Jeg sidder. Det er dét jeg laver. Sidder. Fra dørene åbnes og indtil lukketid er det mig der tysser, skænder, løfter pegefingre og rynker bryn. Jeg ryster på hovedet, smiler til mødre og lader som om jeg interesserer mig for Spidermonkeys og Ben10-figurer. Jeg siger: "gå, ikke løbe!", "skal du tisse, er det derovre" og "nøj, hun er sød din dukke, har du fået hende af farmor?" Alle disse ting gør jeg imens jeg sidder. Jeg sidder ikke engang godt, sædet er hårdt og ryglænet løst, hjulene knirker, og farven er en håbløs blanding af laks og pink. Men ikke desto mindre...
   Når klokken er 10, åbnes dørene, som de er blevet det en million gange før. Da har jeg allerede været her længe, tændt for computeren og indstillet min stol, som altid er helt forkert efter hende den anden har siddet på den. Jeg skænker en kop kaffe, tynd og uinspirerende, og jeg ved udmærket godt, at det er fordi hun ikke venter til vandet er varmt nok. Hun fortæller mig om sin weekend, mens hun drikker af dét åndssvage krus hvorpå der er tegnet et dyr og en taleboble med ordene: "Jeg er ikke en blæsebælg, jeg er en læseelg"

"Sikke med regn vi fik i lørdags"
   "Ja, det må du nok sige" og det gør hun så, hver eneste mandag, for det regner altid om lørdagen og alle andre dage for så vidt også.
   "Kunne vi dog ikke snart få noget sol og varme?" Nej, det kunne vi tydeligvis ikke. Heller ikke i fredags, hvor hun spurgte om akkurat det samme og hvor jeg ligeledes svarede:
   "Godt spørgsmål"
   "Er kaffen okay?"
   Nej, kaffen er ikke okay, ikke det der ligner. Faktisk er det dén kaffe jeg nogensinde har smagt, der er længst fra at være okay.
   "Den smager glimrende"
   "Ikke for tynd?"
   "Nej, lige tilpas"
   Frygtelig kaffe, frygtelig kvinde, frygteligt.

Men i dag vil jeg ikke lade mig mærke med noget. I dag er anderledes, jeg føler det helt ned i tåspidserne, og fordi den er dét, vil jeg også være det. Anderledes. Jeg sætter mig på stolen som er halvvejs jammerlig og drikker min sørgelige undskyldning for kaffe. Klokken er 09.53, og om syv minutter vil jeg fortryde, at jeg ikke fik mere ud af dem. Jeg finder min notesbog frem, som er det eneste sted der ikke er fyldt med ord, jeg ville ønske jeg selv havde skrevet. Jeg sidder og skriver i syv minutter hver dag, det er de samme syv minutter altid og de samme ord, som jeg ville ønske jeg ikke selv havde skrevet og handlede om mig.

I et tilløb mod ordene
   der aldrig kommer
   i et omsvøb af fordragelighed,
   konfliktskyhed og selvudslettende armsveds-skrøbelighed
   09.55. Det første hold står allerede udenfor og tripper, og jeg overvejer at overveje at lukke dem ind men slipper tanken før den overhovedet nærmest strejfer mig. De står fint.

altid nervøs for at træde dig over tæerne
   for at træde ved siden af
   i spinaten
   træder vande i stedet, for ikke at være på tværs
   gå i vejen for din march og din egomani
   09.57. Nu regner det. Det betyder våde flyverdragter og spor efter sokker på gulvet. Pædagogen derude kigger på sit ur og forsøger at få øjenkontakt med mig, men jeg undgår hendes blik og ved, at jeg har tre minutter. I princippet kunne jeg bare oplyse hende om, at klokken endnu ikke er hel, og at det er vitterligt omsonst, at hun kigger undrende fra sit ur til mig, men jeg bliver siddende.

går på skaller i stedet
   af æg og af glas
   ønsker ingen panik omkring mig, min person
   går i ét, i stedet
   i ét med tapetet
   men i tilløb trods alt
   mod de ord, der altid kommer
   som regel og er rigtige
   fulde af pondus
   Jeg burde virkelig marchere derud og gøre hele flokken opmærksom på, at her er det mig, der ved hvad klokken er og hvordan man åbner døren indefra. Så kunne jeg passende, på tilbagevejen, fortælle at man skal vente til vandet er varmt nok med at putte kaffen i, men i stedet noterer jeg mig at klokken er 09.59.

