Jeg føler snart jeg har lidt for meget. For meget smerte i mig. For meget i forhold til hvad et menneske burde kunne klare. Jeg føler at min krop er en stor klump fyldt med smerte. Jeg er ved at lære at jeg ikke burde knytte mig til nogen, af skræk for smerten når de forsvinder. Alligevel mødte jeg dig. Og som mange andre piger kunne jeg ikke lade dig være. Bortset fra at du ignorerede mig. Jeg vendte det om til en god ting. Så kunne du ikke knuse mit hjerte. Så svar mig .. HVORFOR begyndte du pludseligt og tale til mig? HVORFOR begyndte du at vise interesse for mig? HVORFOR skulle du ødelægge mit liv?

Kjolen klæbede fast til min spinkle krop. Det var første dag i endnu en ny skolen, og jeg svedte bare ved tanken om en ny klasse, med nye mennesker der sikkert også vil hade mig. Jeg var ikke populær. Jeg var ikke noget som de andre gad at bruge tid på. Ingen af de 3 skoler jeg har gået på, har jeg fået en ven. Det har lært mig at holde sig i baggrunden. Dog fik jeg en ven i 7 klasse. Men da jeg havde kendt hende i et år, døde hun i en trafik ulykke. 7 klasse. Det sværeste år i mit liv. Min far begik selvmord. Min bedste veninde blev kørt ned. Min mor tror jeg er hendes lille tjener. Den eneste grund til at jeg er flyttet skole er at alle tror jeg er en lille physko-tøs. Som om jeg er en morder eller noget, fordi mine 2 nærmeste er døde. Det gør det svært for mig at få venner. Også da jeg ikke er så mentalt stabil for tiden gør det, det sværere for mig at sige fra. Nu ved jeg godt at det kommer til at lyde som om jeg virkelig har det svært. Ja, det har jeg jo også .. Men når jeg fortæller folk om mit liv tænker de straks "SELVMORD!", "SPISEFORSTYRRELSE!" Ja, det sidste er nu godt nok .. Jeg har en spiseforstyrrelse. Det siger jeg selvfølgelig ikke til nogen. Min lille hemmelighed. Men selvmord? Det er ikke i min tankegang. Endnu. Jeg ved jo ikke hvordan mit liv udvikler sig, så jeg må sige at selvom det ligger langt væk kan det hurtigt komme frem. Jeg tog i skole. Tænkte videre på vejen. Jeg fik ikke spist morgenmad. Det spiser jeg dog aldrig. Eller frokost. Lidt brød og noget vand til aftensmad. Sådan fungere mine spisevaner. Det har vist resultater! Men jeg ved ikke om jeg har fået mere selvtillid af at tabe mig så drastigt som jeg har gjort. Okay, for at være ærlig. Mit liv er noget lort. Jeg har en spiseforstyrrelse. Skærer i mig selv. Min mor hader mig. Min far, samt bedste veninde er død. Så hvorfor ikke selvmord? Og så stoppede mine tanker lige i et splitsekund.

