Hun lagde novellen om narcissisme fra sig på bordet. Lænede sig tilbage og kastede hovedet bagover. Var hun narcissistisk? Eller var det bare et tilfælde at det lige var dét emne, hun havde trukket til eksamenen? Hun kiggede ud af vinduet og betragtede hvordan den grønne gren gav efter, da en stor sort og grå krage landede på den. Den nagede sig fast med kløerne og begyndte at hakke i de ny udsprungne grønne blade. Pludselig fløj den ned og landede i græsset, og da hun bedre kunne se den, fandt hun ud af det var en skade. Den var hvid, sort og blålig. Faktisk ret flot. Den spankulerede rundt på græsplænen og lagde hovedet på skrå ned mod jorden. Hun formodede, at den ledte efter orme. Imens den vrikkende med hovedet forsvandt ud af vinduesrammen og efter noget tid kom tilbage igen, stoppede den op foran vinduet, fik øjenkontakt med hende. Hun kunne ikke skelne dens mørke øjne fra det sorte hoved, men hun fornemmede, at hun kiggede ind i to øjne. Hun sad som forstenet. Den kiggede undersøgende på hende, lagde hovedet på skrå igen, hvorefter den bredte de blålig farvede vinger ud og lettede op mod trækronerne igen. Den forsvandt ud af vindues rammen, og hun ville ikke flytte sig for at se hvor den blev af. Hun plejede ikke at betragte fugle, men hun havde brug for at tænke på noget andet. Nogle gange tænkte hun så meget, at hun kunne blive træt af at tænke. Så fangede noget andet hendes opmærksomhed, og pludselig havde hun glemt hvad hun faktisk tænkte på. Så plejede et nyt emne at komme op i hendes hoved. Men denne gang vendte det samme emne tilbage igen. Er jeg narcissistisk? Blev hun ved med at spørge sig selv. Hun ville finde ud af det. Hun var fast besluttet på at finde et svar.
Selvfølgelig gik hun op i sig selv. Hvilken teenage pige gør ikke det? Men sådan havde hun ikke altid været. Hun husker den gang hun var ligeglad. Dengang hun ikke tilbragte mere end fem minutter foran spejlet i løbet af en uge. Var det fordi hun var blevet ældre? Mere bevidst om sig selv? Eller var det tiden der havde ændret sig? Samfundet som havde taget en narcissistisk drejning? Var det forkert at kunne lide den man ser i spejlet, ligesom alle hendes veninder gav udtryk for, at de kunne? Det handlede vel om at finde en balance, tænkte hun, man skal kunne lide sig selv. Indeni og udenpå. Men man skal også kunne lide andre ligeså meget, selvom de måske ikke er lige så kønne. Det lød alt for højtideligt og slet ikke som hende. Var det noget hun fandt på for at dække over de narcissistiske træk, som hun begyndte at lægge mere og mere mærke til?
Hun blev siddende lidt med korslagte arme og bed sig selv i læben. Sådan skulle man åbenbart være nu om dage. Selvsikker, åben og smuk, men uden at prale af det og uden at vise omverdenen, at man troede man var mere værd end alle andre.
Hun går meget op i detaljer. Tænker over hver eneste lille ting. Filosoferer, som en psykolog sikkert ville have sagt. Men hun kan ikke lade være. Hun tænker og tænker. Glemmer tiden og hvem hun er. Men det er nok dér, man finder sig selv. Måske har alle mennesker en facade. Sådan som de beslutter sig for at være, fordi de altid har drømt om at være sådan. Også inderst inde ser man et glimt af deres sande jeg. Måske var det anderledes i gamle dage. Hun husker i hvert fald en gang, hvor det ikke handlede om krav. Hvor det ikke handlede om at leve op til forventninger, eller hvor man hele tiden skulle være bekymret for små ting. Men det var den gang. I virkeligheden var hun måske bare vokset, blevet ældre og mere moden, måske havde alle som voksede op følt det sådan. Men alligevel var hun ikke sikker på, at alle havde haft det på samme måde i barndommen. Dengang hun var i balance. Ja, balance. Måske var hun ikke narcissistisk anlagt, måske var hun bare ude af balance. Dengang var hun, uden at tænke over det, ligeglad med hvad andre synes om hende. Eller det var hun jo ikke, for hvem er det? Hvis nogen dengang havde fortalt hende hvad de synes om hende, var hun selvfølgelig blevet såret. Og det var sket mange gange. Hun havde bare levet videre, uden at tænke over hvad andre tænkte og uden at tænke på fremtiden, men leve i nuet. Men alligevel havde hun været bange for at tage chancer. Hun havde nærmest forandret sig til det modsatte nu.
