"Ja, jeg må desværre meddele dig, at resultatet af analyserne ikke er opløftende." Lægen ser op fra papirerne og kikker på Leo, der sidder i stolen over for ham. "Du har pådraget dig en meget sjælden sygdom, der desværre har betydet døden for alle, der hidtil har været ramt af den."
   Leo stirrer lamslået på lægen.
   "Jamen, jeg er jo ikke syg."
   "Nej, sygdommen lever sit eget skjulte liv, men når først den har nået det stadie, som analyserne her viser, følger sygdommen et helt bestemt forløb, der desværre ender med døden. Til gengæld ser det altså ikke ud til, at der er nogen generende symptomer, inden den uundgåelige afslutning. Du kan leve fuldstændig ugeneret med sygdommen helt til det sidste."
   Leo lytter forfærdet til lægen og ved ikke, hvor han skal gøre af sig selv.
   "Det er jo forfærdeligt. Hvor lang tid regner du med, at jeg har tilbage at leve i?" spørger han som det næste naturlige spørgsmål.
   "Ja, jeg kan ikke sige det med 100 % nøjagtighed, men i alle hidtidige tilfælde er patienten død 24 timer efter det stadie, du ser ud til at være nået til nu. Det normale er simpelthen, at patienten ikke vågner op igen den følgende dag."
   "Hvad! Jamen, hvad skal jeg gøre?" Leo rejser sig og går hen og kigger ud ad vinduet; han kan ganske enkelt ikke sidde stille. På én gang helt tom indeni, men samtidig så ramt af følelser og tanker som aldrig før.
   "Ja, det bedste råd jeg kan give, er, at du lever den sidste tid fuldt ud. Sørg for at gøre det, du har allermest lyst til - det bliver din sidste dag i live," afslutter lægen.

Der er ikke koldt, men Leo ryster alligevel svagt, da han står udenfor på fortovet og kigger på trafikken og de mange travle mennesker omkring ham. Solen skinner og varmer hans krop. En underlig kontrast til den kulde, der gennemstrømmer hans sind. Man kan leve og være i livet, og man kan være død og borte, men at leve og samtidig vide, at man i morgen er død, det er en bizar situation. Han føler sig svimmel og har en voldsom uro i maven.
   Til hans overraskelse erstattes det indre kaos imidlertid pludselig af en ukendt klarhed, og han mærker, at han i dét øjeblik beslutter at følge lægens råd og at få det bedste ud af livet i den sidste tid, han har tilbage. Kroppens varme får uden videre lov til at trænge dybere ind i ham, og han mærker fødderne stå fast mod fortovets fliser. Jeg kunne bryde sammen i sorg og frustration, eller råbe og skrige i retfærdig vrede og harme over min skæbne, tænker han, men af én eller anden grund vælger han dette ganske enkle: Jeg vil leve fuldt ud og så autentisk som overhovedet muligt til min død.
   Hvor mange gange har han ikke frygtet, at det var hans sidste dag og i angst af den grund holdt sig på afstand af livet. Nu, da det faktisk er hans sidste dag, føler han ikke den mindste frygt, men en større livslyst end nogensinde før. Han har en snes timer tilbage; de skal være de bedste i hans liv. Og det slår ham: Det er jo livsglæde, det her, for helvede. Tænk, at jeg skal stå her på afgrundens rand, før jeg forstår, hvad livsglæde er. At tage livet - det hele, som det kommer, uanset hvad der sker i morgen, uanset sygdom og død og pis og lort. Livsglæde er at glæde sig over livet, som det er, når det er der.
   Han løfter blikket og spørger sig selv: Hvad vil det sige at leve fuldt ud? Hvad skal jeg bruge den sidste tid på?

