" Hold op med at slås."
   Rowan genkender stemmen og står omgående ret, for Caleb Cahooney er en af de tolv i rådet, og desuden en af dem, der holder opsyn med, om folk arbejder.
   "Hvorfor tæver I hinanden i arbejdstiden?" tordner manden. Måske lurer der et smil bag hans strenge mine. Men Rowan er ikke sikker. Han ser på Freddy, der også har rejst sig. Freddy møder hans blik, men har heller ikke travlt med at forklare, hvorfor de sloges.
   "Det var bare ham Freddy, der kaldte Rowans mor for "Guds melsæk," lyver Louis og fniser barnligt, mens han stryger en tot hår til side.
   Man skulle ikke tro, at den mand er over tyve år gammel. Og med en nogenlunde normal forstand.
   "Jaså?" Det lyder ikke som om Cahooney tror på det.
   "Lige nu skal der arbejdes," minder han dem om og står selv med en greb. Den stikker han i jorden. Mens kartoffelplanten segner, siger han:
   " Unge Louis Lazarus, du og de andre kan starte nede i den anden ende."
   "Vi skulle altså også lige til det," siger Lange Larry. Og det er jo ikke løgn.
   "I to starter i hver sin ende af den her række," befaler Cahooney og ser på Rowan og Freddy.
   Så mens de øvrige skyndsomt går ned langs kartoffelrækkerne, står Rowan og træder sig selv over tæerne.
   "Freddy, hvad har du imod Rowan?" spørger Cahooney.
   "Ikke noget," siger Freddy roligt, mens han ser direkte på manden.
   "Hvad har du så imod Freddy?"
   Forklaringen presser sig på, men nu ser Freddy direkte på ham. Ikke ondskabsfuldt eller vredt, men som om han er træt og ked af det.
   Og man står vel ikke og anklager sin ven for trolddomskunst og omgang med mørkevæsner? Og tænk nu hvis Cahooney er på Den udvalgtes og orkernes side?
   Det summer slemt i Rowans hoved..
   "Vi - vi blev bare uenige ...," mumler han og føler sig som en lille, dum dreng.
   "Du skal passe lidt på, Rowan Maloney," dræver Cahooney, "din far er ganske vist sergent, men af kong Atkars nåde. Det er ikke ganske glemt, at han kæmpede for kong Ralph, da den sande konge vendte hjem."
   Og så ryger der noget ud af munden på Ralph, som han straks efter ønsker, han kunne æde i sig:
   "Det var Freddy, der begyndte."
   Og selvom han er seksten år gammel, står han der og så ned på sine træsko, som skrabede i jorden. Og hans kinder brændte af træthed, vrede og skam. Mon Freddy nu foragtede ham ?
   Men Alexanders stemme hænger i ham og Larry antydede jo, ja påstod ligefrem, at Freddy var Mørkefolkets udvalgte. Og at han havde gjort Alexander fortræd.
   "Lad være med at tirre de kristne niddinger, Freddy," smågrinede Cahooney, "selvom kongen synes om dig og du har mange venner her, hører jeg at du kan være ret strid og ligefrem ulydig."
   "Ja, det er der nogen, der synes."
   Freddy er sommetider så pokkers kæphøj.
   "Du vil måske heller ikke høste kartofler? Det er du måske for fin til?"
   "Næh. Jeg er ikke for fin."
   "Nå, men så lad os komme i gang. Jeg starter i midten og I to kan begynde i hver sin ende af den her række."

Rowan fnyser, mens han vader af sted. Uf, at blive behandlet som et pattebarn. Og uf at være blevet uven med Freddy. Hans bedste ven. Måske hans eneste ven?
   Hvordan kunne han dog tro på Larrys vrøvl?
   Men der var jo det med den pludselig smerte? Måske det bare var et tilfælde? Sommetider fik man ondt lige pludselig, måske fordi man i tanker gjorde en dum bevægelse.
   Han flår hovedet af en forvildet kornblomst og tramper på det.
   Så jager han greben i jorden, lirker planten op og roder lidt i mulden, der er fast og kølig. Flere kartofler dukker op. Han samler dem på jorden. Det er godt at arbejde. Det giver varme i kroppen.
   Og ro til at tænke, for arbejdet er enkelt og velkendt. Mens kroppen støt høster forråd til vinteren, kværner tankerne.
   Hvem ER Freddy egentlig?
   Rowan tænker tilbage på deres første møde;
   Selv har han boet i Dalgonien omtrent så længe, han kan huske, men hans forældre havde giftet sig, mens de boede i Tydanien, et land han vidste lå for enden af Tranques-bjergene. Hvis man da rejste mod nord. Og han var født der. Men han huskede ikke noget fra den tid. Ikke rigtigt. Der var vist noget med en mark fuld af guldblomster, en mark så stor at han ikke kunne nå hen til enden af den.
   Selvom Dalgonien er et lille rige, står der et prægtigt kongeslot og på det slot havde kong Ralph regeret i mange år, men nu hersker kong Atkar II i de lyse sale.