Jeg var ude foran skolen nu. Den var kæmpe stor. Jeg gik ind i skolegården. Også meget stor. Det var ligesom de skoler man så i TV'et. Der var et kæmpe ur på den højeste bygning. En fodboldbane indhegnet i hjørnet af skolegården. En klokke der ringer. En klokke der ringer! Jeg skyndte mig indenfor. Der var kaos indenfor. Alle skulle hen til den klasse de havde time i. Og mig. Jeg kendte ingen, og vidste ikke hvor jeg skulle hen. Der var ingen der kom hen og spurgte om jeg manglede hjælp. Nej, jeg måtte klare mig selv. Det var vel fair nok de ikke lagde mærke til mig. De havde alle deres tanker at gå rundt med. Alle de mennesker. Men alligevel falder mit blik på ham. Ham der ville ændre mit liv. Det vidste jeg jo ikke på det tidspunkt. Men nu ved jeg bedre. Jeg ved ikke om det var bevidst han fangede mit blik, men det gjorde han. Vi holdte blikket lidt længere end man ville, men han så ikke ud som om han fandt det akavet. Han smilede bare til mig. Jeg kunne ikke fatte det. Ingen kunne da finde på at kigge i min retning. Og da slet ikke smile. Det er sygt og ... Forkert. Jeg kiggede ned i min telefon som om jeg fik en SMS og så, så jeg at jeg havde en kæmpe bums. Lige midt i panden. Klart han kigger. Og smiler. Han kæmper sikkert mod latteren. Jeg skyndte mig ud på toilettet, stadig med min taske på ryggen. Jeg fandt det nødvendigste make up og dækkede hvad jeg kunne. Jeg skammede mig og havde ikke lyst til at gå ud. Jeg følte mig som en komplet idiot. Midt i mine tanker kom der en pige ud af båsen. Jeg opdager så at bag hende kommer 2 piger mere ud. Sådan noget synes jeg er ækelt. Men det er sikkert bare fordi der ikke er nogen der vil på toilettet med mig. De kiggede ondt på mig. De havde en pokerfjæs bag alt det make up og brun creme de havde på. Jeg var på vej ud af døren da, hende jeg tror er anføren, går ind i mig. Helt bevidst. Hun smiler et flabet smil og skubber mig ind i døren. Hun var sikkert den populære. Dem havde jeg mødt en masse af gennem tiderne. Der var dog ingen der plejede nærmest at starte en konflikt. Heldigvis har jeg masser af tålmodighed så jeg gik ud af døren som om intet var hændt. Jeg var egentligt også ligeglad med hende. Så længe jeg kunne holde mig på afstand af hende var det fint. Jeg gik ud, og lidt væk. Jeg fandt min klasse men blev straks klar over at alle var gået til time.

Jeg smuttede uskyldigt ind i klasse. Jeg håbede virkeligt ikke at læren skulle til at præsentere mig. Men hvad skulle jeg forvente? Som jeg ikke håbede .. Han skulle lige præsentere mig. Jeg så 'ham' igen. Han så dog et tak mere alvorlig ud denne gang. "Mit navn er Hr. Millonsen. Du må være den nye pige?" Ja, den nye pige. God start på en ny skole. Mange tak Hr. Millonsen. Han smilede flinkt til mig. Opmuntrende. Hans øjne sagde 'du kan godt' mens hans mund begyndte med utålmodige træk. "Jep .. Det er mig. Mit navn er Christina," Sagde jeg stille. "Godt nok! Christina. Kan du ikke gå ned ved siden af John?" Jeg kiggede ned i klassen. Der var en af bordene der var en tom plads på. Ved siden af sad en dreng. Det måtte være John. 'Han' sad lige ved bordet ved siden af. Det gjorde mig anspændt. Der var noget med ham. Noget jeg måtte kende noget mere til. Jeg kig stille ned til pladsen, og stillede min taske ved siden af. Jeg havde ikke fået nogle bøger endnu så jeg kiggede med hos John. Timen gik forholdsvis hurtigt. 'Han' kiggede på mig nogle gange, men så snart jeg kiggede tilbage på ham rykkede han blikket.

