeg er Wandas. Kaptajn på flådedestroyeren, Den Dræbende Kærligheds Næve fra den Galaktiske Union. Jeg kan med glæde berette, at jeg lige har reddet jeres liv".
   Bark tog hastigt ordet. "Og vi er dig evigt taknemmelige, men vi har utroligt travlt og må hastigt videre."
   "I kan takke mig alt det I vil, når I kommer om bord, vi ses om ti minutter."
   Skærmen blev sort.
   Dieko kiggede anklagende på Bark. "Hvorfor var du så uforskammet?"
   "Ved du intet, knægt? Unionen har i årevis prøvet at presse det Latoniske kongerige til at underlægge sig."
   "Og?" Dieko stod med et fåret blik.
   "Og?" Kom det vredt fra Bark, "vi har den Latoniske Prinsesse om bord på vores skib. Jeg har ikke lyst til at blive blandet ind i et stort politisk drama, af den simple grund at det ikke kan ende på andre måder end, at de dræber os og tager prinsessen."
   "Okay, jeg kan se, hvad du mener, det var ikke lige med i vores plan."
   En snerren lød nede fra gulvet. "I er de mest imbecile stupide mennesker, jeg nogen sinde har mødt!" Kiara kom på benene."Har I overhovedet noget ide om, hvad det er, I foretager jer? I har lige afgjort et helt stjernesystems fremtid! Var det måske det I ville? Var det det? Svar mig!"
   De kiggede alle flovt ned i gulvet. "Undskyld." Kom det mumlende fra dem.
   "Vi er færdige," erklærede Kiara.
   "Kender Wandas dit udseende," spørgsmålet kom fra Tesk.
   "Ja selvfølgelig gør han det. Alle kender mit udseende."
   Tesk trak på skulderne," så må vi ændre dit udseende."