fuld af vinen, der støtter op
   om min konfrontationsparathed og drikker mig mod til
   tæller til tre og til ti og til tyve
   og fortæller dig alt
   skælder dig ud, huden fuld
   og du forstår
   om ikke andet
   for min indre skærm
   hvor jeg har pondus nok og træder uden om skaller, spinat og tapet
   Ovre i sci-fi-afdelingen er der masser af pondus og intet at træde i. Ovre i sci-fi er himlen blå og øjnene ligeledes, som er anderledes fordi der er en skillevæg imellem os.
   Blå som havet når det ser aller mest unaturligt ud og som himlen, når den ikke forstyrres af skyplamager og opbrydes af dis og tåge. Blå som altid og i al evighed. Alting forgrånes med tiden, hår og hukommelse, hud og handlingsevne, men hans øjne er blå. Det står skrevet i hans ansigt, livet. Hvordan han og det blå i hans øjne har stået imod og skåret igennem. Hvordan de har holdt ud og holdt sammen og hvordan han har kæmpet for at holde sig oven vande. Når jeg fanger hans blik kan jeg se det. Jeg kan se de ting jeg allerede ved, ved fordi jeg var der. Jeg sad lige her og så det.

Han møder hver dag samtidig med mig, hilser på mig hvis vi støder på hinanden i døren og går i gang. Han trækker stolen ud. og han ved, at jeg ser det. At jeg ser at det er en Rbm 819 ESD antistatisk kontorstol med trinløs ryg og sædevip, tiltback funktion, glidesæde, fodkryds og armlæn. Han tager imod en kop kaffe fra én af kvinderne, som er smuk på samme måde som en græsk gudinde er det. Hun vimser rundt, kaster med sit hår og ler henkastet og tryllebindende, for at fylde mændene med et fjernt men altoverskyggende håb om at hun, for lige netop dem, er opnåelig. Hendes stillingsbetegnelse er overskuelig i sin kortfattethed, jeg er overbevist om at den begrænser sig til at omhandle kaffe. Hun laver den, puster på den og fylder den på kopper, der aldrig ville nedværdige sig til at have: "Jeg er ikke en blæsebælg, jeg er en læseelg" stående på sig. Hun er dygtig til at puste, det har hun prøvet før, og hun ved lige nøjagtigt hvilken temperatur der egner sig til en mørkristet, soltørret arabica kaffe med lav syrlighed. Den er fyldig og aromatisk, ved jeg uden at have smagt den, den er hvad kaffe angår meget velafbalanceret, dyrket i et af de naturområder hvor højeste prioritet er kaffens velbefindende og den er simpelthen bedre. Kaffen er bedre i sci-fi, det er et faktum, og jeg er ellers ikke så glad for fakta. Hvis jeg var dét, ville jeg arbejde i faglitteratursafdelingen, men der har stolene ikke det der minder om tiltback funktion, jeg har undersøgt det.

10.00. Jeg rejser mig og lader flokken af våde unger og bitre pædagoger vælte ind og smide flyverdragter og bitterhed hen i hjørnet.
   "Behold støvlerne på og stik huen ind i ærmet!"
   "Ooop igen!"
   "Nej, jeg vil HA' at du tager vanterne af!"
   "Det har du vist ikke fået lov til det der, hva' Magnus?"
   "Josefine har en mor og Karla har en mor, Josefines mor kommer og henter Josefine og Karlas mor kommer og henter Karla."
   "Hov, hov, dét der er en voksenstol."
   "Hvorfor tissede du ikke af hjemmefra?"
   "Jeg bad jer om at stille jer to og to, det gælder også dig, Bjarke."
   "Kom med denne vej!"
   "Vi skal først have madpakker når vi kommer hjem, du må få et knækbrød hvis du er sulten"
   "Hvor har I et puslebord, vi har lige haft et uheld herovre, i din ble, ja, puuuuha, i din ble."
   Så kaster hele horden sig ud mod toiletterne, undtagen den ene, der er altid én der intet vil og som bliver plantet på en stol ved siden af mig.
   "Du kan sagtens sidde her sammen med damen og hygge dig. Hvis du spørger hende rigtig pænt kan det være, at hun vil læse i en bog med dig."
   "Ja selvfølgelig" siger jeg og stikker hende brugsanvisningen til kopimaskinen. Efter tyve sekunder har hun revet papirerne midt over og jeg fortryder ikke at have givet hende pappet fra kaffeposerne. Da hendes medsammensvorne vender tilbage er jeg forberedt og har sat mig som en vagthund foran hylderne velvidende, at det er akkurat de samme bøger som altid, der vil blive snasket til og slikket på. Deres øjne fæstner sig ved siderne med de udførlige illustrationer og fire ord per side, der intet kræver af hverken børn eller voksne og ligesom opmuntrer til syltetøjsfingre og tandmærker. Børn har altid syltetøj på fingrene, selv når der ikke er noget i nærheden.
   Efter at have brugt en time på ikke at udvide deres horisont, samles flyverdragterne sammen og de forsvinder med et nik i min retning, og jeg ved at det er sidste gang jeg behøver at brokke mig over, at børn ikke kan finde ud af at lukke døren bag sig. Den skal ligesom klikkes på plads. Jeg ved at i dag er anderledes, mine tåspidser ved det også. I dag er slutningen og starten og intet derimellem. Jeg har vidst det siden i sidste uge, og jeg tror ellers ikke på tegn og varsler med dette her lod sig ikke ignorere, så jeg tog det til mig.

