Legehuset stod i haven. Forfaldent, råddent og nedslidt. Dens tag var fuldstændig utæt af huller fra termitter. De fine små vinduer var smadret efter mange år med storme, fodbolde der havde ramt den og mangel på vedligeholdelse. Grene fra buskene ved siden af, stak ind i den. Det gjorde ondt på den at den så ud som den gjorde og den håbede altid på at dens familie som havde købt den, ville få øjnene op og renovere den.

Den huskede tilbage på alle de gode tider, for mange år siden. Den blev købt af en mand med et stort fuldskæg og brede skuldre og blev transporteret, ved hjælp af en trailer bag på en gammel Volkswagen golf, i ostegul. Den blev givet som gave til en familie på fem. To forældre, en dreng og to søstre.

De blev så glade for at se den og for første gang i sit liv, følte den at den blev værdsat. Huset blev brugt flittigt, både til at lege far, mor og børn, skjul og alle mulige diverse lege. Huset kunne næsten føle de dejlige sommer tider, med pjat og leg i haven. Masser af børnelatter og grin.
   Desværre blev latteren mindre og mindre som årene gik. Kærlighed kom ind i billedet hos børnene. Legehuset var pludselig ikke så vigtigt mere. Børnene blev ældre og i takt med det, gjorde legehuset også. De gange, hvor børnene rent faktisk gik ind i legehuset, var for at smug ryge. De smed endda skodderne i legehuset. Den vidste, at den ikke var noget værd mere.

Efter alle disse år, hvor den ældste var flyttet hjemmefra, var der ingen der gad den mere. En dag ligesom resten havde været de sidste mange år, troede huset at den bare skulle være der. For at fylde som den plejede. Pludselig kom der en mand og kiggede rigtig godt på huset. Huset tænkte at det kunne være at den endelig skulle renoveres. Manden med fuldskægget kom også endelig ud. Huset blev glad. Men bedst som huset endelig havde følt noget glæde, gik mændene igen og kom tilbage med en masse værktøj.

De begyndte at skille huset ad. Rev i den med koben og hammere. Der gik ikke mere end en halv time før huset var skilt ad. Huset vidste ikke hvad den skulle føle, da den var spredt i flere hundrede dele. Huset blev slæbet op i den trailer, som den engang blev ført herover i. De kørte i et kort stykke tid og til sidst stoppede de ved et skilt der fint sagde "Forbrænding".

Mændene smed alle stumperne af huset i en container og kørte igen. Den havde aldrig følt sig så alene. Ikke engang ude i haven, de sidste mange, mange år. Der gik cirka en dag, inden at der kom en mand og tømte containeren. Containeren blev tømt, og resterne blev kørt videre. Huset nåede ikke at føle særlig meget. Den mærkede stikkende varme. Men kun et sekund. Så var den væk.