Den gang havde hun kun få venner. Hun havde været meget stille og genert, helt fra da hun kunne tale. Egentlig underligt at mennesket kan forandre sig så drastisk på få år.
Men vigtigst af alt var, at hun var glad den gang. Det var i hvert fald sådan hun tænkte tilbage på det. Selvfølgelig havde der også været dårlige tider. Men hun var jo også glad nu. Bare på en anden måde.
Hun var egentlig ret underlig, den gang hun var lille. Eller mindre. Når hun tænker tilbage, kan hun huske mange forskellige sider af sig selv. Nogle gange kommer hun i tvivl om hvem hun er? Kan man overhovedet finde ud af hvem man er, uden at man prøver på at finde frem til det man gerne vil finde?
Hun ville ikke være narcissistisk, men heller ikke det modsatte. Hun ville være i balance, men heller ikke perfekt. For perfekt var heller ikke altid godt. Det kunne blive for meget. Men måske er det perfekt ikke at være perfekt? Det kommer nok an på éns opfattelse af hvad perfekt er. Hun vil være omsorgsfuld overfor andre, men uden at glemme sig selv. Hun ville være god til det meste, men uden at være god til alt. Hun vidste præcis, hvordan hun ville være, men samtidig ville hun være sig selv. Så meget som muligt.
Hun var glad for, at hun havde beholdt sin barndom så længe som muligt. Meget længere end hendes jævnaldrende, men alligevel var hun også glad for, at hun var blevet ældre. Nogle gange følte hun sig splittet. Alle de ting hun gerne ville, men uden at kunne vælge dem alle sammen. Andre gange vidste hun ikke hvad hun ville, men måske var det fordi hun ikke kunne vælge dem alle sammen.
Hun burde gå i bad nu. Hun havde jo allerede planlagt hele sin dag. Det var en af de ting man blev nød til at gøre, når man blev ældre, så hverdagen kunne hænge sammen. Nogle gange tænkte hun også over, hvem hun lignede mest. Hendes far eller hendes mor? Nogle gange det ene, andre gange det andet og nogle gange en blanding. Mon man overhovedet behøvede at minde om nogen af delene? Der var i hvert fald nogle tidspunkter, hvor hun helst ville slippe for det, men alligevel kunne man vel ikke løbe fra det. Måske var det ikke arveligt, hvem man kom til at ligne, men måske blev man præget til at ligne ens forældre i løbet af ens opvækst. Hun ville i hvert fald gerne bare være sig selv. Men hvis hende selv mindede om en af hendes forældre, gjorde det heller ikke noget. Man skulle være glad for den man er.

Lykkebambus. Mon de overhovedet bringer lykke? Hendes mor havde i hvert fald fået en dengang hendes lillebror skulle fødes. Altså fødslen var jo gået godt, og der havde ikke været alvorlige problemer. Så måske de virker? Måske skulle hun købe en til sig selv. Eller købe en masse også forære dem væk til andre, og ønske dem lykke? Det var i hvert fald ikke narcissistisk.
Sommeren var på vej, og man kunne tænke for meget over for ubetydelige ting, som alligevel betød en masse for de store ting. Nogle gange forstod hun heller ikke sig selv, men det var lige meget, så længe hun vidste, hvad hun mente.
Nogle gange kunne hun lide at skrive, andre gange ikke. Nogle gange blev hun nødt til at skrive noget ned, men hvis det blev for personligt eller afslørede for meget, slettede hun det igen og skrev det på en ny måde. Hun kunne lide at skrive om sig selv, men hun skrev det som om, det var en anden person. Så virkede det heller ikke så narcissistisk, for det var hun jo ikke. Hun var bare ude af balance. Var det narcissistisk at skrive en hel bog om sig selv? En bog som ikke handlede om noget, andet end sig selv og hvad man tænker? Eller måske skulle det kun være en novelle eller et lille digt. Det virkede mindre selvoptaget og mindre narcissistisk.
Måske har alle en narcissistisk side, for hun vidste i hvert fald, at hun kunne lide at hjælpe andre folk. Måske fordi det fik hende til, at føle sig bedre med sig selv? Hun var begyndt at få ondt i hovedet og kiggede op fra bordet. Hun lavede lidt finger gymnastik og kneb øjnene sammen.
Nu vidste hun ikke, hvad hun skulle tænke om sig selv. Hun var forvirret. Måske handlede det bare om ikke at tænke over hvem man er, og bare gøre noget uden at tænke. Så kunne det være man automatisk var sig selv.