Følelsen af tomhed i maven viser sig at være sult, opdager han og kommer til at tænke på, at han vist ikke fik spist morgenmad, inden han tog til lægen. Han forsøger at genkalde sig sit køleskab og hvad der er i det, samtidig med, at han spejder efter et sted at købe ind.
   Jeg kunne selvfølgelig også finde en café og bestille den vildeste luksusbrunch, der måtte findes i byen, tænker han. Eller hoppe i en taxa og køre ud til kysten, finde en lille kro med udsigt over vandet og nyde en dejlig frokost. I fantasien ser Leo sig selv omgivet af høflige og opmærksomme tjenere foran et overdådigt frokostbord. Han forestiller sig, hvordan han udvælger det lækreste fra bordet, giver sig god tid til at spise, og nyder hver bid af maden. Bagefter sidder han i en blød læderlænestol med en kop kaffe og måske ligefrem med en stor cigar i hånden. Kigger ud over vandet, følger mågerne gennem luften eller lægger mærke til, hvordan træerne langs kysten svajer i vinden.
   Hans fantasi afbrydes pludselig, da hans øjne fanger et fakta-skilt lidt længere nede ad gaden, og han fyldes af genkendelsens glæde. Det næste, han konstaterer, er, at han står i køen til kassen med to poser frosne tebirkes i hånden. "Lige til at putte i ovnen - færdige på 5 min," læser han på æsken. Fint, ingen grund til at spilde tiden.

Spørgsmålet gentages igen og igen i ham: Hvad skal jeg bruge den sidste tid på? Hvert minut, hvert sekund er vigtigt. Det gælder om at få det hele med. Han planlægger at gå gennem parken, nyde solen og den fredelige stemning mellem de store, gamle træer. Han mærker kroppen blive levende - en sitren, der stiger op helt nede fra tæerne. Først gennem benene til underkroppen, der fortæller ham, at han er en mand. Og videre gennem overkroppen, hvor han føler sig åben og positiv, som elsker han alting. Ja, han føler kærlighed til de mennesker, han ser omkring sig. Måske kunne han nå at møde nye mennesker. Måske kunne han møde en kvinde, endnu nå at møde sit livs kærlighed. Tænk, endelig at kigge et andet menneske i øjnene og mærke den dybe accept og bekræftelse, to sjæle i kærlighed kan give hinanden.
   Og allerede lige uden for parkens indgang mødes han af en smuk kvinde, der straks gengælder hans imødekommende signaler. Langt glat hår og yderst velklædt i kort jakke og nederdel. Med et stort smil spørger hun ligefremt: "Må jeg lige forstyrre dig et øjeblik?"
   "Ja da," svarer han glad.
   "Så har jeg lige et par spørgsmål, det tager nogle få minutter."
   "Jeg har al den tid, det skal være," svarer Leo, bogstavelig talt måske nok lidt i modstrid med realiteterne, men alligevel helt i overensstemmelse med følelsen i hans mave.
   Hun åbner den mappe, hun har under armen, og fortsætter: "Jeg kommer fra markedsanalyseinstituttet Analytica. Jeg har nogle spørgsmål om dine TV-vaner. Hvor mange timer ser du TV om dagen: Mere end fem timer, tre-fem timer, en-to timer eller under en time."
   "Øh, det meste af aftenen," svarer Leo lidt overrumplet.
   "Er det mere end fem timer eller tre-fem timer."
   "Øh, det bliver vel knap fem timer, tror jeg."
   "Hvilke af følgende kanaler ser du dagligt: DR1, TV2, TV3, Sky, Kanal 5, Zulu ..."
   "Ja, som regel TV-aviserne på DR1 og TV2, og så kommer det jo lidt an på, hvad de viser." Hun sprøjter spørgsmålene ud, som er hun uddannet i det. Han svajer lidt over på hælene, og et øjeblik er det, som er han ved at tabe balancen. Hun bemærker det vist og forsikrer ham, hvor stor betydning det har for dem, at han deltager i interviewet.
   "Det er virkelig interessant for os at kende dine TV-vaner," bedyrer hun.
   Hun dufter godt, og han bemærker intimiteten i at fortælle om sine ellers private oplevelser derhjemme foran skærmen. Han tænker sig godt om og forsøger at svare korrekt, lidt smigret over interessen, må han indrømme.
   "Inden for hvilke af følgende områder interesserer reklamer dig mest: motorkøretøjer, mad og drikkevarer, legetøj, slik, rengøringsmidler...?"
   "Jeg plejer at gå ud og lave mig en kop kaffe, når reklamerne kommer," svarer han i overensstemmelse med sandheden. Hun roder lidt i papirerne.
   "Hvilken kaffe foretrækker du, når du ser TV: Merrild, Karat, Colombia, Kenya...?"
   60-70 spørgsmål senere er Leo ved at være træt af at være interessant og har egentlig mest lyst til at gå, men det åbner situationen ligesom ikke op for. Han overvejer også at byde hende på en kop kaffe, men heller ikke det synes at ligge i luften. Men hun siger da pænt tak, da interviewet slutter, i øvrigt lige så pludseligt, som det begyndte.

