"Jeg er sød. Jeg er sød. Jeg er ..."
   Det er ikke til at holde ud at høre på.
   Rowan sukker og lægger puden over hovedet. Men lillebrors, Alexanders, ord buldrer gennem den.
   Hele tiden de samme ord. Forskellig styrke og tonefald. Lavmælt klynkende. Angst gispende. Vredt råbende. Og ind i mellem mors tyndslidte, monotone stemme; "Det er ovre. Bæsterne er væk."
   Det må stoppes.
   Han har talt med Alexander i dag. Om Bæsterne. Eller hvem det er, der har gjort ham fortræd.

Han sad på bænken i køkkenet. Som en skræmt fugleunge. Helt anderledes end den drillesyge 12-årige, han plejer at være. Forslået. Skræmt. Ophovent ansigt. Røde opsvulmede håndled. Sad så uroligt.
   "De tog mig hen i en hule. Det gjorde så ondt. Jeg var så bange."
   "Hvad gjorde de ved dig?"
   "De slog mig. Og - og alt muligt."
   "Hvordan så de ud?"
   " De så væmmelige ud."
   " Men var de mennesker?"
   Alexander nikkede.
   Så du ikke noget særligt ved dem? Bare et eller andet?"
   Alexanders øjne blev smalle streger under en anstrengt rynket pande. Så kom det:
   "Jeg så en slange i en flammende cirkel. Og den vred sig"

Den første nat jamrede Alexander, men nu er det anden nat, han fabler.
   Det er snart morgen. Og de sidste kartofler fra folkemarken skal ind. Så møder han nogle af dem, der kan lide slanger i flammende cirkler. De har fået dem tatoveret som tegn på, at de med glæde venter på Mørkefolkets udvalgte. For her i kong Atkars rige må enhver tro som de vil, blot de ellers følger loven.
   En smuk tanke, plejer Rowan at mene. Men det er på grund af den tanke, Alexander fabler. Og måske ender i dårekisten.
   Det onde skal bekæmpes. Mørkefolket er onde og frygteligt farlige. Og dem, der venter på deres udvalgte nærer dem.
   Sveden pipler frem i armhulerne. Og på panden. Han kan næsten ikke få luft. Letter armens tryk mod puden. Gisper. Trækker vejret hurtigt.I små fnysende stød, gennem næsen.
   De nærer ondskaben med blod. Uskyldiges blod.
   Nu koger det i hans mave. Og dunker i hovedet.
   Han sætter sig op. Knytter næverne. Hårdt. Mærker neglene mellem sener og knogler i hænderne.De har mishandlet Alexander for at tjene De Ondes udvalgte.
   Gennem øjne, der er smalle sprækker, stirrer han ind i en rød tåge, hvor dybt orange flager hvirvler omkring.
   Han er ude af sengen. Har allerede dolken i hånden. Nu skal de bæster se blod.
   Så stopper han. Svimmel lytter han mod væggen til Alexanders kammer.
   Mor synger for Alexander. En vuggevise om Gud, der passer på alle gode børn.
   Rowan lytter med alle sanser.
   Og ved det godt; det går ikke at handle i vrede. Det er en dødssynd. Han må tænke. Planlægge.

Dagen gryr over de blå bjerge og får slottets kobbertag til at skinne og gnistre. Duggen er frosset og luften har et skarpt strejf af frost. Det er på høje tid at få de sidste kartofler i hus.
   Alt er på høje tid.
   Under Rowans slidte kofte ulmer vreden endnu. Angst og træthed pirker til den.
   Ud fra nabogården kommer Louis. Tyk og tæt, med håret i en hestehale. Som altid med hatteskyggen godt ned i panden. Han ser ud som han plejer, bortset fra en masse små rifter i det blegfede ansigt. Slangetatoveringen er skjult under hans stribede vams.
   Et par gårde længere fremme, kommer Lange Larry, med grød i skægget. Under hans brune vams gemmer der sig et kors.
   "Han ER her," siger Lange Larry og gyser, "Den Udvalgte er her. Gamlingen kan mærke det."