Da der var frikvarter besluttede jeg mig for at snakke lidt med ham. Bare for at prøve. Høre hvad han ville. Men jeg ændrede hurtigt mening da jeg så ham stå der og kysse og kramme hende, der skubbede mig tidligere i dag. Jeg vidste det var for godt til at være sandt. At en dreng ville kunne lide mig. Selvom det var noget af det jeg ønskede allermest var det også noget af det jeg vidste aldrig ville komme til at ske. Det var en hård tanke, da det er drømmen at finde den eneste ene. Efterhånden med årene fyldt med mobning begyndte jeg at indse det. Jeg var ikke så ked af det mere. Det var blevet en naturlig ting i min hjerne. Jeg prøvede at bekymre mig om mig selv. Jeg ville tabe mig, begynde at gå med make up og alle voksnes skræk .. jeg ville gøre mig mindre god i skolen. Bare for at få en chance for at der ville være nogle flere der kunne lide mig. Men det gjorde alting værre, og jeg fik min spiseforstyrrelse og jeg fik ringet hjem flere gange på grund af manglende lektier. Og når der blev ringet hjem, faldt skyerne ned. Min mor kan hyle og skrige når hun vil. Og slå. Hun kan slå hårdt. Jeg er begyndt at høre efter i timerne igen, og gøre hvad jeg kan. Det har ført til færre opringninger hjem til. Færre blå mærker og bedre karakterer. Men det har også gjort at jeg kunne få endnu et øgenavn. Nørd. Jeg for at vide at det eneste jeg kan finde ud af, er at være en nørd. Jeg tror han opdagede at jeg stod der. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke gik. Jeg var som hypnotiseret. Ikke af hvad de lavede, det var jeg ligeglad med. Men af ham. Han var fascinerende. Hans kropssprog var tydeligt. Han var ikke interesseret i hende. Han ville sikkert blive i den populære kreds. Og hun var kilden til det. Da han så mig stoppede han straks som om han havde glemt noget. Jeg gik hurtigt væk og hen til døren. Det var så pinligt. Han troede sikkert jeg stod og lurerede. Jeg hørte ham svagt sige "Jeg skal lige noget." Hvorefter han så kom løbende ud af døren. Jeg skimtede lige pigens ansigt. Helt hvidt. Irriteret. Som om hun allerede kedede sig. Jeg skyndte mig ned af gangen. Vi havde heldigvis fået fri, så jeg havde frit løb til bare at gå. Men så kom han der. Han var hurtig, og før jeg vidste af det stod han med hånden på min skulder. Jeg vendte mig ikke om med det samme. Jeg kunne mærke jeg blev rød i hovedet. "Hey! Christina, ikke?" Spurgte han flinkt. Jeg kunne mærke hans nysgerrige øjne borer ned i min nakke. "Jo, det er mig," Sagde jeg stille. "Min navn er Mattis," sagde han på den mest drengede måde jeg kunne forstille mig. "Mattis. Hej," sagde jeg igen. Jeg længtes efter at gå, men på den anden side lære ham at kende. Jeg kunne mærke farven forsvinde i mine kinder så jeg vendte mig om. "Jeg ville bare lige sige .. Det du så derinde, altså.." Begyndte han, men jeg afbrød ham. Hvor dum kunne jeg være? At afbryde? "Hør, det betyder da ikke noget for mig? Jeg har kendt dig i, hvad, 4 timer? Jeg er ligeglad med hvad du laver og hvem du hænger ud med," sagde jeg. Han kiggede uskyldigt på mig og sagde: "Ja. Men jeg vil gerne have lov til at fortælle dig det. Der er ingen andre jeg kan snakke med, og nu når vi alligevel er på emnet," han gjorde mine til at sætte sig på den bænk der var ved siden af os. Jeg gik med ham. Det var tydeligt han havde brug for at snakke, og hvorfor ikke? Jeg var jo ikke ligefrem vant til at folk ville værdige mig tid. Vi satte os. Jeg behøvede ikke engang sige at han gerne måtte starte, det kom af sig selv. Men ikke på den uhøflige måde. Nej, som en dreng der har brug for at få luftet ud. "Jeg kan slet ikke lide hende. Eller hendes 'VENNER' hvis man kan sige det. De har dannet en lille gruppe som ikke går op i andet end opmærksomhed, og det har faktisk aldrig været mig. Alt jeg ønsker er en sand ven, som vil lytte på mig. Som du gør nu!" Fortalte han. Jeg kiggede medfølende på ham. Jeg havde lyst til at fortælle om mit liv. Sådan så han kunne løbe skrigende bort inden han fik sagt for meget. "Hør her," startede jeg. "Så lad vær' med at være sammen med dem? Et liv med falske venner er som et liv uden, og det kan jeg sige alt om....." Ups. Hvad er det jeg laver? HVAD er det jeg gør? Jeg kender ikke drengen og han er i den populære ende.