Det svirrer stadig med spørgsmål om tv-kanaler, reklamer og vaner i hans hoved, da han træder ind i lejligheden og let fortumlet sætter sig i lænestolen med dagens post i hånden. Han tøver lidt og overvejer, om han behøver kigge på posten i dag - egentlig er det vel ligegyldigt. Men det kunne selvfølgelig være noget vigtigt. Han gennemgår hurtigt brevene. Pensionskassen, hvad er nu det, de vil? Han åbner kuverten, selvom en del af ham protesterer vildt og voldsomt. Han skimmer hurtigt teksten, der handler om noget med effektivitetsforøgelse og investeringsgrupper og risiko og levetid og ... han koncentrerer sig om den konkluderende slutning af brevet, hvor det fremgår, at han åbenbart kan se frem til både en højere pension og bedre forsikringsdækning ved at følge deres nye koncept, som i øvrigt automatisk træder i kraft, hvis ikke de hører nærmere fra ham.
   Han læner sig tilbage i stolen. Uanset, at han efter alt at dømme ikke får brug for den pension, og i øvrigt heller næppe kan nå at blive erklæret 60 % invalid, er det alligevel rart at vide, at sikringen er der. Det er, som om det store ukendte og gabende hul i nuet, vi kalder fremtiden, bliver lidt mindre skræmmende.

Underlig fornemmelse at se livet som en stor mulighed og alene have som mål at få det allerbedste ud af det. Han kommer til at tænke på engang, han som barn fik en lykkepose. Den var stor, og han kunne mærke indholdet gennem den farvestrålende indpakning, men uanset hvad han gjorde, kunne han ikke få posen lukket op. I hvad der dengang føltes som en evighed, havde han revet og slidt i posen. Han kan i dag ikke huske, om han fik den op eller hvad den indeholdt, men følelsen af forgæves at rive og slide i posen sidder stadig i hans fingre.

Klokken er to. Der er stadig hovedparten af dagen tilbage. Endelig fred og ro, og han kan vende tilbage til sine intentioner om at leve fuldt ud denne den sidste dag i sit liv. Øjnene falder på det støvede staffeli, der står klemt op i hjørnet mellem reolen og TV'et. I sit indre ser han igen det underlige billede, der tusindvis af gange er dukket op i ham, og som han lige så mange gange har besluttet at male. Han ved ikke, hvad det forestiller, men det indeholder de mest fantastiske farver og former. Måske skulle jeg bruge min sidste dag på endelig at få malet det billede, tænker han. Måske er det et billede af den livsglæde, jeg oplever. Et billede på den gave, livet er, hvis man tager imod det. Det ville være dejligt at formidle denne den vigtigste og formodentlig sidste erfaring, han gør sig her i livet. Hvad kunne være mere meningsfuldt at foretage sig den sidste dag. Det billede, der åbenbart virkelig gerne vil ud, konkluderer han. Men af én eller anden grund ...
   "Ding dong, ding dong." Han afbrydes af dørklokken, og billedet krakelerer.
   "Hej, Leo. Ved du hvad, gider du ikke lige hjælpe mig med nogle møbler. Jeg har lige købt en fed sofa og to stole. De skal lige op i lejligheden." Det er Mike, overboen.
   "Joo, det kan jeg da godt, men..." Egentlig har han jo ikke tid, men han ved ikke, hvad han skal begrunde det med. Det bliver for vanskeligt at forklare Mike tingenes sammenhæng. Og Mike er en flink fyr, der tit har hjulpet ham med både det ene og det andet.
   "OK, lad os få det op." Han følger Mike ned på gaden, og de hanker op i den første af de store kasser. Møblerne er tunge, og de er godt forpustede, da de en time senere sidder i Mikes lejlighed og afprøver de nye møbler.
   "Er de ikke fede?" spørger Mike uden at se ud til at forvente noget svar.
   "Faktisk synes jeg, at de gamle er mindst lige så flotte, og de fejler jo ikke noget," svarer Leo let indigneret. Han har altid været splittet mellem fascination og forargelse over overboens tilsyneladende endeløse muligheder for forbrug.
   "Jamen, du må da få dem, hvis du vil. Jeg skal bare af med dem. Skal vi bære dem ned til dig med det samme?"
   "Det vil jeg gerne!" ryger det ud af munden på Leo, selvom han straks kan se, at det egentlig er meningsløst. Men det er svært at sige nej til de gode møbler. Oven i købet en gratis omgang. Hans egne er virkelig lige til at smide ud.
   Yderligere en halv times tid senere sidder han i sin nye lænestol, ganske godt tilfreds med det nye look i sin stue. Han har måttet omrokere noget, og der er problemer mellem farverne på hans gardiner og det nye møblement, men det må være. Vigtigere er det jo heller ikke, situationen taget i betragtning, konkluderer han og vender med en lille smule dårlig samvittighed tilbage til spørgsmålet: Hvad vil jeg bruge den sidste dag i mit liv på?