Nogle gange følte hun det som om, hun var med i en film. En film hvor hun var stjernen. Hun var hovedpersonen i en film, som en anden havde skrevet manuskriptet til, men som hun selv havde sat sit præg på. Hun kunne godt lide, at se sig selv udefra og finde ud af hvem hun var. Men det var svært at følge med i forandringerne. På den anden side kunne hun heller ikke lide at se sig selv udefra, for så var man jo ikke rigtigt sig selv imens.



Et år senere
Jeg er for usund, uden at være tyk. Måske er det fordi jeg trøstespiser? Hun kiggede igen ud af stuevinduet, ligesom sidste år. Eller faktisk, ligesom for 11 måneder og 24 dage siden. Hun kunne se de grønne blade svaje i vinden. Hun kunne høre fuglene, og nu kom solen også lidt til syne. Det var ikke det samme vindue mere, og det var ikke det samme hus eller den samme have. Inderst inde var det heller ikke den samme pige, der sad og kiggede ud af vinduet mere, og meget havde forandret sig. På 11 måneder og 24 dage var hendes liv ikke til at kende mere. Hun ville ikke brokke sig, for man skal være glad for at leve. Man skal være glad for sit liv, og glad for det man har. Hun sad også nu og skrev på en opgave til sin danskårsprøve, ikke eksamen denne gang, men årsprøve. Emnet var nu ikke narcissisme, men ny realisme i senmoderne dansk litteratur fra 90'erne. Måske manglede hun ny realisme i sit liv? Eller også var det et symbol på, at noget nyt var sket, og at det virkelig var virkeligt. Der var sket meget, rigtig meget, på 11 måneder og 24 dage. Hun kunne ikke svare på om det var godt eller dårligt, men hun kunne med sikkerhed svare på, at hun savnede det gamle liv, hun plejede at have, men at hun var glad for det nye. Måske var det forandringen, der plagede hende? Hun vidste det ikke, ligesom så meget andet. Hun vidste i hvert fald, at når man siger farvel til det ene, kommer der noget andet. Spørgsmålet er bare, om man bliver ligeså glad for det nye der kommer, som man var for det gamle? Det blev i hvert fald aldrig det samme. Og selvom hun var glad for det nye som var kommet, rigtig glad, kunne hun stadig græde over det gamle som ikke var der mere. Det ville aldrig blive det samme igen, aldrig. Måske var det meningen, det skulle være sådan her? Måske.. Men hvem ved det? Ingen kan svare på det spørgsmål, jeg kan i hvert fald ikke. Måske er jeg sindssyg? Hvem ved? Måske er vi alle lidt sindssyge inderst inde? Det kan ingen svare på, og det hedder et retorisk spørgsmål, det har jeg selv lært. Sådan var det at gå i 1.g. En masse viden, men alligevel gør det ikke en klogere. Klogere på hvorfor tingene går som de går. Sådan sagde hendes farmor altid: "Jeg forstår det ikke? Hvorfor dog? Hvorfor? Det er dog forfærdeligt." Vi andre fra hendes familie plejer at ryste på hovedet. Hun tager alting så tungt, og ingen har nogensinde prøvet på at besvare hendes spørgsmål.
Død. Hvad mon der sker? Hun ville helst tro på det bedste. På det hun håbede på. At man mødes med dem, man har haft, på den anden side. At man kan leve videre sammen. Lykkeligt. Men hvem ved? Måske kan ting også forandre sig på den anden side. Hun læste engang en rørende historie, om hvordan ejere blev genforenet med deres elskede kæledyr, på den anden side.
REGNBUE BROEN
Lige inden man når himlen, ligger der et sted der hedder Regnbuebroen. Når et dyr dør, ét der har været specielt knyttet til én hernede, vil dyret stoppe ved Regnbuebroen. Der er enge og bakker, hvor alle vore særlige venner kan løbe og lege sammen. Der er masser af mad, vand og solskin og vore venner har det varmt og dejligt.
Alle de dyr, der har været syge og gamle, har fået deres helbred og kræfter igen. De der var sårede eller lemlæstede, er raske og stærke igen, ganske som vi husker dem i vore minder om gamle dage. Dyrene er glade og tilfredse, de mangler kun en enkelt lille ting: de savner hver især én, der betød meget for dem, én de var nødt til at forlade.
De løber alle sammen og leger i en stor flok, men der kommer en dag, hvor en af dem pludselig stopper og stirrer mod horisonten. Øjnene er klare og intense, og den ivrige lille krop begynder at skælve over det hele. Pludselig forlader den heldige flokken og flyver over det grønne græs, hurtigere og hurtigere løber dens små ben.