   Gamlingen er Lange Larrys oldefar. Mere end halvfems er han, og den ældste i hele riget. Når han siger det, er der nok noget om det. Rowan åbner munden for at fortælle, at Alexander måske har set bæstet. Men Lange Larry snakker videre: "Vi skal nok få has på det bæst. Gamlingen siger, vi bare skal have fat på noget vievand..."
   Flere kommer til. Rowan nikker til højre. Og til venstre.
   "Godmorgen,Rowan, du ser træt ud," hilser Freddy. Bekymringen lurer i hans blå øjne. Han ser også træt ud, men er altid så venlig og opmærksom. En god kammerat. Har kun boet her i Dalgonien et halvt år, men de arbejder godt sammen. Har fisket sammen. Set på stjerner og talt om fjerne bjergtinder. Og Freddy er heller ikke så glad for brændevinsbælleri.
   "Bare kartoflerne ikke allerede har fået frost."
   Freddy siger, hvad de nok alle sammen tænker. Det de også tænker.
   Rowan nikker. Deler forhåbningen.Louis ser hånligt på dem:
   "Det har ikke frosset hårdt. Ikke som dengang ..." Louis genopfrisker hvad der blev fundet forrige vinter. Fra isen i den bundfrosne sø, stirrede en druknet orkunge på sine skræmte findere. Nogle havde druknet den. Det var orkerne i Flogalien blevet rasende over. Og en del af dalgonerne med. De flogaliske orker var kommet for at handle, altså i et fredeligt ærinde.
   Ellers er der ikke meget omgang mellem mennesker og mørkevæsner. Ikke endnu.
   Rowan gyser. Orkerne og de andre mørkevæsner har sendt deres udvalgte for at hævne ungens død,
   Lange Larry ser på ham. Vurderende. Så dræver han, mens han trækker grødklatten ud af sit pjuskede, tynde skæg: "Unge eller voksen. Orker er vilde bæster. Den kastede sig jo over en lille pige for at æde hende. Noget måtte de da gøre."
   Louis planter hænderne i siden: "Den ville ikke æde hende. Hun havde hugget dens legetøj, og det ville stakkels lille Ymga have igen. Godt de mordere sidder i fangehullet. Eller hvad, Rowan?"
   Nu glor de alle sammen på ham. Hvad skal han sige? Orker er jo onde. Og det onde skal bekæmpes, før det vokser sig stort. Men det var jo kun en unge.
   "Det - det ved jeg ikke," indrømmer han.
   Louis glaner olmt på Lange Larry, der til gengæld nidstirrer Louis.
   Tre rykker lidt tættere på Louis. To holder sig tæt ved Lange Larry.
   De ulmende vredesgløder i Rowans hjerte søger sammen. Hans hånd føler på låret. Jo, dolken er i den inderlomme mor har syet i.
   Et øjeblik vil Rowan hjem. Må kølne de ulmende gløder. Tænke klart.
   Men hans træsko vil noget andet. De fører ham så tæt på Freddy, at Rowan næsten drukner i hans store, blå øjne.
   "Du har sagt, at det var synd," hører han sig selv sige.
   Han bider sig i tungen. For sent. Et lille frø har spiret i ham. Nogen her holder med mørkefolket.
   "Det er det," fastslår Freddy. Han ser direkte på Rowan. Undrende. Måske skuffet?
   Rowan har sagt det samme. Men det var FØR.
   Hurtigt glider Freddys blik over på Louis. Rowan ser med. Louis ser som altid mut og tvær ud, men det trækker i hans mundvige. Det spiller lidt i hans irgrønne øjne.
   " Nemlig," smiler han, "det var synd. Men nogle morer sig med at gøre Mørkefolket og deres kammerater fortræd. De kan vente sig. Man siger Den Udvalgte er her, og når han viser, hvem han er, så bliver det ikke sjovt at holde med de skvattede godhedsfjolser. Vel, Freddy?"
   "Hvem ved," siger Freddy. Læberne former et af hans evindelige, skæve smil.
   Lange Larry ser hastigt på Louis. Vurderende. Så klør han sig under næsen og åbner munden. For at sige noget.