Det var en onsdag da jeg så det, én af de onsdage hvor klokken er to minutter over lukketid, før børnene beslutter, at gulvet er tilpas mudret og væggene klistrede nok til at de kan tillade sig at vende hjemad. Jeg var den sidste tilbage, så jeg gik og ordnede i mit eget tempo, betragtede alle hylderne, noterede mig at de ikke ville tage skade af en støvklud og samlede glemte sutter og nusseklude. Én af Alfons Åberg fortællingerne havde forputtet sig, så jeg skrev en mental notits om at huske at undskylde til pigen, for at have beskyldt hende for at smide den væk, klar over at jeg aldrig ville få gjort det. Det kunne jo lige så godt have været hende, faktisk var det overvældende sandsynligt. Da jeg gjorde mine til at gøre mig klar til at gå, var det som om biblioteket protesterede, i hvert tilfælde hørte jeg et bump omme fra hylden, hvor vi har fantasy-serierne og jeg vidste med det samme at den ikke hørte til, bogen, kunne se det på omslaget. De står ellers altid som de skal, jeg kender hver enkelt side som havde jeg alene studeret dén hele mit liv, og jeg får altid ros for mine arkiverings-klassificeringsevner; de står som de skal. Jeg følte det som skæbnesvangert at samle den op, smygede mig langs hylden, snuppede bogen hurtigt og vendte mig uden at kigge på forsiden. Jeg vidste hvad der stod, kendte den så udmærket, undrede mig ikke over dens tilstedeværelse blandt mine bøger og var straks klar over, at jeg gjorde klogt i at tolke det som et tegn. Det var den eneste logiske forklaring, den ville fortælle mig noget og jeg havde værs'go' at lytte.

"Tæppefald" af Agatha Christie, den aller sidste, udgivet posthumt i 1976. Detektiven Hercule Poirot, der som så mange gange før løser mysteriet må denne gang se til mens gerningsmanden går fri og er ude af stand til at leve med uretfærdigheden og beslutter at den må ske fyldest. Tæppefald.

12.00. Bogen ligger endnu i min skrivebordskuffe, jeg har ikke rørt den siden, burde have afleveret den tilbage til krimi-afdelingen men opvejer dét, at det er deres bog med at det er mit tegn og lader den ligge. Jeg lader mig ikke mærke med noget selv om den ligger der, forsøger at være helt normal og ikke engang da hun kommer stavrende for at tilbyde mig en kop kaffe, opfører jeg mig som om dagen i dag skiller sig ud fra alle de andre dage, der ikke gjorde det. Hun rækker mig et bogmærke, afventer min reaktion som ikke kommer og vifter det da foran min næse.

"Jeg har selv lavet det. Har du set?"
   "Sørme så. "Rigtige læsehorn bruger bogmærke""
   "Ja, og så har jeg tegnet et næsehorn, der læser"
   "Det har du også."
   Derefter bliver hun stående og jeg afvejer mine muligheder.