Det jeg lige har sagt kommer sikkert til at koste en mulig fremtid på denne skole. Men han spurgte ikke ind. Han kiggede undskyldende på mig. Han vidste sikkert at jeg ikke kunne snakke om det. At det var for svært. Så skete det utænkelige. "Hey, Christina? Jeg tænkte .. Kunne du måske tænke dig at komme hjem til mig efter skole?" Spurgte han mig, på den mest uskyldige måde. Det var tydeligt at det normalt ikke var ham der talte først. "Mig? Tjo, det vil jeg da gerne!" Fremstammede jeg med lidt for meget glæde i stemmen. Han lod sig ikke påvirke af det, men fortsatte bare: "Jeg skal lige noget, du kan bare komme med." Jeg anede ikke hvad han mente, men fulgte tavs med. Han var på vej hen mod klassen. Han havde sikket bare glemt en bog eller noget tænkte jeg. Jeg blev stående i døren ind til klassen. Han gik direkte over til sine "Venner" og jeg kunne høre ham tale med en bestemt stemme: "Pia. Jeg slår op. 'Venner' vi .. vi ses ikke mere, okay? Jeg er nået til et punkt i mit liv jeg må gå en anden vej." Jeg blev virkelig overrasket over hvad han stod og sagde, men også lidt glad for at jeg havde givet ham modet. Vennerne så forbavset ud mens Pia var ved at få en rød farve i kinderne. Om hun var vred, eller bare pinligt berørt ved jeg ikke. Mattis vendte sig hurtigt om og spurtede ud af døren. Jeg nåede at rykke mig i sidste øjeblik, og da vi var kommet udenfor slappede han lidt mere af. "Det føltes ... Rart!" Sagde han med et strejf af forbavselse. Et smil bredte sig på hans læber. Jeg smilede tilbage. Dog lidt mere usikkert. "Nå. Hvad vil du lave?" Spurgte han. Jeg trak på skuldrende. Det der med at være social var ikke noget jeg var vant til. "Jeg ved ikk..." Begyndte jeg, men blev afbrudt af ham: "Jeg .." Begyndte han. Jeg kiggede på ham og så hans øjne blive mørkerøde. Jeg fik et chok. "MATTIS!, dine øjne!" Fremstammede jeg. "Nå, det er bare .. " Startede han. "Vent lige her!" Sagde han hvorefter han løb ud mod skoven. Jeg satte mig på en bænk. Jeg var meget chokeret over hvad jeg lige havde set. Han havde gået fra at være glad og frisk til at være helt hvid i hovedet og have røde øjne. Og ja, jeg siger RØDE ØJNE. Det var .. umenneskeligt. Det var meget underligt. Hvad skete der? Hvorfor skiftede hans øjenfarve fra en smuk brun-gylden farve til rød? Hvorfor blev han helt hvid i ansigtet? Hundred spørgsmål uden svar. Han havde sagt jeg skulle vente, så det ville jeg gøre. Og så kunne jeg stille spørgsmålene bagefter, når han kom tilbage. Et andet spørgsmål er; Hvorfor løb han ind i skoven? Det var da det mærkeligste sted han kunne løbe hen. Der var langt ind til byen, hvis man tog den vej. Så meget vidste jeg indtil videre, de gange vi havde flyttet flyttekasser og jeg har gået en tur. Jeg måtte bare vente indtil han kom tilbage. Hvornår det end måtte være.