Det er, som har Leo mistet modet en smule, og han er også lidt ked af det. Han kommer jo alligevel til at savne det hele. Hvad med familien og vennerne? Måske skulle han sige farvel på én eller anden måde. Jeg kunne jo holde en fest! tænker kan og føler sig helt opløftet ved udsigten til at se dem alle en sidste gang. Glæden efterfølges imidlertid straks af minderne om de blandede følelser, han som regel sidder tilbage med efter sammenkomster i omgangskredsen. Men Viktor og Bea, dem kunne jeg godt tænke mig at se. En sidste gang.
   "Hallo, hej, Lea, det er Leo. Hvordan går det?"
   "Hej, Leo. Det går godt. Det er længe siden. Hvordan går det dig?"
   "Jo, det ..., jeg tænkte på, om ikke du og Viktor har lyst til at komme over en tur. Det kunne være rart at ses."
   "Ved du hvad, Leo, så synes jeg, at du skulle komme over til os. Kenni og Line er her. Vi sidder og hygger os. Kom du herover."
   "Jaa ... hvorfor ikke. Vi ses om en halv time, du. Hils de andre."
   "OK, fint, vi ses."

Her sidst på eftermiddagen er det ikke så varmt længere. Derimod er det blæst en lille smule op. Han mærker vinden i håret og føler, at det klarer hjernen. Jeg fortæller det ikke, beslutter han. Det vil bare ødelægge det hele, pigerne vil tude og drengene blive blege og tavse. Nej, jeg holder det for mig selv og nyder bare at være sammen med dem. Men jeg vil fortælle dem om livsglæden, beslutter han også.
   "Hej, Leo, kom ind, skidegodt du kunne komme." Viktor står i den åbne dør. "Det bliver snart en hel fest, det her."
   "Hej, hej." Leo træder indenfor.
   "Vi fejrer faktisk, at jeg har fået nyt job," fortsætter Viktor.
   "OK, hvad så for job?"
   "Jeg er da blevet souschef. Bob-bob, fremover kan jeg gemme mig på kontoret 50 % af tiden. Er det lige fedt?"
   "Tillykke, bare det var mig. Jeg har siddet alt for længe inde på mit kontor," svarer Leo.
   "Kom med ind, de andre sidder herinde." Leo går efter Viktor ind i stuen og hilser på de øvrige.
   "Sæt dig ned og få et glas rødvin," siger Line. Det er næsten egen import fra Chile. Jeg kender en diplomat, der tit rejser frem og tilbage, og hun tager altid et par kasser med til mig.
   "Tak, tak, jeg kan nok trænge til et glas; jeg har ikke rigtig været mig selv i dag."
   "Nå, men skål på mit nye job. Jeg fik det først at vide her til morgen." Viktor hæver sit glas.
   "Er det ikke nye glas, de her? Dem synes jeg ikke, jeg har set før." Line kikker på Lea. "De ligner dem, vi fik i bryllupsgave, men som der snart ikke er flere tilbage af. Kan du huske dem, Kenni? De er så smukke."
   "Ja, de ligner da. Men er der noget, jeg kan huske, du, så er det dagen før, vi blev gift, min polterabend. I tror det ikke, men de sendte mig sgu med nattoget til Berlin. Hvor fedt tror I, det er at blive vækket af en konduktør i Tyskland kl. 05 om morgenen, når man skal giftes kl. 16:00 i Holbæk. Og du troede ikke på mig, Line. Du troede bare, at jeg havde sovet over mig, da ..."
   "Hold kæft, det minder mig om, at jeg sov over mig i går, da jeg skulle til eksamen. Hvis ikke det var fordi, de var en time forsinket allerede kl. 11:00, var jeg kommet for sent. Men jeg scorede da et 10-tal. Godt klaret, synes jeg egentlig selv."