   Men Louis griner til Rowan, og taler, mens Lange Larry gaber som en makrel på land:
   "Du har altid været så god af dig, Rowan. Har du ikke? En rigtig lille englebasse, der går med moar i kirken om søndagen. Ligesom lillebror. Sukkersød som Freddy her, selvom han ikke går i kirke. Han kan nok ikke tåle det. Men Den udvalgte - han er ikke spor sød."
   Nyt skævt smil fra Freddy. Måske med et anstrøg af hån? Da han taler, er det som om, han vil udfordre Louis:
   "Er han værre end dig, Louis? Gør han mere for at straffe dumme små drenge, der går med mor i kirke?"
   "Nej, Han straffer dem, der tror, de skal blande sig. Dem, der tror de skal skubbe andre ind i misteltene,"
   Freddy puster et fnys ud gennem næsen; "Jamen, han er jo ond, så han synes sikkert bare det er sjovt."
   Louis puster sig op: "Ved du måske, hvad jeg taler om?"
   "Måske," svarer Freddy.
   "Vil du slås?" snerrer Louis.
   "Næh, vi skal jo have kartoflerne i hus."
   Hvem holder du med?" spytter Louis.
   "Ingen."
   De ser alle sammen på Freddy. Også Rowan. Stirrer ind i de store øjne. Blå og bundløse kalder de på ham. Han vil dykke ned i dem. Gøre alt, hvad Freddy siger.
   Falde lidt til ro og tænke mens kartoflerne tages op.
   Men det runger i hans hoved: "Jeg er sød. Jeg er..."

"Vi starter i den her ende," siger Lange Larry og planter sin greb i jorden, hvor han står.
   Louis og tre andre går ned mod den anden ende af marken.
   Freddy følger efter og så gør Rowan det også. Tøvende. Kan det passe? Hjertet raser mod ribbenene.
   Midt på marken stopper Freddy, jager greben i jorden ved en pistent plante med gulbrune blade, og læner sig op af skaftet.
   "Synes du, det var synd for den ork, når nu den havde bidt og pint et barn?" snerrer Rowan.
   "Du har det skidt," siger Freddy, " vil du tale om det?"
   Hvor vover han at tale udenom. Hvad er han ude på?
   "Synes du ...?" gentager Rowan.
   "Ja, det var synd. Og det har jeg sagt."
   Vreden gløder i Rowans mave. Han lukker munden op og slipper røgen ud. Den bølger foran ham. I hidsige spiraler.
   Freddy vakler. Blodet fosser ud af hans næse. I tykke sortrøde stimer.
   Rowan stirrer på sin hånd. Den er blodig. Og den ryster. Nej, danser. Fingrene snor sig. Med knækkende lyde. Hvor gør det ondt. Hidsige prik jager smerte gennem armen. Krampe.
   Freddys øjne er mørke, men pupillerne gløder af orange lyn. Hans læber bevæger sig. Hans tungespids væder dem. Hans ene håndflade er strakt frem mod Rowan.
   Hvad Satan? Magi?
   Noget eksploderer i Rowans hoved.
   Han er over Freddy i et eneste spring. Vælter ham helt omkuld og sætter sig på ham. Tungt.
   "Det lort gjorde ondt." hvæser han og små spytdråber rammer Freddys ansigt.
   Den overvundne gisper efter vejret. Rowan letter sig lidt.
   "Gjorde det meget ondt? Men hvorfor slog du? Hvorfor?"
   "Fordi du holder med de onde og jeg troede, du var min ven."
   "Jeg har ikke gjort Alexander noget," siger Freddy. Stille. Han har løftet hovedet og lagt det lidt bagover. For at blodet skal løbe tilbage i næsen. Det virker ikke ret godt.
   "Du ved hvorfor de gjorde det."
   "Ja,for at kalde den udvalgte frem. De må vel hellere møde ham nu."
   De andre står omkring dem. Rowan ser rundt på dem, mest på Louis og på Lange Larry.
   "Godt klaret, Rowan," griner Lange Larry, " men få ham lige til at vende sig omkring, så vi kan hale kofte og vams af ham."
   "Det er da alt for koldt," protesterer Rowan.
   "Den Udvalgte har tegnet på ryggen," siger Lange Larry.
   Og alt står stille.