   Nu kom han tilbage. Hans hudfarve var stadig hvid, men hans øjne havde fået samme brune farve. Jeg følte jeg kendte ham allerede der. Jeg har kendt ham en dag, men vi har snakket så meget at det kunne føltes som mere. Han kiggede undskyldende på mig. "Du må .. Må undskylde det før. Det ligner mig ikke. Jeg tror måske bare jeg er lidt syg," fremstammede han. Alle de spørgsmål der for ti minuttet siden havde naget mig var langt væk nu. Ligegyldige. "Vi kan også bare gøre det en anden dag, hvis du er lidt dårlig," sagde jeg forstående. Han kiggede endnu en gang på mig. Hans blik sagde 'Er du sikker på det er okay?' Så jeg svarede helt automatisk: "Det er okay, Mattis! Virkeligt. Du så virkelig ikke for godt ud. Og det gør du heller ikke nu for den sags skyld!" Sagde jeg drillende. Han kiggede endnu en gang på mig, hvorefter et smalt smil spredte sig om hans læber. Hans pjuskede mørkebrune hår stod ud til alle sider. Hans - nu - mørkebrune-gyldne øjne lyste klart. Han var smuk. Ingen tvivl om det. Men han var jo også en del af 'de populære'. Han vinkede og gik så - denne gang - ned mod byen. Først da han var ude af syne tænkte jeg på alle spørgsmålene. De irriterede mig ikke ligeså meget som før. Nu var de kun en fjern del af min bevidsthed. Jeg gik hjem til min, som ellers altid, så fulde mor. Hun var ligeglad med mig og hvad jeg havde lavet i dag. Det første hun bedte mig om da jeg kom en var en bajer. Ja, hvorfor render jeg og passer hende op? Hvorfor? Jeg kunne lade vær. Men hvorfor det? Så ville hun slå mig. Når hun ellers ville lette sig, og rejse sig op. Jeg gav hende hvad hun ønskede og gik ellers en tur. En tur ud i skoven, hvor Mattis for lidt siden var løbet ind. Ilde tilredt. Jeg kunne ikke få ham ud af hovedet. Som om han var skrevet ind i min bevidsthed. Som om han bare ikke ville ud. Jeg tænkte på dagen der var gået. En ellers speciel første skoledag. Men nok også den bedste ud af mange. Det var begyndt at blive mørkt, og jeg var ikke vild med at være i skoven når det var mørkt. Jeg skyndte mig hjem igen. Maden stod ikke ligefrem klar på bordet som den nok gjorde hos de fleste andre børn. Den skulle selv laves, hvis man ellers havde tingene til det. Og det var sjældent. Men for mig betød det ikke noget, fordi jeg havde sørget for at vi havde en masse brød liggende. Og vand var der jo i hanen. Jeg tog lidt brød og gik så i seng.
   De næste par uger var mig og Mattis sammen, næsten uafbrudt. Han var min bedste ven. Og det var stort, fordi jeg har aldrig haft andet end folk der ikke kunne lide mig. Pia og de andre holdt sig på afstand, men de, eller nok mest Pia var ikke bange for at vise hvor meget hun faktisk afskyr mig. Jeg har ikke set flere lignende tilfælde fra Mattis siden den dag. Dog har jeg set at hans hudfarve kan skifte lidt. Når jeg vil spørger ind til det, tøver jeg alligevel. Jeg vil ikke ødelægge hvad jeg har kæmpet for at få i en masse år. Men det undre mig. Det undre mig meget. Jeg har også besluttet mig for at spørger om det. På et tidspunkt.
   Dagen startede som alle andre. Mig og Mattis mødtes da vi skulle i skole. Men vi skiltes altid ved skolegården. Vi kunne godt følges ind, men vi gjorde det ikke. Når jeg tænker tilbage nu ville jeg ønske jeg havde gjort det. Så jeg kunne have tilbragt mere tid med ham end jeg gjorde.
   Skoledagen gik hurtigt, selvom det faktisk føltes som om han ignorerede mig. Efter skole gik han så hen til mig. "Christie, der er noget jeg skal fortælle dig," sagde han såret. Jeg blev altid så glad vær gang han kaldte mig Christie, fordi det er det første kælenavn jeg nogensinde har fået. Men denne gang var det anderledes. Hans stemme var alvorlig. "Hvad er der, Mattis?" Spurgte jeg alvorligt. "Jeg .. Jeg er ked af det Christina." Og så gik han. Han gik med faste skridt og selv da jeg kaldte på ham fortsatte han ud af skolegården. Jeg var såret over at han havde reageret på den måde han havde, og jeg følte mig overset. Jeg var ikke vred på ham. Det var jeg aldrig. Det kunne man ikke. Men jeg følte at det han lige sagde det betød noget. Og det gjorde det. Tydeligvis.