Rowan hjælper sommetider til i kongens stalde. Og DEN morgen, gabte han grundigt, inden han gik indenfor.
   "Man får måske ikke sin søvn," grinede Terry, der sammen med Lange Larry var fast staldknægt. Larry var syg den morgen. Terry stod og lænede sig op ad en greb, der stod opad en bør, halvt fyldt med halm. Han strakte sig uoplagt, før han greb børen og greben. Der skulle muges ud, og de 12 heste skulle fodres.
   Begyndte Terry nu på sine drillerier igen. Om lidt sagde han sikkert noget med, at det kunne tage lang tid at sende bønner op til Vorherre. Eller noget andet vrøvl.
   Rowan gad ikke høre på det, så han fortsatte ind i stalden.
   Terry fulgte langsomt efter, mens han mumlede: "Morgensure fjols."
   Rowan startede med de to bastante, gulbrune arbejdsheste. De var begge rolige og venlige, lidt ældre hopper, så det gik nemt nok.
   Foran den hvide hest tøvede han. Den havde engang bidt efter ham. Terry kom derhen.
   "Bare klø Lynild mellem ørerne, så falder den til ro."
   Det virkede. Og så måtte han vel hellere se på den fregnede Terry og takke fordi han, for en gangs skyld, var venlig.
   "Tak for rådet," sagde han.
   " Hvis den sparker eller bider dig, skal jeg jo gøre al arbejdet selv, helligmås," grinede Terry." og var på vej mod døren. Sikkert for at hente mere halm. Det kunne nok tage sin tid.
   Rowan var blevet lidt mere vågen og så ud over båsene med heste. Jo, de var der alle sammen. Og der stod vist ikke nogle dyr i gæstebåsene?
   Jo. Søreme jo.
   I en af gæstebåsene stod der et underligt dyr. Det lignede en hest, men havde længere og mere krøllede ører. Det var gråt og det skrydede. Mon der var noget i vejen med dyret? Var det sultent eller havde det ondt?
   Tøvende snubbede han nogle gulerødder fra en næsten tom tønde; de var store, knortede og lidt rynkede.
   Det var forår og rødderne havde tilbragt et halvt år i en tønde.
   Jo, det var forår. Udenfor stalden smeltede sne og is.
   Og det var kun tre dage siden, man havde fundet liget af den døde orkunge.
   Men lige nu tænkte Rowan nu kun på det sære dyr. Og han kildede det forsigtigt under mulen med en gulerod. Det blottede sine store, gullige tænder og skrabede med en hov i halmen, der trængte til at blive skiftet. Der måtte have stået en hest, som ingen havde fået muget ud efter. Måske var det netop det skidne halm, der mishagede dyret?
   "Er man lidt fin på den?" smålo Rowan og aede den grå mule.
   Måske skulle han strigle dyret, når han havde muget ud.
   Rowan var så opslugt af sine tanker og sin småsnakken med det umælende, men langtfra tavse kræ, at han ikke hørte skridtene.
   Så da der lød en stemme, for han sammen.
   "Godmorgen," var der en der sagde. Lige bag ham.
   Han vendte sig hurtigt.
   Og der stod en dreng. Spinkel og med sorte krøller. Et halvt hoved mindre end han selv. Det lange hår var samlet i en hestehale, men en krølle snoede sig faretruende tæt på det ene øje. Han havde en fin kjortel på og knæbukser, der nåede ned til solide fedtlæderstøvler.
   Han var mørk, måske solbrændt, selvom det virkede underligt på den her tid af året.
   Han virkede mut, nærmest tilknappet.
   Omkring fjorten år, gættede Rowan på. Og kom så straks i tvivl. Der var antydninger af skæg under den smalle næse og på hagen. Bare dun, men alligevel. Noget ved hans ansigt fik ham til at virke langt ældre end fjorten år. Rowan kunne ikke lige definere, hvad det var. Måske var den fremmede atten år og voksen?
   "G-godmorgen," fik Rowan sagt, "er det dit dyr?"
   "Ja."
   "Er det en mellemting mellem et æsel og en hest?"
   "Ja."
   "Hvad hedder den?"
   "Han hedder Klinky. Han er et mulæsel."
   " Øh - nå?"
   Det lød vist dumt, men Rowan skyndte sig at stille et spørgsmål, der afslørede mere af hans interesse for den fremmede og hans mulæsel:
   "Har du redet på den, op ad de stejle stier?"
   "Ja - noget af vejen. En del af turen måtte jeg trække ham. Han var udmattet i går, så jeg ville lige se til ham."
   "Det er klart."
   Rowan ville sige noget mere, men endnu en person trådte ind i stalden. Det var prins Harry. I morgenkåbe med perlebroderi. Prinsen var sytten år. Rowan så ikke meget til ham.
   "Nå, det er her du gemmer dig, Freddy," sagde prins Harry.
   De kendte åbenbart hinanden.
   "Jeg skulle lige se til Klinky," sagde Freddy,
   "Der er morgenmad," oplyste prinsen.
   "Jeg kommer nu," sagde Freddy.