"Sjovt fundet på."
   "Ja, synes du ikke? Jeg sad jo alligevel bare og stirrede ud i luften, og så ku' jeg jo lige så godt."
   "Absolut. Flot, Birgitte, du har virkelig talent"
   "Tja, tjo, jeg har faktisk så sent som i går overvejet at kaste mig ud i slogansbranchen. Du ved, når man alligevel bare sidder og stirrer ud i luften."
   "Jeg kunne sandelig godt tænke mig sådan et bogmærke."
   "Nåh, jamen det er da ingen sag, jeg smutter lige over og fikser det til dig."
   "Ej, det er alt for meget...men hvis du insisterer"
   Tæppefald. For første gang løfter jeg hovedet, vil sikre mig at hun er gået, strækker nakken til der lyder et barmhjertigt knæk og trækker skuldrene op til hagen for at ryste hende helt af mig. Jeg skæver over mod sci-fi og møder hans blik flygtigt. Han sidder sikkert og forstår mig. I sci-fi eksisterer ingen åndsfraværende smalltalk, hele afdelingen er gennemsyret af meningsfuldhed, det er ikke svært at se. Én af kvinderne har tabt noget ud af hånden og da hun bøjer sig ned er alle mændene i deres typiske betænksomhed kommet hende til undsætning. Sikket sammenhold. Jeg ville elske at tabe noget derovre. Hvis jeg tabte dét jeg har i hånden her, ville det forløbe således at Birgitte ville komme løbende og trøstende forsikre mig at hun nok skulle male et nyt krus til mig. Hun har masser af ideer til slogans.

Klokken er 13.00 og jeg har glemt at spise frokost, har siddet og ventet på dette øjeblik, klar over hvordan det vil forløbe. Han beder mig om at følge med ind på sit kontor og fortæller mig nøjagtigt hvad jeg vidste at han ville, tilnærmelsesvist ordret. Ledig stilling, siger han, I sci-fi. Om jeg er interesseret, det er jeg, og om jeg vil over og hilse på mit nye team, det vil jeg. På vej tilbage gennem børnebøgerne ænser jeg ud af øjenkrogen Birgittes forvirrede ansigt følge mig med øjnene og da jeg passerer mit bord har hun lagt et bogmærke. "Bogfinker læser mere end de flyver."
   Jeg kan se den allerede da jeg står ved skillevæggen. Min egen Rbm 819 ESD antistatiske kontorstol med trinløs ryg og sædevip, tiltback funktion, glidesæde, fodkryds og armlæn.

"Er det dig der skal afløse Steen? Trist med ham, hva'?"
   Det er mig der afløser Steen. Steen, som ikke satte pris på hverken stol eller kaffe. Han sad her altid bare, som om det var det mest selvfølgelige i verden at han skulle sidde netop her. Han slugte sin kaffe, som var den tynd og uinspirerende og belastede stoleryggen i sin ligegyldighed. Det ville jeg aldrig gøre. Han vidste sikkert ikke engang at den har tiltback funktion eller er mørkristet. Det ved jeg.

"Sæt dig ned, gør dig det lidt behageligt."
   Jeg bliver stående uden at gøre andet end at suge det til mig og indprente mig det blå i hans øjne, som er blå som altid og i al evighed. De vil tage godt imod mig, siger han og jeg betvivler det ikke et øjeblik. Jeg tager et mentalt tilløb og sætter mig, synker ned i det bløde og tager imod kaffen fra en smuk kvinde, som har pustet på den. Jeg snuser ind og lader dampen varme kinderne og smagen pirre tungen. Jeg kan stadig smage den længe efter at han har ført mig væk, det er som om den sidder i mig.

"Du er anholdt for mordet på Steen Vester, vær venlig at stille kaffen og følge med"
   Da vi kører gennem byen kommer jeg i tanke om bogen i skuffen, som jeg burde have afleveret tilbage og jeg håber at de andre vil forstå hvorfor jeg var nødt til at beholde den. Der er ingen, der taler til mig, de ved at jeg sætter pris på stilhed og sæderne i bilen er bløde og behagelige, så jeg læner mig tilbage og nyder turen. Bilen stopper og jeg bliver ført ud af en håndfuld mænd, de tager mig ved armen og farer til min undsætning hver gang jeg snubler eller bevæger mig. Sikken betænksomhed. De viser mig hvor jeg skal sove, og jeg får et glas vand, som ingenlunde smager af kalk på samme måde som hjemme på biblioteket. Jeg sidder i et stykke tid. Sidder. Det er dét jeg laver. Faktisk sidder jeg ikke specielt godt, sengen er hård og hovedgærdet mangler, men ikke desto mindre sidder jeg.
   Jeg får øje på damen skråt over for mig, hun har slet ikke det samme problem; hun har knogleskørhed og har fået en springmadras. Jeg ville elske at have en springmadras. Da jeg vender hovedet yderligere, ser jeg en celle med udsigt til gården, hende pigen der sidder i den kigger slet ikke ud og hun sætter ikke pris på den, det er tydeligt at se. Jeg ville sætte pris på den. Tæppefald.