Du er blevet opdaget, og når du og din specielle ven endelig mødes igen, klynger I jer til hinanden i glædesstrålende genforening for aldrig at skulle skilles mere. Glade kys regner ned over dit ansigt. Dine hænder kan igen kærtegne det elskede hoved, og du kan endnu en gang se ind i de tillidsfulde øjne, der tilhører dit kæledyr, der så længe har været forsvundet fra dit liv, men aldrig fra dit hjerte.
Så kan I krydse Regnbue broen sammen...
Hun skulle videre med sin dansk opgave, og hendes mobil havde allerede bippet flere gange. Nogle gange var hun ligeglad. Når hun tænkte tilbage på hendes gamle liv, for 11 måneder og 24 dage siden, eller bare for 7 måneder og 2 dage siden, var det meget bedre. Noget var stadig det samme, men noget andet, vigtigt, var forandret. Eller væk. Langt væk. Nogle gange ville hun ønske, man kunne spole tiden tilbage. Ikke helt tilbage, bare 7 måneder og én dag tilbage. Hvorfor hun stadig kunne græde nu, kunne hun ikke svare på. Men hun vidste at hvis hun kunne spole tiden 7 måneder og en dag tilbage, ville hun nyde den tid endnu mere. Hun ville være lykkelig. Meget lykkelig og stolt. Det eneste hun ville mangle var helbredende kræfter. Men hvis hun ikke kunne få det, var det lige meget. Hun ville bare 7 måneder og en dag tilbage i tiden. Bare få minutter, men gerne flere timer. Hun kiggede ud af vinduet igen og kunne se at det nu havde regnet. Det blæste stadig, og hun halvfrøs i sine shorts og i sin oversize nat T-shirt. Hun følte sig lille. Meget lille. Hun stirrede ud i luften et lille stykke tid, uden rigtigt at tænke på noget. Klokken var halv 12, og hun havde stadig ikke fået noget morgenmad, udover en kakaobrik og en håndfuld chokoladeæg med mandler i. Regnen tog nu fat igen, og hun lyttede til dens trommen på taget af udestuen, hvor den skiftevis ramte med vindens hastighed. Fuglene var holdt op med at synge, og havde sikkert søgt ly under en busk. Nu lød det voldsomt. Som hagl, måske. Hun var færdig. Helt færdig. Og færdig med sin dansk årsopgave, som var på 8 sider, om ny realisme i senmoderne dansk litteratur fra 90'erne. Den handlede om fortiden, og den handlede om virkelighed. Hun var færdig.
Regnen var nu holdt op og hun hørte en buldren, som langsomt blev højere og højere, og først stoppede efter toget havde passeret den del af jernbanen, som gik gennem hendes fars have. Eller rettere sagt, hendes mors venner og fars udlejeres have. Ja, sådan var det. Man kunne også sige hendes lillesøsters klassekammerats forældres have. Ja, det hele var blevet besværligt, indviklet, men alligevel ligetil. Sådan havde nogen valgt at det skulle være, og det var okay. Selvfølgelig ikke i starten, men der havde heldigvis været noget andet, mere vigtigt og mere sørgeligt, til at tage hendes opmærksomhed. Måske var det i virkeligheden kun blevet så vigtigt, fordi hun kastede al sin fortvivlelse, sorg og afklarethed over på denne ting i hendes liv som var sket? Nej, det var det ikke. For det kunne hun svare på. Det havde betydet meget for hende, og hun havde været knust. Eller var hun det stadig? Ja, det ville hun måske være resten af sit liv, men måske blive bedre til at glemme det, eller bedre til at sætte pris på nogle andre ting. Det ville hun prøve på. For inderst inde var der alligevel noget, som stadig var ved det gamle. Og det var godt, selvom det ikke passede ind i det nye. Det eneste hun frøs nu, var hendes kolde fingre som taktfast slog mod tastaturet. En solsort hoppede rundt ude på den grønne græsplæne, og hun betragtede den, mens den målrettet hoppede ind i fodboldmålet. Det var en hun. Det kunne hun se. Hun interesserede sig ikke for fugle, men hun interesserede sig for tingene i hendes liv. Der var ikke så meget der var rart mere, og alligevel kunne hun godt finde nogle ting. Men når hun kiggede tilbage på sit gamle liv, på gamle dage, for 7 måneder og en dag siden, ja, så var der ikke så meget nu, der var rart. Hun var begyndt at holde af ordet gammel. Og hun savnede gamle dage. Hun brugte altid alt for meget tid på at tænke tilbage på gamle dage, i stedet for at leve i nuet og være glad for sit liv. Men denne her gang var det i orden. Det var i orden, fordi hun savnede det, og fordi det var meget bedre at være der. I gamle dage.