   Dagen efter kom nyheden så. Nyheden jeg ville have gjort alt for at slippe for. Nyheden jeg ville have gjort at for at undgå. Den nyhed som har ændret mit liv for evigt.

Kære Mattis.
   Jeg gør dette for at få skrevet alting ned. Jeg skriver det jo i min dagbog og du kommer alligevel aldrig til at læse det. Men det var jo dit eget valg.
   Først og fremmest vil jeg lige sige at du er den eneste person jeg har kunne kalde min bedste ven. Du var ikke mere end det, men det betød du ikke mindre af. Nej. Du betød ALT. Det er også derfor det gør så ondt. Smerten er ved at æde mig indefra, og jeg føler mig tom uden dig. Jeg ved ikke om det var mig der gjorde noget forkert. Det håber jeg ikke. Men det var jo kun mig du var sammen med. Hvad jeg ved af. Jeg lærte aldrig helt at gennemskue dig. Det ville jeg ønske jeg havde gjort. Jeg er fyldt med ubesvarede spørgsmål, som jeg aldrig vil få svar på. Hvad var du Mattis? Og hvad skete der den dag? Det kører rundt i mit hoved. Men mest af alt: Hvorfor gjorde du, hvad du gjorde? Tænkte du ikke på mig? Jeg har fortalt dig alt om mig. Synes du ikke jeg har ofret nok i mit liv. Nu sidder jeg her hos en plejefamile, og jeg er i udvikling for at komme fra min spiseforstyrrelse. Jeg var ved at filtre trådende ud. Og så gør du det. Filtre dem alle sammen igen. Nu er jeg nødt til at gå til en latterlig physkolog. Der er intet galt med mig! Jeg lider kun af en ting. Savn. Smerte. Jeg gider ikke sidde og diskutere mine problemer. Fordi mit eneste problem er: JEG VIL HAVE DIG TILBAGE. Og det kan jeg jo ikke få hjælp til. Men jeg ville bare ønske du vidste hvor stor en forskel du have i mit liv, for at gøre det hele værre igen bagefter.
   Jeg føler snart jeg har lidt for meget. For meget smerte i mig. For meget i forhold til hvad et menneske burde kunne klare. Jeg føler at min krop er en stor klump fyldt med smerte. Jeg er ved at lære at jeg ikke burde knytte mig til nogen, af skræk for smerten når de forsvinder. Alligevel mødte jeg dig. Og som mange andre piger kunne jeg ikke lade dig være. Bortset fra at du ignorerede mig. Jeg vendte det om til en god ting. Så kunne du ikke knuse mit hjerte. Men svar mig .. HVORFOR begyndte du pludseligt og tale til mig? HVORFOR begyndte du at vise interesse for mig? HVORFOR skulle du ødelægge mit liv? Men selvom jeg nogle gange er vred på dig over hvad du gjorde, så må jeg altså alligevel indrømme .. Jeg har aldrig hadet dig, Mattis. Aldrig. Lige meget hvad jeg har sagt. Lige meget hvad jeg har tænkt. Nu ville jeg ønske at jeg havde tilbragt mere tid med dig. Havde gået med dig til skolen, og ikke kun skolegården. At jeg virkelig havde fortalt dig hvor meget jeg holdt af dig. Og da du så valgte at begå selvmord .. Ja, selvmord. Jeg ved ikke om det var en lettelse at få det skrevet ned, men nu står det der. I min dagbog. At du valgte at begå selvmord, den dag. Hvad var der sket Mattis? Hvorfor valgte du at hænge dig selv? Midt i en mørk skov?
   Jeg tror aldrig jeg har forstået døden. Jeg har altid forstillet min egen død smuk. Men døden kan komme hurtigt. Som med dig, for eksempel.
   Nu sidder jeg og overvejer om jeg skal lægge denne side på din grav. Bare så jeg er sikker på at du modtager det og læser mine tanker om det du gjorde. For jeg er sikker på du ikke gjorde et for at såre mig. Det ville du aldrig gøre. Men derfor er jeg stadig ked af det. Jeg håber du er et bedre sted nu.

Vi ses snart!
   Christina McCloud