   "Ja, du har flair for mundtlig eksamen med det snakketøj, du har. Jeg er tit nervøs, når jeg skal præstere. Jeg havde den forfærdeligste oplevelse forleden dag. Jeg skulle præsentere vores nye rygepolitik for hele firmaet, og jeg hader at sige noget i store forsamlinger. Jeg tror, at jeg drak to glas vand i løbet af de første tre minutter. Og så én, der hedder Katja - hun er fra salgsafdelingen - det var, som om hun nedstirrede mig. De andre siger også, at hun er en mokke, men ..."
   "Det minder mig om..."
   "Jeg har fået nye møbler," hører Leo pludselig sig selv sige. Ja, han havde jo ellers besluttet at sige noget om sig selv, men det virker lidt malplaceret at fortælle om oplevelsen af livsglæde og beslutningen om at leve fuldt ud. Alle er jo glade og smiler og snakker. Alligevel føler han sig tom indeni.
   "Det er så fedt. Da vi fik vores nye sofa her, var det, som om hele stuen blev forandret. Før sad vi altid ude i køkkenet og hang over spisebordet. Nu sidder vi altid herinde og drikker te efter maden. Nyder du ikke også det, min skat?
   "Jo, den er vi glade for."

Leo forlader selskabet igen tidligt. Han føler sig ikke rigtig godt tilpas. Underligt som man kan føle sig alene midt blandt andre mennesker, oven i købet sammen med nogen, man holder af. Han føler sig ensom med sin skæbne. Det er, som om der ikke er plads til bevidstheden om døden i livet. Den ligger bare dér i et hjørne og stinker som en gammel, sur karklud.
   Hjemme igen trænger spørgsmålet sig igen på: Hvad har jeg lyst til? Det er lige før, at Leo er træt af at være under krav om at have lyst til noget, træt af at skulle leve fuldt ud. Selv om det alene er ham selv, han skal stå til regnskab overfor. På den anden side kan han ikke give slip; livet er vigtigt, tiden er knap, han har behov, længsler og ønsker. Livet er meningsfuldt, et faktum, der ikke er til at undgå eller blive af med.

Leo kikker på fjernbetjeningen, der af én eller anden grund pludselig befinder sig i hans højre hånd. Den er glat og rar at røre ved, og tommelfingeren trykker helt vanemæssigt på startknappen. Han kender turen gennem de omkring 40-50 kanaler, der åbner lige så mange vinduer til verden: krig, sport, film og nyheder. Fascinerende at sidde her og lure på verden, der intetanende udfolder sig derude.
   Som så mange gange før mærker han trætheden komme snigende. Først i benene, der af sig selv kravler op i sofaens anden ende, efterfølgende i overkroppen, der læner sig mageligt tilbage, og endelig i øjnene, der bliver tungere og tungere og mest af alt har lyst til at lukke sig, sådan at han kan give efter og hengive sig til søvnens frelsende bevidstløshed.
   Her i hans indre mørke kæmper han en sidste kamp med de autentiske muligheders tyranniske tilstedeværelse: Jeg kunne endnu nå at springe ud af sofaen, tage til lufthaven og flyve til Amsterdam og deltage i nattelivet. Eller se stjernehimmelen over pyramiderne. Stikke fødderne i Dødehavet og tage en sidste svømmetur. Jeg kunne...