Jovist, Freddy kender prins Harry. Og Freddy taler med kongen. Freddy kender så mange.
   Alligevel arbejder han.
   De første dage holdt han til på slottet, men en dag flyttede han ind hos familien Fax. Den familie har kun boet to år i Dalgonien. Siden "den korte krig," som man kalder den; kong Atkars magtovertagelse tog ikke mere end en nat, men den vendte op og ned på så meget.
   Rowan flår en kartoffelplante op og ryster den, arrigt og grundigt.
   Men det går ikke at vise sin vrede så klart.
   Han må tænke. Overveje grundigt, om Freddy har noget med alle de forandringer at gøre.
   Det kan ikke passe. Han er jo kun seksten år, lige som Rowan selv.
   "Og det er næsten to år siden, monstrene begyndte at vise sig i Dalgonien." mumler Rowan for sig selv, mens han igen stikker greben i jorden.


**

Et andet sted i det vidtstrakte bjergområde, bliver der også arbejdet.

Vanka stirrede på en rød stalaktit. Den hang mellem nogle andre, men den var pænere. Meget pænere end alt det andet hernede, syntes hun. Den var rødere end menneskeblod, og den funklede som et bjerg af krystalit. De mange dryparme snoede sig som grene eller stilke. På en af dem havde stængler krøllet sig sammen til en klump Den funklede skønnere end resten af drypstenen, den strålede som en blomst på en lun forårsdag. Den var gul og orange; det orange løb ud fra den røde stilk og som en stille klukkende bæk rislede farven ind i det solskinsgule, for så at forstærke den orange glød i midten. Vanka fik en næsten uimodståelig lyst til at række ud og røre ved den.
   Det var så længe siden, hun havde set en rigtig, ægte blomst.

Derhjemme voksede de allevegne. Og hun var en lille unge, som boede sammen med sin familie et smukt og frit sted. Hjemme i Krystagonien.
   Men det var meget længe siden.
   "Hold op med at drømme!" Den ru stemme, der splittede hendes følelser, rungede om kap med spader og træge, knirkende hjul på fyldte børe. Men den kunne ikke overdøve lyden af hakker mod granitsten. Den lyd var som et tungt akkompagnement til ordene. Og hun hørte kun hvad, der blev sagt, fordi Rakas var lige ved siden af hende. Bredskuldret og tung stod han med sin hakke hævet, så spidsen pegede mod blomsterstalaktitten. Han pustede luft ud gennem trynen og lavede sine velkendte smaskelyde med læber, tunge og tænder. Så bed han tænderne sammen, men den længste fortand hang som sædvanlig ned over hans læber og borede sig næsten ind mellem skægstubbene på hans hage.
   Så smældede hans hakke mod en sten i den skrænt, de begge stod på. Den løsnede sig og trillede nedad. Vanka så ikke efter den, men hun hørte den lande i bunken af sten, der skulle køres væk. Den hårde lyd af sten mod sten forstærkede Rakas ' opfordring.
   Når han arbejdede så ihærdigt, var der grund til at gøre det samme. Rakas arbejdede ikke mere end højst nødvendigt, så en af opsynsvæsnerne måtte være lige i nærheden.
   Vanka hævede hakken. Det værkede i hendes arme, og smerten forplantede sig til resten af hendes krop, men hun ville ikke have vrøvl, så hun svang hakken og lod den skubbe til overfladen på en grå sten. Hun havde været i gang med at hakke den fri, da hun fik øje på den smukke, blomsterformede stalaktit, men der havde allerede samlet sig jord i revnen.
   Irriteret borede hun sine bare tæer ned i jorden under sig. Der hvor hun stod, var der fjernet mange sten, så skrænten var løs.
   Nu stod Vanka bedre fast, og hakken føltes en anelse lettere, da hun hævede den igen. Hvem af plageånderne var det mon, der nu gloede på hende og Rakas? De var ikke lige slemme, så det var godt at vide besked.